Halvandet, stolt og blefri (næsten da)

Blefri baby med tidlig pottetræning

Min lille baby er blevet en gammel kone! Ej, måske ikke helt endnu. Men det virker næsten sådan. Vores tre børn har kunne undvære bleen i dagtimerne, når vi nåede til deres 2. sommer. Altså når de har været mellem 16 og 25 måneder gamle. Og denne sommer var det vores lille mindstemus, der smed bleen. I hvert fald om dagen. Nu er jeg jo ret vild med stofbleer i alverdens former og mønstre, så det er ikke helt en udelt glæde. Jeg synes faktisk, at det er helt vemodigt at skulle til at pakke smukke stofbleer ned og væk. Og endnu mere vemodigt at se det lille menneske traske afsted blefri, ubabyet og pavestolt over at have undertøj magen til sine søstre.

Kulturelle forventninger

Pottetræning er som regel noget vi forbinder med børnehavebørn: Børn i 2,5-3-4 års alderen. Den forventning stødte en af vores døtre også ind i, da hun efter en sommerferie begyndte i vuggestue igen. Hun mødte stolt ind uden ble og uden uheld. Og blev hentet nedslået iført en ble. Dag efter dag. Der var aldrig nogen uheld, men pædagogmedhjælperen mente, at det var alt for tidligt at starte på den slags.

Hvornår man pottetræner børn er virkelig en meget kulturel ting. I koldere lande som Danmark, har vi typisk en tradition for og forventning om, at børn ikke er klar til at smide bleen, før de er omkring de 3 år. Men i mange andre lande er det helt natuligt, at man hjælper helt små babyer på toilettet, eller forventer at 1-årige og 2-årige sagtens selv kan styre den slags. Også uden at børnene bliver presset eller traumatiserede af den grund.

Tidlig pottetræning

Ved alle vores tre piger har vi fulgt den samme opskrift “pottetræning”: Ingen potte og egentlig heller ingen træning. Som de langhårede blomsterbørn vi er, tror vi selvfølgelig ikke på den slags.

Babyer og badeværelser

Der lader til at være flere og flere der kører Elimination Communication med deres babyer, og helt eller delvist undværer bleerne. Det har vi ikke helt haft mod på, men jeg synes stadig, at det er værd at tænke “pottetræning” som noget, der starter ved fødslen – uanset om man er bevidst om det eller ej. Vi har altid været i tæt kontakt med vores babyer, og de har derfor også tit været med os ude på badeværelset, fra de var helt nye. Jeg har også af og til taget dem ind over toilettet som helt små, hvis det passede ind, i det vi lavede lige nu, og kunne gøres på en rolig og stressfri måde. Vi har ladet dem prøve at sidde mere på toilettet selv, fra de var et lidt under halvt år gamle og kunne sidde selv. Ikke hver dag eller efter et fast skema, men jævnligt og i det omfang de selv syntes, at det var sjovt.

Når børnene er klar…

Vi har vurderet, at børnene var klar, når de selv gerne ville af med bleen (to af børnene fandt vi ofte uden ble på fordi de selv havde taget den af) og gerne ville gå på toilettet. Når vi har besluttet os for at prøve med pottetræningen, har vi ladet dem være blefri hele dagen, på nær når de skulle sove eller transporteres i autostol, vikle eller barnevogn. De første to dage har der været en del våde uheld, men fra tredjedagen har der som regel højst været to uheld om dagen. Og de fleste dage har været helt uden uheld. Vi har ladet dem være blefri om natten når bleerne var tørre om morgenen. Det har taget et år for et barn og en uge for et andet.

Ingen belønninger

Vi hverken vrisser ved uheld eller belønner for at gå på toilettet. Vi har især de første to dage set tisse-uheld som en naturlig og god måde at opdage, at bleen er væk på. Til gengæld synes vi meget gerne, at det må gøres ekstra hyggeligt, at gå på toilettet. På hvert badeværelse har vi en lille stak bøger, som børnene godt kan lide. Dem læser vi af for at gøre det lidt ekstra hyggeligt. Vi har også haft nogle duplo-klodser og en dukke boende på badeværelset. Og nogle gange har børnene fået en lille snack, før vi gik derud. Et af vores børn ville også gerne have klistermærker, ligesom de havde på toilettet i hendes vuggestue. Klistermærkerne var bare en hyggelig legeting, ikke en belønning.

Og ingen skemaer..

