Kamp mod kvinder

I går var det Kvindernes Kampdag. Dagen der skal bruges til at hylde kvinder. Til at støtte kvinder i at træffe frie, selvstændige valg for, hvordan de vil leve deres liv. I stedet brugte mange medier og politikere dagen på at tale om barsel. Men ikke om hvordan kvinder skulle hyldes for at bringe liv til verdenen. Ikke om hvordan kvinder bedst kunne støttes til at træffe frie, selvstændige valg om deres barsel. Nej, nyhederne svømmede over med historier om, hvordan kvinder skal fratages en del af deres selvbestemmelse, når de bliver mødre. Om hvordan kvinder skal begrænses yderligere på et allerede maskulint arbejdsmarked. Om hvordan kvinder skal fratages endnu flere muligheder for selv at sætte tempoet for at amme, fravænne, tilknytte og løsrive sig fra de mennesker, de føder.

Barsel for fædre er en virkelig vigtig sag.

Jeg ville ønske, at alle fædre holdt barsel. Og jeg tror, at langt de fleste fædre ville holde barsel, såfremt forholdene var gode nok. Det ved jeg, at min mand ville. Han er nemlig en rigtig god far. Sådan en far, der som det mest naturlige i verdenen vil tage uger, måneder eller år ud af sit arbejdsliv, for at gå hjemme med børnene. Men han er også sådan en far, der sætter børnenes behov foran sine egne, også når beslutningen ikke er nem. Derfor har han næsten ikke taget barsel med vores yngste datter. For det vil han ikke kunne gøre, uden at forkorte min barsel. Og vores datters behov er ikke at nedtrappe amning eller at blive adskilt fra mig. Hendes behov er kontinuitet og gradvis løsrivelse på egne præmisser i eget tempo. Og vi sætter hendes behov først.

Det gjorde vi ikke, da vores første datter blev født.

Vi studerede begge deltid, da vores første datter kom til verdenen. Hun græd ude på gangen, mens jeg gik til forelæsning, fordi hun kun ville være hos mig. Ville ammes. Ville sove i mine arme. Men vi kunne ikke se andre muligheder, end at forsøge at passe ind i de barselskasser, der var til rådighed. Vi var totalt ligestillede. Hvis man udelukkende så på ligestilling med økonomiske briller. Vi var ligestillede i vores adgang til at gennemføre uddannelsen med så få forsinkelser som muligt. I vores adgang til arbejdsmarkedet. I vores muligheder for at få dagpenge, en fornuftig pensionsopsparing og en god livsløn. På papiret var min mand og jeg helt lige.

Biologisk var vi alt andet.

Mine graviditeter har ikke passet ind i konkurrencestatens ønske om effektivitet. Jeg har i alle mine tre graviditeter lidt af svær graviditetskvalme, også kaldet hyperemesis. Ikke kvalme på den idylliske maner, der let kan dulmes med en kiks i graviditetens første uger. Men næsten uafbrudt kvalme der i store perioder var fuldstændigt altoverskyggende, udmattende. I tillæg til kvalmen får jeg mange andre skavanker. Bækkensmerter. Leverbetinget graviditetskløe. Delte mavemuskler. Plukkeveer. Skavanker der har skulle behandles og har taget tid.

Graviditet er ikke en sygdom.

Antallet af gange jeg har fået stukket den floskel i ansigtet, kan hverken tælles på en eller to hænder. Af jordemødre, læger og sygeplejersker. Og de har ret. Graviditet er ikke en sygdom. Det er en del af kvindens biologi. Evnen til at bære, føde og amme børn. Evnen til at bringe nyt liv ind i denne her verden. Det er næsten magisk. Det burde ophæves til noget urørligt. Noget vi som samfund værner om og beskytter. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi måske ville tillægge graviditet, fødsel og den første omsorg større værdi, hvis det også var en del af den mandlige og ikke den kvindlige biologi. At vi ville anerkende dem, som det privilegium de er. For dem der er heldige nok til at opleve dem. At vi ville ophæve dem til noget, der gerne måtte blive prioriteret og tage tid.

