Stress, hygge og fødselsdagsboller

Vi har holdt børnefødselsdagsfest for Ella, der fylder 5 år i morgen. 5 år! Det betyder, at hun mere eller mindre er ved at overhale mig. Sådan føles det i hvert fald. Det kommer på en eller anden måde bag på mig hvert år, hvor store mine børn bliver. Det betyder også, at det er over 5 år siden, at jeg fik en stressreaktion for første gang. Der lå Ella nemlig stadig inde i min mave.

Stressen kigger stadig frem en gang i mellem. Selvom det er gået gevaldigt fremad, efter jeg er begyndt at gå hjemme. Og det er jo egentlig ikke fordi, at livet som hjemmegående hjemmepasser er et langt, afslappende spa-ophold. Der er rigeligt med ting, der skal klares, konflikter der skal løses og situationer, der bliver stressende. Alligevel har jeg det bedre nu, end jeg har haft det i flere år. Det virker rigtigt, at leve livet som vi gør det lige nu. Med morgenboller, mandagstaknemmelighed og mor-pletter på ærmerne. Også de dage hvor det føles ensomt at gå hjemme. Eller hvor vi på uheldig vis alle får det forkerte ben ud af sengen, og aldrig får dagen helt på rette kurs. Eller hvor ukrudtet står højt i forhaven, opvasken står højt i køkkenet og vasketøjet står højt i kælderen, mens børnene har brug for ekstra omsorg og nærvær. Selv da føles det godt og rigtigt. For det er ikke problemer, der er opstået efter, jeg begyndte at gå hjemme. Ensomme dage, Tycho Brahe-dage og vi-er-kommet-bagud-med-det-hele-dage er en del af livet. Og selv de er bedre nu, hvor jeg deler mere af min tid med børnene. Sjovere, kærligere og hyggeligere. Mere meningsfulde, mindre stressede.

Alligevel kigger den frem en gang imellem. Stressen. Med sin ækle klamme hånd, prikker den mig på skulderen, og siger stop fra tid til anden. Den siger det først ret stilfærdigt. Diskret, næsten. Med en prikkende, sovende, fornemmelse i tæer og fingerspidser. Det sker bare altid, når jeg virkelig ikke har lyst til at stoppe op. Når jeg igen har bildt mig selv ind, at jeg ikke KAN stoppe. Ikke lige nu i hvert fald. Ikke før jeg har klaret 87 virkelig vigtige (i virkeligheden helt unødvendige) punkter på én lang to-do-liste. Men uanset hvor lang min to-do-liste er, når jeg aldrig igennem. Ikke før stressen siger fra igen. Højere. Med hovedpine der kommer jagende op fra nakken, følelsesløse fødder der snubler over selv de laveste dørtrin og en forvirret, stakkels hjerne, der bliver ved med at glemme de samme ting igen og igen. Først dér stopper jeg.

Det er reelt set et fremskridt. Tidligere var jeg bare blevet ved. Til hele stressuppedasen blev permanent. Til jeg havde glemt, hvordan det føltes at have hænder, der ikke sov. Til jeg ikke længere var sikker på, hvem jeg var, og hvad jeg ville. På hvad der var meningsfuldt for mig her i livet.

Der kommer jeg ikke længere ud. Men jeg kommer stadig for langt derhen af.

Det gjorde jeg også i dag.

Ella havde inviteret sine bedste venner hjem til fødselsdagsfest. Hun går jo ikke i børnehave længere, så hun havde selv valgt, hvem der skulle inviteres. Hendes legestue. Nogle venner fra hendes gamle børnehave. Og en lillesøster til en dreng i PePes klasse. Og alle de mødre fædre og søskende, der også ville med. Selvfølgelig. Det var en rigtig hyggelig fest. Med sol i haven, børn der legede og voksne der snakkede med lune kopper i hænderne. Den havde været mindst lige så hyggelig, hvis jeg kun havde bagt én slags boller. Eller hvis jeg ikke havde vasket gulv i hele huset. Eller hvis jeg ikke havde besluttet mig for at omrokere på børneværelserne to dage før. Det er faktisk uhyre sjældent hørt, at en 4-5-årig pige beklager sig over, at bagværket ikke var mere varieret, gulvene ikke mere hvidpigmenterede eller børneværelserne mere minimalistiske. Fødselsdag eller ej.