Vi har ikke haft faste skemaer, men primært ladet dem selv styre, hvornår det var tid til at gå på toilettet. Nogle gange har vi også selv foreslået det, men vi har altid respekteret et nej. I starten er børnene som regel gået på toilettet med 1/2 – 2 timers mellemrum.

Hvorfor overhovedet pottetræne tidligt?

Det er selvfølgelig et helt naturligt sprøgsmål. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at det vil passe alle børn, at blive blefri når de er halvandet. Der er i det hele taget irriterende få ting ved børn og babyer, som man kan sætte på former og skemaer. Men grunden til at vi har prøvet så tidligt, har været helt enkel… Vi har ment at vores børn var klar. Derudover er hverken engangsbleer eller stofbleer i bund og grund helt vildt komfortable. Nogle er bedre end andre – helt sikkert. Men det er noget man bruger, indtil det ikke længere er nødvendigt. Selv de smukke, lækre, bløde, økologiske, bæredygtige stofbleer. Fik jeg nævnt, at jeg kommer til at savne dem lidt? Men der er bare mere behageligt for både børn og voksne hvis man helt kan undvære. Og så har jeg med alle tre børn kunne mærke hvordan deres selvtillid er eksploderet i det øjeblik, de selv har kunne gå på toilettet. Der er bare en eller anden basal stolthed og glæde ved at kende og kunne reagere på sin egen krop. Så hvorfor ikke?

Søvnmangel og childism

Vikle søvn børn søvnbehov childism samsovningSøvn, eller manglen på samme, kan lige pludselig fylde helt enormt, når man bliver forældre. Vores børn sover som regel meget voksen-venligt. Altså mest om natten og uden for mange opvågninger. Og når de endelig ikke har verdens nemmeste søvn, har vi heldigvis mulighed for nemt at indrette vores dag efter det. Derfor har søvn længe ikke fyldt det store for mig.

Lige indtil vi tog på sommerhusferie med mine svigerforældre.

I et lillebitte sommerhus, med køjesenge i stedet for samsovningsseng.

Og med mange mennsker, hvis søvn gerne skulle foregå nogenlunde i takt.

Så vores yngste begyndte at feste igennem.

Imellem klokken 1 og 3.

Eller 1 og 5.

For variationens skyld.

Det ødelagde ikke ferien.

Men det fik mig også til at google en lang række desperate nødråb i “hjælp mit barn sover ikke”-kategorien.

Det forringede til gengæld min livskvalitet en lille smule.

Status-søvn

Mit første stop i de lange søvnløse nætter, var selvfølgelig ikke Google. Jeg scrollede naturligvis lidt igennem Facebook og Instagram. Nogle vil måske mene, at jeg babyspammer lidt på Instagram. Og det vil “nogen” sådan set have helt ret i. Men jeg er en hjemmegående pædagogik-nørd. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker at se og læse om familieliv. Eller møde forskellige tilgange til forældreskabet. Og det kan Facebook og Instagram altså.

Mange af billederne på Instagram er hverdagsglimt fyldt med latter og larm. Andre er lidt mere opstillede portrætter. Især af helt små babyer, der ligger på et tæppe med et kort. Milestenskort hedder de. Søde små kort, med finurlige kruseduller, og en lille tekst om, at Feodora-Kathrine har lært at kravle eller gå. Vigtige milepæle, som vi allesammen godt kan lide at blære os lidt med på de sociale medier. Jeg synes i hvert fald, at det kan være meget hyggeligt. Men det er jo ikke kun hygge. Billederne er også med til at forme os. Til at sætte en standard og et ideal, som dem der ser billederne kan spejle sig i.

Da jeg klokken halv fire om morgenen sad og scrollede igennem Instagram, lod alle kortene til at handle om søvn. Om at babyerne nu sov på eget værelse, ikke vågnede om natten eller ikke længere sov med sut. Et par dage efter viste en af de fantastiske profiler, jeg følger en række milestenskort om babysøvn frem. De var åbenbart en del af Babysams gratispakke til forældre. Der stod:

I nat har jeg sovet i min egen seng for første gang…

I nat har jeg sovet på mit eget værelse for første gang…

I dag har jeg sovet i min barnevogn for første gang!

Det var ikke ligefrem opmuntrende læsning. Ikke fordi, der i sig selv er noget i vejen med, at være glad for en nats uafbrudt søvn eller en god lur i barnevognen. Vi er alle sammen forskellige, og netop den type søvn virker sikkert fint for nogle familier. Men når alle kortene udelukkende fokuserer på den nemme, adskilte, selvstændige børnesøvn, skaber det en fortælling om, at det er den rigtige måde for børn at sove på.

