Amning og ammestop

amningJeg har altid følt, at jeg var virkelig priviligeret, fordi jeg kunne amme mine børn. Det er ikke fordi, det altid har været let for mig. Faktisk tror jeg, at jeg har været de fleste ammeproblemer igennem: Fra dårlig ammeteknik og for lidt mælk, til for meget mælk og brystbetændelse. Men netop fordi jeg ved, hvor svært det kan være at få amningen til at fungere, er jeg vildt taknemmelig for, at det er lykkedes.

I dag er der rigtig mange mødre, der ikke ammer. Og rigtig mange af dem er kede af, at de ikke gør det. På den ene side er vi enormt heldige, at vi lever i en tid, hvor modermælkserstatning er en mulighed, når amningen slet ikke kan fungere. Jeg er fuldstædig overbevist om, at det har reddet rigtig mange børn. På den anden side lever vi netop også i en tid, hvor modermælkserstatningen både i konkret og overført betydning bliver hevet ud af skabet, så snart det mindste problem opstår. Og det er ikke nødvendigvis forældrene, der tager initiativet. Jeg har til tider måtte kæmpe en hel del for at få amningen til at fungere. Især her tredje gang var der en del at bøvle med. Både sundhedsplejerske, læge og sågar fjernt bekendte har spurgt, om det ikke kunne være en idé at give en flaske. Ikke fordi det var nødvendigt, men bare fordi det var lidt lettere. Det har hver gang gjort mig lidt gal. For hvis de har rådet mig til at at opgive amningen uden nogen særlig grund, så har de sikkert også rådet en hel del andre til det samme. Og det er altså en skam, hvis det ikke er nødvendigt.

Amning som syndebuk

For det er hårdt nok at blive mor. At stå med et lille nyt barn i armene, velvidende at det lille menneskes overlevelse er fuldstændig i ens hænder. Det er en overvældende oplevelse, for at sige det mildt. Det er for de fleste mødre en periode fyldt med usikkerhed og tvivl. Og det er en periode, hvor man naturligvis stoler på de råd man får af sine omgivelser. Derfor er det ekstra synd, hvis de råd ikke er gode nok. Da min sundhedsplejerske ved min tredje barn luftede tanken om at gå over til modermælkserstatning, stod jeg fast. Jeg ville amme. Men jeg følte nærmest, at jeg skulle argumentere for min sag. Selvom min datter var i glad, tilfreds og i fin trivsel, var sundhedsplejersken nemlig i tvivl om, hvorvidt hun fik nok mad. Og i stedet for at komme med gode råd til amningen, blev modermælkserstatning straks foreslået. Det har i øvrigt tilfældet ved flere lejligheder, med alle mine tre børn. Uanset om de har sovet for meget, for lidt, spist for meget eller for lidt, uanset hvordan de har ligget på deres kurver… Så snart der var et “problem”, og jeg opfattede det selv sjældent som reelle problemer, foreslog sundhedsplejesker og læger med få undtagelser, om ikke amningen nok var årsagen… Hvilket er fuldstændigt vanvittigt. Vi ved i dag, hvor sundt amning er. Der er virkelig mange fysiske såvel som psykologiske grunde til at amme. Det ved de fleste mødre godt, og for langt de fleste mødre jeg har talt med, har været kede af at de måtte opgive amningen. Det har været et valg, der ofte har været truffet ud af desperation, som følge af dårlig rådgivning eller af ren og skær udmattelse. Et valg der er truffet med et stik i hjertet eller en knude i maven, fordi der ikke har været den nødvendige støtte og hjælp, som mor og barn har haft brug for. Derfor føler jeg mig priviligeret og taknemmelig for at kunne amme mine børn. Både fordi det rent fysisk har været muligt for mig, men især fordi jeg har fået den hjælp og støtte, som jeg havde brug for. Men jeg har ikke fået den der, hvor mange kvinder søger den – hos mine jordemødre, mine sundhedsplejersker, mine mødregrupper eller mine praktiserende læger. Der har stort set ingen hjælp været at hente der. Tværtimod har jeg fået rigeligt med dårlige ammeråd og opfordringer til at gå over til flaske, selvom det bestemt ikke var nødvendigt. Det synes jeg faktisk ikke, at vi som samfund kan være bekendt.

