Kvalitetstid og kvantitetstid

Kvalitetstid lyder jo egentlig som noget ubetinget godt. Hvem vil ikke gerne have at vores tid – og især den tid vi har sammen med vores børn – er af den bedst mulige kvalitet? Det giver jo god mening, at købe kvalitetsting der holder længere, købe kvalitetsmad der er sundere, og gå i kvalitetstøj der er produceret under ordentlige forhold. Så giver det ikke også mening at fokusere på, at den tid man tilbringer sammen med sine børn, er tid hvor de får éns fulde opmærksomhed? Et slag ludo efter aftensmaden. En tur i Zoologisk Have i weekenden. En Charterrejse med all inclusive i vinterferien. Er de ting ikke mere værd end ufokuseret, ineffektiv tid, hvor man bare er sammen? Nej, det tror jeg faktisk ikke.

Det er ikke fordi, der er noget galt med kvalitetstid. I hvert fald ikke hvis man forstår kvalitetstid som tid, hvor vi hygger os sammen som familie, mens vi lukker pligter, iPhones og resten af verdenen lidt ude. Det tror jeg er både sundt, godt og helt igennem nødvendigt. Jeg tror bare ikke, at det er nok… Vi har en familiekultur, hvor kvalitetstid er blevet ophævet som løsningen på alt. En magisk anordning, hvor man kan rette op på en hel dag fyldt med adskillelse, skærme og stress ved at presse kvalitetstid ind i det næste kalenderhul, uanset om det udgøres af 20 minutter samme aften eller af 3 dage i den næste skoleferie. Når bare vi får kvalitetstid sammen, så går det nok.

Kvalitetstid som familie-management

Kvalitetstid er derfor faktisk blevet et lidt ubehageligt ord for mig. Det er ikke fordi, jeg aldrig selv bruger det, for det gør jeg faktisk en del. Alligevel står det for mig som en ikke tilstrækkelig god undskyldning for at glemme, hvad der er vigtigt, for at få familielivet til at fungere. Et ord vi bruger, når vi i virkeligheden ikke har nok tid sammen med vores børn. Det tager tid at opbygge og vedligeholde relationer. Især relationer til børn. Det er et problem, for vi lever i en tid, hvor vi har meget lidt tid sammen med vores børn. Et samfund hvor de fleste er mindst sammen med deres børn, når børnene har mest brug for det. Og samtidig lever vi i en tid, hvor de fleste forældre går rigtig meget op i at være gode forældre. Derfor forestiller vi os, at vi kan komprimere og intensivere tiden til en lille, kompakt kasse, der let kan mases ind i vores overpakkede kalender. Som et forsøg på at løse et reelt problem ved at bruge management-strategier fra arbejdslivet på samværet i familien. Det virker bare ikke. I hvert fald ikke for mig. Og jeg tror ikke, at der er ret mange familier, der i længden kan trives på den plads, der er tilbage i kalenderen, når alle andre har fået først. Det er ikke fordi vi allesammen nødvendigvis skal gå hjemme med børnene, familier er nu engang forskellige. Men jeg synes, at det er vigtigt at tænke over, hvornår vi bruger ordet kvalitetstid. Er det når vi gør noget ekstra ud af vores tid, eller er det, når vi ikke har nok af den? Selvom intentionen bag ordet jo er at skabe gyldne øjeblikke, så tror jeg ikke helt, at det lykkes for os. Oplevelserne der former os som familie og som børnene kan huske mange år frem er ikke nødvendigvis dem, som vi har planlagt som kvalitetstid. Det kan godt være, at børnene vil huske den dyre ferie eller parken med alle rutsjebanerne. Det er både sjovt og spændende med den slags oplevelser. Men det er ikke de oplevelser, der sikrer at vores relationer til vores børn er sunde og stærke. Der skal mere til.