Det er den status-søvn, man kan tillade sig at blære sig med.

Det er den søvn, man som det naturligste må forvente, ligesom man forventer at barnet begynder at kravle og gå.

Så jeg blev usikker.

Og fandt Google frem.

Vores søvnbehov

Set i bakspejlet, var det nok ikke smart at google “Børns søvnbehov” klokken halv tre om natten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg havde forventet at finde. Jeg fandt skemaer. Firkantede skemaer over søvn og bunkevis af tilhørende firkantede råd om, hvordan børn puttes bedst muligt. Hvilket alle kilderne lod til at være helt enige om, var med mindst mulig kontakt med deres forældre.

Forældre der endelig skal vende ansigtet væk.

Forældre der endelig skal trøste med mindst mulig berøring.

Forældre der endelig ikke må snakke med barnet.

Jeg kiggede ned på min datter, der prøvede at stable Totte-bøger sammen til en stol. Og hen på hendes storesøstre, der sov få centimeter væk fra hende. Da jeg blev mor for første gang, blev jeg også mødt at de råd. Dengang blev jeg overvældet af en følelse af forkerthed, fordi vores datter ikke sov “nok”. Og i øvrigt vågnede efter 20 minutter, hvis ikke jeg eller hendes far var i nærheden. Følelsen af forkerthed over ikke at kunne putte mit barn, så hun kunne sove efter tabellerne, lurede i mørket.

Burde jeg virkelig bare gøre mig kold og hård?

Vende ansigtet væk og insistere på søvn?

Selvom det hverken var det jeg eller mit barn havde lyst til?

Okay, selve søvnen havde jeg lyst til. Men kampen, hårdheden, følelsen af at bulldoze hendes behov. Vel vidende at jeg lige så godt kunne udskyde min egen søvn en tid endnu. Det havde jeg virkelig ikke lyst til.

I et anfald af overtræthed googlede jeg “voksne søvn” i stedet. Og straks blev jeg mødt af den kærlige, afslappede tilgang, jeg havde savnet. Der var pludselig plads til, at alle er forskellige. Og at søvnbehov kan variere. Der var anerkendelse af, at vaner kan være genstridige. Men at selv irriterende vaner har det med føje sig med tiden. Og der var stribevis af gode råd til at få bedre søvn. Særligt et gik igen:

Læg dig først til at sove, når du er træt.

Det var lige det, jeg havde brug for at høre, da min 1-årige opgav at bygge sit Totte-tårn og i stedet fandt på at stoppe forskellige penalhus-løsdele ned i legetøjsbilen. For hvor indlysende det end lyder, giver det selvfølgelig ikke mening at putte et lysvågent barn. Heller ikke selvom klokken nærmer sig 3 om natten, og man virkelig har lyst til at tage på vandretur dagen efter. Så jeg lagde telefonen væk og fandt en god bog frem i stedet.

Childism: Er voksnes behov vigtigere end børns?

Næste morgen gnavede nattens google-søgning stadig i baghovedet på mig. Ikke med følelsen af nederlag som jeg ellers kendte, fra de søvnløse nætter jeg havde delt med min førstefødte. Dengang brændte følelsen af at have fejlet, af at være forkert, længe efter sådan en nat. Jeg ville ligefrem prøve at dække over, hvor dårligt min datter og jeg sov. Det var lidt pinligt. Et tegn på at jeg ikke mestrede moderskabet godt nok.

Men denne gang mærkede jeg også en anden følelse.

Jeg blev gal.

Gal over at jeg som voksen blev mødt af kærlige, forstående råd om søvn. Men at rådene rettet mod min datters søvn var anderledes hårde og firkantede. Forskellen på de råd, der tilbydes søvnløse børn og voksne var virkelig slående. Når voksne ikke kan sove fremhæves det, at man først skal lægge sig til at sove, når man er træt. Man skal mærke efter, og lade det tage den tid det tager at etablere en god døgnrytme. Når børn ikke kan sove er rådene derimod, at man helt overhører barnets naturlige træthed. Det betragtes som irrelevant, eller i bedste fald ikke afgørende. I stedet den gode børnesøvn alle steder fremhævet som den adskilte, forudsigelige, lange, uafbrudte børnesøvn. Den søvn der er nemmest for den voksne.