Støtte til amning

Der hvor jeg har fået støtte til at amme har været helt andre steder. Først og fremmest i min familie. Min mand har hele tiden støttet mig i at amme. Og det har nok egentlig været den vigtigste faktor. Han har smidt, hvad han havde i hænderne for at hente vand og snacks til mig, når jeg sad og ammede. Eller en skærm med Netflix, hvis det var en af de dage. Han har stået for en stor del af de andre praktiske ting, der er omkring en baby, og skifter f.eks. flere bleer end jeg gør, selvom jeg går hjemme. Men den største hjælp, har nok faktisk været, at han har støttet mig overfor omverdenen. Hvilket jo egentlig er ret tankevækkende. Men det har været ubeskriveligt vigtigt at have én, der var helt lige så forarget, som jeg selv var, hvis jeg blev mødt af negative reaktioner, når jeg ammede offentligt. Eller som der straks afviste de mange velmenende mennesker, der foreslog, om vi ikke skulle prøve med tidlig skemad, tidligt ammestop, sov-igennem-teknikker eller aftenpasning. Jeg har også været heldig at have en mor, der selv langtidsammede mig og min søster. Og som jeg stadig ringer til for at rase ud, når der er det mindste problem med amningen. Hvis jeg havde brug for praktisk hjælp til amningen, har jeg let kunne finde svaret på ammenet.dk og i bøger som f.eks. amning med ESA. Og hvis det havde brændt helt på, havde jeg opsøgt en ammevejleder. Men det vigtigste har faktisk været, at jeg ikke følte mig alene om at synes, at det var vigtigt og værdifuldt at amme.

Selvom det lyder som en slidt kliché, så mener jeg virkelig, at hver familie må finde frem til, hvad der fungerer for lige netop dem. For os fungerer amning bare. Og det fungerer i relativt lang tid. For mig har det været vigtigt at amme mine børn i mindst 2 år. WHO anbefaler amning i de første 2 år, på grund af en lang række sundhedsmæssige fordele for mor og barn. Det styrker barnets immunforsvar, nedsætter risikoen for en lang række sygdomme og giver en sund, normal vækst. Men for mig har de psykologiske aspekter vejet helt lige så tungt. Mine børn har alle tre haft brug for den tryghed, som amning har givet dem. Og jeg har haft brug for de rolige stunder, til at have min opmærksomhed rettet helt mod dem og øjeblikket.

Efter Lille A er blevet 1 år, er folk begyndt at spørge om jeg stadig ammer. Eller… Det spørger omkring halvdelen af de nysgerrige om. Den anden halvdel spørger, om vi ikke “snart er færdige med det pjat” eller konstaterer at jeg da “selvfølgelig ikke skal amme det store barn længere”. Begge mine store piger er blevet ammet, til de var omkring 2 år. PePe stoppede med at blive ammet en månedstid før hun fyldte 2 år, da hun mistede interessen efter en periode, hvor vi begge var syge. Ella blev ammet til hun var 2 år og 5 måneder. Her skulle jeg en aften interviewe et forældrepar i forbindelse med mit speciale, og min mand puttede derfor begge børnene. Og det var ligesom det. De efterfølgende aftener ville Ella gerne puttes uden at blive ammet først. Denne gang regner jeg stærkt med at have et lignende ammestop, hvor Lille A vælger amningen fra. Om det bliver fuldstændigt på eget initiativ, eller om det som med de store piger bliver en kombination af parathed og andre omstændigheder, gør mig egentlig ikke så meget. Men hun bliver ammet så længe hun har lyst til det og behov for det.

 

Hvad synes du om amme-kulturen i Danmark? Er den god nok?

7 ting efter at have set “Hvem passer vores børn?”

