7 tips til at få flere bier i din have

Bedre normeringer er nødvendigt, men ikke nok!

minimumsnormeringer

Vi har i mange år fortalt os selv at systemet fungerede. Det fortalte jeg også mig selv, at det gjorde. Både da jeg arbejdede som pædagogmedhjælpervikar, og da jeg som mor afleverede mine børn i vuggestue og børnehave. Forældre skal arbejde, for at samfundet kan løbe rundt – og travle, underbemandede institutioner er et livsvilkår. Eller hvordan?

Jeg har som en 19-årig, uerfaren pædagogmedhjælpervikar været alene med 12 vuggestuebørn det meste af en dag. De kendte mig ikke, og mange af dem var under et år. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik dem trøstet eller skiftet. Jeg havde rutinemæssigt ansvar for to børnehavestuer sammen med én anden voksen, mens resten af de ansatte holdt pause. Det betød, at den ene af os holdt øje med hele legepladsen alene, mens den anden enten hjalp til på toilettet, skiftede ble eller hentede børn, der vågnede fra deres middagslur. Hvis der var travlt på toilettet eller puslebordet, kunne et grædende barn vente længe på at komme op. Det var ikke en rædselsinstitution. Det var en helt almindelig, populær institution i Gentofte. Den havde ry for at være god. På de to stuer jeg var oftest på, var der enten tre voksne til 10 vuggestuebørn eller 2 voksne til 15 børnehavebørn. Stuerne var bare konstant overbelagt i sådan en grad, at der ikke var stole nok til børnene. Og de voksne var sjældent til stede samtidig. De var til møde. De holdt ferie. De var syge. De gik ned med stress. De holdt en velfortjent pause. Eller de udfyldte dokumentation og læreplaner. Og jeg var oftest ikke kun en dårlig, uerfaren erstatning for en dygtig pædagog – jeg skulle tit erstatte flere voksne på én gang. Ellers hang budgettet ikke sammen.

Alligevel sendte jeg mine egne børn afsted i institution, da min første datter blev 15 måneder. Jeg havde trukket den så langt, jeg følte, at jeg kunne. Min datters legestue lukkede, der var ikke flere børn tilbage. Mine omgivelser havde i månedsvis antydet, at børnene havde brug for at komme afsted. På studiet vendte flere af mine undervisere øjne over, at jeg endnu ikke var vendt tilbage på fuld tid. Jeg ville blive smidt ud, hvis ikke jeg begyndte igen, og ingen ville kunne garantere, at jeg kunne blive optaget igen. Alle de år jeg havde brugt på min uddannelse, ville være spildt. Jeg ville på grund af SU- og uddannelsesloftet stå næsten uden muligheder for at tage en ny uddannelse. Så jeg afleverede hende. Og hendes søster efterfølgende. Men det føltes aldrig rigtigt. Ikke for mig. Så jeg turde næsten ikke have lade børnene være der i ydertimerne. Dvs. før 9 eller efter 12. For det var tydeligt for mig, at institutionerne kæmpede. De voksne var gode. Dygtige, søde, engagerede og fagligt kompetente. De var bare ikke nok. Og mine børn forsvandt i mængden. Så jeg tog dem helt hjem, så snart jeg øjnende muligheden for det. Efter 6 år som institutionsforælder.

Demonstration for minimumsnormeringer

Børn har brug for nok voksne for at kunne trives. Voksne de kender og voksne, der rent faktisk er til stede. Minimumsnormeringer har muligvis også sine ulemper, men de nuværende forhold er simpelthen så ringe, at der må gøres noget. Normeringerne skal blive bedre! De reelle normeringer. Hvor mange voksne der reelt er sammen med børnene. Ikke hvor mange voksne Danmarks Statistik og politikerne kan støve op, når de medregner dem, der er syge, på ferie, som holder pause, holder møde, er på kursus eller som har travlt med at dokumentere. Hvis vi skal have en chance for at forbedre daginstitutionerne, kræver det, at vi tager udgangspunkt i, hvor mange voksne der reelt er til stede – også i ydertimerne – i stedet for at gemme os bag et pseudo-tal.

I virkeligheden er vores børn blevet ofre for mange års massive besparelser og for en kultur, der har vægtet kontrol over indhold. Og det holder ikke. Der er simpelthen ikke voksne nok, til at tage sig af de helt basale omsorgsopgaver. Til dels fordi vi har troet, at vi år for år kunne skære i budgettet og presse normeringen, uden at det kunne mærkes. Til dels fordi vi har troet, at vi kunne pålægge pædagogerne flere og flere opgaver, uden at tiden ville gå fra børnene. Pædagogiske læreplaner. Kurser i digital dannelse. Projekter med fokusbørn, digitale platforme, daglige nyhedsbreve til forældrene og alskens tidsrøvere. Vi er blevet så fokuserede på, at børnehaven skal være skoleforberedende, og at vuggestuen skal være børnehaveforberedende, for at skolen kan blive optimalt arbejdsmarkedforberedende, at vi har glemt det vigtigste. Glemt hvem det egentlig er, vi er igang med at forme for at optimere fremtidens arbejdsmarked: Børn. Børn der har brug for leg. Fri, vild, udforskende leg, støttet af engagerede forældre eller pædagoger. Børn der har brug for at blive set, for at blive hørt og for at få et kram, når verdenen bliver for overvældende. Ikke for at opfylde læringsmål. Ikke for at deres forældre modtager et nyhedsbrev, hvor de fint kan læse, at Troldestuen har udviklet deres taktile kompetencer i sandkassen i dag. De har brug for børneleg og voksenkontakt!