Men jeg kender meget få småbørn, der bare lige sover sådan. Nogle gør. Mit mellemste barn er heldigvis ofte en af dem. Hun kan stadig sove, stort set når som helst og hvor som helst, time efter time. Men så er der alle dem, der ikke gør. Der skal mødes af frustrerede forældre, firkantede søvnråd og en kulturel forventning om, at børn bare sover. En fælles forventning der nok godt kunne bruge en portion childism-refleksion.

Childism kan, som alle de bedste ord, defineres på forskellige måder. Men childism bygger på den helt basale idé, at børn skal respekteres som mennesker. At børn og voksne på trods af forskelle i størrelse, erfaring, behov og magtfordeling er lige meget værd. Og at børns perspektiver og opfattelser af livets forskellige situationer, derfor er lige så betydningsfulde som de voksnes.

Hvis man skulle lave milestenskort ud fra mine børns livsopfattelse, tror jeg ikke, at de ville ligne dem, der bliver lavet i dag. Jeg tror, de ville mangle kort, der sagde:

I nat var jeg tryg, hver gang jeg vågnede.

I aftes kunne jeg selv mærke, hvornår det var tid til at sove.

I nat lå jeg i ske, med dem jeg elsker højest!
Men det ligger langt fra den slags status-søvn, som vi normalt føler, at vi kan tillade os at “blære os” lidt med. Alligevel virker de helt selvindlysende, som definitioner på god søvn. Selvfølgelig er det også vigtigt for børns trivsel, at de får sovet nok.

Men er det antal timer barnet har sovet om natten den bedste indikator på en god nattesøvn?

Noget der skal fremhæves før tryghed, hygge og glæde ved at sove?

Noget der skal insisteres på, i stedet for at lære barnet at mærke efter og lære sit eget søvnbehov at kende?

Jeg tror ikke, at det er sådan de fleste børn vil opfatte en god nats søvn. Og deres opfattelser er vigtige. Ikke fordi voksnes behov ikke skal prioriteres. Det kan være utrolig hårdt at have børn, og alle i familien skal selvfølgelig have det godt. Men jeg kan trods alt heldigvis håndtere træthed og frustration en del bedre end min 1-årige.

Ikke at det normalt er nødvendigt. Når vi sover derhjemme, kan vi bedre indrette søvnen efter vores børns behov. Vi putter dem, når de er trætte, i stedet for at kigge på uret. Vi sover sammen i én stor seng, eller putter den mindste i viklen. Og vi overøser dem med nærhed, lige til de falder i søvn. Det harmonerer ikke særlig godt med mange eksperters råd om søvnskemaer og forbud mod øjenkontakt. Men det er som regel sådan vi bedst møder både børnenes behov for tryghed og de voksnes behov for nattero.

Hvordan sover I bedst?

Opskrift: Virkelig nem modellervoks

Vi laver altid vores egen modellervoks. Naturligvis. Det er en del af optagelsesritualet i speltmødrenes knap-så-hemmelige klub. Det er en opskrift, som jeg fik for mange år siden og sidenhen har rettet til. Vi har prøvet flere forskellige opskrifter, men jeg synes, at de alle sammen er frygteligt besværlige. Jeg har bare ikke motorik til at få rørt en modellervoks uklumpet i en varm gryde. Ikke med to børn som hjælpere og et tredje på armen. Og en holdbarhed på få uger i køleskab, ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal stille op med…

Så vi vender altid tilbage til den samme modellervoks. Den er nemlig nem, hurtig og rigtig sjov at lege med… Den kan også holde flere måneder i et lukket glas. Og selvom den nok indeholder for meget salt til, at jeg kan anbefale den som morgenmad, består den faktisk udelukkende af spiselige ingredienser… Og det er altså meget rart, at det ikke er en færdigkøbt kemibombe, som børnene i timevis sidder og nusser med. Så her kommer en meget stor, og rigtig nem, opskrift på modellervoks:

Opskrift på hjemmelavet modellervoks

Tidsforbrug: Ca. 5 minutter

Ingredienser:

1 liter mel
4 dl fint salt
30 gram citronsyre (1 brev) eller vinsyre
1 dl olie
Ca 1 liter kogende vand
Evt frugtfarve

Sådan gør du:

De tørre ingredienser blandes. Vi blander modellervoksdejen i vores køkkenmaskine, men alt kan bruges.

Så tilsættes olie og kogende vand. Hold igen med vandet til det får den ønskede konsistens, mel suger altid lidt forskelligt.

Del modellervoksen op og tilsæt frugtfarve/konditorfarve. Vi laver som regel to farver, der med fordel kan blandes sammen, fx rød og blå.