Som så mange andre så jeg DR-dokumentaren “Hvem passer vores børn?”. Og det bør du også. Den ligger lige her på dr.dk, hvor den kan streames kvit og frit. Og det bør man gøre, for den er ret god. Selvom der ikke var noget, der som sådan overraskede mig i dokumentaren, har der alligevel været en del tanker der har rumsteret rundt her i dagene efter jeg har set den. Og sørme om jeg ikke har skrevet 7 af dem ned:

  1. Kan vi klare os med en markant dårligere normering i dag end i 1990?
    Det er jo ikke fordi, at børn har gennemgået en teknologisk revolution i mellemtiden. Eller bliver født væsentligt mere velopdragne i dag, end de gjorde for 30 år siden. Til gengæld er børnehavebørnene blevet yngre, der er kommet flere børn med diagnoser i almindelige børnehaver, og pædagogernes papirarbejde er blevet mere omfattende. Det virker åbenlyst, at børnene ikke kan klare sig med færre pædagoger end tidligere. Spørgsmålet er nok snarere, hvorfor vi så som samfund tillader det?
  2. Ved vi ikke godt, at forholdene er for dårlige?
    Det er jo ikke den første kampagne. Det er ikke længe siden, at der for eksempel kørte en kampagne på de sociale medier under #minnormering. Jeg er efterhånden også stødt på en hel del artikler om emnet. Alligevel sker der ikke noget. Alligevel er der partier i Danmark, der IKKE kører valgkamp på at højne normeringerne og forbedre mulighederne for hjemmepasning. Ligesom faren i slutningen af dokumentaren konstaterer vi apatisk, at sådan er det jo bare.
  3. Hvordan ville jeg have det, hvis jeg havde set den for 2 år siden?
    Jeg er faktisk i tvivl. Jeg er helt oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg havde raset og tudet, indtil min mand eller jeg selv havde fundet en måde, hvorpå vi selv kunne passe børnene. Eller om jeg havde fundet på mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor virkeligheden ikke så helt så dyster ud i lige netop vores institution. Men det gjorde den. Selvfølgelig gjorde den det. Ikke fordi pædagogerne ikke arbejdede hårdt nok eller var dygtige og empatiske nok. Men fordi der ikke var nok af dem.
  4. Hvorfor startede mine to ældste i vuggestue?
    Det korte svar er, fordi det var det eneste, jeg kendte. Hjemmegående husmødre var et fjernt koncept. Frustrerede karikaturer i amerikanske film. Nydelige damer fra 1950’erne med skørter og forklæder. At mine egne bedstemødre havde gået hjemme, var på en eller anden måde ikke blevet en del af min familiefortælling. Jeg vidste det godt, men jeg anede egenlig ikke, hvorfor eller hvordan. Da jeg gruede for at aflevere børnene og da jeg hadede at køre dem ind, var der ikke én i min omgangskreds, der stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at aflevere dem i institution. Det var en selvfølgelighed.
  5. Hvorfor havde jeg svært ved at tage dem ud?
    Fordi de selv gerne ville i børnehave. Og hvis de ikke ville, så kom de det heller ikke. Efterhånden fik vores datter så mange hjemmedage og så få børnehavedage, at det ikke længere gav mening. Men jeg er glad for, at vi ikke bare hev hende ud af børnehaven fra den ene dag til den anden. Hun kan også stadigvæk konstatere, at hun gerne vil i børnehave, når vi kører forbi den med bussen. Hun er ikke ked af det, og hun vil hellere i legestue, men hun kunne egentlig godt tænke sig at kigge forbi. For der er søde venner og voksne der, som hun har knyttet sig til. Vennerne ser hun selvfølgelig stadigvæk, når vi arrangerer legeaftaler.
  6. Hvad så hvis forholdene var bedre?
    Hvis normeringerne var gode, hvis pædagogikken var perfekt, hvis maden var sund og nærende og hvis og hvis og hvis. Hvad så? Ville jeg have lyst til at sende mine børn i institution? Nej. Det ville jeg ikke. Jeg vil til enhver tid tale for bedre forhold i daginstitutionerne. For det synes jeg, at børnene fortjener. Men jeg har ikke selv lyst til at aflevere mine børn i vuggestue eller børnehave igen. Jeg kan selvfølgelig blive klogere. Eller vores behov kan ændre sig. Men når jeg stiller mig selv spørgsmålet i dag, står jeg tilbage med en følelse af meningsløshed. En følelse af at meningen er at være lige her, hvor mine børn er. Så længe som de har brug for det.
  7. Tror jeg på, at forholdene bliver bedre?
    Nej. Jeg tror desværre ikke, at forholdene i danske institutioner bliver markant bedre. Det ville virkelig kræve, at dansk politik tog en drejning i en helt uset retning. For selvom vi konstant får at vide, at “det går godt”, og at “dansk økonomi kører derudaf”, så skal vi også hele tiden spare. Effektivisere, gå senere på pension, komme hurtigere igennem uddannelserne, komme hurtigere i arbejde, løbe hurtigere og på en eller anden måde undgå at blive kørt helt ned i processen. Eller at stå af. For det oplever jeg også, at der er en del, der begynder at gøre. Måske det er ønsketænkning fra min side. Men hvor vil jeg ønske, at det er mere end det. At vi får sagt fra på vores egne og vores børns vegne. For hvem lytter til vores børn?