Hvor skal pædagogerne komme fra? tænker du måske. Det er i hvert fald et argument, der tit bliver hevet frem i debatten. Hvis vi skal tilbage til samme normering, som det var i min barndoms vuggestue og børnehave, skal der ansættes 9.000 pædagoger. Sådan lyder argumentet. Men hvad hvis vi lod være? Hvad hvis vi beholdt præcis det samme antal pædagoger, men i stedet havde færre børn i institutionerne? Hvad hvis vi gav forældre bedre muligheder for at indrette sig anderledes end den efterhånden traditionelle 2 gange næsten-37-timer? Indrømmet, det kommer stadig til at koste penge. Det bliver dyrt at hæve normeringerne til et fornuftigt niveau. Det kommer i det hele taget til at koste penge at indrette et samfund, der tager hensyn til familier. Sådan er det desværre, når man i årevis ignorerer voksende problemer i stedet for at afsætte de nødvendige ressourcer. Men det er nødvendigt at gøre noget.

Familier er ikke ens

Børn har forskellige behov. Forældre har forskellige passioner og ambitioner. Ingen af os kan trives under helt ens vilkår. Der findes ikke én skabelon på det gode familieliv, som vi kan trække ned over hovedet på os alle. One size doesn’t fit all. Det virker så indlysende selvfølgeligt. Alligevel har har vi opbygget et samfund, hvor det er virkelig svært at indrette sig anderledes end normen som børnefamilie. På trods af at løsningen faktisk virker så enkel: Lad pengene følge barnet. Og støt familier i deres valg, også selvom de har valgt anderledes, end du selv har gjort.

Hjemmepasning er uden tvivl den bedste løsning for mig og min familie. Desværre er vores samfund slet ikke indrettet til, at børn bliver passet hjemme. Det er svært at få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg støder tit på forældre, der gerne ville gå hjemme med deres børn, men som ikke har nogen reel mulighed for at gøre det uden at gå fra hus og hjem. Det er svært at finde legekammerater til børnene. De fleste offentlige legestuer er forbeholdt dagplejere, og de fleste private legestuer er ret dårligt besøgt, selvom der i alle byer jo er masser af barslende forældre. Der er både brug for en økonomisk og en kulturel ændring, hvis hjemmepasning skal blive en mulighed på lige fod med daginstitutioner.

Men hjemmepasning er heller ikke en løsning, der fungerer for alle. For nogle forældre vil det være en drøm, at gå hjemme med børnene. For andre vil det være en drøm at få mere plads til at give den gas på karrierestigen. For andre igen, vil drømmen ligge et sted imellem de to. Men vi har et utroligt ufleksibelt system, når det kommer til pasningen af vores børn.

Hvor ville det være skønt, hvis der var frit valg på alle hylder. Hvis pengene fulgte barnet. Hvis vi som forældre simpelthen fik et børnetilskud, som vi helt selv kunne vælge, om vi ville bruge på en kvalitetsbørnehave, en god dagplejer, en ung-i-huset, en privat sampasningsordning, en længere barsel, en barnepige, en hjemmegående forælder eller en passelysten bedsteforælder. Jeg kan ikke forestille mig, at det ikke ville gavne vores samfund.

Og hvor ville det være skønt, hvis vi skabte fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Så alle kunne gå ned i tid, hvis de ønskede det. Så forældre og bedsteforældre fik bedre muligheder for at tage fri ved børnenes sygdom, uanset hvor mange dage det trak ud. Så selvstændige fik ret til at holde barsel. Så alle forældre fik ret til at arbejde under deres barsel. Så forældre fik mulighed for at flekse over karrieren – altså fik lov til at beholde deres løn, men arbejde mindre om ugen, mens børnene var små, for til gengæld at arbejde mere (eller gå ned i løn), når børnene blev større. Så dagplejere fik ret til at få tilskud til deres eget barn. Så alle forældre fik ret til pasning af barn i eget hjem-tilskudet, uden en 1-årig tidsbegrænsning og uden et forbud mod at have nogen anden indtægt. Og så forældre fik bedre muligheder for at planlægge deres barsel selv – uanset om de ville lade den ene tage det hele, dele den ligeligt, begge arbejde deltid samtidigt, eller om de ville give nogle måneder til en arbejdende bedsteforælder.

Så husk at dele budskabet om demonstrationen på lørdag. Men husk også, at der stadig er rigeligt at tage fat på efter på lørdag. Og at én demonstration ikke løser årtiers manglende prioritering af børn og deres familier. Det kræver mere. Og det er på tide, at vi kræver mere.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 tips til at få flere bier i din have