Langsomme weekender

Denne weekend startede vi med at tage ind til byen for at fejre min mands bror. Han har lige været i Brasilien for at blive udnævnt som Mestre de Capoeira i Grupo Senzala. Hvilket kort fortalt betyder, at han er rimeligt awesome. Vi tog derfor til Formatura på hans Capoeira-skole. Hvilket kort fortalt betyder, at vi fik set ham træne, og fik fejret ham med taler, bobler og kage. Med bobler mener jeg selvfølgelig sodavand. For mit vedkommende i hvert fald. Jeg udnyttede til gengæld chancen for at fejre ham med kagespisning til fulde. Det er faktisk den måde, jeg fejrer folk bedst på. Børnene havde en skøn aften. De dansede til musikken, efterlignede med blandet succes sparkene og efterlignede med stor succes deres mors entusiasme for kager. Det var en rigtig hyggelig aften. Og det er det, vi laver denne weekend. Resten af weekenden står på absolut ingenting.

Det er selvfølgelig lidt en plathed, at sige at vi laver ingenting, for det gør man selvfølgelig aldrig. Slet ikke når man har børn. Men man kan alligevel gøre forsøget. I dag var vi hjemme hos min mands forældre, og det gik egentlig meget godt med det der ingenting. Børnene legede med sne. Ella og jeg ledte efter alfer i mosen med Lille A i viklen. Vi luftede naboens hunde. Drak te og spiste chokolade. Jeg sov til middag. Og drak te og spiste chokolade igen. Børnene legede videre, og vi tog hjem, da vi havde spist. Og det var ret rart. I morgen vil vi prøve at lave ingenting herhjemme.

Vi kunne selvfølgelig godt fylde kalenderen mere op. Lave ting der kræver faste aftaler, indpakkede fødselsdagsgaver, afstemte klokkeslet, entrépriser eller rejseplaner. Med børn der skal have rene bleer, varme huer, vand i drikkedunken, tisset af, redt hår og aet katten farvel, inden klokken bliver 20 over. Jeg kan faktisk godt lide den slags aftaler. Jeg syntes, at det er skønt at “skulle noget” der “er noget”. Problemet er bare, at den altid bliver 22 over. Og så skal vi skynde os. Bare lidt. Bagefter er børnene som regel glade, men trætte og overstimulerede. Bare lidt. Og det er ikke et problem. Det bliver det først, når det ikke længere er bare lidt, men er hver dag. Så ender vi med at blive drænede i stedet for optankede i løbet af weekenden.

Derfor prøver vi at holde os til én fast aftale hver weekend. Denne weekend var det børnenes super seje onkels mestre-titel, der skulle fejres. Andre weekender kan det være en fødselsdag, et museumsbesøg, en barnedåb, en tivolitur eller en julefrokost. Nogle weekender kan vi selvfølgelig ikke overholde det. Vi melder ikke fra til en vigtig fødselsdag søndag, fordi vi også har været til en lørdag. Men vi sørger for ikke at pakke weekenderne med ture i dukketeater, svømmehaller og forlystelsesparker, hvilket vi var slemme til at gøre tidligere. Med det resultat at vi ingen energi havde, til at tage hul på en ny uge mandag morgen.

Forskellen på weekend og hverdag burde måske ikke betyde så meget for os. Jeg går trods alt hjemme med de to mindste. Vores ældste går kun i skole om formiddagen. Og børnenes far får ret tidligt fri fra arbejde. Vi synes selv, at vi lever et ret priviligeret liv, hvor der er tid til de små ting i hverdagen. Til at lege med børnene om eftermiddagen og til at slappe af om aftenen. Men det betyder alligevel en verden til forskel, at have dage, hvor vi absolut intet skal. Andet end at være sammen. Jeg tror, at det er sundt, både for børn og for voksne.

