Opskrift: Tøm-skabet-boller

10 sommer-sanselege

Børnene og jeg elsker sanselege. Og jeg elsker dem faktisk lidt højere her i sommervarmen, hvor de mere våde, klistrede og smeltende lege kan rykke ud på havebordet. Det er bare skønt at se børnene udforske materialerne helt frit. Og det bliver altså lidt mere frit, når jeg ikke føler trang til at minde dem om, at fingermalingen er nemmere at få af voksdug end af sofastoffet. For den er allernemmest bare at at lade være i græsset, indtil regnen klarer opgaven. Alle legene er selvfølgelig helt giftfri, så der sker ikke noget ved, at børnene spilder lidt udenfor. Som i de fleste sanselege, kommer følesansen godt i brug. Men sommerens syns- og duft-indtryk fra blomster, blade, græs og vådt sand er også skønne at få med.

Jeg har samlet vores 10 favorit sanselege i sommervarmen, nogle af dem med en ekstra variation eller to. Klik på linket i overskriften, for at se legen beskrevet lidt nærmere.

1. Små Skibe

Noget af det bedste børnene ved, er at lege med vand…. Og der skal faktisk ikke så meget til før det bliver sjovt. En skål eller et fad med vand køler dejligt i varmen, og både små og store kan bruge lang tid på at bygge små skibe af naturmaterialer. Vi er blevet særligt glade for at lave blomsterskibe, ved at fryse vand, blomster og en enkeltpind som mast i fryseren natten over. Hvis man har en rest modellervoks, der har udtjent sin værnepligt, kan man også lave modellervoksskibe, der bliver til dejlig, ulækker slim, når de synker igen.

2. Vinduesmaling

Vinduesmaling

Vinduesmaling behøver ikke at være en “indefra og ud”-leg. Vi maler faktisk helst på ydersiden af vinduerne. Malingen er nem, giftfri og lige til at fjerne igen. Vores får tit lov til at sidde i ugevis, på den side af huset, der er mest i læ for regn. Hvis den har fået lov til at tørre helt ind, fjerner jeg den ved først at tørre vinduet over med en meget våd klud og lade den våde maling sidde et par minutter. Så er det meget nemt at fjerne igen.

3. Frossent sansefad

Et andet hit i sommervarmen er et fad med frossen sansleg. Nora på 6, elsker når der er et tema bag legen, som Frost-fadet med Elsa og Anna. Men tit er det – tema eller ej – bare restefad fyldt med sansematerialer, som jeg har frosset ned, efter vi var færdige med at lege med dem. Du kan få inspiration til, hvilket materialer vi genbruger, lige her.

4. Ismaling

Hvis man skal male om sommeren, kan man vel ligeså godt male med is? Isterningemalingen er hurtigt og enkelt at bakse sammen, og byder på mange sommerdages kølende, sanserig leg.

5. Duftevand

Hvem har ikke lavet rosen-parfume som barn? Min søster og jeg var i hvert fald helt vilde med det. Så vilde, at vores forældre måtte snakke lidt med os om, hvorvidt det var muligt at vente med at plukke roserne, til de var sprunget ud… Det var det ikke altid. Så er du advaret, hvis du skulle fortælle dine børn om blomstervandets fortræffeligheder. Det er i øvrigt også glimrende som heksebryg, til alfebade og som monsterspray. Det kommer helt an på duften.

6. Fingermaling med struktur

Denne her leg kunne man egentlig ligeså godt lege indenfor, men det er alligevel blevet en udeleg herhjemme. Dels fordi et genbrugslærred kan blive rigtig, rigtig stort, og rigtig, rigtig struktureret. Og dels fordi det måske ikke er den maleform, der egner sig bedst til stille kreativitet omkring et bord. Selvom man nok godt kunne… Herhjemme starter det som nydelig maling med pensler, udvikler sig til dejligt sansende fingermaling og ender som regel med, at et barn udbryder “hvad sker der, hvis man hælder al malingen ud og vender billedet på hovedet?” eller noget i den stil. Og sådan nogle idéer må nødvendigvis afprøves!

7. Befri naturen

Det er ikke til at vide, om det er Elsas eller en ond troldmandsmagi, der har fanget alle blomster og blade i isen. Måske det endda er den næste istid. Under alle omstændigheder skal naturen befris, det er jo klart. Om man skal hugge, smadre, smelte eller bare lægge isklumperne i solen er en temperamentssag. Men de fleste løsninger er både sjove og opfindsomme.   

8. Mal med naturen

Naturlig maling

Mal med naturen

I stedet for at befri naturen, kan man jo også bare bruge den til at male med. Hvis man moser, maser og trykker nok, kommer der smukke farver ud af de fleste friske blomster og blade. Eller man kan bruge dem som stempler, og lave sine egne smukke blomster og skove i alverdens farver.

9. Blomsterkunst

Hvis børnene synes, at det er synd at mose blomsterne, kan man også bare plukke blomsterhoveder og bladstumper og arrangere dem som en smuk mosaik. Eller få dem puffet, pustet, rystet eller penslet hen i en bestemt figur.

10. Istidslandskab

Da jeg fik denne her idé, tænkte jeg egentlig på Ice Age-filmene. Dem har mine børn ikke set endnu, men det gjorde ikke legen mindre sjov. Her i sommermånederne har vi faktisk også taget “isbjerget” (=vand frosset i en skål) med ud i sandkassen. Isen smelter langsomt, og sandet går langsomt fra at være flyvsk, til fast og formbart, samtidig med at istidslandskabet ændrer sig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Tøm-skabet-boller