Kamp mod kvinder


I går var det Kvindernes Kampdag. Dagen der skal bruges til at hylde kvinder. Til at støtte kvinder i at træffe frie, selvstændige valg for, hvordan de vil leve deres liv. I stedet brugte mange medier og politikere dagen på at tale om barsel. Men ikke om hvordan kvinder skulle hyldes for at bringe liv til verdenen. Ikke om hvordan kvinder bedst kunne støttes til at træffe frie, selvstændige valg om deres barsel. Nej, nyhederne svømmede over med historier om, hvordan kvinder skal fratages en del af deres selvbestemmelse, når de bliver mødre. Om hvordan kvinder skal begrænses yderligere på et allerede maskulint arbejdsmarked. Om hvordan kvinder skal fratages endnu flere muligheder for selv at sætte tempoet for at amme, fravænne, tilknytte og løsrive sig fra de mennesker, de føder.

Barsel for fædre er en virkelig vigtig sag.

Jeg ville ønske, at alle fædre holdt barsel. Og jeg tror, at langt de fleste fædre ville holde barsel, såfremt forholdene var gode nok. Det ved jeg, at min mand ville. Han er nemlig en rigtig god far. Sådan en far, der som det mest naturlige i verdenen vil tage uger, måneder eller år ud af sit arbejdsliv, for at gå hjemme med børnene. Men han er også sådan en far, der sætter børnenes behov foran sine egne, også når beslutningen ikke er nem. Derfor har han næsten ikke taget barsel med vores yngste datter. For det vil han ikke kunne gøre, uden at forkorte min barsel. Og vores datters behov er ikke at nedtrappe amning eller at blive adskilt fra mig. Hendes behov er kontinuitet og gradvis løsrivelse på egne præmisser i eget tempo. Og vi sætter hendes behov først.

Det gjorde vi ikke, da vores første datter blev født.

Vi studerede begge deltid, da vores første datter kom til verdenen. Hun græd ude på gangen, mens jeg gik til forelæsning, fordi hun kun ville være hos mig. Ville ammes. Ville sove i mine arme. Men vi kunne ikke se andre muligheder, end at forsøge at passe ind i de barselskasser, der var til rådighed. Vi var totalt ligestillede. Hvis man udelukkende så på ligestilling med økonomiske briller. Vi var ligestillede i vores adgang til at gennemføre uddannelsen med så få forsinkelser som muligt. I vores adgang til arbejdsmarkedet. I vores muligheder for at få dagpenge, en fornuftig pensionsopsparing og en god livsløn. På papiret var min mand og jeg helt lige.

Biologisk var vi alt andet.

Mine graviditeter har ikke passet ind i konkurrencestatens ønske om effektivitet. Jeg har i alle mine tre graviditeter lidt af svær graviditetskvalme, også kaldet hyperemesis. Ikke kvalme på den idylliske maner, der let kan dulmes med en kiks i graviditetens første uger. Men næsten uafbrudt kvalme der i store perioder var fuldstændigt altoverskyggende, udmattende. I tillæg til kvalmen får jeg mange andre skavanker. Bækkensmerter. Leverbetinget graviditetskløe. Delte mavemuskler. Plukkeveer. Skavanker der har skulle behandles og har taget tid.