De næste 10 hippie-bøger

Det er det her kort og godt en liste over. Eller i hvert fald de næste 10 ikke-skønlitterære bøger, som jeg vil læse. Jeg har efterhånden snakket en del om, at jeg i år ville forsøge at få læst lidt mere. Eller i hvert fald få læst lidt mere effektivt. For siden jeg skrev speciale har jeg kun læst to typer bøger… Den type der står lettest tilgængeligt i bogreolen. Og den type der skal afleveres om tre dage på biblioteket, og som jeg derfor kun når at læse et par kapitler af. Og det er jo sådan set fint nok. Børnene er små, og de her år kommer aldrig igen. Alligevel generer det mig lidt. At læse har altid været en del af mig. Jeg har kunne læse, så længe jeg kan huske. Fra før jeg startede i skole. Og i lange perioder af mit liv, har jeg brugt mere tid på at læse, end jeg har på noget andet. Jeg elsker det. Ikke nødvendigvis at genlæse Harry Potter, fordi den stod belejligt tæt på børnenes skrivepult. Men at fordybe mig helt i en bog, der sætter nye tanker og idéer i gang. Uanset om jeg nikkende sidder og smågriner, imens jeg læser bogen, eller om jeg må lægge den fra mig, fordi jeg bliver så rygende arrig, at jeg ikke kan læse videre. Begge dele sker ret tit. Det er blevet et tegn på, om bøgerne er den type, der er værd at læse og genlæse. Og dem skal jeg have flere af. Derfor har jeg lavet en liste over de bøger, som jeg virkelig gerne vil læse i år. Og gerne i starten af året, altså. Nogle af dem er udkommet i 2019, andre har et årti eller århundrede på bagen. Alle er bøger, som jeg har fået anbefalet af flere, eller som jeg i årevis har planlagt at læse.

  1. Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben
    Kan træer tale? Drage omsorg for deres egne? Og hvilke konsekvenser har moderne skovbrug? Jeg har fået bogen i fødselsdagsgave, og glæder mig til at komme i gang med den. Den er umiddelbart smuk, morsomt skrevet og ret tankevækkende.
  2. Thus spoke the plant af Monica Gagliano
    Faktisk er den første bog allerede efter et enkelt blik eller to så tankevækkende, at jeg nok også bliver nødt til at læse denne her. Jeg læste et par artikler for en håndfuld år siden om, at planter kan huske og reagere på forskellige mennesker. Jeg har tænkt på det flere gange siden, og fandt derfor frem til Monica Gagliano, der stod bag det.
  3. Et ordentligt brød af Camilla Plum
    I håbet om at rug ikke har et alt for komplekst følelsesliv, har jeg også besluttet mig for at give mig i kast med at bage rugbrød. Jeg fik derfor også en brødform i træ sammen med den første bog. Indtil videre er jeg godt tilfreds med at forsøge at kopiere min fars rugbrød, men det er vist på tide at oppe mit generelle brød-game. Og jeg er ret sikker på, at denne her klassiker er et godt sted at starte.
  4. Videnskabens bedrag – frisæt videnskaben af Rupert Sheldrake
    Han er hadet og han er elsket. Nok mest hadet… Men hvilken banebrydende tænker er ikke det? Jeg er ikke helt sikker på, om jeg bliver en fan, men det er trods alt begrænset, hvor galt læsning kan gå. Og jeg er nysgerrig nok til at måtte vide, hvad for en størrelse Rupert Sheldrake egentlig er.
  5. Vuggestueliv af Thomas Gitz-Johansen
    Jeg har læst en del Gitz-Johansen, mens jeg studerede Pædagogik, og jeg glæder mig virkelig til at læse denne her bog. Hvordan er det egenlig at være vuggestuebarn i dag? Det burde der faktisk skrives mange flere bøger om.
  6. Dansk husmoderleksikon af Karen Braae
    Dansk husmoderleksikon er en af Bonderøvens litteraturanbefalinger. Og selvom jeg nok ikke kommer til at læse det fra ende til anden, så er jeg ret sikker på, at et opslagsværk dedikeret til dronning Aleksandrine bliver nødvendigt. Om ikke andet, så fordi jeg godt kunne tænke mig helt at udfase diverse rengøringsmidler til fordel for eddike, salt, citron og knofedt. Det må en gammeldags husmoder da kende til?
  7. Goodbye, things af Fumio Sasaki
    Jeg er til gengæld ret sikker på, at Bonderøven ikke har læst denne her… Efter at have kigget lidt rundt på goodreads, besluttede jeg mig for, at det bliver den næste bog, som jeg skal læse om minimalisme. Jeg har det lidt dobbelt med begrebet. På den ene siden forbinder jeg det med en lidt for moderne æstetik, som kun giver mig dårlig samvittighed. På den anden side synes jeg virkelig at vores små forsøg på minimalisme har mindsket min købemani og gjort hverdagen lidt lettere. Så jeg tænker, at bogen er et forsøg værd. Jeg regner forresten både med at låne den på biblioteket i papirform, og på e-reolen som lydbog. #minimalism
  8. The continuum concept af Jean Liedloff
    Er en bog som jeg har fået anbefalet af flere. Jeg har den mistænkt for ikke at bidrage med så meget, jeg ikke allerede ved, men det er måske også høje krav at stille til en bog, der er ældre end mig. Jeg er til gengæld ret nysgerrig efter at læse bogen, der er efterhånden er blevet helt kult.
  9. Hold on to your kids af Gabor Mate og Gordon Neufeld
    Jeg frygter, at bogen er frygtelig amerikansk, men jeg håber, at den er mere end det. Den er kommet med på listen, efter at jeg har set en del interviews med Gabor Mate på Youtube. Hvordan skulle man ellers blive inspireret til at finde sin næste bog i dagens Danmark? Det skulle da lige være ved at læse en blog om hippiebøger.
  10. Barnets opdragelse set ud fra åndsvidenskabens synspunkt af Rudolf Steiner
    Rudolf Steiner behøvede jeg ikke at se Youtube for at opdage. Men jeg har faktisk aldrig læst en hel bog, som manden har skrevet. Og det går jo simpelhen ikke. Det er nærmest pinligt. Så pinligt at jeg næsten overvejede at undlade bogen fra listen, og læse den i smug. Næsten.

