7 veje til sommerferie i hverdagen

Må jeg amme i en burka?

Sidste uge var International Amme-uge. Det var som sædvanlig ikke noget, der trak mange avisoverskrifter. Det gjorde burka-forbuddet til gengæld.

Det er et forbud, der deler vandene. Det gør det meste flygtninge- og indvandringspolitik i dag. Men denne her lov var anderledes. Den blev nemlig ikke kun præsenteret som endnu en integrationslov til bunken, men også som en ligestillingslov, og det er sjældnere. I Danmark har vi jo allerede ligestilling. Faktisk så meget ligestilling, at vi ikke behøver at kæmpe for kvinders rettigheder mere. Med undtagelse af når der skal vedtages regler om, hvilket tøj vi må gå i, og hvilke dele af vores kroppe vi må tildække.

Desværre dækker loven ikke de små babyansigter, der kæmper med at få luft i varmen under tørklæder og gylpeklude. Bevares, den slags er praktisk til vinteramning. Men om sommeren betyder det, at ammende kvinder ikke kan deltage i samfundslivet, men bliver sendt væk, ud og hjem bag nedrullede gardiner. I hvert fald, hvis kvinderne eller deres børn ikke kan få amningen til at fungere, med tildækkede mælkebryster (og babyansigter) eller på uhumske puslerum og i offentlige toiletbåse.

Debatten har kørt mange gange, imens jeg har været mor. Må man amme offentligt? Med et par måneders mellemrum kommer der som regel en ny sag. En butik der har smidt en ammende kvinde ud, en café der har bedt en mor om at amme på toilettet, eller et shoppingcenter der pænt har eskorteret mor og barn ud i et mørkt baglokale. Hver gang begynder debatten forfra igen.
Selve sagen, der starter debatten, bliver som regel løst med en undskyldning. Caféer kan godt bruge mødregrupperne i de ellers sløje formiddagstimer. Legetøjsbutikker vil ikke gøre sig uvenner med for mange forældre. Alligevel ender jeg hver gang med at blive lidt trist. For artikler og facebook-tråde flyder som regel over med aggressive kommentarer, rettet mod mødre der ammer.

Det er primært mænd, der står bag kommentarerne. Nogle få af dem trolls, men størstedelen er almindelige, danske mænd. Mænd der synes at amning er ulækkert. At amning hører i samme kategori som toiletbesøg, og at ammebryster skal gemmes væk ligesom kønsorganer. Det burde ikke være nødvendigt at slå fast, men alle babyer bliver sultne, og at alle nogenlunde egnede forældre giver deres børn mad. Det er hverken forkert eller pinligt, og det må aldrig blive tabu.

Jeg ammer, som det passer mit barn at blive ammet. Og nej, jeg hverken kan eller vil stikke mine børn en flaske, som jeg ellers er blevet opfordret til. De har ikke haft teknikken til at drikke af flaske. Og jeg har ikke haft behovet for at bruge timer på at pumpe mælk ud, fordi nogle voksne mennesker mener, at min sunde, nærende mælk er ulækker – i hvert fald hvis mit barn får den serveret, som naturen tiltænkte det. Så jeg ammer. Ofte tækkeligt afskærmet af en vikle, en bluse eller en stofble, og så kan jeg amme i relativt fred og ro. Det er bare ikke altid muligt. Især ikke i sommervarmen. Jeg ville ikke have lyst til at spise tildækket med en stofble, mens solen bagte ned på mig. Ligesom jeg ikke ville spise på et toilet, eller en “ammestue” fyldt med babygråd, pusleborde og snavsede bleer. Jeg har som voksen kvinde heller ikke lyst til at blive mødt med nedladende kommentarer eller i værste fald bortvisning, fordi jeg giver mit barn sund, nærende mad og undgår, at det bliver dehydreret i sommervarmen.

Alligevel afføder det næsten altid en reaktion, når jeg ammer offentligt. Nogle sjældne gange en positiv bemærkning, eller et venligt smil. Oftere en himlen med øjnene, pegene fingre, hvisken til sidemanden eller en spydig kommentar. Er det nu også nødvendigt? Lige her? Hvad er det hun laver! Det er næsten endnu værre, når jeg omstændigt dækker mig til. For den dårlige samvittighed over ikke at støtte andre ammende kvinder melder sig, når jeg får at vide, at hvor dejligt det dog er, at jeg forstår at liste frem, skærme af og dække hud.

