10 ting på TV, jeg gerne ser med mine børn

Jeg skal ikke demonstrere i dag

børn familie leve langsomtDemonstranter kæmper for minimumsnormeringer landet over i dag. Men jeg er desværre ikke én af dem. Ikke fordi jeg ikke synes, at det er en vigtig sag. Ikke fordi jeg hjemmepasser. Og ikke fordi jeg ikke gider. Jeg skal tage mig af en lille forkølet mus, og så skal jeg til gymnastiskopvisning, hvor mine to ældste døtre glæder sig til at vise mig, hvad de har gået og øvet sig på de sidste par uger. Og min mand glæder sig til at være udklædt som cowboy, når han sammen med vores mellemste skal optræde. Eller… Det gør han nok ikke… Men jeg vil rigtig gerne se det alligevel.

Det er ikke engang rigtigt gymnastikkens skyld, at jeg ikke kan kigge forbi en af demonstrationerne. Hvis ikke vi skulle til gymnastikopvisning, havde vi skulle til forårskoncert med musikskolen. Og hvis vi havde valgt at pigerne skulle gå til dans i stedet for gymnastik, havde der den ondelyneme stadig været en opvisning den lørdag. Så jeg er spændt på, hvor mange der egentlig kommer til demonstrationerne. Jeg håber, at der kommer mange. Jeg håber, at de kan brøle så højt, at man kan høre dem inde bag Christiansborgs tykke mure. For det er ikke kun en demonstration imod minimumsnormeringer. Det er en demonstration imod de enorme besparelser, der har været på vores velfærdsinstitutioner og imod den årelange nedprioritering, der har været af familiepolitik.

Men hvorfor siger forældrene så først fra nu?

Hvorfor tager de ikke allesammen børnene hjem?

Hvorfor demonstrerer de ikke alle sammen i dag?

Forældre har travlt

Vi har indrettet et samfund, hvor vi løber hurtigt. Allesammen. Det har sine fordele. Men det har også nogle ulemper, som man ikke kan komme udenom. Især når man som forældre bliver nødt til at løbe hurtigt. For nogle fungerer det sikkert. Jeg kender mange, som det ikke fungerer for. Som har for travlt. Som bliver stressede. Som i bund og grund synes, at hverdagen er for presset.

Forældre har i dag travlt som aldrig før. Det er få familier, hvor den ene går hjemme udover det første års barsel. Men heller ikke den fritid vi har sammen, er sjældent bare fritid. I en podcast jeg lytter til, beskrev en klog psykolog det som, at vores tid er invaderet. Det er måske et lidt dramatisk billede, men jeg synes også, at det rammer noget meget tidstypisk. Fritiden bliver invaderet af arbejdet, der tages med hjem. Fritiden bliver invaderet af hobbyer og andre sociale sammenhænge, der er dejlige, men som alligevel kan tage meget tid op. Fritiden bliver invaderet af små bip. Af nyheder, apps og sociale medier, der hele tiden tages med i lommen. De fleste af os er næsten aldrig offline, og hvis vi endelig er, er der oftest nogen i nærheden, som ikke er. 

Samtidig lever vi i en tid, hvor mange forældre er meget bevidste om deres forældreskab. Hvor vi går op i opdragelse, og ikke bare vælger en kæft-trit-og-retning-tilgang, fordi det er nemmest. Men hvor både fædre og mødre er opmærksomme på, hvilke konsekvenser deres opdragelse har. Jeg tror, også at det er bydende nødvendigt, at vi bliver opmærksomme på, hvilke konsekvenser et hektisk liv har. Og det tror jeg, at flere og flere er blevet.

Det langsomme liv

Slow living lød længe som noget meget ekstremt i mine øre. Som noget med bindingsværkshuse og amish-klædte mennesker, der klippede deres får med saks, når de havde brug for et par nye sokker. Jeg er begyndt at se lidt andeledes på det. Begyndt på at tage tempoet ud af hverdagen, de steder jeg kan. Det er et andet udtryk, jeg har lånt fra den kloge psykolog, jeg talte om før. Der er virkelig nogle guldkorn at hente i den podcast. Ikke desto mindre oplever jeg, at dagen får mere værdi, når jeg hiver tempoet ud af den. Selv en fuldstændig almindelig smågrå dag, er fyldt med smukke ting, som jeg kun oplever, hvis jeg lever langsomt og tager den med ro. Jeg lægger mærke til alle de kloge og sjove ting, som min 4-årige siger. Til duften af nybagt brød. Til følelsen når det lille, fine menneske, jeg bærer i min vikle, falder i søvn. Selv lyden af vasketøj, der bliver lagt sammen, kan noget. 

Jeg opdeler mit liv i fritid, arbejde og hobbyer. Selvom jeg elsker både at Instagramme og blogge, så har jeg afgrænset begge dele en del. Jeg kigger kun på Instagram, når jeg ammer, og lægger først billeder op, når børnene sover. Og jeg blogger hver onsdag og lørdag. Ikke fordi skemaer og faste regler kommer så naturligt til mig, men fordi det ellers kommer til at fylde for meget. Det gør det selvfølgelig, fordi det er min hobby og jeg hygger mig med det! Men det er alligevel nødvendigt for mig at afgrænse det, for at det ikke kommer til at tage for meget tid fra familielivet. 

Jeg sætter tid af til at være langsom. Nyder at vi har rigeligt med tid. Kvantitetstid. Går hjemmefra i god tid om morgenen, så vi kan stoppe og kigge på katte i forhaver, fugle i træer eller vende tilbage efter den gode pind, som vi gik forbi. Bortset fra de morgener, hvor vi dovner længe i sengen og så løber rundt i cirkler om os selv, for til sidst at skynde os ud af døren, bare for at måtte vende om efter den madpakke, gymnastikpose og biblioteksbog, som vi har glemt. Det går bedre, når vi finder tid til ro. Handler sammen med pensionisterne, om morgenen eller formiddagen. Går i gang med at lave mad i god tid. Gerne om formiddagen, så det kan stå og simre. Sætter eftermiddagen af til et kreaprojekt eller en tur i skoven.

Jeg øver mig stadig, og glemmer det stadig tit. Brænder brødet på, fordi jeg bildte mig selv ind, at jeg fik mere tid af at multitaske. Det gør jeg ikke. Men i går ville min 4-årige skrive et brev til sin far. Jeg var egentlig lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde nået alt det, jeg gerne ville den dag. Men Ella ville gerne skrive til sin far, at vi havde haft en dejlig dag. For vi havde bare brugt så lang tid på at spille hendes yndlingsspil. Jeg prøver at lære, at en god dag ikke er, når jeg når en masse. At kvaliteten ligger i at være til stede. At lave én ting ad gangen. At nyde processen. At lægge mærke til alle de små vidunderlige hverdagsting. Og at kvantiteten ligger i at have overflod af tid, ikke i at præstere og fremvise en overflod af resultater. Jeg øver mig virkelig i

Og i dag øver jeg mig i, at det er okay, at jeg ikke er med ude og demonstrere. Ikke fordi det ikke er vigtigt. Ikke fordi jeg ikke gerne vil. Men fordi jeg er her lige nu. Fordi jeg giver mig tid til mine børn.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting på TV, jeg gerne ser med mine børn