Rør dejen igennem og ælt den til sidst, evt. med handsker i starten…

 

Den færdige modellervoks er klar til leg så snart frugtfarven er godt fordelt. Den opbevares i en lufttæt beholder og kan som regel holde sig i månedsvis ved stuetemperatur. Madrester, børnefingre og babysavl har dog vist sig at kunne forkorte holdbarheden.

 

Variationer:

1. sansevariation: Ekstra blødt modellervoks

Børnene vil nogle gange gerne have ekstra blød modellervoks, a la det man kan købe til deres Soft ice-modellervoks-maskine. Det laver vi på helt samme måde som normalt, men med dobbelt så meget olie. Til sidst tilsætter vi kogende vand til konsistensen er ekstra blød.

 

2. sansevariation: Duftende modellervoks

Jeg kan godt lide duften af modellervoksen. Jeg synes, at alt det salt dufter lidt af strand og popcorn. Men børnene synes nogle gange, at det er sjovt, når vi tilsætter mandelessens eller pebermyntedråber til modellervoksen.

 

3. sansevariation: Glimmermodellervoks

Glimmer kan man aldrig få nok af, hvis du spørger min 5-årige. Det synes jeg måske godt, at man kan, men en gang imellem blander vi alligevel glimmer i en lille del af modellervoksen. Der skal en hel del til, men det giver et ret flot resultat, der dog godt kan efterlade lidt glimmerstøv på bordet. Det kan derfor være en ekstra god idé at overveje bæredygtigt glimmer uden mikroplast.

 

4. sansevariation: Konfettimodellervoks

Andre gange har vi tilføjet en masse perler i forskellige størrelser, som åbenbart ligner konfetti lidt, og som i hvert fald er ret sjovt at røre ved. Både glimmer og konfetti holder vi dog lidt igen med for tiden, for ikke at mindstemusen skal komme galt af sted.

 

5. sansevariation: Regnbuemodellervoks

Som regel laver vi kun to farver, der kan blandes til en tredje. Men nogle gange er det altså også sjovt at lave hele regnbuen – blå, turkis, grøn, lysegrøn, gul, orange, rød, pink, lilla, brun og ufarvet. Det bliver ret hurtigt til lilla-grå-brunt det hele, men så har man heldigvis rigeligt af lige netop dén elefantfarvede nuance. Og hvem kan ikke lide elefanter?

Jeg vil ikke have flere pædagoger

Hjemmepassede børnHar du set dokumentaren på TV2?

Ellers kan du se den her. Jeg har set den. Ligesom jeg også så den sidste. Hvor jeg havde en reaktion, der minder meget om den jeg har denne gang. Af frustration og afmagt. Alligevel er jeg taknemmelig. For jeg håber, at dokumentarer som de her kan styrke en debat, om det børneliv vi byder vores allermest dyrebare, små samfundsborgere.

Det er ikke en enlig svale

Jeg har været i en del vuggestuer, børnehaver og dagplejer.

Som barn, som pædagogmedhjælper, som studerende, som nabo, som feltforsker og som mor.

Og selvom institutionerne har været fyldt med dygtige og kærlige voksne, mener jeg ikke, at de situationer, man kan se i dokumentaren, er ekstreme eller unikke. Langt fra.

Børn der græder i timevis under indkøring, uden at blive tilstrækkeligt trøstet.

Børn der gentagne gange slår sig, bliver slået eller bliver drillet, uden at blive trøstet.

Børn der slår, driller eller tager de andres ting, uden at de voksne snakker med dem om problemet.

Børn der trækker sig. Bliver apatiske. Gemmer sig. Eller holder op med at opsøge de voksne, når de har brug for hjælp.

Voksne der taler hårdt til børn, gør grin med dem, taler sarkastisk til dem eller helt ignorerer deres forsøg på kontakt.

Jeg har set næsten alle de situationer i samtlige af de institutioner, jeg har besøgt. Måske ikke i samme udstrækning – det kan jeg selvfølgelig ikke vurdere ud fra en dokumentarfilm, som jeg ikke selv har været med til at klippe. Men situationerne i sig selv har jeg set mange gange. Ikke kun i særligt udsatte institutioner, eller institutioner under tilsyn, vel og mærke. Ikke kun i Københavnske institutioner heller. I gode, velrenommerede institutioner fordelt over land og by.

Ikke hver dag og ikke hele tiden. Selvfølgelig er der også dejlige øjeblikke. Og dejlige og dygtige pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagogiske assistenter. Engagerede og kærlige voksne, der hver dag yder en stor indsats. Men jeg mener også, at der er reelle problemer. Og det er bare ikke godt nok.

