Opdateret opskrift: Virkelig nem og sund modellervoks

Derfor hjemmeunderviser vi…

Spoiler: Det er ikke på grund af Corona. For en måned siden, tog vi nemlig en stor beslutning. Vi meldte vores datter ud af hendes dejlige friskole, og begyndte at hjemmeundervise hende.

Beslutningen var ikke en vi tog over night. Jeg er typen, der gerne vil have et par timer til at beslutte mig for hvilken pizza, jeg helst vil have. Så at tage vores datter ud af skolen, er noget vi har tænkt over længe. Siden før hun startede i skole, egentlig. Selvom vi først seriøst begyndte at overveje i efteråret. For selvom vi tog Nora ud af børnehaven for et år siden, og Mone aldrig har været i institution, så var det bare et endnu større skridt, at vælge skolen fra. Det var heller ikke en beslutning, som jeg dybest set syntes var særlig rar at tage. Der var hverken noget sus af frihed, eller nogen vægt der blev løftet fra mine skuldre. Hvis jeg skal være helt ærlig, syntes jeg faktisk, at det var en frygtelig uge, da vi skulle gå rundt og fortælle det til alle.

 

Bekymrede Birgit

Jeg har det nemlig med at gå i bekymringsmode. Jeg kalder mig selv for Bekymrede Birgit når jeg kommer derud. Og det eneste der hjælper Bekymrede Birgit med at komme på andre tanker, er en solid portion ironisk distance. Og accept af at hun altså nogle gange har brug for at slå sig lidt løs.

Så jeg bekymrede mig løs. Over alle de ting der kunne gå galt. Hvad nu hvis PePe fortrød, og savnede skolen med det samme? Det var jo en god skole. Kunne vi overhovedet finde andre jævnaldrende, der ikke gik i skole? Så mange er der heller ikke, der hjemmeunderviser i Danmark, og de flestes børn lod til at være yngre. Var jeg overhovedet rask nok, til at kunne klare det? Til at kunne tage mig af et til barn, der ovenikøbet skal leve op til fælles mål, have besøg af tilsyn og som har andre behov end de to små. Og hvad med arbejde? Det er jo meningen, at jeg skal i gang med at arbejde igen. Helst hjemmefra, som selvstændig. Men hvordan gør man lige det med – på sigt – fire hjemmeunger?

Når jeg bliver Bekymrede Birgit, kan jeg med andre ord være ret belastende. Både for mig selv og andre. Til tider kræver det at jeg finder min indre hippie frem og arbejder med meditation og bevidste tankemønstre. Men hun er også en side af mig selv, som jeg med årene har lært at holde af. For takket været Birgit har jeg aldrig mødt et problem uforberedt. Stort eller lille, har min bekymringshjerne bearbejdet mulige og næsten umulige scenarier.

Så derfor ved jeg, hvilket navn mit kommende barn skal have, hvis det bliver hjerneskadet og får taleproblemer, fordi coronavirusen rammer mig hårdt, og jeg ikke får nok ilt rundt i kroppen. Jeg ved også, hvordan skal reagere, hvis børnene oplever nakkestivhed i forbindelse med feber, eller går i anafylaktisk chok, fordi de bliver stukket af for mange hvepse. Jeg har styr på brandudgange fra alle rum i huset. Ligesom jeg ved præcis, hvad jeg vil gøre, hvis jeg er på tur og et barn har et uheld, bliver sultent, falder og slår sig eller det begynder at regne.

 

Mavero og hovedfred

Det betyder også, at jeg efter en lang tilløbsfase og et par knapt så behagelige uger ved, at det bliver en god ting at hjemmeundervise. Jeg har overvejet alle skrækscenarierne grundigt igennem, og det viser sig, at de ikke er så slemme endda. Så nu kan jeg pakke hende væk igen, og bare nyde at vi har taget en fantastisk beslutning.

Vi havde vores første tilsynsmøde for en uge siden. For når man vælger at hjemmeundervise sit barn, skal der selvfølgelig holdes lidt øje med, hvad man egentlig trisser rundt og laver. Det synes jeg er helt fint. Men jeg havde alligevel frygtet tilsynet en del. I hjemmeundervisningsgrupper kan man hurtigt finde solstrålehistorier om venlige tilsyn, der en gang om året kigger forbi, snakker lidt med børnene, kigger på noget dokumentation af undervisningen og ellers bare spøger, om der er noget, de kan hjælpe med.

Men man kan også hurtigt finde det modsatte. Skrækhistorier om tilsyn der konstant prøver at tale én fra at hjemmeundervise. Eller stiller skrappe krav til konstante besøg, prøver og regler, der intet fundament har i lovgivningen. Og selvom jeg godt selv kan tænke mig til, at virkeligheden i de fleste tilfælde nok er mere nuanceret som så… Så mente Bekymrede Birgit på den anden side, at det mest realistiske scenarie nok var, at vi blev sendt i en kinesisk-inspireret genopdragelseslejr, indtil vi rettede ind mod normalen igen.

Men vi fik selvfølgelig besøg af den venligste tilsynsførende. Der var positiv overfor vores idéer om eksamensfri, interessebaseret undervisning. Om dokumentation baseret på logbog, portfolio og en årlig skriftlig beskrivelse, som vi laver sammen med vores børn. Og Bekymrede Birgit fik endelig fik styr på sine pakkenelliker og gav mig lidt mental fred igen.