Lige nu sidder jeg i vores store samsovningsseng og skriver. Omgivet af småsnorkende børn og en helt fantastisk mand. Vi er jeg blevet færdige med at se et afsnit af en fjollet komedieserie. Og om lidt skal vi se et til, før vi skal følge lidt med i valgkampen. Og jeg føler mig bare heldig. Heldig over at have en mand som ham. Heldig over at have en mor, der bare kom forbi for at lege med sine børnebørn hele formiddagen. Heldig over at have sådan nogle søde mennesker til en helt almindelig børnefødselsdag. Og mest af alt heldig over at være mor til sådan nogle søde små mennesker, der bare bliver ved med at gro og gro. Det gør jeg også. Gror altså. Jeg øver mig stadig. I at skære væk og vælge fra. I at lave en to-do-liste med 87 punkter og slette de 80 igen. Måske det lykkes næste gang.            

9 sjove skattejagt-idéer

Kagemand KagekoneVi elsker skattejagte… Og vi laver dem tit til børnenes fødselsdage her i maj. Jeg kan bedst lide skattejagter, hvor børnene alle skal samarbejde med hinanden. Det synes jeg giver en hyggeligere stemning til festen, men man kan selvfølgelig også dele børnene op i hold. Hvis man altså ikke er sådan en rundkredspædagogisk type. Derudover er det meget forskelligt, hvordan vi indretter skattejagten. Nogle gange er det med fortællinger om pirater og hemmelige skatte. Andre gange laver min mand en musik-skattejagt med forskellige musik- og rytmik-poster. Andre gange igen fortæller vi bare, at det er en skattejagt, og der er fire poster – bum. Børnene lader egentlig til at være lidt ligeglade med de store fortællinger og de fine skattekort. Når bare posterne er sjove (og naturligvis en god kage- eller slik-skat), så er alting godt. Så her der 9 sjove, klassiske bud på skattejagtsposter til børnefødselsdagen… Eller til en almindelig onsdag! De har nemlig alle det til fælles, at de er virkelig nemme, virkelig sjove og kan laves lige godt af 2 som af 22. Muligvis – men ikke nødvendigvis – med undtagelse af nummer 7. God fornøjelse!

1. Smagsprøver

Det var min absolutte yndlingsleg som barn. Børnene får skiftevis bind for øjnene og skal gætte to eller tre smagsprøver hver. Nogle børn kan synes, at legen er lidt til den spændende side, så i skattelegs-regi vælger vi kun smagsprøver, som de fleste kan lide… Når vi leger den selv ender pigerne nemlig altid med at give mig citronsaft, men det kan vi jo ikke have til børnefødselsdage…

2. Følekasse

Næsten den samme leg som smagsprøver, men her skal man bare føle sig frem i stedet for at smage. I stedet for at give børnene bind for øjnene, kan man ligge tingene ind i en følekasse. Det kræver bare en papkasse med huller i, og et par mindre ting som man ikke gætter lige med det samme. Det kan være frugter, små legedyr eller en professorterning. Alt kan egentlig bruges, men man kan lige selv prøve af, hvor lette tingene er at gætte… Eller hvor ulækre de er at føle på… Alt efter alder og humør.

3. Kims leg

Der er en grund til at Kims leg er en klassiker, jeg siger det bare. 20 småting på en bakke, et viskestykke over og 15 sekunders kig. Der er mange variationer af legen, men børnene plejer altid at være vildt optagede af den.

4. Tegn og gæt

Helst med store gadekridt udendørs. Vi plejer selv at lave en liste med ting, som vi ved at børnene kan tegne. En efter en får de lov til at tegne det for resten af børnene, der bare gætter løs.

5. Forhindringsbane

Eller hiv alt stort legetøj ud på en række og suppler med puder og dyner. Forhindringsbanen kommer selvfølgelig til at se meget forskellig ud, alt efter hvad man har af legetøj og møbler, men meget lidt kan gøre det. Tunneller og balancelegetøj er sjovt, men en dyne til koldbøtter, et par grydelapper til jorden-er-giftig og et sjippetorv til gå-på-line fungerer helt lige så godt.