Det er ikke godt nok, at man som forælder (og barn!) bare må håbe på at ende i en af de gode institutioner. En af dem hvor der er færre dårlige episoder. Eller håbe på at den gode pædagog er på arbejde i dag. Pædagogen der formår at skabe tryghed og nærvær, trods elendige forhold og en kultur der umuliggør gennemsigtighed. En del af problemet skyldes givetvis, at vores institutioner er for udsultede. At der år for år er kommet mere papirarbejde og færre pædagoger. Men minimumsnormeringerne er virkelig ikke særligt ambitiøse. Og flere voksne kan ikke løse problemet alene. Det er heller ikke nok at øge antallet af kontrolbesøg. Det er symptombehandling: Nødvendigt, men ikke nok.

Parallelle verdener

Jeg mener, at det altoverskyggende problem ligger i den familie- og arbejdskultur, som vi har skabt i løbet af de sidste to generationer. En kultur hvor vi sideløbende med, at vi har sparret voldsomt på institutionerne, har gjort arbejde til en af de tydeligste moralske markører. Også for småbørnsforældre.

Det er derfor en kultur, hvor stort set alle forældre går på arbejde. Hvor der ikke er mange muligheder for at udskyde institutionsstart. Eller for helt at droppe institutionerne. Hvor man ikke kan blive hjemme på barnets 3. sygedag. Eller fordi barnet er trist, har en løbende næse, er træt efter en dårlig nat eller bare har brug for at tilbringe dagen sammen med sin mor eller far. En kultur hvor arbejdslivet kommer i første række.

Men når begge forældre SKAL arbejde, også mens vores børn er helt små, skaber vi en kultur, hvor institutionerne er dømt til at mislykkes.

For når man skaber en kultur, hvor institutioner er nødvendige, så kan man ikke længere gøre status over, om barnet rent faktisk trives med at gå i institution. Så hvis Josefine mistrives, forsøger hendes forældre og pædagoger at finde roden til hendes trivselsproblemer udenfor institutionen. Måske amningen giver Josefine en for stærk tilknytning til hendes mor. Måske er far for langsom til at sige farvel til hende om morgenen. Måske mormor giver hende for mange hyggelige fridage. Måske det er Josefine, der er forkert – for uselvstændig eller umoden – og skal rettes til. Men konklusionen på trivselsmøder bliver aldrig, at institutionen ikke er god nok til at rumme Josefine. Eller at Josefine bare ville trives bedre derhjemme. Det er helt utænkeligt. For institutionen er jo nødvendig. Den står ikke til diskussion.

Når institutionen ikke længere står til diskusion, kan man ikke længere være helt ærlig med hvordan institutionsdagen er gået. Gennemsigtigheden svinder ind. Og så opbygger man to parallelverdener – livet i og udenfor daginstitutionen.

I institutionen bliver læringsmål, skovture og planlagte pædagogiske aktiviteter fotograferet, beskrevet og offentliggjort udenfor institutionen – til forældrene.

Det der typisk foregår mellem 9 og 12, hvor normeringen er bedst.

Det der bedst stemmer overens med målsætningerne på institutionens egen hjemmeside.

Og så er der alt det andet.

De stressede morgener. De pressede eftermiddage. Dagene med mange vikarer. Perioderne med indkøring af nye børn. Ugerne hvor de faste voksne er på kursus eller ferie. Overgangen hvor de nyansatte skal finde sig helt på plads. Det efterår hvor én gik på barsel, én fik bøvl med ryggen, én blev ramt af alvorlig sygdom og tre gik ned med stress. Den tid hvor to af vuggestuebørnene ikke ville sove i takt med de andre, og de voksnes pauseplan derfor faldt helt til jorden.

Alle de tidspunkter hvor manglende overskud, manglende tid og manglende hænder, har alt for stor indflydelse på, hvordan man kan møde børnene. Hvor man ikke har tid til at se børnene, som man egentlig gerne ville. Til at give nok omsorg. Til at arbejde langsigtet og ikke bare brandslukke. Til at inddrage børnene i alt fra gøremål til diskussioner. Og til at diskutere børnesyn, konfliktløsning, trøst og pædagogiske tilgange med sine kollegaer. Til at sige fra overfor sine kollegaer eller give dem en pause, hvis de ikke formår at rumme børnene ordenligt. Til at leve op til hjemmesidens idealer.

Alt det der efter et stykke tid bliver hverdag.

Alt det man ikke fortæller forældrene om.

