Den sidste “søde” ventetid

Findes der noget mere utaknemmeligt end at være træt af at være gravid?
Noget mere utaknemmeligt end ikke at værdsætte at leve helt sammengroet med et lille menneskevæsen? Ikke at værdsætte at man snart sidder med et lille, nyt menneske i sine arme? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg kan i hvert fald ikke komme på det. Men det er, hvad jeg er. Godt og grundigt, utaknemmeligt træt af at være gravid. Efter 9 måneder, hvor bækkensmerterne tog over før kvalmen sluttede, er jeg træt. Og hvor gerne jeg end ville være en af de gravide, der bare går på arbejde med en frisk glød i kinderne og muntert siger til deres kollegaer at “graviditet jo ikke er en sygdom”  og at “det har kvinder jo gjort i årtusinder”, så er jeg ikke en af de kvinder. Selvom jeg beundrer dem. Og selvom jeg efter hver graviditet har fået overbevist mig selv om at løsningen på alle mine gravide dårligdomme helt sikkert kan findes med en god portion akupunktur. Og nogle vitamintilskud. Og væskedrop. Og et af de der smarte bælter. Eller en vikle brugt som et bækkenbælte. Og et par krykker. Og de helt rigtige øvelser fra en fys. Og…

Alligevel er jeg under alle tre graviditeter endt med at være mere syg end rask. Selvom graviditet ikke er en sygdom. Og selvom jeg den sidste måneds tid mest har døjet med leverbetinget graviditetskløe og ganske almindelig hoste. Og resterne af graviditetskvalmen. Og så de der bækkensmerter.

Hosten er kun endnu en irriterende grund til at vågne om natten. Og endnu en irriterende grund til at mit snackfad i stuen er blevet til et overfyldt fad med medicin, vitaminer og kunstige sødestoffer, der lindrer hosten. For de virker bare bedre end de ellers så fine pakker med urtebolcher og de mange kopper af pebermynte-, lakrids-, citronmelisse- og kamillete. Graviditetskløen betyder iturevne ben, dobbelt dosis Ursochol tre gange om dagen og igangsættelse inden termin. Om under en uge. Det er selvfølgelig et stort problem for en hyggehippie, der helst ville føde hjemme i et træbadekar i olielampernes skær og med trommer, der heppede den lille på vej. Eller noget i den dur på i hvert fald. Jeg prøver at overbevise mig om, at der nok er en grund til, at kvinder ikke længere dør som fluer i barselssenge overalt i Danmark. Og jeg har en fornemmelse af, at det har noget at gøre med medicin, hospitaler, læger, jordemødre, sygeplejesker og sosu’er. I hvert fald i risikofyldte graviditeter. Jeg vil bare helst komme så tæt på den naturlige hippiefødsel som muligt. Så nu må veerne gerne snart komme. Meget snart!

Eller som min graviditetsapp siger: “Prøv at overgive dig til kroppen nu. Du har forberedt dig i lang tid – læst om graviditet, øvet åndedræt, spist sundt, motioneret og forberedt dig på barnets komme. Nu er det på tide at lade kroppen råde.” Øhm, nej. Ingen af delene. Men tak.