Børnehavestop

Vi har i juleferien meldt vores 4-årige datter ud af børnehaven. Ikke fordi det var en dårlig børnehave. Tværtimod. Det er en rigtig god udendørsbørnehave med søde og dygtige pædagoger, medhjælpere og ledere. Den havde de samme udfordringer, som mange offentlige heldagsbørnehaver nok har. Normeringerne er jo mere eller mindre de samme i de fleste dele af landet. Men børnehaven var ikke et dårligt valg for os. Det kunne være fint. Det er bare endnu bedre at være hjemme.

Vores to første børn startede i institution, da de var 15 måneder, og har siden da været afsted mellem 5 og 20 timer om ugen. Men det har aldrig føltes helt godt. I perioder har det været nødvendigt for os, at få hjælp til børnepasningen. Det har især været i perioder, hvor jeg har studeret fuld tid og arbejdet ved siden af. Eller når jeg under mine graviditeter har været sygemeldt, og måtte hvile mig eller passe aftaler med læge, hospital og akupunktør. Især det sidstnævnte, jeg er vel alternativ nok til at prioritere en halv times meditation i pindsvineskikkelse.

Men siden Lille A blev født for et år siden, har vi ikke haft et reelt behov for børnepasning. Og fordi jeg forlænger min barsel med mindst et år, kommer det til at fortsætte sådan. Der er nogen hjemme hele dagen. Og den nogen er frisk, rask og fuldt ud i stand til at tilbyde sit barn den omsorg og alle de oplevelser og udfordringer, som en 4-årig har brug for. Sammen med den nogens mand og andre børn naturligvis. Derfor går PePe ikke i SFO, men har enten fri klokken 11.40 eller 13.00 hver dag. Og derfor har Ella det seneste år kun været i børnehave, når hun selv har efterspurgt det. Det er gradvis blevet mindre og mindre, indtil hun i december slet ikke efterspurgte det. Og vi begyndte at besøge en lokal legestue i stedet. For os har det ikke føltes rigtigt, fra den ene dag til den anden at bryde hendes relationer til børnehaven, og de mange søde mennesker hun delte en hverdag derhenne med. Men samtidig har hjemmelivet trukket. Og jo mere tid hun har tilbragt hjemme, jo mere trives hun.

Hun leger med sine søskende, med børnene i legestuen, med de børnehavevenner vi laver legeaftaler med, og med de børn hun møder på biblioteket, på legepladsen, i Børneloppen og til de arrangementer vi går til. Og hun leger med de voksne, med mig, med min mand og med sine bedsteforældre. Og nej, hun bruger ikke helt så meget tid med jævnaldrene, som hun ville, hvis hun gik i børnehave hele dagen. Men det mener jeg egentlig heller ikke er et problem. Når vi ser et behov hos hende for at lege med andre børn, sørger vi selvfølgelig for at møde det. Men jeg ser det som en enorm rigdom, at hendes søstre også er hendes bedste legekammarater. De flytter ikke. De rykker ikke stue. De er aldrig væk, fordi de er syge eller er taget på vinterferie uden hende. De starter ikke på en anden skole, for herefter at forsvinde ud af hendes liv. Hun knytter de tætteste bånd til relationer, der kommer til at være livslange.

