Fri skærm til børnene

At have regler for hvor meget tid børnene bruger på skærm er vel næsten blevet til et adelsmærke blandt forældre. En klassemarkør. En sikker måde at signalere overskud, pædagogisk sans og tjek på tingene. Men hvad hvis man lod være?

Unschooling og skærme

Da vi for 2 år siden tog Nora hjem fra børnehave, begyndte jeg at læse en del om unschooling. Vi unschoolede selvfølgelig ikke, for hun var endnu ikke i skolealderen, men jeg begyndte at blive meget interesseret i det. Der var noget helt fantastisk ved at se hende udforske og undersøge verdenen ud fra sine egne interesser. En livsglæde, som ikke kunne sammenlignes med noget andet. Og hun lærte en masse. Det var ikke til at forudse hvad, men hun lærte hele tiden. Så da vi for et år siden tog PePe hjem fra skole, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle unschoole.

En ret central del af unschooling-tilgangen er, at man følger barnets egne interesser. Uanset om det bringer én forbi romerriget, hip hop, programmering eller amerikanske tv-serier. Det betyder også, at man ikke kan unschoole og have faste regler for hvor meget skærm, man må se. Der vil selvfølgelig være tidspunkter, hvor skærme ikke er en god idé. Men at sætte en fast grænse på 30 minutters daglig skærmtid, er ikke at respektere og følge barnets interesser. Vi har aldrig haft særligt mange regler for skærm. I perioder har vi lidt halvhjertet lagt op til, at det måske ikke var så smart. Kommet med små stikpiller som: “Nu har du vist set meget skærm i dag, er det mon ikke på tide at komme lidt ud?” eller “Skal vi ikke finde på noget, der ikke har med skærm at gøre?”. Men vi har aldrig haft en fast regel. Alligevel var det lidt af en omvæltning for os, at ligestille skærmtid med al anden slags tid. For vi havde jo konstant signaleret til børnene, at skærme egentlig var noget rigtig skidt. Men nu var vi ikke længere så sikre…

Er skærme skidt?

Vi er vant til at snakke om skærme som noget, der er grundlæggende dårligt. Som noget der forringer både vores og vores børns liv, og som vi derfor skal begrænse. Jeg ser ikke skærme som noget grundlæggende dårligt. Det er et materiale på linje med materialer som papir, modellervoks og bomuld. Og det giver lige så meget mening for mig, at have begrænsninger for brug af skærm, som det giver at have begrænsninger for papirtid, modellervokstid eller bomuldstid. Prøv at forestille dig det. At vi afbrød vores datter i at læse en bog med ordene “Så har du vist ikke mere papirtid! Du brugte jo også 20 minutter på at tegne i morges…” De fleste af os ville ikke synes, at det gav særlig meget mening. Men hvis hun derimod havde brugt tid i en tegne-app, for senere at finde en lydbog eller en film frem… Hun ville i begge tilfælde både have udtrykt sig kunstnerisk og nydt at fordybe sig i en fortælling, men læringen med skærm anses ikke for at være lige så god og lærerig.

Jeg bruger selv skærm til mange forskellige ting i løbet af en dag. Typisk til at tjekke vejret, læse nyheder, ringe til min mor, være på instagram, tage billeder og se politiske magasiner og serier. Det samme gælder børnene. De spiller computerspil som Adopt Me, Among Us og Sims. De ser naturprogrammer, engelske youtube-videoer, tegnefilm, ultranyt og børneprogrammer. De spiller matematikspil, tegner, skriver sms’er, hører musik, tager billeder, ringer og laver dansevideoer.

For hverken mig selv eller børnene synes jeg, at det giver mening at klumpe så mange, så forskellige aktiviteter sammen som “skæmtid”. Og for hverken mig eller børnene synes jeg, at tiden foran en skærm dækker over dårlige aktiviteter. Selv tegnefilmene og computerspillene, som ellers er to af de mest udskældte måder at bruge skærm på, indeholder masser af læring. I tegnefilmene først og fremmest om, hvordan man bygger en fortælling op. Om arketyper, temaer, karakterudvikling og spændingskurver. I computerspillene indgår både læsning, engelsk og en hel del matematik. Men derudover er det også bare noget, som de nyder. Og det respekterer jeg.