6. Musiklege

Nu er jeg så heldig at have en musiker, musiklærer og rytmikunderviser i en og samme mand. Nemlig i min mand. Men mindre kan jo også gøre det… Stopdans er f.eks. en ret sikker vinder, næsten uanset alder.

7. Slå katten af tønden

Eller flamingoen af pinataen Det er måske ikke det mest bæredygtige bud, men til gengæld er det virkelig sjovt. Og børn synes egentlig, at det er sjovere at slå katten af tønden i maj end til fastelavn, hvor alle andre gør det.

8. Gåder

Gåder skal selvfølgelig afstemmes med børnenes alder, men især de lidt større børn, synes tit, at det er rigtig sjovt. Med de mindre børn kan det være gåde nok at skulle gætte et dyr ud fra ledetråde, og få en ny ledetråd, hver gang de går i stå.

9. Dåsekast

Stil en række dåser, du ikke er for knyttet til op som en pyramide, på en række eller i bowling-mønster. Stil børnene op i behørig afstand fra dåserne og lad dem prøve at vælte dåserne ved at kaste med en bold. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det er vildt skægt. Også for voksne. Har jeg hørt.

Hvilke favoritposter har du til skattejagt?

Et rodehoveds bekendelser

Børn legetøj minimalistiskVi roder for meget. Det er ikke fordi, den er hel gal. Vi kvalificerer os nok ikke til særligt mange hoarder-programmer. Men alligevel synes jeg, at der er ting alle vegne. Også tit lidt ting der liiiige skal lægges på plads. Selvom vores hjem faktisk er (næsten) helt ryddet op. Og det er begyndt at irritere mig.

Minimalisme

Legetøj minimalistiskFor et halvt års tid siden gennemførte min mand og jeg ellers The Minimalist Challenge, eller MinsGame som den vist også kaldes, hvor vi hver skilte os af med 500 ting. Det var en del. Og det var rigtig rart, synes jeg. Det gav plads. Det frigav energi. Og det hjalp os til at se anderledes på de ting vi købte – eller holdt op med at købe. Men alligevel synes jeg stadig, at vi har for mange ting.

Det er ikke fordi, vi har fået særlig mange nye ting i mellemtiden… Der er selvfølgelig kommet en del gaver, især til børnene, men vi har også været gode til at levere ting tilbage til både genbrugsbutikken og genbrugspladsen. Men jeg tror at min grænse for, hvor meget der er for meget, har rykket sig.

For mange ting roder, også selvom de har deres egen plads og de står på den. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os. Hver enkelt lysestage eller kageform optager ikke bare et bestemt antal kvadratcentimeter på en hylder. Den optager også et bestemt antal minutter, som det tager at rydde den op, støve den af og rydde den op endnu en gang, fordi et barn liiiige skulle flytte lidt på den. Jeg beder selvfølgelig de store børn om at hjælpe til med oprydningen, men det er heller ikke helt nemt. Jo flere ting vi har, jo mere tid og energi skal vi bruge på at rydde op og gøre rent.

For mange ting

Hvem i alverden har egenlig brug for en overflod af ting, der suger tid, energi og hjernekapacitet ud af dem? Det er jo nu engang børnenes opgave. Jeg vil i hvert fald meget hellere bruge min energi på at hygge og fjolle rundt med børnene, end på at stresse over at holde huset beboeligt. Eller… Helst en tak eller to over beboeligt… Men funktionsdygtigt og nogenlunde visuelt behageligt er fint nok. Mit hjem behøver ikke at ligne noget fra et minimalistisk boligmagasin. Man må gerne se, at her bor børn. Men jeg vil også gerne bruge min dag sammen med børnene, uden at have dårlig samvittighed over en lang urørt checkliste med huslige opgaver. Hvis jeg skal bruge tid på at oprydde og rengøre ting, skal det være ting der enten er nødvendige, eller som vi bare er virkeligt glade for. Alt det andet er bare i vejen.

