Når det ikke er en sygdom, at være gravid…

Jeg føler mig utrolig heldig over at være gravid. Det er ikke alle forundt, desværre. Næsten hver dag føler jeg en helt overvældende taknemmelighed for, at den skæbne der er så grusom mod andre, har besluttet sig for, at give os lige den familie, som vi ønsker os. Taknemmelig for at den kvalme der bruser igennem mig, hver gang jeg bevæger hovedet. Taknemmelig for de smerter der jager igennem mig, hver gang jeg bevæger kroppen. Taknemmelig fordi de er tegn på de lille liv, der hver dag vokser sig større og stærkere inden i mig.

 

Sundhedsmisundelse

Men nogle gange bliver jeg grådig. Og griber mig selv i at ønske, at jeg også lige kunne være taknemmelig for lidt mere.
At jeg kunne være én af de der gravide wondermamas på Instagram, der strutter af sundhed og graviditetsglød. Som deler billeder af alle de vitaminspækkede grøntsager, hun spiser hver dag. Og skriver lange tekster om vigtigheden af at forkæle sig selv hver dag, eller om at holde sig i form frem til fødslen.
Eller at jeg bare var en af de halvsunde mødre, der stavrer ind på caféerne i høje hæle, mens hun beklager sig til sine veninder over, hvordan hendes fødder er begyndt at hæve lidt på det sidste. En af dem der har små, søde graviditetsskavanker, og somme undgår indisk mad for ikke at få sure opstød eller som har måtte opgive at blive solbrun i år.
Det lyder egentlig uskyldigt nok. At ønske sig rask. Men når jeg sammenligner det med alternativet, med udsigten til ikke at kunne få de børn jeg gerne ville, så er det utaknemmeligt. Så derfor skriver jeg ikke om det. Jeg snakker endda sjældent om det, overfor andre end måske min mand og min mor. For jeg føler mig simpelthen så forkælet og grådig, hvis jeg gør.
Men jeg tror ikke, at det er holdbart. Jeg tror ikke, at det er særlig sundt for mig selv at gå og føle mig skamfuld over at fortælle, hvordan jeg har det. Og jeg tror ikke, at det hjælper særligt mange kvinder, at jeg går og holder det halv-hemmeligt.

 

Når kvalmen er sikrere end en graviditetstest…

Man siger, at to graviditeter ikke er ens. Men jeg har egentlig haft det på præcis samme måde i alle mine fire graviditeter. I hvert fald som udgangspunkt. Så jeg vidste denne gang, hvad jeg gik ind til. Selvom jeg hver gang har haft et spinkelt lille håb om, endelig at have knækket koden for graviditetsglød og den søde ventetid.
Halvanden uge før jeg har kunne teste positiv, har jeg været overvældet af kvalme, svimmelhed og træthed. Og derefter har jeg kastet op, hver gang jeg har overanstrengt mig. De første 3-4 måneder kan det være en overanstrengelse at vende sig i sengen eller at drikke et glas vand. Senere kan en overanstrengelse måske være at tage et bad, at tømme opvaskemaskinen, at tage med min familie ud af huset eller at sidde eller stå op i længere end en halv times tid. Men helt nemt bliver det ikke, før jeg føder.
Væskebehandling, kvalmemedicin, akupunktur og forskellige madråd, har kun gjort kvalmen værre. Selvom væskedrop naturligvis kan være nødvendige alligevel. B-vitaminer, seabands og mental træning har haft lille til ingen effekt. Men er alligevel noget, jeg i varierende grad har gjort brug af. Det eneste der for alvor har hjulpet, har været at ligge helt stille. Ligge musestille i sengen og spekulere på, hvorfor mon det føles som om gulv er loft og loft er gulv, når det for få minutter siden, føltes lige modsat, blot for at opdage, at det hele få minutter senere alligevel bliver blandet sammen i en stor karrusel af svimmelhed.
Denne graviditet har jeg lært at respektere, at min krop måske bare ikke er helt så badass til det der med graviditet. I hvert fald ikke til at gøre graviditet behageligt for mig. Jeg har derfor været sengeliggende det meste af graviditeten frem til nu, og taget alle de kvalmetricks, jeg ved der fungerer for mig i brug. Min mand har flekset så meget han kunne og stået for næsten alt det huslige selv. Familie, venner og forældre til børnenes venner har været søde til at hjælpe med børnene. Og så har vi ellers kørt i overlevelsesmode, indtil for ganske nylig, hvor jeg er begyndt at kunne en lidt mere. Begyndt at kunne lave småting i langsomt tempo, før jeg må ligge ned og hvile mig igen. F.eks. at skrive på det her indlæg i små bidder. Og begyndt at kunne tilvælge et par overanstrengelser her og der, når udsigten til ellers ikke at forlade huset i 9 måneder bliver for skræmmende. Og acceptere at min krop vil reagere på det senere. 0g at det er vigtigt, at jeg giver kroppen ro til at komme ovenpå igen.

 

“Graviditet kan aldrig være en sygdom!”

I tidligere graviditeter lyttede jeg ikke altid lige så godt efter min krops signaler. I min anden graviditet kørte jeg videre som sædvanligt. Stærkt opmuntret af min daværende læge, der mente, at “graviditet aldrig kunne være en sygdom”, og at graviditetsgener derfor ikke kunne være grund til sygemelding. Så jeg tog ind til mit studie. Planlagde ruten ned til togstationen efter, hvor der var en bænk halvvejs, som jeg kunne sidde og kaste op i en pose på. Tog et S-tog før jeg burde, så jeg havde tid til at stå af og på undervejs. Og opførte mig som om, at det var helt normalt at styrte ud fra forelæsningen flere gange i timen, for at kaste op igen. Jeg fortsatte. Lige ind til jeg besvimede på vej ned af en trappe. Og min professor bad mig om at tage hjem i seng.
Så jeg gik til lægen igen. Som bad mig om i tre døgn af skrive ned, hvor mange gange om dagen jeg kastede op. Jeg kunne slet ikke følge med. Så jeg fandt en ve-timer frem på min telefon, så jeg bare skulle trykke på en knap for at registrere, hvor ofte min krop kastede op. På intet tidspunkt gik der i de tre døgn længere end 23 minutter imellem at jeg trykkede på knappen. Jeg kunne hverken holde mad eller vand nede, og kastede til sidst kun blod op. Så jeg fik endelig min sygemelding. For sent. For jeg kastede ikke længere kun op, når jeg overanstrengte mig. Min krop var træt, mit blodsukker altid alt for lavt og mit stofskifte efterhånden det samme. Det sidste var det værste. Det lille liv, som jeg allerede elskede så højt, voksede ikke som hun skulle. Først efter flere ugers total hvile, ugentlige scanninger og lidt bedre styr på kvalmen, begyndte hun igen at få den næring, hun havde brug for.
Mine tænder var syreskadede, mit bækken sagde fra, mine levertal var skyhøje og behandlingskrævende og jeg havde i forløbet fået mig en stess- og angst-diagnose oveni. Men jeg var jublende lykkelig, for min lille spire voksede. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle presse min krop derud igen, hvor den ikke kunne passe ordenligt på mit ufødte barn.

Så nej…

Det ER selvfølgelig ikke en sygdom at være gravid.
Ligesom det heller ikke er en sygdom at være ikke-gravid.
Men derfor kan man godt blive syg, når man er gravid. Eller det kan ligefrem medføre sygdom at være gravid. Og uanset hvor lykkelig og taknemmlig man er for at være gravid, skal det tages alvorligt. Både for ens egen og for barnets skyld.