Kvantitetstid er mindst lige så vigtigt som kvalitetstid

Når jeg kigger tilbage på min barndom, er det ikke turene til zoologisk have, jeg husker bedst. De har sikkert også været gode, men mine bedste barndomsminder består af hverdagssituationer. Mine forældre der læser historier for mig, før min mor synger en godnatsang. Den stærke lugt af maling, mens min far viser mig, hvordan jeg skal male huset. Mig som laver gymnastik sammen med min mor på stuegulvet til et program i radioen. Bolledejen der klistrer sig til fingrene, og min mor der nulrer dejen af med mel. Et vitrineskab på min fars kontor hvis ruder han havde givet mig lov til at tegne på med en rød glarmesterblyant, mens han klikkede løs på computerens tastatur. Min mormors stemme da hun beder mig om at lave en god madpakke, fordi vi sammen med Dukke Fie og Frederik Sengemus skal rejse til Qatar, en varm garderobe i den anden ende af huset. Det er situationer, hvor mine nærmeste voksne har givet mig plads og nærvær. Men det er ikke situationer, der har været planlagt flere uger i forvejen, for så at skulle passe ind i et tæt pakket program i uge 7. Det er hverdagssituationer. Og ofte ting som jeg har gjort masser af gange som barn. Det er oplevelser, der stammer fra kvantitetstid.

Men hvad er så kvantitetstid? Er det ikke bare tid, som ikke har en god nok kvalitet? Næ. Kvantitetstid er tid, man ikke behøver at være nærig med. Tid til at inddrage børnene i opvasken, madlavningen og hvad vi voksne ellers laver i de timer, hvor vi har mulighed for at være sammen med vores børn. Også selvom det tager lidt længere tid. Kvantitetstid er også tid til at gå i dybden. Til at komme til bunds i, hvorfor – og ikke kun hvordan – Yrsa blev uvenner med Abelone. Og til at arbejde med de problemer, der måtte ligge bag. Men først og fremmest er kvantitetstid tid til at lære hinanden rigtig godt at kende. Tid til at se tingene fra barnets perspektiv og til at forklare dem fra de voksnes perspektiv. Nogle gange er kvantitetstid også bare at gå rundt i nattøj og kede sig. Uden frygt for at spilde formiddagen på kedsomhed. For lige pludselig spirer legen mellem børnene frem eller børnene bliver interesserede i at luge sammen med de voksne i haven. Gode relationer tager tid at udvikle. Kvalitetsrelationer kræver mere end en smule kvalitetstid her og der.

Det kan være fint at tale om kvalitet, så længe vi også husker kvantiteten. At spille et brætspil om aftenen med børnene eller at slukke for mobiltelefonen i weekenden er kvalitetstid, som jeg i den grad synes, vi bør huske på. En ferie hvor vi virkelig er sammen med vores børn på deres præmisser, er også en virkelig god idé. Så længe vi sikrer os, at det reelt er på børnenes præmisser. Og på de voksnes præmisser for den sags skyld. For det kan så let blive et glansbillede af det ideelle familieliv, der er styrende for vores måde at være familie på. Reklamerne der viser glade børn, der leger i sandet på Gran Canaria eller jubler i en vandrutchebane. Kvalitetstid er oftest dyrekøbt tid. Der er ingen reklamer for at frikøbe tid sammen med børnene. Eller for at gemme en del de dyre oplevelser til børnene er større eller flyttet hjemmefra. Og reklamerne for vaskepulver eller opvasketabs viser aldrig den 3-åriges glæde ved at trykke på knapperne og sætte maskinen i gang. Kvantitetstiden er ikke glamourøs nok til at komme med i reklamerne. Men der skal tid til at lære sine børn at kende. Også kvalitetstid en gang imellem. Så længe vi ikke tror, at kvalitetstiden kan erstatte kvantitetstiden. At vi ikke kan komprimere og intensivere de vigtigste dele af livet. For der tror jeg, at man tager fejl.

Prøver du også at leve langsomt?