Hun deltager i hverdagen. Hun bager, vasker tøj, gør rent, henter biblioteksbøger, køber ind og hjælper med at passe sin lillesøster sammen med mig. Hun er med, når hendes storesøster laver lektier. Nogle dage hjælper hun mig også med at redigere billeder eller hjælper hendes far med at øve sange til børnerytmik. Hun er med. Men hun er ikke udelukkende med, fordi hun skal øve sin finmotorik eller stimuleres sprogligt. Hun er med, fordi hun er elsket, og vi gerne vil være sammen med hende. Og hun er med, fordi det er en hjælp. Og det nærer både selvværd og selvtillid. Det er ikke en række pseudo-opgaver, jeg har opfundet for at aktivere hende. Det er en hjælp, når hun hænger strømperne op, finder de rigtige bananer i Netto eller former en række boller. Og hun ved, at hun kan.

Hun får lov til at lade lysten drive værket. Denne uge har hun været interesseret i bogstaver. Tidligere har det været tal, dans, hullahop, tegning, svømning eller modellervoks, der har været interessant. Det er værdifuldt, at kunne tilpasse sig fællesskabet og tilsidesætte sine egne behov. Men efter min erfaring, møder man rigeligt af det i en helt almindelig hverdag. Hun lytter til kollektive beskeder, hver gang vi skal ud af døren. Hun tilsidesætter egne behov, hver gang hendes lillesøster skal puttes, skiftes eller have mad. Det er vigtigt. Men det er også værdifuldt, at kunne lære når lysten og viljen melder sig. Ikke at lære om ugler fordi de er septembers tema, men fordi man pludselig finder ud af, hvor fantastiske de er.

Derfor har det føltes som en lettelse endelig at træffe valget om fuldt ud at hjemmepasse Ella. Vores familie trives bedre sådan i disse år. Med mere tid til de livslange relationer baseret på kærlighed, ikke ansættelsesforhold. Med meningsfyldte aktiviteter som vi har tid til at være fælles om. Med en hverdag hvor vi slapper af, hvis vi har sovet dårligt, staver når bogstaverne ser sjove ud og pjasker i vandpytter, når vi har været så heldige at få regn. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er det rigtige valg for alle at hjemmepasse. Men det er det rigtige valg for os.

5 ting jeg troede, at jeg ville have styr på som 30-årig.

Kvinders 30 års fødselsdag har lidt af et ry, for at være noget der giver anledning til eksistentielle kriser og aflyste fester. Jeg har glædet mig til at fylde 30 de sidste mange år. Ikke fordi jeg ville holde en stor fest eller indkassere en masse gaver… Men fordi jeg, så længe jeg kan huske, har følt, at min alder ikke passede til mig. At tallet var for lavt. Nu føler jeg endelig at tallet passer. Og det er da meget rart. Ikke banebrydende nødvendigt, men meget rart. Alligevel har jeg tænkt lidt ekstra over store og små ting i mit liv. Og i dag kom jeg til at tænke på alle de snakke, jeg havde med mine gymnasieveninder om, hvordan vores liv skulle blive. På trods af mange, mange timers samtale, nåede vi af en eller anden grund aldrig længere end til vores 20’ere. Alt skulle nås inden 30 åbenbart. Men bevares, det er da også rart at have et par årtier eller syv til at nyde resultaterne. Jeg var helt sikker på, at disse 5 ting ville være en del af mit liv når jeg blev 30. Jeg var faktisk overbevist om, at det var nødvendigt. 

