På det seneste er der begyndt at komme flere og flere historier om hjemmeundervisning i medierne. Det er jeg vildt glad for. Jeg synes, at det er vigtigt, at diskutere børnesyn, læring og familieformer. Og jeg synes især, at det er vigtigt, at fortælle historier om forskellige former for familieliv. For det er så svært at træffe aktive valg for sig selv og sin familie, hvis man kun støder på andre, der lever helt som én selv. Det er en af grundende til, at jeg elsker selv at læse fortællinger om andre måder at leve på, og en af grundende til at jeg selv deler ud af vores eget liv, både her og på Instagram. I troen på at vi allesammen får lidt lettere ved at træffe valg – reelle valg – frie, aktive valg – når vi møder historier om folk, der har valgt anderledes end os selv. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke selv havde overvejet at tage mine børn hjem, hvis jeg ikke både havde historier om alt fra hjemmeundervisning og chefjobs, om både mod-adskillelseskultur og au pair-ordninger at referere til. Jeg forstår begge valg, ligesom jeg sagtens kan se fordele, ved at bruge institutioner og skoler. Og det tror jeg har været vigtigt for, at jeg kunne træffe de valg, som jeg har truffet. Vi har som mennesker tit brug for at forstå andres historier for at forstå os selv.

Men der er også en bagside ved de mange interviews, debatter og avisartikler. De ender nemlig tit med at fremstille et meget stereotypt billede af hjemmeundervisning. Og nogle gange et billede der er direkte forkert. Det bliver ikke en ægte historie, hvor de forskellige livsvalg respekteres og tages alvorligt. Uanset om de involverer skole eller ej. Det bliver en “hvem er vinderen”-historie. En “de tror nok, at de er bedre end os”-historie. Og en “men vi ved jo bedre”-historie. Historier hvor der aldrig for alvor er noget på spil, fordi de er så skarpt vinklet, at de aldrig udfordrer de fordomme, som journalisten tydeligvis selv ligger inde med. Hvor de “eksperter” der inddrages, for at udtale sig som om hjemmeundervisning, nok ved en del om det etablerede uddannelsessystem, men aldrig har forsket i, læst om, beskæftiget sig med eller bare mødt en enkelt familie, der hjemmeunderviser. Og så får historierne den modsatte effekt. Så giver de ikke et reelt indblik i andres livsvalg. I stedet opstiller de bare et skævvredet og polariserende blik på en gruppe, der er i massivt mindretal.

Heldigvis behøver jeg jo hverken at brænde inde med mine frustrationer, eller drive min familie til vanviddets rand, ved igen, igen at lukke mine frustrationer ud. Det er jo det, jeg har bloggen til. Til at dele min livshistorie med andre, til at dele tips om alt fra sanselege til stofbleer og til at lukke mine indestængte frustrationer ud. Denne gang primært det sidste! Så nyd min liste over de 10 fordomme om hjemmeunderviste børn, man som hjemmeunderviser ofte mødes med… 

10 fordomme om hjemmeunderviste børn

 

1 Børnene bliver ikke socialiseret

Jo, vi låser trods alt sjældent børnene nede i kælderen uden kontakt til omverden. Men at børn skal socialiseres er muligvis en af mine hadesætninger. Børn er ikke passive objekter, som andre skal gøre noget ved. Børn har brug for at være sociale. Ligesom voksne. Og nogle børn har brug for at være mere sociale end andre. Ligesom voksne. Men jeg mener ikke, at skolen nødvendigvis er det bedste sted at udvikle sociale relationer. Ligesom voksnes arbejdsplads ikke nødvendigvis er det. Man kan være heldig eller uheldig. Finde mange gode venner, tilbringe mange socialt ligegyldige timer sammen, blive udsat for mobning og chikane, eller noget derimellem. For mange vil det nok være noget derimellem. Måske nogle tænker, at hjemmeunderviste børn ikke har så mange sociale relationer, som skolebørn?  Det er ikke tilfældet, for dem jeg kender. De fleste vil nok tværtimod danne flere nye relationer, end et barn der går 10 år i den samme klasse. De fleste hjemmeunderviste børn vil også have mere tid og energi, end mange af deres jævnaldrende, til at opbygge dybe, meningsfulde relationer til venner og familie. Det har for vores vedkommende givet børnene et rigere socialt liv, ikke et fattigere.