Der er meget få kvinder i Danmark, der vælger at tildække deres ansigt i en burka. Der er til gengæld rigtig mange kvinder i Danmark, der bliver mødre hvert år. Næsten alle ønsker fra starten at amme deres børn, men de fleste må helt eller delvist smide håndklædet i ringen. Alligevel har politikerne mere travlt med at kriminalisere kvinder, der afdækker “for meget”, end de har med at støtte ammende kvinder, der er afdækker “for lidt”. Kære politikere, kunne I ikke starte positive debatter, eller vedtage love der støtter kvinders rettigheder i stedet for at diktere deres påklædning? Man kunne jo starte med at skabe bedre forhold for de biologiske vilkår, der adskiller kvinder fra mænd. Ville en lov, der sikrede kvinders ret til at amme (eller give flaske) offentligt være så slem? Kunne Danmark ikke bruge en debat, der støttede kvinders ret til at give flaske uden at blive stemplet som ravnemødre, eller amme uden at blive seksualiseret og udskammet? Jeg beder ikke om meget. Bare at I, i stedet for at vedtage love om, hvilke dele af kroppen, der IKKE må være tildækkede i det offentlige rum overvejer at sikre kvinders ret til at være lige så tildækkede, påklædte eller afklædte, som de ønsker. Det ville rent faktisk have potentiale til at skabe mere ligestilling.

I det mindste når vi giver et lille barn tryghed og mad.

3 kommentarer

  • Pia Cramer Hansson

    Tak for en fin blog, jeg støtter dig helt klart i, at vi mangler en debat om amning i det offentlige rum – en sober debat – personligt mener jeg det er en kvindes frihed, at have lov til at amme, hvor hun nu har behov for det på “gader og stræder” – selvfølgelig med respekt for omgivelserne, behørigt diskret tildækket, som man nu føler er rigtigst for én.

    At amme er det naturligste i verden 🌏 – det første et barn bliver præsenteret for, når det ankommer – jeg undres og tænker over, hvorvidt dem som brokker sig over amning i det offentlige rum mon helt har GLEMT, at de jo selv har været babyer engang…? Med behov for deres mors mælk, såvidt det nu har været muligt, og hvis man som jeg er fra 19 60’erne så må man da kunne erindre, at det var helt naturligt dengang, uden brok fra medmennesker…

    Men det var jo også dengang, hvor vi TALTE sammen i det offentlige rum – og her mener jeg, at vi talte med de fremmede vi mødte på vores vej, fx når vi pendlede til job, så havde vi togvenner, som vi mødte på samme tid, hver dag, og fik en snak med undervejs til vores jobs.

    I dag sidder folk begravet i deres mobiltelefon, og hvis de overhovedet ænser deres medmennesker, så er det åbenbart for at blive forarget over, hvad de laver I stedet for – fx ammer en baby – det er jo sørgeligt, at tendensen er blevet sådan. Ligesom nogen af dem som sidder med hovedet i 📱 nok ser på noget der er værre, end et ammende barn.. Hyklerisk.

    Håber du får sat gang i debatten!!! ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hyggehippie

      Tak for en rigtig fin kommentar. Og du har helt ret… Det minder mig om en episode, hvor en mand smækkede sin computer sammen, vrissede noget uforståeligt, men arrigt, til mig og flyttede sig længere ned i toget, da jeg begyndte at amme. Da det gik op for mig, at han ikke skulle af toget, tilføjede jeg ham mentalt til min lille sorte liste over amme-kritikere, mens jeg ammede videre. Men hvis vi havde siddet og småsnakket i stedet for at sidde adskildt af en skærm, havde jeg måske opdaget, at han havde migræne og brug for ro. Eller måske havde han opdaget, at jeg ikke var ude på at genere ham. Nu blev ingen af os klogere på, hvorfor vi dog begge sad overfor så hensynsløst et menneske.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pia Cramer Hansson

      ♥ JA… råbte jeg højlydt, da jeg læste om din episode i toget… Vi har sgu da et problem! Nogle mennesker er blevet så fremmedefjendske – sig selv nærmest – en tendens vi må forsøge at vende.

      En gang havde vi bilfri søndag, hvad med Facebook/Instagram fri søndag? Bare for at starte et sted – så kan vi også finde de støvede brætspil fx matador frem og hygge. Eller tage skakspil med ud på gaden, og spille med en fremmede – ligesom i Portugal Spanien osv… ♥
      Nu kom jeg vidt omkring, men det hele hænger sammen i sidste ende 😉 ♥

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 veje til sommerferie i hverdagen