Livets fornyelse finder sted i kvindekroppen.

Alligevel skal kvindekroppen presses på arbejde, selv når den er i gang med at skabe nyt liv. Selv når den siger fra. Der er slet ikke plads nok til nuancer eller individuelle forskelle. Sygemeldinger under graviditeten er alle problematiske og skal nedbringes. Kvindekroppen skal føde det nye liv under forhold, der minder om samlebåndsarbejde. Og som får mange til at fravælge hospitalsfødsler til fordel for hjemmefødsler, private fødestuer og private barselshoteller. Kvindekroppen skal komme sig efter en tidsplan der er fastsat af arbejdsmarkedets parter, EU lovgivning og andre abstrakte forhandlinger. Men kvindekroppen er ikke abstrakt. Den har ikke brug for 2 måneders øremærket barsel til at komme sig. Kvindekroppen er fysisk, konkret og biologisk. Og biologisk tager det år for kroppen at komme sig efter graviditet og fødsel. Det er ikke et spørgsmål om sociale konstruktioner. Det er en biologisk omstændighed. Nogle er klar til at arbejde hurtigt igen efter fødslen. Andre er ikke. Ligesom nogle børn er klar til at færdes væk fra deres mor tidligt, mens andre ikke er det.

Det lille barn, derimod, taler vi ikke om.

Det er ikke en økonomisk spiller. WHOs anbefalinger om at vestlige børn skal ammes i mindst 2 år eller udviklingspsykologers anbefalinger om gradvis løsrivelse passer ikke ind i de økonomiske planer for kvinders tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Så vi lader være med at tale om det. Ligesom vi ikke taler om, at ikke alle gravide er raske. At ikke alle fødsler kan løses som samlebåndsarbejde af ukendte professionelle. At ikke al amning kan erstattes af flaske eller afvikles efter sundhedsplejerskernes statslige anbefalinger. At ikke al tilknytning kan afvikles og reguleres efter de statsstøttede daginstitutionernes skemaer.

I min anden graviditet sagde min krop fra.

Efter flere dage hvor jeg ikke havde kunne holde væske nede, men stadig havde passet mit studie og hentet min datter tidligt fra institution. Den slukkede. På vej ned af en trappe besvimede jeg. Og da jeg vågnede, var jeg forandret. Dehydreret, mente lægen. En reaktion på stress-angst-spektret, mente studievejledningens psykolog. En helt naturlig konsekvens af nogle ulidelige omstændigheder mente min kloge jordemoder.

Den dag forandredes noget i mig.

Men det tog tid før jeg accepterede det. Accepterede at jeg ikke kunne trives under de forhold, den ligestillede konkurrencestat pålagde mig. Accepterede at min kvindekrop var anderledes. Stærk og fantastisk. Men også ude af stand til at konkurrere i et uddannelsesmiljø og et arbejdsliv, der hovedsageligt er formet af og skabt til mænd. I de seneste år til nøds lappet, men aldrig rigtigt indrettet til kvinder. Og slet ikke til mødre.

Det er ikke godt nok.

Hvis barselsområdet skal være arnestedet for reel, øget ligestilling i Danmark, så er lappeløsninger ikke nok. Der skal en komplet nytænkning af børne- og familielivet til. Og det kan gøres relativt enkelt: Lad pengene følge barnet. Uanset om barnet er 6 måneder eller 4 år. Lad forældrene selv bestemme, om pengene skal bruges som tilskud til dagpleje, vuggestue, børnehave eller hjemmepasning. Lad forældrene selv bestemme, hvem der arbejder deltid, fuldtid eller går fuldt hjemme. Hav tillid til at langt de fleste forældre er voksne, ansvarlige mennekser, der træffer de valg, der er bedst for dem selv og deres børn. Men det valg ser ikke ud på en bestemt måde. Reel ligestilling ser ikke ud på en bestemt måde. For vi er ikke ens. Ikke som kvinder, mænd, børn eller familier. Og det er vel i bund og grund ikke så dårligt.