  1. Jeg troede, at jeg var HELT færdig med at få børn.
    Og det er jeg jo også. Måske. Altså vi skal ikke have flere børn. Vi skal nok ikke have flere. Måske ikke. Nej, nok ikke. Vel. Altså. Ved mindre. Måske. Jeg vil faktisk helst ikke træffe den beslutning. Og det tror jeg måske aldrig, at jeg bliver klar til.
  2. Jeg troede, at jeg ville have en karriere.
    Ikke bare “mangler” jeg en karriere, jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. En ting er sikkert: Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være hjemmegående. Og slet ikke, at jeg ikke ville have en plan for, hvad jeg skulle lave, når børnene blev større. Men altså, jeg har taget mig en uddannelse. Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad den kan bruges til. Og at finde ud af, om jeg vil begynde at bruge den. Og hvornår og hvor længe jeg vil hjemmepasse. Og om jeg vil arbejde deltid. Og om min mand vil. Og om vores børn bliver gamle nok til at ville, før jeg finder ud af det selv. Det må blive min nye deadline: Få en karriere, en profession eller et job før mine børn. Eller… I hvert fald før mine børnebørn. Jeg har ikke så travlt.
  3. Jeg troede, at jeg ville have et altid Insta-worthy hjem.
    Altså dengang før Insta var Insta-worthy. Jeg elsker mit hjem. Vi bor i et smukt gammelt hus, der i bedste villa villakulla-stil er fyldt med løse håndtag, forskellige vinduer og løse balustre. Det er mit absolutte drømmehus. Men før jeg fik børn, havde jeg alligevel en eller anden idé om hvide sofaer, skrøbelige genstande og krummefrie flader. Jeg ved ikke hvorfor, jeg lige pludselig skulle holde op med at rode og begynde at bruge min fritid på ikke-strengt-nødvendig rengøring. Jeg tror, at jeg lader det blive ved tanken.
  4. Jeg troede, at jeg ville købe designermøbler og dyre stiletter.
    Og mange af dem. Da jeg var yngre, var jeg helt sikker på, at jeg ville have et enormt forbrug som 30-årig. Hvorfor ikke? Jeg ville jo have penge fra min karriere og et picture perfect hjem, der skulle udsmykkes. Desuden havde jeg ikke helt afskrevet tanken om en Lotto-gevinst. Og jeg kunne ikke forestille mig noget hyggeligere end at shoppe formålsløst rundt for alle pengene. 12 år senere shopper jeg ikke længere. Jeg køber det, jeg er sikker på at jeg har brug for. Helst brugt. Næsten aldrig dyrt. Det kan faktisk virke helt skræmmende, at jeg ikke dengang stillede spørgsmålstegn ved at overforbrug var en nødvendig del af et lykkeligt liv.  
  5. Jeg troede, at jeg ville have svaret på alt.
    Jeg var mere eller mindre overbevist om, at jeg, når jeg blev 30, ville have løst livet. Bum. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg stadig kunne være i tvivl om store beslutninger. Den slags åbenbarer sig vel i løbet af ens 29’ende år? Jeg bruger stadig timer på små ligegyldige valg og måneder på større beslutninger. Hvis jeg er blevet bedre til noget, så er det måske at affinde mig med, at det er sådan, jeg er. Men det kan måske også være svaret på en del…

Hummus uden hvidløg

Jeg er ret glad for hummus. Jeg tror faktisk, at jeg kunne leve uden andet pålæg. Jeg har flere forskellige opskrifter og varierer med tahin, soltørrede tomater, chilli, ingefær, hvidløg og næsten alt hvad krydderihylden kan byde på. Det eneste problem er, at jeg ikke altid lykkes med at få alle i min omgangskreds til også at gnaske hummus i lange baner. Og hvidløg er altså bedst, hvis alle er med på legen. Derfor er jeg også blevet rigtig glad for min mors hummus-opskrift, der er lavet på løg i stedet for hvidløg, og ikke giver nær så slem hummus-ånde… Faktisk er jeg blevet så glad for den, at hun lagde den ned i min julegave-kurv, så jeg ikke behøvede at ringe og bede hende om den hvertandet øjeblik. Det er nu ikke fordi, det er en kompliceret opskrift, tværtimod. Min hukommelse er bare lidt for udfordret for tiden, til at kunne huske opskrifter med mere end tre ingredienser. Jeg bebrejder min amme-hjerne. Altid. Også i de perioder hvor jeg ikke har ammebørn, jeg mistænker skaden for at være permanent. Uanset om jeg bruger kikærter fra pakke, dåse eller koger dem selv, gemmer jeg forresten altid lagen, eller det vand det har kogt i. Det lugter som kattemad, men det er fantastisk i bagværk. Det smager ikke igennem, men det får til gengæld brødet til at hæve rigtig godt. Videre til opskriften:

Min mors lækre hummus uden hvidløg

1 stort løg
2 pakker (480 gram) kikærter
2 friske chillier (+ evt. en ekstra til pynt)
1 tsk spidskommen
1 tsk godt salt
3-4 spsk citronsaft
0,5-1 dl olivenolie

Ingredienserne blendes og smages til. Jeg kan godt lide, at hummusen har lidt tekstur, min mor blender den derimod helt blød. Begge dele kan faktisk være ret lækkert. That’s it. Velbekomme!