Graviditet er ikke en sygdom.

Antallet af gange jeg har fået stukket den floskel i ansigtet, kan hverken tælles på en eller to hænder. Af jordemødre, læger og sygeplejersker. Og de har ret. Graviditet er ikke en sygdom. Det er en del af kvindens biologi. Evnen til at bære, føde og amme børn. Evnen til at bringe nyt liv ind i denne her verden. Det er næsten magisk. Det burde ophæves til noget urørligt. Noget vi som samfund værner om og beskytter. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi måske ville tillægge graviditet, fødsel og den første omsorg større værdi, hvis det også var en del af den mandlige og ikke den kvindlige biologi. At vi ville anerkende dem, som det privilegium de er. For dem der er heldige nok til at opleve dem. At vi ville ophæve dem til noget, der gerne måtte blive prioriteret og tage tid.

Livets fornyelse finder sted i kvindekroppen.

Alligevel skal kvindekroppen presses på arbejde, selv når den er i gang med at skabe nyt liv. Selv når den siger fra. Der er slet ikke plads nok til nuancer eller individuelle forskelle. Sygemeldinger under graviditeten er alle problematiske og skal nedbringes. Kvindekroppen skal føde det nye liv under forhold, der minder om samlebåndsarbejde. Og som får mange til at fravælge hospitalsfødsler til fordel for hjemmefødsler, private fødestuer og private barselshoteller. Kvindekroppen skal komme sig efter en tidsplan der er fastsat af arbejdsmarkedets parter, EU lovgivning og andre abstrakte forhandlinger. Men kvindekroppen er ikke abstrakt. Den har ikke brug for 2 måneders øremærket barsel til at komme sig. Kvindekroppen er fysisk, konkret og biologisk. Og biologisk tager det år for kroppen at komme sig efter graviditet og fødsel. Det er ikke et spørgsmål om sociale konstruktioner. Det er en biologisk omstændighed. Nogle er klar til at arbejde hurtigt igen efter fødslen. Andre er ikke. Ligesom nogle børn er klar til at færdes væk fra deres mor tidligt, mens andre ikke er det.

Det lille barn, derimod, taler vi ikke om.

Det er ikke en økonomisk spiller. WHOs anbefalinger om at vestlige børn skal ammes i mindst 2 år eller udviklingspsykologers anbefalinger om gradvis løsrivelse passer ikke ind i de økonomiske planer for kvinders tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Så vi lader være med at tale om det. Ligesom vi ikke taler om, at ikke alle gravide er raske. At ikke alle fødsler kan løses som samlebåndsarbejde af ukendte professionelle. At ikke al amning kan erstattes af flaske eller afvikles efter sundhedsplejerskernes statslige anbefalinger. At ikke al tilknytning kan afvikles og reguleres efter de statsstøttede daginstitutionernes skemaer.

I min anden graviditet sagde min krop fra.

Efter flere dage hvor jeg ikke havde kunne holde væske nede, men stadig havde passet mit studie og hentet min datter tidligt fra institution. Den slukkede. På vej ned af en trappe besvimede jeg. Og da jeg vågnede, var jeg forandret. Dehydreret, mente lægen. En reaktion på stress-angst-spektret, mente studievejledningens psykolog. En helt naturlig konsekvens af nogle ulidelige omstændigheder mente min kloge jordemoder.

Den dag forandredes noget i mig.

Men det tog tid før jeg accepterede det. Accepterede at jeg ikke kunne trives under de forhold, den ligestillede konkurrencestat pålagde mig. Accepterede at min kvindekrop var anderledes. Stærk og fantastisk. Men også ude af stand til at konkurrere i et uddannelsesmiljø og et arbejdsliv, der hovedsageligt er formet af og skabt til mænd. I de seneste år til nøds lappet, men aldrig rigtigt indrettet til kvinder. Og slet ikke til mødre.

Det er ikke godt nok.