For ugennemsigtige, selvfølgelige institutioner har det med at udvikle sig. Med at udvikle en usagt kultur, hvor problemerne pakkes væk. Det er en kultur, man som forælder kan have umådelig svært ved at få bare et lille indblik i. Og jeg vil mene, at det i langt de fleste institutioner er en kultur, som meget få forældre ville synes, er god nok.

Er flere pædagoger ikke svaret?

Jeg mener, at daginstitutionerne har brug for et gevaldigt kvalitetsløft. Og jeg mener, at de bedst kan få det, hvis flere begynder at hjemmepasse eller forlænger deres barsel. Vi har en fantastisk pædagog-uddannelse i Danmark, der langt overgår dem, man kan se i andre lande. Men vi har ikke brug for at uddanne flere pædagoger. Vi har brug for at uddanne færre. Vi har brug for, at det kun er de allermest engagerede og de allermest børne-kloge mennesker, der kan uddanne sig til pædagoger eller få arbejde i daginstitutionerne. Men det kræver samtidig, at vi giver pædagogerne langt bedre arbejdsforhold, end det er tilfældet i dag. Arbejdsforhold hvor de kan bruge deres uddannelse i stedet for bare at brandslukke. Hele dagen. 

Heldigvis er der to måder at forbedre normeringerne på: Flere voksne eller færre børn.

Jeg mener, at den sidste løsning er den bedste.

Hvis vi vil tilbyde vores børn en hverdag, vi kan være dem bekendt. At det bliver muligt at hjemmepasse sit barn, selvom man ikke har mulighed for at lægge sin privatøkonomi helt om. Det ville det, hvis vi lod pengene følge barnet. Hvis vi gav det samme tilskud til børn, der blev passet i

I dag tilbyder nogle kommuner tilskud til pasning af eget barn. Ét problem er, at tilskudet langt fra er landsdækkende. Og at det er begrænset til et enkelt år. Og at det som regel kun udgør en brøkdel af det tilskud daginstitutionen ellers ville modtage for at passe barnet – og ligger langt under den laveste sats for barselsdagpenge. Et andet problem er, at arbejdsmarkedet langt fra er fleksibelt nok. Hjemmepassere må ikke arbejde samtidig med, at de modtager tilskudet. Heller ikke om aftenen eller i weekenden, og er dermed dårligere stillet end en dagplejer, der passer andres børn. De risikerer samtidig at miste deres ret til dagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge. Og mulighederne for at spare op til pension som privatperson er mildest talt horrible.

Dermed bliver hjemmepasning forbeholdt de få. De allerrigeste. Og de heldige få der, som jeg, ikke har fået sat sig alt for dyrt. Og gerne også har øvelse i at leve på en sten.

Men vi har desperat brug for, at børn og forældre der ikke trives med institutionaliseringen kan sige nej tak. Når børn i institutionerne bliver kede af det, kalder de ikke på flere pædagoger. De kalder på deres mor og far. Og jeg synes, at vi som samfund skylder dem at lytte til dem. At give de børn der ikke trives i institutionerne muligheden for at komme hjem.

Bedre muligheder for hjemmepasning handler ikke bare om, at nogle af os speltmødre, hygger os hjemme ved kålgryderne. Det handler om et opgør med en adskillelseskultur, hvor der ikke er noget alternativ til institutionen. Hvor hjemmepasning mistænkeligøres og nedgøres. Hvor arbejde uden for hjemmet er identitetsbærende og en moralsk pligt. Og hvor institutionen derfor bliver ophævet til en nødvendig del af børnelivet.

Det er både skadeligt for de familier, der ønsker pasning i institutionerne og for dem, der hellere vil passe selv.

I dag har daginstitutionerne stort set monopol på pasningen af vores børn. Måske det er i monopolet, at problemerne starter?

Stress, hygge og fødselsdagsboller

Vi har holdt børnefødselsdagsfest for Ella, der fylder 5 år i morgen. 5 år! Det betyder, at hun mere eller mindre er ved at overhale mig. Sådan føles det i hvert fald. Det kommer på en eller anden måde bag på mig hvert år, hvor store mine børn bliver. Det betyder også, at det er over 5 år siden, at jeg fik en stressreaktion for første gang. Der lå Ella nemlig stadig inde i min mave.