Vi har stadig en del værelser, der kunne blive forenklet en hel del. Hvor der er for mange møbler, eller for mange ting i møblerne. For meget legetøj og for mange bamser. Jeg tror endda, jeg er ved at være parat til at skille mig af med nogle af vores bøger. Nok primært min mands, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg skal ikke udelukke, at der kunne ryge et par af mine egne undervejs. Det er nu faktisk ikke vores ting, jeg frygter allermest at gå igennem. Det har jeg gjort en gang før, og jeg gør det med glæde igen og igen. Men der er et sted, hvor jeg virkelig frygter, at skulle rydde op. Et sted hvor jeg slet ikke tør kigge på rodet, længere end få minutter ad gangen. På min telefon.

Virtuelt rod

Jeg er virkelig blevet et virtuelt rodehoved. I skrivende stund har jeg 15.153 uåbnede emails i min indbakke, 71 opdateringer i App Store, 39.848 billeder på min kamerarulle og mindst 30 apps, jeg aldrig bruger. Og så er der vores kalender. Eller jeg burde faktisk sige min kalender. For selvom min mand og jeg deler kalendre, så har jeg også min egen, hemmelige kalender, som jeg ikke deler med  nogen. Det betyder, at jeg udover at kunne se min mands arbejdsopgaver og møder, samt alle vores familieaftaler, også har en hel kalender fuld af små opgaver. Der står alt fra at hente PePe fra skole, til at bestille nyt rejsekort, købe ind i Netto og lede efter Lille A’s forsvundne hue. Summa summarum er alle ugens dag tætpakkede med 3-4 sideløbende aftaler, der er så små, at der er fuldstændigt umuligt at skelne dem fra hinanden. Jeg ved det. Det er her hoarder-programcheferne overvejer at kontakte mig. Det er ikke helt godt. For ligesom legetøjet, kageformene og vaserne, så suger de 15 tusinde uåbnede e-mails og den ret voldsomme kalender altså også en del energi til sig.

Så fra på mandag har jeg lavet min egen minimalist-udfordring. Jeg vil de næste 4 uger hver dag fjerne mindst 25 fysiske eller 250 virtuelle ting. Hvis jeg ikke når i mål, kan jeg godt fjerne flere ting dagen efter, men jeg sparer ikke op, hvis jeg fjerner flere ting dagen før. Indrømmet. Den er ikke helt så fængende som the MinsGame. Men til gengæld passer den en del bedre til mit liv og (host, host) visse presserende udfordringer. Alt andet er simpelthen uholdbart. Det er for trættende. Og der er en konstant risiko for, at legeaftaler bliver glemt og at huer forbliver forsvunde. For ikke at tale om den ikke helt ubetydelige risiko for, at jeg en dag modtager et nyhedsbrev, der bekendtgør at jeg har vundet flere millioner kroner, helt uden at jeg opdager det. Hvem ved? Det ligger der måske allerede et sted?)

Så det kan altså ikke være anderledes.

Jeg er nødt til at gøre noget ved problemet.

Jeg har slet ikke råd til ikke at rydde noget mere op.

8 ting min datter har lært mig

Lært af mit barnI dag har du fødselsdag. Du bliver 8 år. Og i løbet af de 8 korte år jeg har været mor til dig, har du lært mig så meget. Jeg vidste, at du ville lære mig at elske ubetinget. At du ville lære mig at være stærk, og tilsidesætte mine egne behov. Men du har også lært mig ting, som jeg aldrig havde forestillet mig. Her er 8 af dem.

1. At være mindre forfængelig

Der var engang. hvor jeg ikke gik i Netto uden mascara. Sjovt hvordan et barn der kun sover 2 timer i træk længe efter baby-perioden “burde” være ovre, kan kurere den slags nykker.