Hvis barselsområdet skal være arnestedet for reel, øget ligestilling i Danmark, så er lappeløsninger ikke nok. Der skal en komplet nytænkning af børne- og familielivet til. Og det kan gøres relativt enkelt: Lad pengene følge barnet. Uanset om barnet er 6 måneder eller 4 år. Lad forældrene selv bestemme, om pengene skal bruges som tilskud til dagpleje, vuggestue, børnehave eller hjemmepasning. Lad forældrene selv bestemme, hvem der arbejder deltid, fuldtid eller går fuldt hjemme. Hav tillid til at langt de fleste forældre er voksne, ansvarlige mennekser, der træffer de valg, der er bedst for dem selv og deres børn. Men det valg ser ikke ud på en bestemt måde. Reel ligestilling ser ikke ud på en bestemt måde. For vi er ikke ens. Ikke som kvinder, mænd, børn eller familier. Og det er vel i bund og grund ikke så dårligt.

10 bæredygtige børnebøger vol. 1

Første dag på Pædagogik-studiet lærte vi, at det er bedst at indoktrinere børn tidligt og solidt. Okay, det gjorde vi måske ikke ligefrem. Faktisk var hele uddannelsen skuffende mangelfuld på lige netop indoktriner-dit-eget-barn-fronten. Det er der i det hele taget overraskende lidt af i pædagogiske og børnepsykologiske miljøer. Fri vilje og alt det der. Men den manglende indoktrineringsviden kan denne blog så bidrage med. Det er selvfølgelig noget pjat. Næsten, altså. For der er bare nogle helt centrale ting, som jeg gerne vil indoktrinere børnene en lille bitte smule med. Eller i det mindste oplyse dem om. På en faktuel måde. Og så også på en stærkt farvet, ret politisk måde. I håbet om at de deler mine synspunkter. Altså indoktrinering. Men i den gode sags tjeneste!

Vi indoktrinerer selvfølgelig ikke vores børn. De er frie til at forme deres egne, politiske holdninger. Men derfor har vi selvfølgelig nogle værdier, som vi meget gerne vil give videre. Eller i det mindste diskutere og reflekterer sammen med vores børn. Og dér er gode børnebøger altså et rigtig godt supplement til hverdagens snakke om miljø, køn, kultur, modkultur, minoriteter. politik og mange af de andre ting, som vi gerne vil diskutere med vores børn. Det her er derfor en liste over 10 bøger, der tager udgangspunkt i bæredygtighed, enten ved at fokusere på genbrug, genanvendelse, miljø eller klima. Det er virkelig vigtigt for mig, at børnene ved, hvad der bliver af skraldet, når skraldemændende henter det. Ligesom det er vigtigt at de kender til klimaproblemerne og til de konsekvenser som eksempelvis brug-og-smid-væk-kulturen har på miljøet. Og ja, jeg har allerede kaldt listen for vol. 1. For jeg havde oprindeligt 21 titler på min liste. Men altså… Jeg har også te der skal drikkes, chokolade der skal spises og svigerforældre der skal snakkes med, her til aften. Bæredygtighed er et emne som børnene også går meget op i. Med undtagelse af nr 9 og 10, er alle bøgerne bestilt hjem via bibliotek.dk, og de kom allesammen inden for en uge. En del af dem har vi lånt og læst før. Andre har vi lånt for første gang. Men alle bøgerne kan tåles at blive genlånt og genlæst igen og igen. Åh, ja. Og så insisterede PePe på at give bøgerne karakterer. Jeg er enig nok til ikke selv at kaste mig ud i samme projekt…

  1. Svend Genanvend af Alexandra Colombo og Ellie Bethel

    Byen er ulækker. Folk sviner og gider ikke at genanvende. Indtil Svend Genanvend kommer til byen, og overbeviser folk om, at de skal passe på deres omgivelser. Og at de skal genbruge og genanvende, det de kan. Byens beboere begynder at affaldssorterer og halleluja, det ender godt. Dele af bogen er på rim, som kan være lidt svære at forstå, men alle tre børn var meget begejstrede for den.
    PePes karakter: 10/10
  2. Plastiksuppe af Judith Koppens m. fl.

