Jeg vil ikke have flere pædagoger

Har du set dokumentaren på TV2?

Ellers kan du se den her. Jeg har set den. Ligesom jeg også så den sidste. Hvor jeg havde en reaktion, der minder meget om den jeg har denne gang. Af frustration og afmagt. Alligevel er jeg taknemmelig. For jeg håber, at dokumentarer som de her kan styrke en debat, om det børneliv vi byder vores allermest dyrebare, små samfundsborgere.

Det er ikke en enlig svale

Jeg har været i en del vuggestuer, børnehaver og dagplejer.

Som barn, som pædagogmedhjælper, som studerende, som nabo, som feltforsker og som mor.

Og selvom institutionerne har været fyldt med dygtige og kærlige voksne, mener jeg ikke, at de situationer, man kan se i dokumentaren, er ekstreme eller unikke. Langt fra.

Børn der græder i timevis under indkøring, uden at blive tilstrækkeligt trøstet.

Børn der gentagne gange slår sig, bliver slået eller bliver drillet, uden at blive trøstet.

Børn der slår, driller eller tager de andres ting, uden at de voksne snakker med dem om problemet.

Børn der trækker sig. Bliver apatiske. Gemmer sig. Eller holder op med at opsøge de voksne, når de har brug for hjælp.

Voksne der taler hårdt til børn, gør grin med dem, taler sarkastisk til dem eller helt ignorerer deres forsøg på kontakt.

Jeg har set næsten alle de situationer i samtlige af de institutioner, jeg har besøgt. Måske ikke i samme udstrækning – det kan jeg selvfølgelig ikke vurdere ud fra en dokumentarfilm, som jeg ikke selv har været med til at klippe. Men situationerne i sig selv har jeg set mange gange. Ikke kun i særligt udsatte institutioner, eller institutioner under tilsyn, vel og mærke. Ikke kun i Københavnske institutioner heller. I gode, velrenommerede institutioner fordelt over land og by.

Ikke hver dag og ikke hele tiden. Selvfølgelig er der også dejlige øjeblikke. Og dejlige og dygtige pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagogiske assistenter. Engagerede og kærlige voksne, der hver dag yder en stor indsats. Men jeg mener også, at der er reelle problemer. Og det er bare ikke godt nok.

Det er ikke godt nok, at man som forælder (og barn!) bare må håbe på at ende i en af de gode institutioner. En af dem hvor der er færre dårlige episoder. Eller håbe på at den gode pædagog er på arbejde i dag. Pædagogen der formår at skabe tryghed og nærvær, trods elendige forhold og en kultur der umuliggør gennemsigtighed. En del af problemet skyldes givetvis, at vores institutioner er for udsultede. At der år for år er kommet mere papirarbejde og færre pædagoger. Men minimumsnormeringerne er virkelig ikke særligt ambitiøse. Og flere voksne kan ikke løse problemet alene. Det er heller ikke nok at øge antallet af kontrolbesøg. Det er symptombehandling: Nødvendigt, men ikke nok.

Parallelle verdener

Jeg mener, at det altoverskyggende problem ligger i den familie- og arbejdskultur, som vi har skabt i løbet af de sidste to generationer. En kultur hvor vi sideløbende med, at vi har sparret voldsomt på institutionerne, har gjort arbejde til en af de tydeligste moralske markører. Også for småbørnsforældre.

Det er derfor en kultur, hvor stort set alle forældre går på arbejde. Hvor der ikke er mange muligheder for at udskyde institutionsstart. Eller for helt at droppe institutionerne. Hvor man ikke kan blive hjemme på barnets 3. sygedag. Eller fordi barnet er trist, har en løbende næse, er træt efter en dårlig nat eller bare har brug for at tilbringe dagen sammen med sin mor eller far. En kultur hvor arbejdslivet kommer i første række.

Men når begge forældre SKAL arbejde, også mens vores børn er helt små, skaber vi en kultur, hvor institutionerne er dømt til at mislykkes.

For når man skaber en kultur, hvor institutioner er nødvendige, så kan man ikke længere gøre status over, om barnet rent faktisk trives med at gå i institution. Så hvis Josefine mistrives, forsøger hendes forældre og pædagoger at finde roden til hendes trivselsproblemer udenfor institutionen. Måske amningen giver Josefine en for stærk tilknytning til hendes mor. Måske er far for langsom til at sige farvel til hende om morgenen. Måske mormor giver hende for mange hyggelige fridage. Måske det er Josefine, der er forkert – for uselvstændig eller umoden – og skal rettes til. Men konklusionen på trivselsmøder bliver aldrig, at institutionen ikke er god nok til at rumme Josefine. Eller at Josefine bare ville trives bedre derhjemme. Det er helt utænkeligt. For institutionen er jo nødvendig. Den står ikke til diskussion.

Når institutionen ikke længere står til diskusion, kan man ikke længere være helt ærlig med hvordan institutionsdagen er gået. Gennemsigtigheden svinder ind. Og så opbygger man to parallelverdener – livet i og udenfor daginstitutionen.

I institutionen bliver læringsmål, skovture og planlagte pædagogiske aktiviteter fotograferet, beskrevet og offentliggjort udenfor institutionen – til forældrene.

