At have regler for hvor meget tid børnene bruger på skærm er vel næsten blevet til et adelsmærke blandt forældre. En klassemarkør. En sikker måde at signalere overskud, pædagogisk sans og tjek på tingene. Men hvad hvis man lod være? Unschooling og skærme Da vi for 2 år siden tog Nora hjem fra børnehave, begyndte jeg at læse en del om unschooling. Vi unschoolede selvfølgelig ikke, for hun var endnu ikke i skolealderen, men jeg begyndte at blive meget interesseret i det. Der var noget helt fantastisk ved at se hende udforske og undersøge verdenen ud fra sine egne interesser. En livsglæde, som ikke kunne sammenlignes med noget andet. Og hun lærte en masse. Det var ikke til at forudse...

På det seneste er der begyndt at komme flere og flere historier om hjemmeundervisning i medierne. Det er jeg vildt glad for. Jeg synes, at det er vigtigt, at diskutere børnesyn, læring og familieformer. Og jeg synes især, at det er vigtigt, at fortælle historier om forskellige former for familieliv. For det er så svært at træffe aktive valg for sig selv og sin familie, hvis man kun støder på andre, der lever helt som én selv. Det er en af grundende til, at jeg elsker selv at læse fortællinger om andre måder at leve på, og en af grundende til at jeg selv deler ud af vores eget liv, både her og på Instagram. I troen på at vi...

Spoiler: Det er ikke på grund af Corona. For en måned siden, tog vi nemlig en stor beslutning. Vi meldte vores datter ud af hendes dejlige friskole, og begyndte at hjemmeundervise hende. Beslutningen var ikke en vi tog over night. Jeg er typen, der gerne vil have et par timer til at beslutte mig for hvilken pizza, jeg helst vil have. Så at tage vores datter ud af skolen, er noget vi har tænkt over længe. Siden før hun startede i skole, egentlig. Selvom vi først seriøst begyndte at overveje i efteråret. For selvom vi tog Nora ud af børnehaven for et år siden, og Mone aldrig har været i institution, så var det bare et endnu større skridt, at...

Jeg føler mig utrolig heldig over at være gravid. Det er ikke alle forundt, desværre. Næsten hver dag føler jeg en helt overvældende taknemmelighed for, at den skæbne der er så grusom mod andre, har besluttet sig for, at give os lige den familie, som vi ønsker os. Taknemmelig for at den kvalme der bruser igennem mig, hver gang jeg bevæger hovedet. Taknemmelig for de smerter der jager igennem mig, hver gang jeg bevæger kroppen. Taknemmelig fordi de er tegn på de lille liv, der hver dag vokser sig større og stærkere inden i mig.   Sundhedsmisundelse Men nogle gange bliver jeg grådig. Og griber mig selv i at ønske, at jeg også lige kunne være taknemmelig for lidt mere....

Den første tanke jeg fik efter at have læst Gordon Neufeld og Gabor Matés bog “Hold on to your kids – why parents need to matter more than peers.” var: Denne her bog burde læses af alle, der har noget med børn at gøre, eller bare selv har været børn engang. Eller i hvert fald af alle forældre. Og bedsteforældre, lærere og pædagoger. Og politikere, ikke mindst. Adskillelseskultur Vores samfund er i dag bygget op omkring en adskillelseskultur: Børn og voksne lever simpelthen i adskilte verdener. Når de voksne tager på arbejde, bliver børnene afleveret i børneinstitutioner. Dagplejer, vuggestue, børnehaver, skoler og gymnasier. Det er blevet så normalt, at vi har svært ved at forestille os livet uden. Svært ved...