Sundhedsplejersker og høreværn…

Jeg havde besøg af min sundhedsplejerske i går.

Vores sundhedsplejerske er sød. Hun smiler venligt og kommer med “gode” råd. Vi bør få sat et trappegitter op, nu hvor Lille A kravler så hurtigt og snart går. Vi bør give Lille A modermælkserstatning af kop for at sikre, at hun får nok jern. Lille A bør sove bedre om natten, blive ammet mindre, have mere døgnrytme. Vi bør også støvsuge oftere. Og lade hende sove udenfor i en barnevogn. Det er egentlig velmenende råd. Råd der kommer fra en kvinde, der er god til sit arbejde, og som oprigtigt gerne vil hjælpe. Råd som sikkert vil hjælpe de mange.

Det er også råd, som jeg ikke har tænkt mig at følge. Okay, vi skal have sat et trappegitter op. Det har vi længe talt om. Men størstedelen af de råd vi har fået af sundhedsplejersker gennem tiden, har vi ikke fulgt. Det er har været råd om søvn, motorik, mad, familieliv og en blandet pose dårlige ammeråd. Jeg er egentlig ret afklaret omkring ikke at følge rådene. Alligevel bliver jeg lidt gnaven, hver gang vi har fået udstukket en håndfuld nye “gode” råd. For selvom jeg godt ved, at sundhedsplejersken bare er en ganske almindelig kvinde, der har et ganske almindeligt arbejde, som hun kan være mere eller mindre heldig til at udføre på dagen, så kommer den dårlige samvittighed snigende. For måske er sundhedsplejersken i virkeligheden en Mary Poppins med evigt sande råd som sin hemmelige superkraft? Jeg er imidlertid ret sikker på at det ikke er tilfældet, men hvis nu…

• Det giver ikke mening for mig at amme på ét bryst om dagen for at undgå brystbetændelse. Det virker lige omvendt, prøv ikke rådet af derhjemme.
• Det giver ikke mening for mig at søvntræne mit barn til at blive puttet uden at blive ammet. Hun skal slet ikke falde i søvn skrigende i en lift, uanset hvor meget sundhedsplejersken vugger den fra sidde til sidde, mens barnet udvikler Shaken Baby Syndrome. Hun må gerne falde i søvn mæt af sundhed og tryghed.
• Det giver ikke mening for mig at træne mine børn til at sove alene. De har ikke behov for at være alene endnu. De skal nok sige til, når de har. Og vi har aldrig sovet så godt eller uforstyrret som efter vi begyndte med samsovning.
• Det giver ikke mening for mig at presse mit barn til at sove, spise eller lege efter en fast rytme. Specielt ikke når hun ikke skal starte i vuggestue. Det er faktisk rart, at vi kan tage dagene, som de kommer.
• Det giver ikke mening for mig at pumpe mælk ud, for at se hvor meget mælk jeg har efter en amning. Jeg er ikke en halvtom mælkekarton, og det er simpelthen ikke sådan, amning fungerer.
• Det giver ikke mening for mig, at give et barn der er glad, trives og tager på modermælkserstatning. Der er mange andre måder at sørge for, at hun får den ernæring hun har brug for.
• Det giver ikke mening for mig at træne mit barn til at sove i barnevogn. Hvis hun gerne vil sidde i eller sove i en barnevogn, er det fint. Hvis hun ikke vil, så skal hun da bestemt ikke det. Det er egentlig et lidt tosset påfund at trille sin baby rundt i kasse på hjul, når man tænker over det. Jeg kan godt forstå at nogle børn er lidt mistroiske.
• Det giver ikke mening for mig, at presse mit barn til at spise mere mad, end hun er klar til. Hun er stadig kun en baby på 8 måneder, og hun må gerne blive friammet af mig flere gange i løbet af dagen. Hvis hun skulle passes ude, fra hun var 8-10-12 måneder, ville det være en anden sag. Men det skal hun nu engang ikke, og så er det da rablende kuk, at gå rundt og lege at hun skal. Især når legen hedder væk en træt baby, fodr en mæt baby og put en vågen baby. Der er ingen, der gider at lege den leg!
• Det giver ikke mening for mig at sende min 4-årige i børnehave 5 dage om ugen. Det er en tidsramme der stammer fra nogle overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter om weekend-fri. Og en flere tusinde år gammel inddeling af ugen. Det har ikke særlig meget med hendes behov at gøre.
• Det giver ikke mening for mig at sende min 7-årige i SFO, bare fordi du selv lider af FOMO. Jo, hun går da glip af noget. Det er et livsvilkår. Ikke et problem i sig selv. Og hun ville gå glip af vigtigere ting ved at komme derhen. 
• Det giver ikke mening for mig at amme efter et skema, så længe mit barn trives. Det er helt okay for mig, hvis hun vil ammes en gang om timen om dagen, for så at sove igennem om natten. Eller omvendt. Bare jeg ikke skal sætte uret til at ringe hver 3. time i døgndrift.
• Det giver slet ikke mening for mig at lade mine børn tigge grædende efter hjælp, til de opgiver håbet om, at nogen vil hjælpe dem. At opgive håb, vedholdenhed og kærlighed er da selve det, man prøver IKKE at installere i sine børn?

Jeg har selvfølgelig også fået gode råd af sundhedsplejerske igennem årene. Svar på spørgsmål om allergi eller andre ting, som jeg selv havde, da de kom. Desværre har jeg hver gang sundhedsplejersken kom på besøg også haft en følelse af at jeg blev påduttet en masse råd, der hverken var efterspurgt, nødvendige eller særligt faglige. Råd der bare kom, fordi vi gjorde tingene lidt anderledes. Når man får børn, bliver man konstant bombarderet med mere eller mindre velmenende råd. Eller rettere sagt uhæmmet kritik, der dybest set bunder i, at vi lever i en tid hvor enhver form for anderledes forældreskab, bliver modtaget som en kritik. Men jeg kritiserer ikke forældre der alenesover, giver flaske eller prioriterer deres karriere. Jeg har faktisk fuld tillid til at de selv kan lære deres families behov at kende. Og at de kan træffe valg, der afbalancerer børnenes og de voksnes behov. De behøver ikke at komme frem til samme resultat, som jeg gør for at være fantastisk forældre.

Det er en snak, jeg godt kan have med folk, når jeg møder dem. Men ikke med sundhedsplejersken. Så næste gang låner jeg bare Lille A’s høreværn. Der er heldigvis et helt år til.