Det der typisk foregår mellem 9 og 12, hvor normeringen er bedst.

Det der bedst stemmer overens med målsætningerne på institutionens egen hjemmeside.

Og så er der alt det andet.

De stressede morgener. De pressede eftermiddage. Dagene med mange vikarer. Perioderne med indkøring af nye børn. Ugerne hvor de faste voksne er på kursus eller ferie. Overgangen hvor de nyansatte skal finde sig helt på plads. Det efterår hvor én gik på barsel, én fik bøvl med ryggen, én blev ramt af alvorlig sygdom og tre gik ned med stress. Den tid hvor to af vuggestuebørnene ikke ville sove i takt med de andre, og de voksnes pauseplan derfor faldt helt til jorden.

Alle de tidspunkter hvor manglende overskud, manglende tid og manglende hænder, har alt for stor indflydelse på, hvordan man kan møde børnene. Hvor man ikke har tid til at se børnene, som man egentlig gerne ville. Til at give nok omsorg. Til at arbejde langsigtet og ikke bare brandslukke. Til at inddrage børnene i alt fra gøremål til diskussioner. Og til at diskutere børnesyn, konfliktløsning, trøst og pædagogiske tilgange med sine kollegaer. Til at sige fra overfor sine kollegaer eller give dem en pause, hvis de ikke formår at rumme børnene ordenligt. Til at leve op til hjemmesidens idealer.

Alt det der efter et stykke tid bliver hverdag.

Alt det man ikke fortæller forældrene om.

For ugennemsigtige, selvfølgelige institutioner har det med at udvikle sig. Med at udvikle en usagt kultur, hvor problemerne pakkes væk. Det er en kultur, man som forælder kan have umådelig svært ved at få bare et lille indblik i. Og jeg vil mene, at det i langt de fleste institutioner er en kultur, som meget få forældre ville synes, er god nok.

Er flere pædagoger ikke svaret?

Jeg mener, at daginstitutionerne har brug for et gevaldigt kvalitetsløft. Og jeg mener, at de bedst kan få det, hvis flere begynder at hjemmepasse eller forlænger deres barsel. Vi har en fantastisk pædagog-uddannelse i Danmark, der langt overgår dem, man kan se i andre lande. Men vi har ikke brug for at uddanne flere pædagoger. Vi har brug for at uddanne færre. Vi har brug for, at det kun er de allermest engagerede og de allermest børne-kloge mennesker, der kan uddanne sig til pædagoger eller få arbejde i daginstitutionerne. Men det kræver samtidig, at vi giver pædagogerne langt bedre arbejdsforhold, end det er tilfældet i dag. Arbejdsforhold hvor de kan bruge deres uddannelse i stedet for bare at brandslukke. Hele dagen. 

Heldigvis er der to måder at forbedre normeringerne på: Flere voksne eller færre børn.

Jeg mener, at den sidste løsning er den bedste.

Hvis vi vil tilbyde vores børn en hverdag, vi kan være dem bekendt. At det bliver muligt at hjemmepasse sit barn, selvom man ikke har mulighed for at lægge sin privatøkonomi helt om. Det ville det, hvis vi lod pengene følge barnet. Hvis vi gav det samme tilskud til børn, der blev passet i

I dag tilbyder nogle kommuner tilskud til pasning af eget barn. Ét problem er, at tilskudet langt fra er landsdækkende. Og at det er begrænset til et enkelt år. Og at det som regel kun udgør en brøkdel af det tilskud daginstitutionen ellers ville modtage for at passe barnet – og ligger langt under den laveste sats for barselsdagpenge. Et andet problem er, at arbejdsmarkedet langt fra er fleksibelt nok. Hjemmepassere må ikke arbejde samtidig med, at de modtager tilskudet. Heller ikke om aftenen eller i weekenden, og er dermed dårligere stillet end en dagplejer, der passer andres børn. De risikerer samtidig at miste deres ret til dagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge. Og mulighederne for at spare op til pension som privatperson er mildest talt horrible.

Dermed bliver hjemmepasning forbeholdt de få. De allerrigeste. Og de heldige få der, som jeg, ikke har fået sat sig alt for dyrt. Og gerne også har øvelse i at leve på en sten.

Men vi har desperat brug for, at børn og forældre der ikke trives med institutionaliseringen kan sige nej tak. Når børn i institutionerne bliver kede af det, kalder de ikke på flere pædagoger. De kalder på deres mor og far. Og jeg synes, at vi som samfund skylder dem at lytte til dem. At give de børn der ikke trives i institutionerne muligheden for at komme hjem.

Bedre muligheder for hjemmepasning handler ikke bare om, at nogle af os speltmødre, hygger os hjemme ved kålgryderne. Det handler om et opgør med en adskillelseskultur, hvor der ikke er noget alternativ til institutionen. Hvor hjemmepasning mistænkeligøres og nedgøres. Hvor arbejde uden for hjemmet er identitetsbærende og en moralsk pligt. Og hvor institutionen derfor bliver ophævet til en nødvendig del af børnelivet.

Det er både skadeligt for de familier, der ønsker pasning i institutionerne og for dem, der hellere vil passe selv.

I dag har daginstitutionerne stort set monopol på pasningen af vores børn. Måske det er i monopolet, at problemerne starter?