Tidsrøvere og frirum

Bloggen og jeg har holdt en pause på det sidste. Et barselshi, hvor jeg har fokuseret 100% på at lære et lille nyt menneske at kende og passe på vores nye familie med 3 børn. Men også en tænkepause, hvor jeg har spekuleret på, om bloggen og jeg var rigtige for hinanden. Om vi skulle fortsætte sammen, eller om vi skulle stoppe, før vi rigtig var begyndt. Det troede jeg egentlig, at vi skulle. Men så skete der noget.

Jeg har aldrig før holdt barsel. Ikke sådan rigtig barsel, jeg har “bare” skruet lidt ned for blusset og studeret og arbejdet med baby på armen. Men denne gang holder jeg en rigtig, ægte barsel. Og det har været skønt. Et halvt år med babyhygge, ammemorgener i sengen, hjemmedage og en vasketøjskurv, der faktisk så halvtom ud. Eller, i hvert fald ikke bugnede over med vasketøj HVER dag. Jeg har virkelig nydt at komme ned i gear og bare hygge lidt ekstra om børnene herhjemme. Jeg er faktisk kommet så langt ned i gear, så selv det at følge min datter 250 meter hen til skolen klokken 8 og hente hende igen ved 11-12-tiden, var begyndt at føles som lidt af et projekt, der afbrød vores naturligt skiftende døgnrytmer. Men de sidste par uger er det begyndt at krible i mig, efter at lave noget mere. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at lave noget andet end “bare” at være på barsel.

Men med en “rigtig” barsel følger barseldagpenge og regler. Læssevis af indviklede regler for om, hvornår og hvor meget man må arbejde, studere eller ej. Regler jeg ikke helt er kommet til bunds i endnu. Jeg ved, at jeg ikke må ikke være indmeldt på en uddannelse eller gå til eksamen, selvom der stadig er mange spændende fag, som jeg kunne tænke mig at blive klogere på. Jeg har indtil videre heller ikke fundet en måde, hvor jeg kan få lov til at besvare de mails med freelance skribent-opgaver, der tikker ind i min indbakke. Og det frustrerer mig ærlig talt en del. For jeg savner at skrive. Og jeg savner at have noget andet end at passe børn, hvor glad jeg end er for det. Et hyggeprojekt. Et sted, hvor jeg kan skrible ned. Et sted der forpligter, mere end min tomme dagbog eller de små billedtekster på Instagram. Et lille frirum, som jeg kan gå ind i, når børnene sover eller leger i fred. Et rum uden usmurte madpakker og uvasket vasketøj. Et rum der er mit eget.

Så kære lille baby-blog, jeg vil gerne sige undskyld til dig. Jeg mistænkte dig for at være en tidsrøver. En gnaven lille stresser, der brokkede sig, hver gang jeg ikke fik skrevet et nyt blogindlæg. Der stillede krav til, hvad, hvordan, hvor tit og ikke mindst hvor godt jeg skulle skrive. Men det var ikke dig, der var stresseren, det var mig. Det kan jeg se nu. Jeg kan sagtens ødsle min tid væk, og stresse over åndsvage detaljer helt uden dig. Faktisk bruger jeg min tid endnu dårligere, når jeg ikke finder tid til at blogge. Jeg ser nu, at du er et frirum og ikke en tidsrøver. Så vil du ikke nok mødes igen? Jeg kan ses igen på onsdag…