2. At jeg ikke kan kontrollere livet

Livet kan let komme til at bestå, af alt det vi kan kontrollere. Eller alt det vi tror, at vi kan kontrollere i hvert fald. Mit liv bestod i høj grad af det jeg havde opnået. Især de karakterer, jeg havde fået. Og de planer jeg lagde for livet. Efter jeg fik min datter, blev de ting mindre vigtige. Jeg ville stadig gerne have gode karakterer, og jeg lagde selvfølgelig også stadig planer for fremtiden. Men jeg opdagede, at det ikke var mig der bestemte. Eller at jeg i hvert fald ikke kunne planlægge, kontrollere, udføre og tage æren for det hele. Tilfældighederne er så overvældende, når man får et barn. Vi planlagde, at vi gerne ville have et barn, men at få dig var en gave. Der er mange fantastiske mødre, der har kæmpet i årevis for at få de børn de fortjente. Eller som helt må give op. At vi fik dig – og at vi fik lige netop dig – er et helt utroligt held, som jeg aldrig nogensinde vil kunne gøre mig fortjent til.

3. At middelmådighed kræver en hel del øvelse

Jeg gik kun til klaver i et år, før jeg stoppede. Skuffet over hverken at kunne spille fed jazz eller Mozarts triller. Jeg havde trods alt øvet mig 5-10 minutter. HVER uge. Nogenlunde det samme gjaldt ridning, ballet, tegneskole, knipling, spansk, fransk, golf, badminton og svømning. Så da jeg blev voksen holdt jeg op. Jeg lavede kun de ting, som jeg i forvejen var god til. Man du øvede dig i månedsvis, selvom du var virkelig, virkelig dårlig til det meste. Du snakkede løs fra du var få måneder gammel, selvom vi først begyndte at forstå dig et år senere. Du kunne først krydse dørtrin uden at flade på rumpen et år efter, du lærte at gå. Aldrig har et barn haft så meget vilje som dig. Og aldrig er nogen faldet så nådesløst på næsen. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på dig en dag, du lige havde lært at gå selv, 8 måneder gammel. Du stavrede afsted, og faldt på halen. Du rejste dig forsigtigt op, gik et par skridt og måtte støtte med hænderne. Du gik hurtigere, løb næsten og snublede. Og jeg tænkte, hvis det var mig, havde jeg nok givet op. Det var ikke det værd. Jeg havde opgivet at lære at gå. Med årene er jeg blevet bedre til at se omvendt på situationen, og i stedet lære af dig. Lære at det er okay at være piv-dårlig til noget i månedsvis. I håbet om, at jeg en dag bliver lige så sej som dig til at klø på. Og med tiden blive helt fantastisk dygtig til de ting, du brænder for.

4. Hvert øjeblik tæller

Før jeg blev mor, var mit liv opdelt i dage, uger, semestre og år. Jeg ville have dårlige dage og gode dage. Hvis jeg havde 7 ret gode dage i træk fra mandag til søndag, havde jeg haft en god uge. Da jeg blev mor, blev tiden en anden. Den kom til at handle om, hvad vi lavede i stedet. En hyggelig morgen sammen med dig og din far. En dårlig aflevering af dig i vuggestuen. En okay arbejdsopgave. En spændende bog. En god tur med dig til legepladsen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en egentlig dårlig dag, for de enkelte øjeblikke er blevet vigtigere. Det virker helt urimeligt at kalde en dag for dårlig, hvis gyngeturen på legepladsen fik dig til at hvine af grin. Men det virker faktisk også urimeligt at kalde en dag for dårlig næsten uanset hvor træt, influenzaramt eller konfliktfyldt, den måtte være. For tiden vi er sammen er så værdifuld. Og jeg vil ikke kun have de gyldne øjeblikke med dig. Jeg vil dele det hele med dig.

5. En middagslur kan rede det meste

Apropos dårlige dage. Så er der få dage, der ikke kan reddes ved at finde en god børnefilm frem og tage sig en morfar imens. Helst overdænget med dig og dine søstre. Og muligvis finde det store tekrus og nødrationen af mørk chokolade frem bagefter.

6. Hvad det vil sige at være lykkelig

Jeg var selvfølgelig også lykkelig før jeg fik dig. Men det var mere en form for tilfredshed. En glæde over at være lykkedes med noget eller at opleve noget dejligt. Aldrig havde jeg prøvet at være smurt ind fra top til tå i gylp og sur modermælk, og være komplet lykkelig. Tæt på at besvime af træthed, men fuldstændigt, lykkeligt tosseglad.