Stressen kigger stadig frem en gang i mellem. Selvom det er gået gevaldigt fremad, efter jeg er begyndt at gå hjemme. Og det er jo egentlig ikke fordi, at livet som hjemmegående hjemmepasser er et langt, afslappende spa-ophold. Der er rigeligt med ting, der skal klares, konflikter der skal løses og situationer, der bliver stressende. Alligevel har jeg det bedre nu, end jeg har haft det i flere år. Det virker rigtigt, at leve livet som vi gør det lige nu. Med morgenboller, mandagstaknemmelighed og mor-pletter på ærmerne. Også de dage hvor det føles ensomt at gå hjemme. Eller hvor vi på uheldig vis alle får det forkerte ben ud af sengen, og aldrig får dagen helt på rette kurs. Eller hvor ukrudtet står højt i forhaven, opvasken står højt i køkkenet og vasketøjet står højt i kælderen, mens børnene har brug for ekstra omsorg og nærvær. Selv da føles det godt og rigtigt. For det er ikke problemer, der er opstået efter, jeg begyndte at gå hjemme. Ensomme dage, Tycho Brahe-dage og vi-er-kommet-bagud-med-det-hele-dage er en del af livet. Og selv de er bedre nu, hvor jeg deler mere af min tid med børnene. Sjovere, kærligere og hyggeligere. Mere meningsfulde, mindre stressede.

Alligevel kigger den frem en gang imellem. Stressen. Med sin ækle klamme hånd, prikker den mig på skulderen, og siger stop fra tid til anden. Den siger det først ret stilfærdigt. Diskret, næsten. Med en prikkende, sovende, fornemmelse i tæer og fingerspidser. Det sker bare altid, når jeg virkelig ikke har lyst til at stoppe op. Når jeg igen har bildt mig selv ind, at jeg ikke KAN stoppe. Ikke lige nu i hvert fald. Ikke før jeg har klaret 87 virkelig vigtige (i virkeligheden helt unødvendige) punkter på én lang to-do-liste. Men uanset hvor lang min to-do-liste er, når jeg aldrig igennem. Ikke før stressen siger fra igen. Højere. Med hovedpine der kommer jagende op fra nakken, følelsesløse fødder der snubler over selv de laveste dørtrin og en forvirret, stakkels hjerne, der bliver ved med at glemme de samme ting igen og igen. Først dér stopper jeg.

Det er reelt set et fremskridt. Tidligere var jeg bare blevet ved. Til hele stressuppedasen blev permanent. Til jeg havde glemt, hvordan det føltes at have hænder, der ikke sov. Til jeg ikke længere var sikker på, hvem jeg var, og hvad jeg ville. På hvad der var meningsfuldt for mig her i livet.

Der kommer jeg ikke længere ud. Men jeg kommer stadig for langt derhen af.

Det gjorde jeg også i dag.

Ella havde inviteret sine bedste venner hjem til fødselsdagsfest. Hun går jo ikke i børnehave længere, så hun havde selv valgt, hvem der skulle inviteres. Hendes legestue. Nogle venner fra hendes gamle børnehave. Og en lillesøster til en dreng i PePes klasse. Og alle de mødre fædre og søskende, der også ville med. Selvfølgelig. Det var en rigtig hyggelig fest. Med sol i haven, børn der legede og voksne der snakkede med lune kopper i hænderne. Den havde været mindst lige så hyggelig, hvis jeg kun havde bagt én slags boller. Eller hvis jeg ikke havde vasket gulv i hele huset. Eller hvis jeg ikke havde besluttet mig for at omrokere på børneværelserne to dage før. Det er faktisk uhyre sjældent hørt, at en 4-5-årig pige beklager sig over, at bagværket ikke var mere varieret, gulvene ikke mere hvidpigmenterede eller børneværelserne mere minimalistiske. Fødselsdag eller ej.

Lige nu sidder jeg i vores store samsovningsseng og skriver. Omgivet af småsnorkende børn og en helt fantastisk mand. Vi er jeg blevet færdige med at se et afsnit af en fjollet komedieserie. Og om lidt skal vi se et til, før vi skal følge lidt med i valgkampen. Og jeg føler mig bare heldig. Heldig over at have en mand som ham. Heldig over at have en mor, der bare kom forbi for at lege med sine børnebørn hele formiddagen. Heldig over at have sådan nogle søde mennesker til en helt almindelig børnefødselsdag. Og mest af alt heldig over at være mor til sådan nogle søde små mennesker, der bare bliver ved med at gro og gro. Det gør jeg også. Gror altså. Jeg øver mig stadig. I at skære væk og vælge fra. I at lave en to-do-liste med 87 punkter og slette de 80 igen. Måske det lykkes næste gang.