2 Børnene bliver egoistiske

Nej. Hjemmeundervisning giver friere vilkår, men ikke et liv uden hensynstagen til andre. Jeg vil vove den påstand, at jeg aldrig har mødt et menneske, der havde brug for institutionelle rammer, for at kunne udvikle sig som et empatisk og sympatisk menneske. Jeg er ikke helt sikker på, hvad fordommen bunder i, men alligevel møder jeg den ret tit… Måske fordi mange skoler er præget af, at børnene skal følge en masse fælles regler, vente længe på tur, bruge timevis på arbejde de ikke nødvendigvis interesserer sig for eller andre behovsudskydende aktiviteter. Men hjemmeunderviste børn deltager også i mange sociale sammenhænge, hvor der er forskellige “regler” for, hvordan man skal opføre sig. Selve det at overholde regler, gør nu ikke særligt mange mere eller mindre egoistiske. Selve det at vise hensyn, stammer primært fra dybe, respektfulde forældre-barn-relationer. Ikke fra relationer til jævnaldrende, der er ligeså uøvede eller biologisk parate som barnet selv til at behovsudskyde til fordel for andre.

3 Børnene bliver isoleret fra resten af samfundet

Nej, lige modsat. Mine børn ser væsentligt mere til resten af samfundet, end hvis de gik hen og spenderede hver dag på den samme skole-matrikel. Min ældste ser på trods af Corona og nedlukning i hvert fald væsentligt mere til resten af samfundet, end hun gjorde, da hun gik i skole. Vi bliver sjældent hjemme en hel dag. Med mindre vi er syge naturligvis. Men det gælder trods alt for de fleste. Børnene går til svømning, gymnastik, akrobatik, springgymnastik og violin. Vi tager ud i naturen, til skov, strand og søer. På biblioteket, på legepladsen, i butikker og på markeder. Ud til legeaftaler, legestuer og hjemmeskolemøder. Hjem til familie og venner. På museum, til teaterstykker, til koncerter og i forskellige zoologiske haver og parker. Hvor børnene møder andre mennesker i mange forskellige aldre og livssituationer. Hvor vi har tid til at snakke med den hjemløse mand, hvis hunde er så søde. Og med den ældre dame i Netto, der så gerne vil fortælle os, at vi skal huske at nyde tiden, mens børnene er små. En af de ting min ældste datter for alvor glædede sig til at kunne, når hun stoppede i skole, var at komme med sin morfar til møder sent om aftenen i hans biavlerforening. Hvor der holdes foredrag og snakkes om kalkyngel og neonikotinoider. Og hvor hendes morfar stadig er “en af de yngre”.

4 Børnene bliver ikke robuste uden den modgang, som de får i skolen

Jo, det gør de netop. Børn bliver robuste af at blive mødt i deres behov og i at få frihed til at udforske og afprøve deres omgivelser. Børn bliver skrøbelige og udsatte af at blive udsat for for meget modgang, som f.eks. mobning, svigt fra omsorgspersoner (herunder svigt pga dårlig normering) eller uddannelsesnederlag. Det er selvfølgelig ikke alle børn, der bliver udsat for den slags modgang og nederlag i skolen. Heldigvis. For der er absolut ingen børn, der har brug for det. Og børn kan sagtens møde “sund modstand” udenfor skolen. Hjemmeundervisning er ikke et liv indpakket i vat.

5 Børnene lærer ikke at indordne sig

Tjo. Nu er vi jo heldigvis et stykke fra kæft-trit-og-retning-generationerne. Men mine børn lærer i endnu højere grad at vise hensyn til andre, end de gjorde før vi tog dem hjem. Til gengæld øver de sig sjældnere i blindt at følge regler. Og de går heller ikke i lige så høj grad på kompromis med deres egne behov, som de gjorde, da de gik i daginstitution og skole. Men det mener jeg kun er sundt. Vi ville ikke byde mange voksne de rigide vilkår for tisse-, spise-, sove-, alene- og jeg-har-bare-brug-for-en-pause-tider, som vi byder vores institutionaliserede børn. Mine børn lærer at kende og reagere på deres behov. Hvilket stress-statistikkerne tyder på, at vi er mange voksne, der har til gode at øve os på. Derudover lærer de helt naturligt også, at vise hensyn til andre. De lærer faktisk nuanceret at afveje deres egne behov i forhold til både venners, familiemedlemmers og ganske fremmedes behov. Hvilket er endnu en færdighed, der i mine øjne er væsentligt mere brugbar, end bare ureflekteret at følge nogle bestemte regler. Med mindre de senere i livet vælger en militær karriere. I så fald må de selvfølgelig indstille sig på en omstilling.

