Hold fast i dine børn

24 Nisserier

nissedrillerier drillenisse jul

En dag forsinket pga sygdom… Men jeg havde altså alligevel lyst til at dele, hvad nissen leger hjemme hos os. Nissen bag døren er nemlig ret populær herhjemme… Selvom alle ved, at det bare er noget vi leger.. Ofte laver nissen mere end én skarnstreg pr nat. Nogle af idéerne på listen kan nissen nå at lave mange gange i løbet af december måned, andre når den kun at lave en enkelt gang eller to…

7 forældrefavoritter

  1. Nissen skriver et brev den første december, og svarer hver nat på evt svar fra børnene eller for at give ledetråde om, hvad der er sket om natten..
  2. Nissen pynter op med julepynt
  3. Nissen slæber juletræet ind
  4. Nissen pynter juletræet
  5. Nissen skifter sengetøj mens børnene sover
  6. Nissen har lavet en portion risengrød, der står klar på komfuret/udenfor/i køleskabet (alt efter hvor morgenfrisk nissen er).
  7. Nissen har sat stolene op på bordet (og vasket gulvet – ikke at børnene bemærker det..)

7 børnefavoritter

  1. Nissen har byttet tandbørsterne ud med pebermyntestænger
  2. Nissen tryller mælken om til kakaomælk
  3. Nissen dækker op til usund morgenmad med varm kakao foran fjernsynet
  4. Nissen hiver alt børnetøjet ud af skabet, klæder bamser og dukker ud i noget af det, og fylder skabet med dukketøj (mm kan med fordel “spare sammen” ved ikke at lægge vasketøjet på plads et stykke tid)
  5. Nissen bygger en hule, hvor bamser, dukker og evt nisser holder fest. Eller dukker, bamser og dyr er stillet frem til leg, fx i en ring rundt om juletræet, fanget midt i en stopdans (med julemusik selvfølgelig) eller midt på en forhindrings/jorden-er-giftig-bane.
  6. Nissen giver børnene neglelak på i søvne eller tegner dem i ansigtet mens de sover.
  7. Nissen har arrangeret en skattejagt rundt i huset efter børnenes kalendergaver.

7 hurtige

  1. Nissen lægger en lille nisse-lort (et riskorn) på toiletbrættet.
  2. Nissen fylder klementiner i børnenes støvler.
  3. Nissen skriver eller tegner på spejlet med tandpasta.
  4. Nissen sætter sko, huer, tasker, bøger eller andet i fryseren.
  5. Nissen har sat elastikker om stolene, så de ikke kan trækkes ud
  6. Nissen har bagt pebernødder om natten (bagt en anden dag eller købte) – de står stadig på bagepladen
  7. Nissen har taget bittesmå nissebidder af maden.

7 kreative

  1. Nissen skriver hemmelige beskeder eller tegner overraskelsestegninger (med citronsaft/gurkemeje).
  2. Nissen bygger en Lego-labyrint med en skål pebernødder i midten.
  3. Nissen forbereder et snelandskab i kartoffelmel til sanselege (tilsæt vand og evt kokosolie).
  4. Nissen får forskellige dyr og nisser til at lave fodaftryk. Modellervoks giver de flotteste aftryk, men “sne” (mel, flormelis etc) holder bedre natten over.
  5. Nissen har lavet en “søg og find”-bakke, ved at placere en tegning eller en opslået julebog under en gennemsigtig kasse, fx en plastikkasse eller et glasfad. Fadet fyldes med vand og frugtfarve indtil motiverne under fadet ikke kan ses. Et almindeligt glas (med flad bund) bruges som “kikkert” – det mases mod fadets bund, så man kan se motiverne. Eller fadet kan fyldes med troldesnot, som skal skrabes væk med fingere og redskaber for at afsløre motiverne.
  6. Nissen har smurt en kreativ julemadpakke med madder stukket ud med brunkageforme, pebernødder, clementiner og en lille portion risengrød.
  7. Nissen har lavet et puslespil ved at tegne rundt om forskellige juleting på et stykke papir – fx en brunkageform, lidt julepynt, en julegodte og kalenderlysestagen. Men nissen vil gerne have hjælp til at finde alle “puslespilsbrikkerne”. Kan børnene mon hjælpe?

 

Følg med på Hippie Leg på Instagram, hvor jeg i december deler flere julede lege og nissedrillerier.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hold fast i dine børn