Kære Sofie Carsten Nielsen

Du skrev i går om, hvordan en styrkelse af pasning af barn i eget hjem (som foreslået af DF) vil bombe danske frihedsrettigheder tilbage til 1919. Du kan mene, at forslaget er diskriminerende. Det har du ret i. Det bør være tilgængeligt for alle. Du kan mene, at din oldefar var helt galt på den. Det har du også helt ret i. Men det er der vist ikke nogen, der betvivler. Du kan også mene, at et tilskud til hjemmegående hører hjemme i 1919. Og hvor ville jeg ønske, at det var tilfældet. Altså: Hvor ville jeg ønske, at vi i 1919 havde været fremsynede nok til at indføre sådan et tilskud. I stedet står vi i den absurde situation,...

Jeg vil ikke have flere pædagoger

Har du set dokumentaren på TV2? Ellers kan du se den her. Jeg har set den. Ligesom jeg også så den sidste. Hvor jeg havde en reaktion, der minder meget om den jeg har denne gang. Af frustration og afmagt. Alligevel er jeg taknemmelig. For jeg håber, at dokumentarer som de her kan styrke en debat, om det børneliv vi byder vores allermest dyrebare, små samfundsborgere. Det er ikke en enlig svale Jeg har været i en del vuggestuer, børnehaver og dagplejer. Som barn, som pædagogmedhjælper, som studerende, som nabo, som feltforsker og som mor. Og selvom institutionerne har været fyldt med dygtige og kærlige voksne, mener jeg ikke, at de situationer, man kan se i dokumentaren, er ekstreme eller unikke....

Jeg skal ikke demonstrere i dag

Demonstranter kæmper for minimumsnormeringer landet over i dag. Men jeg er desværre ikke én af dem. Ikke fordi jeg ikke synes, at det er en vigtig sag. Ikke fordi jeg hjemmepasser. Og ikke fordi jeg ikke gider. Jeg skal tage mig af en lille forkølet mus, og så skal jeg til gymnastiskopvisning, hvor mine to ældste døtre glæder sig til at vise mig, hvad de har gået og øvet sig på de sidste par uger. Og min mand glæder sig til at være udklædt som cowboy, når han sammen med vores mellemste skal optræde. Eller… Det gør han nok ikke… Men jeg vil rigtig gerne se det alligevel. Det er ikke engang rigtigt gymnastikkens skyld, at jeg ikke kan kigge...

Bedre normeringer er nødvendigt, men ikke nok!

Vi har i mange år fortalt os selv at systemet fungerede. Det fortalte jeg også mig selv, at det gjorde. Både da jeg arbejdede som pædagogmedhjælpervikar, og da jeg som mor afleverede mine børn i vuggestue og børnehave. Forældre skal arbejde, for at samfundet kan løbe rundt – og travle, underbemandede institutioner er et livsvilkår. Eller hvordan? Jeg har som en 19-årig, uerfaren pædagogmedhjælpervikar været alene med 12 vuggestuebørn det meste af en dag. De kendte mig ikke, og mange af dem var under et år. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik dem trøstet eller skiftet. Jeg havde rutinemæssigt ansvar for to børnehavestuer sammen med én anden voksen, mens resten af de ansatte holdt pause. Det betød, at den ene...

Kvalitetstid og kvantitetstid

Kvalitetstid lyder jo egentlig som noget ubetinget godt. Hvem vil ikke gerne have at vores tid – og især den tid vi har sammen med vores børn – er af den bedst mulige kvalitet? Det giver jo god mening, at købe kvalitetsting der holder længere, købe kvalitetsmad der er sundere, og gå i kvalitetstøj der er produceret under ordentlige forhold. Så giver det ikke også mening at fokusere på, at den tid man tilbringer sammen med sine børn, er tid hvor de får éns fulde opmærksomhed? Et slag ludo efter aftensmaden. En tur i Zoologisk Have i weekenden. En Charterrejse med all inclusive i vinterferien. Er de ting ikke mere værd end ufokuseret, ineffektiv tid, hvor man bare er sammen?...