Skærmafhængighed og skærmglæde

Skærmafhængighed er et ord, der ofte bliver brugt i debatten om børn og skærmtid. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi lever i en kultur, der værdsætter uafhængighed og individualisme så højt… Eller om det bare er fordi at afhængighed giver assosiationer til heroin og kokain… Men at være afhængig er noget af det værste, man kan være. Med jævne mellemrum støder jeg på artikler, der mener, at skærme er afhængighedsskabende. Ofte refererer artiklerne til mere eller mindre lødig forskning, der biokemisk eller adfærdsmæssigt peger på nogle mønstre, der bliver kategoriseret som “afhængighed”. Det samme gælder i øvrigt for meditation. Der har også været et studie, der påviste at børns kropskontakt med deres forældre, var afhængighedsskabende. Mad, latter, sex, motion og kærlighed, er andre eksempler på ting, forskning skulle have påvist, at man kan blive afhængig af. Vi er ikke mange, der helt afholder os fra at grine af den grund. Eller sætter minutter på, hvor meget kropskontakt, vores børn må få om dagen. I stedet ser vi på, om det reelt er et problem, før vi begrænser og problematiserer. Vi har valgt den samme tilgang i forhold til skærm.

Min personlige erfaring med skærm er, at det, ligesom så meget andet, kan blive næsten uimodståeligt, hvis det begrænses eller forbydes. Og hvis man i lang tid har reguleret sine børns skærmforbrug, eller hvad som helst andet, kan man godt opleve, at barnet vil reagere med at “binge” det, der tidligere har været forbudt, indtil barnet er tryg ved, at det ikke bliver taget fra dem igen. En ting er sikkert. Før eller siden kommer der en dag, hvor alle forældre vil opleve, at de ikke længere kan regulere deres børns skærmforbrug af en 20-minutters-regel. Om den dag kommer, når børnene er 8, 13, 15 eller 18 år, kan være forskelligt fra familie til familie. Men den kommer før eller siden. Jeg synes, at vi giver vores børn en gave, ved at lade skærme være en naturlig del af deres liv, i stedet for at ophøje dem til den forbudne frugt. Skærme er ikke forbudte hos os. Og derfor er de heller ikke spændende i sig selv. Nogle dage ligger de urørte hen. Andre dage bliver de brugt flittigt. Men selv på de dage, er de er gode til at mærke efter, og selv sige til, når de har brug for at bevæge sig, eller lyst til at lave noget andet.

Når de bliver brugt, gør vi meget ud af at følge den interesse. At vi ikke har regler for skærmtid, betyder ikke, at vi bruger film og computerspil som en barnepige, der skal underholde børnene, mens vi laver andre ting. Vi tager de ting, som de interesserer sig for på skærmen alvorligt, og støtter dem i deres interesser, ligesom vi gør med gymnastik, dans, maling og klaver. Vi sidder sammen med børnene. Vi sætter os ind i, hvad de spiller og ser. Vi spiller sammen med dem. Vi hjælper dem med det engelske, med matematikken eller med svære ord på dansk. Vi snakker om, analyserer og diskuterer de film, vi ser sammen. Og vi introducerer dem for film, dokumentarer, lydbøger, spil og andet, som vi tror, at de vil synes om. Ligesom vi ville gøre med bøger, brætspil, sport eller musik. Jeg er helt overbevist om, at det på sigt bidrager til et sundt forhold til skærme og teknologi.

Og det er lige netop det, vi giver dem, ved ikke at begrænse deres adgang til skærm: Evnen til selv at træffe gode og sunde beslutninger, fordi vi har givet dem plads til selv at udforske og mærke efter. Og muligheden for at følge deres interesser. Uanset om interesserne involverer at høre en podcast om politik, google neanderthaler eller spille et sjovt spil.