6 Børnene har brug for lærere for at lære

Mja, i skoler. Lærere er helt sikkert bedre end de fleste forældre til at undervise i skoler. Jeg ville personligt nødigt prøve kræfter med at undervise 5-10 forskellige klasser med 20-30 børn i hver. Men selvom der er mange forskellige måder at hjemmeundervise på, så er der ingen af dem, der helt kan sammenlignes med undervisning i skoler. Nogle familier vælger, at forældrene indgår i nogle mere lærer-lignende roller, hvor forældrene underviser børnene i bestemte fag, på bestemte tidspunkter. Hvis man vælger denne model, kan man dække folkeskolens pensum ret hurtigt, let og elegant med 1:1-undervisning. Andre vælger at følge en unschooling eller ikke-skole-tilgang til hjemmeundervisningen, hvor læring ses som en så integreret del af livet, at det ikke giver mening at tale om “skoletid” overfor “fritid” eller om “lærer” overfor “elev”. Vi placerer os i den sidste kategori, og det fungerer ganske udemærket for os.

7 Børnene kan ikke indgå i samfundet

Jo. Når man opdrager sine børn anderledes end de fleste, anderledes end det etablerede, eller bare anderledes end generationen før, så er der selvfølgelig forskel på børnenes og de etablerede samfundsværdier. Sådan nogle forskelle er der imellem de fleste generationer og inden for mange forskellige dele af samfundet. Vores børn vokser op med forståelse for demokrati, retfærdighed, kultur, diskrimination og forskelligheder. Og jeg tror sagtens, at samfundet kan håndtere en håndfuld nysgerrige, dygtige, engagerede, robuste, empatiske børn. Også selvom de har haft en barndom, der på nogle punkter adskiller sig fra de flestes.

8 Børnene lærer ikke det de skal, og får aldrig en uddannelse eller et job

Nja. Det kommer selvfølgelig an på, hvad det er, som “de skal”. Mine børn kommer ikke til at lære præcis det samme, som hvis de gik i folkeskole. Men de kommer forhåbentlig til at lære noget, der er en del vigtigere for dem. Og højst sandsynligt kommer de også til at lære en del mere. Barren, som min egen folkeskole satte, var i hvert fald ikke uoverskueligt høj. Og jeg er sikker på, at de kan blive lige det, de drømmer om. Mulighederne for hjemmeunderviste børn er helt de samme som for skolebørn. Når de har alderen, kan de f.eks. enten tage folkeskolens afgangsprøve eller en optagelsesprøve for at starte på en ungdomsuddannelse, der giver dem adgang til en videregående uddannelse. Der er absolut heller intet, der tyder på, at hjemmeunderviste børn har statistisk dårligere muligheder for at klare job eller videre uddannelse end andre. Tværtimod tyder studier fra USA (der som et af de eneste lande har nok hjemmeunderviste børn til, at man har undersøgt det) på, at hjemmeunderviste børn klarer sig bedre på de parametre.

9 Børnene må savne at gå i skole

Nej. Jeg kender ingen børn, der bliver hjemmeundervist mod deres vilje. Mine egne børn har naturligvis også selv truffet valget. Sammen med os, men som et frit valg vi gennem dialog har forsøgt at give dem de bedste forudsætninger for at tage. Vi har snakket om både fordele og ulemper ved folkeskole, friskole, hjemmeskole og ikke-skole. Og de vil helst lære interessebaseret og til dels projektorienteret, hjemmefra. På en måde der langt hen ad vejen stemmer overens med ikke-skole eller unschooling-filosofien.

10 Børnene har samme hverdag som andre danske børn under skolenedlukningen

Nej, heldigvis. Selvom mange familie nød den ekstra tid sammen, var der for manges vedkommende ikke den store livsglæde i selve undervisningsdelen. De fleste danske børn blev ikke hjemmeundervist under nedlukningen. De blev fjernundervist, isoleret fra omverdenen, uden at hverken de eller deres forældre havde særlig stor indflydelse på indholdet af og rammerne for deres undervisning. Mens mange af deres forældre tilmed måtte arbejde fuldtid under endnu vanskeligere forhold end normalt. Mine børn lærer interessebaseret, helt tilpasset deres individuelle niveau og motivation. De lærer, fordi de ikke kan lade være. Fordi en persons glæde ved et emne, som personen elsker, er smittende. Fordi det er sjovt at opdage helt nye ting, som man ikke anede eksisterede. Fordi det er fedt at blive dygtigere til noget, som man synes er spændende. Og dét er der livsglæde i.