Hold fast i dine børn

Den første tanke jeg fik efter at have læst Gordon Neufeld og Gabor Matés bog “Hold on to your kids – why parents need to matter more than peers.” var: Denne her bog burde læses af alle, der har noget med børn at gøre, eller bare selv har været børn engang. Eller i hvert fald af alle forældre. Og bedsteforældre, lærere og pædagoger. Og politikere, ikke mindst.

Adskillelseskultur

Vores samfund er i dag bygget op omkring en adskillelseskultur: Børn og voksne lever simpelthen i adskilte verdener. Når de voksne tager på arbejde, bliver børnene afleveret i børneinstitutioner. Dagplejer, vuggestue, børnehaver, skoler og gymnasier. Det er blevet så normalt, at vi har svært ved at forestille os livet uden. Svært ved at forestille os, at man kan udvikle sig uden adskillelsen.

Voksne udvikler sig igennem deres karrierer.

Børn udvikler sig igennem samvær med andre børn.

Og (i varierende omfang) uddannet pædagogisk personale.

Det er vel sådan det er?

Børn i dag tilbringer rigtigt mange timer sammen i hinandens selvskab. Det er ikke kun dårligt. Børn har brug for at lege og for at lege med hinanden.

Men børn har brug for mere. De har først og fremmest brug for at være trygge. Og for at få den tryghed, skal de være sammen med voksne, som de har knyttet sig til. De helt små børn har brug for at være meget tætte på deres voksne – og de større kan være væk i længere og længere tid. Men uanset alderen er tilknytningen virkelig vigtig for børnenes udvikling. Det er noget man let kan glemme at prioritere i familien, og det er noget der ofte bevidst undgås i institutionerne.

Vi er blevet så fokuserede på adskillelsen, at det tit allerede er et projekt, der allerede går igang få dage efter barnet bliver født. Med hvornår amningen, samsovningen, vugningen, nærværet og tilknytningen skal nedtrappes. I troen på at det er det bedste for vores børn, presser vi hele tiden på for at løsrive os fra dem. For at de ikke skal blive morsyge, generte eller afhængige af os. For de skal stå på egne ben og blive selvstændige. Jo før desto bedre.

Men hvad hvis vi tager fejl?

Hvad hvis adskillelse ikke er den eneste, den hurtigste, den naturligste eller den bedste måde at udvikle sig på?

Hvad hvis de bare bliver knyttet til og afhængige af nogle andre i stedet?

Neufeld og Matés hovedpointe i “Hold on to your kids” er, at børn ikke bliver selvstændige af, at vi skubber dem fra os. De bliver mindre knyttede til os. Så langt, så “godt”. Men børn er ikke skabt til at være u-tilknyttede. Det er biologisk umuligt. Så når vi svigter dem i tilknytningsarbejdet, knytter de sig ofte til dem, der er til rådighed i stedet. Dem de tilbringer mest tid med: Deres jævnaldrene.

Det er ikke ideelt. Det er klart. Det er faktisk dybt problematisk, hvis man som barn eller teenager primært tager imod råd fra nogle, der er lige så umodne som en selv. Selv ikke de bedste venner accepterer og elsker hinanden så ubetinget, som forældre elsker deres børn. Og selv ikke de mest modne børn kan sætte deres jævnaldrenes sunde udvikling før deres egne behov. Og begge dele er ifølge Neufeld og Maté nødvendige, for at vores børn kan udvikle sig til selvstændige, selvrespekterende voksne. 

Men skal vi så slet ikke give slip?

Skal vores børn ikke blive uafhængige?

Jo, selvfølgelig skal vi det. Når de er klar. Når vi har gjort vores. Når de er klar til at stå på egne ben og være sig selv. Når de kan indgå i nye relationer, hvor de både kan vise hensyn og stå ved sig selv. Men vi kan ikke forkæle vores børn med solide, trygge relationer til os som forældre, eller til dem der passer dem i løbet af dagen. Det er fundamentet for deres udvikling, ikke noget de skal afvænnes med, før de er klar.

Tilknytning

Vores børn har brug for, at have en tæt tilknytning til os. Det betyder ikke nødvendigvis, at hjemmepasning eller hjemmeskoling er den eneste måde at få velfungerende, sunde børn på. Men det er vigtigt, at børn har en tryg tilknytning, til de voksne de dagligt omgiver sig med. Det vil først og fremmest deres forældre, men helst også de skolelærere eller pædagoger de evt. har.

Der er mange måder er styrke tilknytningen til sit barn på. Ved at skabe traditioner for at være sammen i familien. Ved at lære børnenes venner at kende, og insistere på at børnene ikke isolerer sig væk fra resten af familien. Ved at fokusere på at styrke relationen, i stedet for at fokusere på opførslen, når der er problemer. Ved at styrke samarbejdet i sammenbragte familier. Ved at tilbringe mere tid sammen med vores børn. Og ved skabe sin egen “landsby” af voksne familiemedlemmer og venner, der deler vores interesse for barnet og er med på, at børnene skal inkluderes, og ikke ekskluderes når man ses. Ved at skabe tid til at være sammen, på den ene eller anden måde.

Der er selvfølgelig mange måder at være gode og kærlige forældre på. Og mange måder at indrette sin hverdag på. Nogle har mere tid sammen end andre. Uanset hvor meget tid man har mulighed for at have sammen, er det vigtigt at arbejde på tilknytningen. Neufeld og Maté nævner seks forskellige former for tilknytningsarbejde, der styrker relationer:

Tæt fysisk kontakt.

Oplevelsen af at være ens, og at kunne spejle sig i hinanden.

Loyalitet overfor hinanden, og styrke følelsen af at høre sammen.

Anderkendelse barnet som betydningsfuldt, helt som det er.

Plads til sårbarhed og hele paletten af følelser.

Forståelse – at kende barnet, helt til bunds.

I børns venskaber med deres jævnaldrene er det typisk er de første former for tilknytning, der kommer i spil – kontakt, enshed og loyalitet. Men mennesket har brug for hele paletten, uanset alder. Og børn har brug for voksne, der kan tilbyde dem den.

Tilknytningen er ikke kun nødvendig for vores børn, den er også helt nødvendig for os som forældre. Uden den mangler vi noget helt centralt: Intuitionen for vores børn. Den intuition der fortæller os, hvordan vi kan hjælpe vores børn, når de har det svært. Uden først at pløje os igennem opdragelsesmanual efter opdragelsesmanual i jagten på nye teknikker. Når vores børn ikke er trygt tilknyttet til os, mister vi den nærhed og samhørighed der ligger til grund for vores intuition. Vi mister vores evne til at forstå hinanden. Til at være en familie. 

Har du lyst til at vide mere?

Så læs “Hold on to your kids. Why parents need to matter more than peers.” af Gordon Neufeld og Gabor Maté.

Det kan også anbefales at læse “Rest, Play Grow”. Den er skrevet af Deborah MacNamaram med et forord af Gordon Neufeld, og er også udgivet på dansk, med den lidt mindre mundrette titel: “Barnets udvikling gennem tilknytning og leg: forstå førskolebarnet (eller hvem som helst, der opfører sig som et).”

Eller lyt evt til podcasten Forældreintra, der har tre rigtigt gode afsnit om tilknytning.