7. At selvstændighed er overvurderet

Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp. Jeg er det stadigvæk ikke. Men du har lært mig, at det er okay, ikke at kunne det hele selv. At livet ikke skal leves parallelt med andre. Livet er allerbedst, når det er fuldstændigt sammenflettet og sammenbundet med andres. Når jeg ikke længere ved, om jeg er trist, fordi du har ondt i maven, eller fordi jeg selv er træt. Når jeg ikke længere ved, om jeg er lykkelig, fordi du og din far griner i haven, eller fordi det er en dejlig sommerdag. Det er nemlig ligemeget. Mine behov og dine behov er en og samme ting. Og selvom du en dag bliver voksen og flytter hjemmefra, tror jeg aldrig, at jeg vil holde op med at græde, når du græder, og grine når du griner.

8. At det er sjovere at være sig selv

Jeg tog mange gode valg, da du var helt lille. De valg jeg fortryder, er dem jeg tog, fordi “sådan er det jo”. Din vuggestue. Ideen om at du skulle sove, som sundhedsplejersken mente. Længsel efter at have råd til de rigtige babyting og det rigtige babytøj. Jeg har fundet noget af dit “kedelige”, gammeldags genbrugstøj frem til din lillesøster. Det er støvet rosa med flæser. Og ligner fuldstændigt det, der er på hylderne i alle de smarte børnetøjsbutikker lige nu. Jeg har altid troet, at jeg var en sær, nørdet snegl. Men det var først, da jeg fik dig, at jeg rigtig begyndte at lære, hvad jeg egentlig ville med mit liv.

Min perfekte Instagram

Perfekthedskultur idyl hyggehippe børn instagramDyrker Instagram det perfekte? Min konto gør. Eller altså… Der er flere smilende børn, end der er nullermænd og morgenhår på mine billeder. Selvom der er plads til det hele. I dag er det et år siden, at jeg lagde mit første billede op på Instagram. (Edit: Eller det troede jeg, at det var, indtil en følger fortalte mig, at jeg faktisk havde været på i 13 måneder. Ups.) Det var noget med noget påskeægsjagt i mine forældres baghave. Og siden da har jeg lagt et billede op de fleste af ugens dage. Og kigget på andres billeder næsten hver dag…

Idyl og ærlighed

Lækker smoothie idyl hyggehippe instagramJeg elsker det. Både at dele billeder og tanker fra min egen hverdag, men især at blive inspireret af andres. Nye opskrifter. Tænkevækkende skriv. Søde hverdagshistorier. Gode idéer til aktiviteter. Inspiration til bæredygtighed. Mange af dem jeg følger på Instagram er nok også til den perfekte side. Der er også konti, der hylder det uperfekte i alle deres billeder. Og gør det ret godt. Jeg følger et par af dem, som jeg synes er virkelig tankevækkende og sjove. Men jeg ved egentlig ikke, om det er mere ærligt end resten? Hvis alt skal være uperfekt, bliver det også hurtigt til en maske. Endnu et ideal at leve op til. En persona der kun har noget at gøre med et lille udsnit af ens liv.

Min egen Instagram-konto er virkelig ret idyllisk. Hudløst ærlig, men idyllisk. Jeg lægger aldrig noget op, som ikke passer. Jeg overdriver heller ikke, eller forsøger at skjule noget. Men ligesom jeg godt kan lide at blive inspireret af andre, lægger jeg også selv det op fra min dag, som jeg synes er mest inspirerende eller interessant. Og det er bare sjældent de mislykkede boller eller den hullede sok, der er særlig interessant. Og hvis jeg endelig har en dårlig morgen eller en stresset eftermiddag, må jeg indrømme, at det slet ikke er på min prioriteringsliste at instagramme. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at vise det sårbare eller det grimme frem. Det gør jeg også en gang imellem. Men det bliver som regel i småtingskategorien, brændt bagværk.

Børn på Instagram

Barn Instagram grinerOg så er der lige det der med børnene. Når man nu er sådan en hjemmegående husmor, som jeg er, så handler ens hverdag nu engang primært om børn. Ens egne børn især. Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg også har en uddannelse i Pædagogik. Og Retorik. Hvilket mere eller mindre er opskriften på at have børn på hjernen, og ikke kunne lade være med at snakke om dem. Jeg snakker, og diskuterer og debatterer, og læser, og filosoferer om børn og opdragelse, og børn og livsstil, og børn og sundhed i et væk. Også på Instagram. Det er underligt nok mest mødre, der følger mig.