    Dyrene er glade for at bruge plastikposer, men da de tager en tur til stranden, finder de ud af at plastik forurener. Men hvad skal man så gøre, når man skal købe ind? Og skal man smide sin gamle plastikpose ud? Bogen er en meget sød og enkel fortælling om plastikposer og forurening.
    PePes karakter: 7/10
  3. Team Grøn – da Kalinka blev væk 
af Signe Josephsen og Ole Laursen

    En fin søg og find-bog i den meget nemme ende. Der er ikke så meget tekst i bogen, men det gør ikke det store. Billederne tager en på besøg på genbrugspladsen, og børnene sad længe og snakkede om, hvad der foregik på siderne.
    PePes karakter: 7/10
  4. Uhyret i søen Geneviève Cöté

    En sød bog om at genbruge, om ikke at svine i naturen og om ikke at købe så meget nyt. Alle tre børn syntes, at den er rigtig god, og vil gerne have den læst flere gange. Den er meget enkel og måske især fin for mindre børn. Man skal dog overveje at snakke lidt mere om pointerne i bogen, før de bliver helt tydelige. Min 4-årige konkluderede i hvert fald, at vi allerede var rigeligt gode ved miljøet, fordi vi ikke smider stole i søen. Begge dele er sådan set rigtige – vi prøver at være gode ved miljøet, og vi smider ikke stole i søen – men det er måske alligevel en lidt lav barre at sætte. I hvert fald hvis man er typen, der låner miljø-bøger på biblioteket.
    PePes karakter: 8/10
  5. Peter Pedal planter et træ af Margret Rey

    Rigtig sjov og sød bog om vigtigheden af at genanvende papir og plante nye træer. Og selvfølgelig også om fjollede abe-løjer. PePe er helt vild med sidste side i bogen, hvor der står en lang række tip til at leve mere bæredygtigt. Så nu ønsker hun sig en batterioplader i fødselsdagsgave.
    PePes karakter: 9/10
  6. Hvad sker der med vores jord? af Grethe Rottböll og Sarah Sheppard

    “Det vil jeg vide!” udbrød Ella med det samme. Bogen gennemgår rigtig fint 10 ting, som man kan gøre anderledes for jordens skyld, fx af sortere affald eller at tegne på begge sider af papiret. Den er ret sjovt skrevet, og det blev grint en hel del undervejs.
    PePes karakter: 140/10
  7. Peter Plys en eller andens skat fra Disney

    Skal en honningkrukke med et hul smides ud, eller kan den genbruges som urtepotte? En sød bog om ikke at bruge for at smide væk. Men også en bog om at give, at dele med hinanden og at udvise omsorg for fællesskabet. Og så er Peter Plys bare sød…
    PePes karakter: 8/10
  8. Lille muldvarp og paraplyen af Zdenek Miler og Hana Doskocilova

    Jeg elsker bøgerne om den lille muldvarp! Billederne er så fine, og jeg kan tydeligt huske mange af dem fra min egen barndom. Bogen handler om en ødelagt paraply, som muldvarpen reparerer og rejser rundt i. Uden at handle voldsomt meget om miljø, så er pointen rigtig fin og lige til: Vi kan passe på vores ting og reparere dem igen og igen i stedet for at forbruge uden omtanke.
    PePes karakter: 9/10
  9. Er det mit hjem? af Sean Henrik Moore (Ørsted)

    Jeg havde egentlig forestillet mig, at det ville være en ren reklamebog for Ørsted, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det ER selvfølgelig et stykke reklame, sådan rent principielt. Men det er også en rigtig fin bog om klimaforandringer. Og om at vores børn er små verdensborgere, der har hjemme i hele verdenen – også der hvor isen smelter eller ørkenen breder sig. Og så er illustrationerne bare helt fantastiske. Jeg er ret sikker på, at det bliver en ny favorit herhjemme. Bogen kan findes som lyd-bog og e-bog ganske gratis lige her.
    PePes karakter: 10/10
  10. Sådan passer jeg på jorden af Emma Brownjohn

    Bogen er nok min absolutte favorit af dem alle og den eneste af de her 10, som vi ejer. Jeg fandt den ved et tilfælde i vores genbrugsbutik for et års tid siden, og vi har læst den igen og igen. Det er en rimelig nøgtern, no fuss-bog, der kører efter opskriften: Planeten er i fare, du kan gøre dit, dut og dat for at hjælpe, det skal nok gå alt sammen. Børnene elsker at den er så konkret, og så er der flapper i. Behøver jeg at sige mere?
    PePes karakter: 10/10

 

Er der nogle bøger, som du synes, at jeg mangler på listen?

