Top 10 BLW-retter (6 måneder)

Samsovning og at sove i egen seng

Samsovning var ikke noget, vi talte om. Vi orkede ikke diskussionerne. Men da vores ældste datter nærmede sig et år begyndte presset at stige. Familiemedlemmer og venner begyndte misbilligende at spørge ind. Bøgerne var helt enige. Vores sundhedsplejerske insisterende! Vores datter havde behov for at sove igennem i sin egen seng uden amning om natten. Det var udelukkende vores behov at samsove. Det var udelukkende mit behov at fortsætte amningen. Jeg kan stadig se sundhedsplejerskens ansigtsudtryk for mig, da jeg fortalte hende, at jeg stadig friammede. Hun mente, at det både var farligt at samsove og usundt at amme så længe. Foragten. Foragt for en mor der fastholdt sit store (snart 1-årige) barn i en babyrolle. Som ikke kunne give slip, selvom det var barnets behov at blive mere selvstændig. Jeg tænkte, at hun måske havde ret.

Sove i egen seng. Det lød så selvstændigt. Og samtidig så uendelig trist. Men alligevel begyndte vi at putte vores datter i hendes egen seng. Og putte hende uden amning når hun vågnede. Og hvor hun dog begyndte at vågne. Hver 20. minut gik jeg rundt med et grædende barn i armene. Hvert 20. minut sang jeg selv grædende. Langt ude i skoven lå et lille bjerg. 3 gange til hun faldt i søvn, og jeg kunne ligge hende ned i sin tremmeseng. Alene. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på det. Hvorfor følte vi os i den grad presset til at leve op til et kulturelt ideal om adskilthed og selvstændighed? Fordi det var alt, vi havde mødt. Jo, vores forældre tilhørte selv de lidt bløde hippietyper. Dem der altid kan overtales til en ekstra godnathistorie, og altid bliver ved børnene, til de sover. Men ikke samsovning. I hvert fald ikke i en alder som vi selv kunne huske. Venner og bekendte holdt fast i sove-selv-alene som normen. Når vi googlede samsovning, dukkede Sundhedsstyrelsens formaninger og hidsige debatter på internetfora frem. Selv reklamer og børnebutikker med deres billeder af tremmesenge med sengehimler, ensomt stående i børnenes egne værelser, forstærkede idéen om at babyer i soveværelset kun var for de allermindste, og helst helt skulle undgås.

Projekt sov-i-egen-seng blev kortvarigt. Allerede den første nat tog vi den ene side af tremmesengen. Og allerede den første nat endte jeg med at sove halvt inde i tremmesengen, halvt ude på gulvet. Alternativet var, at både jeg og barnet var lysvågne. Det tog ikke lang til, før vi begge rykkede ind i soveværelset igen. Og sov. Men både samsovning og langtidsamning fortsatte længe med at være tabu. Noget min mand og jeg helst talte udenom, hvis nogen spurgte. Vi orkede det ikke. Vi var stadig ved at finde os til rette i forældrerollen, og magtede ikke at modbevise folks fordomme. At forklare Sundhedsplejersken at vi skam havde læst forskningsstudie på forskningsstudie. Og at resultatet var klart: Det var ikke farligere at samsove end at sove hver for sig. Statistikkerne om vuggedød, som sundhedsplejersken først havde afskrækket os med, var forvredne. De tog ikke hensyn til, om man sov i en sikker samsovningsseng eller om man faldt i søvn på sofaen. Om man var stofmisbruger eller pinligt ædru. Ammede eller gav flaske. Sundhedsplejersken nævnte intet om, at risikoen for vuggedød faldt, når man sov i samme rum som sit barn. Men uanset hvor mange studier jeg læste, og hvor sikker jeg var på, at vi gjorde det rigtige, havde skammen bidt sig fast. Skammen af at blive betragtet som en dårligere forælder.

Først da vi fik vores anden datter, føltes samsovning helt naturligt. Som andet et blødt punkt der gjorde os til dårligere forældre. Som noget vi kunne stå ved og være stolte over. I dag samsover vi alle fem. Vi har to soveværelser, der egentlig er to stuer med en dobbeltdør imellem. I det ene står der en køjeseng. I det andet står der to dobbeltsenge og en tremmeseng, der er sat sammen som en familieseng. Vores yngste datter bliver vist ammet om natten. Jeg siger vist, for jeg ved det faktisk ikke. Hun vækker mig ikke, før det er blevet morgen, og alligevel vil op. De to store må gerne gå ind i køjesengen og sove for sig selv. Nogle gange synes de, at det er sjovt. Især hvis de har en overnattende ven på besøg. Men det er virkeligt sjældent. Så sjældent at køjesengen er blevet et fast hulekompleks i tre etager. De vil nemlig helst sove sammen med os i samsovningssengen.

Mine børn skal ikke være selvstændige, før de selv er klar. Og jeg har ingen ambitioner om, at de skal sove igennem. Eller sove uden at blive ammet. Hvis det er behov andre har for deres familie, så kan det sagtens give mening at reagere på det. Men det er ikke et behov, jeg har. Jeg kan faktisk bedst lide at sove tæt på dem, jeg elsker. Og at tvinge mine børn ind på deres egne værelser føles lige så unaturligt, som at smide min mand ind på gæsteværelset. Hvis vi sov bedst sådan, og alle havde lyst til det, ville det da være fint nok. Men det har vi ikke lige nu. Det føles unaturligt distanceret. Som noget der svækker vores bånd i stedet for at styrke det. Så derfor samsover vi. Og vi bliver ved. Så længe vores børn trives med det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Top 10 BLW-retter (6 måneder)