 

Vores hjemmeundervisning

Vi begyndte officielt først at hjemmeundervise den 1. marts. Men uofficielt har vi været i gang længere. Både med PePe der har haft tid væk fra skolen. Og med Nora der ikke er gammel nok til at blive kaldt “hjemmeundervist” før august, men læser, regner og interesserer sig for mange af de ting, vi normalt forbinder med at gå i skole.

Hvis vi en dag får en officiel retning for vores hjemmeundervisning, skal jeg nok sige til. Lige nu lader vi os inspirere af alt fra Steiner, Unschooling, Gardner og selvmotiveret læring. Og så er har både Grundtvig og Rosseau også nogle ret gode pointer. Men først og fremmest ser vi bare på vores børn.

Rent praktisk fokuserer vi på, hvad vores børn har lyst til. Nogle gange vil de gerne læse en bog eller skrive deres egen historie. Andre gange er det et matematikspil på ipaden, timer med flikflak i hoppeværelset eller et kreativt projekt der trækker. Eller vi har sammen snakket om et projekt, som vi gerne vil lave. Om menneskekroppen, om bier, om spiring eller om corona-virus. Det er tit børnene der får idéerne. Og så bruger vi en god del af dagen på at læse, tegne, se film og lave eksperimenter, der tager udgangspunkt i det emne. Nogle dage er det let for mig at notere i logbogen, at vi har haft dansk, matematik og engelsk. Andre dage står der biologi ud for alle dagens aktiviteter. Og andre dage igen, aner jeg ikke, hvordan jeg skal oversætte til skolsk. Det er muligvis på dem, vi lærer mest på.

Vi kunne selvfølgelig gøre det på tusindvis af andre måder. Også på nogle mere “hjemmeskolede” måder. Lave et mere traditionelt skoleskema, så vi var sikre på, at PePe fulgte Fælles Mål til punkt og prikke. Have fastlagte frikvarterer fra undervisningen. Bestille traditionelle undervisningsmaterialer hjem. Køre med opgavesider, diktater og stille spørgsmål som “hvor er vi nået til i bogen?” Og nyde at vi alle havde tidligt fri, når dagens dont var overstået. For man kan trods alt ret hurtigt nå igennem et indskolingspensum, hvis normeringen er 1:1/2/3.

Det er bare ikke derfor, vi har taget børnene hjem. Vi har taget dem hjem, for at give deres barndom mere plads. Vi har taget dem hjem, for at have friheden til ikke at leve efter et skema. Og vi har taget dem hjem, for at lysten kan få lov til at drive værket igen. Også når det kommer til læring. Vi kan se at det helt naturligt er tilfældet med de to yngste. Nora læser og regner med samme lyst som Mone snakker og laver koldbøtter. Og vi kan se at den samme lyst til at lære, stille og roligt er ved at vende tilbage til PePe.

Og selvom vores dage er lange… Og hårde… Og selvom der har været mere en én gang, hvor jeg er gået helt i panik over, om vi mon kunne klare opgaven… Så er det en af de bedste beslutninger vi har taget. Der er ikke noget smukkere end et barn, der læser – ikke af tvang på grund af en rigid 20 minutters regel – men fordi hun elsker at læse. Eller sammen at finde en bog om menneskets anatomi, fordi vi under morgenmaden blev i tvivl om, hvad ribbenene egentlig bidrager med. For der er ikke noget mere livsbekræftende end tilliden til, at børn nok skal lære, det de skal. At det ville kræve en indsats at holde dem tilbage. Og at det eneste tidspunkt, de rent faktisk kan lære på. Altså ægte lære, føle og forstå noget på. Er når de selv vil.

Lige nu har vi ikke andre planer for vores hjemmeundervisning, end at vi skal falde til ro i hjemmelivet igen. Finde ud af hvordan vores hverdag skal se ud, når den ikke bliver struktureret af at skulle møde i skole, hentes fra skole, lave lektier og komme seng i rette tid til at kunne starte forfra dagen efter. Finde ud af hvor vores ældste datters læringsinteresser tager hende – og os – hen. Ligesom vi gør med de yngste. Og finde ro i at leve sammen, lære sammen og trives sammen.

2 kommentarer

  • Natasja Celine

    Hej!
    Har først læst dette indlæg idag. Og hvor er det fint❤️
    Min den ælste, 7,5år, hun stopper på skolen her om et par uger og skal begynde et nyt liv med hjemmeundervisning. Jeg glæder mig og er hunderæd…som du selv skriver med at ses med andre børn i hendes alder… kan vi finde bare en god ven til hende? Hvordan skal dagene komme til at gå?
    Det er dejligt at følge lidt med hos jeres familie, da jeg kan relatere meget til jeres situation.vi venter en lillebror her til efteråret og har så til vinter en på 8, 4, og 0 år🙈
    Jeg kan kende alle dine tanker og jeg er selv den overtænkende/bekymrede type. Tak fordi du deler❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for den kommentar, den var dejlig at læse. <3 Det var virkelig med mange bekymringer, og Corona har bestemt ikke gjort starten lettere, men det er alligevel gået over al forventning. Gode venner kan jo heldigvis sagtens gå i skole, det er faktisk nogle af de nemmeste legeaftaler. 🙂 Men det er også rigtig dejligt at mødes med andre hjemmeunger, også selvom man nogle gange må køre lidt efter det. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opdateret opskrift: Virkelig nem og sund modellervoks