Det er jo ikke fordi, at jeg kun er mor, eller slet ikke kan snakke om andet. Men mit liv er i de her år virkelig sammengroet med mine børns på en måde, hvor det ville virke virkelig unaturligt og uærligt, hvis ikke mine Instagram-billeder også kom til at handle om mine børn. Om det liv vi skaber sammen. Og det er nu engang ikke særlig pænt, at bruge de sociale medier til at udstille andres sårbarheder og ups’ere.

I det hele taget er det fyldt med dilemmaer at dele sine børns liv på de sociale medier. På den ene side har jeg ikke noget imod at dele vores hverdag. Tværtimod. Børnene er ikke hemmelige, og jeg ser ikke noget ondt i, at de er på mine eller deres fars sociale medier. Ligesom jeg ikke får dem til at trække en papirspose over hovedet, når vi går ned af gaden. De er en del af verdenen, og der er ingen grund til at gemme dem væk. På den anden side er jeg virkelig bevidst om, at børnene endnu ikke er gamle nok endnu til selv at sige til eller fra, når jeg deler noget om dem. Så når jeg deler, vil jeg være helt sikker på, at det er repektfuldt og ikke overskrider deres privatsfære. Og så alligevel. For det kan jeg jo reelt ikke vide, om det en dag vil gøre. Men jeg deler kun billeder af dem og fortællinger om dem, som ikke ville overskride min egen privatsfære. Jeg deler derfor ikke billeder af dem hvor de græder eller er i dårligt humør. Jeg tager heller ikke billeder af dem, når de sover, eller ser knap så yndige ud. Jeg deler historier, hvor jeg griner med dem, over små hverdagsting, men aldrig historier hvor jeg griner af dem. Det gælder for så vidt både på de sociale medier og i den virkelige verden. For det ville jeg ikke selv bryde mig om, at andre delte om mig. Men så bliver det nok også lidt idyllisk og små-perfekt, selvom det stadig er meget ærligt.

Inspirerende nullermænd

Rodet hjørneLærer jeg så mine børn, at de altid skal være perfekte? Det mener jeg ikke. Jeg tror, at jeg lærer dem, at man kun skal dele billeder af andre, som er respektfulde. Og jeg håber, at de lærer, at det er helt i orden at have en privatsfære. Og at de sociale medier er et offentligt sted. Burde jeg dele mere uperfekthed på Instagram? Det kan godt være. Men jeg synes faktisk, at det er svært. Ikke fordi jeg ikke kan lægge et billede op af mine nullermænd eller mit grimme morgenhår. Nullermænd har jeg rigeligt af, og morgenhåret kan i weekenden sagtens nå også at blive til aftenhår. Og det sker da bestemt også at der kommer et par nullermænd eller en kikset frisure med på billederne. Jeg løber ikke rundt med støvsuger og hårbørste, før jeg finder telefonen frem. Men jeg fremhæver nok heller ikke det uperfekte så tit.

Ovenstående er et billede af min udsigt lige nu. Et rodet hjørne, som det ofte kan se ud. #nofilter og #nofilterneeded Eller… For ikke bare er der ikke filter, lysregulering eller beskæring, der er heller ikke noget indhold. Det er et virkeligt kedeligt billede, der ikke har særlig meget på hjertet. Mit liv er selvfølgelig ikke lutter perfekt idyl. Men det ved folk da godt. Ligesom jeg da stærkt går ud fra, at dem jeg følger af og til brænder deres lasagne på eller glemmer at tage mascara på det ene øje… Det er bare ikke så inspirerende i sig selv. I hvert fald ikke når jeg deler det. Hatten af for dem der kan gøre nullermænd inspirerende, for det er der virkelig også nogle instagrammere derude, der kan… Måske jeg en dag bliver en af dem. Men jeg tror det egentlig ikke… Mine nullermænd er bare utroligt kedelige og uinspirerende. Og så synes jeg, at min konto er helt perfekt, som den er.

Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad du deler?