MGP

MGP. Jeg troede egentlig, at jeg hadede det. Altså virkelig hadede det. Af et ondt og grusomt hjerte. Mine børn behøvede i hvert fald ikke lytte til den type musik. De dansede glade rundt til alt fra Wagner til Dizzy Mizz Lizzy. Og 9-årige “Arabella fra Odder”s vokaler sad bare ikke lige i skabet, når man sammenlignede med Billie, Aretha og Beyoncé. De havde bare øvet sig lige lidt længere.

Jeg var 11 år i 2000 da det første MGP junior blev afholdt, men jeg husker det faktisk ikke fra min barndom. Jeg hørte klassisk musik, pop, rock, jazz, blues og tysk 80’er punk. Men ikke MGP. Da jeg fik børn, hørte jeg stadig al slags musik. Bortset fra MGP. Jeg havde til gengæld et meget tydeligt hadebillede af MGP. Børn der løber rundt i mavetoppe med palietter for at synge sange, der er blevet gennemproduceret og overredigeret af voksne. Børn der kæmper om at vinde, en popularitetskonkurrence hvor hele landet kan stemme på, hvem der ser sød ud, eller hvem der har en grim stemme. Børn der skal indgå i en voksenverden, i et koncept der er udviklet efter anden verdenskrig for at nationer kan måle sig med hinanden og hævde sig over hinanden uden at finde atombomberne frem. Det var et billede, der var ret nemt at hade.

Alligevel skete det. For 3 år siden fik min 5-årige datter set MGP. Nogle gange sker det jo, at indoktrineringen ikke bider på børnene. Heldigvis. For jeg er faktisk blevet helt glad for MGP. Jo, musikken er stadigvæk meget produceret. Jeg ville foretrække, at de havde pisket den lokale musikskole til at indspille numrene. Eller endnu bedre. At al sang, dans og musik skulle spilles live på scenen af børn. Tidspunktet irriterer mig også. Det er nok heller ikke en overvældende stor del af numrene, der kommer på min egen, personlige playliste. Men det er sådan set også det.

I bund og grund synes jeg i dag, at MGP er solidt børne-tv, som jeg faktisk gerne ser med mine børn og betaler min licens til. Jeg synes, at de så vidt muligt laver en forestilling, hvor konkurrencen ikke overskygger mere end højst nødvendigt. Deltagerne hepper på hinanden, og bryder ikke utrøstelige sammen, når de ikke vinder konkurrencen. Jeg synes faktisk, at de voksnes melodi grand prix kunne lære en del af børneMGP. Børnene herhjemme lader heller ikke til at gøre konkurrencen til en stor popularitetskonkurrence eller et skønhedsshow. Min ældste datter og hendes veninder kan godt kommentere, at et kostume er fedt eller sejt, men det er også det. De taler mere om teksterne, dansene og melodierne. Især om teksterne. For har man brug for mere frikvarter og er ens søster altid ens sødeste ven? Og går meget op i at stemme, og at stemme på en måde der er “fair”. Vi talte ligefrem om repræsentativt demokrati sidste år. Og på hvad populisme er for en størrelse.
Nårh, ja. Og som en mindre detalje, så elsker både vores 7-årige og vores 4-årige, at se det. Og at gense det. Og høre sangene fra de sidste 20 år med MGP. PePe skriver også MGP-sange med hjælp fra sin far, og drømmer om selv at stå på scenen i MGP en dag. Hun har faktisk skrevet tre: Én om stjerneskud, én om sommerfugle og én om diskofest. Hun snakker ikke om at vinde. Kun om at hun gerne vil være med, at hun gerne vil optræde, og at hun gerne vil heppe på de andre deltagere. Og jeg ved faktisk slet ikke om Ella ved, at det handler om at vinde. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fortælle hende det.

Skal I også se MGP?