7 ting efter at have set “Hvem passer vores børn?”

Amning og ammestop

amningJeg har altid følt, at jeg var virkelig priviligeret, fordi jeg kunne amme mine børn. Det er ikke fordi, det altid har været let for mig. Faktisk tror jeg, at jeg har været de fleste ammeproblemer igennem: Fra dårlig ammeteknik og for lidt mælk, til for meget mælk og brystbetændelse. Men netop fordi jeg ved, hvor svært det kan være at få amningen til at fungere, er jeg vildt taknemmelig for, at det er lykkedes.

I dag er der rigtig mange mødre, der ikke ammer. Og rigtig mange af dem er kede af, at de ikke gør det. På den ene side er vi enormt heldige, at vi lever i en tid, hvor modermælkserstatning er en mulighed, når amningen slet ikke kan fungere. Jeg er fuldstædig overbevist om, at det har reddet rigtig mange børn. På den anden side lever vi netop også i en tid, hvor modermælkserstatningen både i konkret og overført betydning bliver hevet ud af skabet, så snart det mindste problem opstår. Og det er ikke nødvendigvis forældrene, der tager initiativet. Jeg har til tider måtte kæmpe en hel del for at få amningen til at fungere. Især her tredje gang var der en del at bøvle med. Både sundhedsplejerske, læge og sågar fjernt bekendte har spurgt, om det ikke kunne være en idé at give en flaske. Ikke fordi det var nødvendigt, men bare fordi det var lidt lettere. Det har hver gang gjort mig lidt gal. For hvis de har rådet mig til at at opgive amningen uden nogen særlig grund, så har de sikkert også rådet en hel del andre til det samme. Og det er altså en skam, hvis det ikke er nødvendigt.

Amning som syndebuk

For det er hårdt nok at blive mor. At stå med et lille nyt barn i armene, velvidende at det lille menneskes overlevelse er fuldstændig i ens hænder. Det er en overvældende oplevelse, for at sige det mildt. Det er for de fleste mødre en periode fyldt med usikkerhed og tvivl. Og det er en periode, hvor man naturligvis stoler på de råd man får af sine omgivelser. Derfor er det ekstra synd, hvis de råd ikke er gode nok. Da min sundhedsplejerske ved min tredje barn luftede tanken om at gå over til modermælkserstatning, stod jeg fast. Jeg ville amme. Men jeg følte nærmest, at jeg skulle argumentere for min sag. Selvom min datter var i glad, tilfreds og i fin trivsel, var sundhedsplejersken nemlig i tvivl om, hvorvidt hun fik nok mad. Og i stedet for at komme med gode råd til amningen, blev modermælkserstatning straks foreslået. Det har i øvrigt tilfældet ved flere lejligheder, med alle mine tre børn. Uanset om de har sovet for meget, for lidt, spist for meget eller for lidt, uanset hvordan de har ligget på deres kurver… Så snart der var et “problem”, og jeg opfattede det selv sjældent som reelle problemer, foreslog sundhedsplejesker og læger med få undtagelser, om ikke amningen nok var årsagen… Hvilket er fuldstændigt vanvittigt. Vi ved i dag, hvor sundt amning er. Der er virkelig mange fysiske såvel som psykologiske grunde til at amme. Det ved de fleste mødre godt, og for langt de fleste mødre jeg har talt med, har været kede af at de måtte opgive amningen. Det har været et valg, der ofte har været truffet ud af desperation, som følge af dårlig rådgivning eller af ren og skær udmattelse. Et valg der er truffet med et stik i hjertet eller en knude i maven, fordi der ikke har været den nødvendige støtte og hjælp, som mor og barn har haft brug for. Derfor føler jeg mig priviligeret og taknemmelig for at kunne amme mine børn. Både fordi det rent fysisk har været muligt for mig, men især fordi jeg har fået den hjælp og støtte, som jeg havde brug for. Men jeg har ikke fået den der, hvor mange kvinder søger den – hos mine jordemødre, mine sundhedsplejersker, mine mødregrupper eller mine praktiserende læger. Der har stort set ingen hjælp været at hente der. Tværtimod har jeg fået rigeligt med dårlige ammeråd og opfordringer til at gå over til flaske, selvom det bestemt ikke var nødvendigt. Det synes jeg faktisk ikke, at vi som samfund kan være bekendt.

Støtte til amning

Der hvor jeg har fået støtte til at amme har været helt andre steder. Først og fremmest i min familie. Min mand har hele tiden støttet mig i at amme. Og det har nok egentlig været den vigtigste faktor. Han har smidt, hvad han havde i hænderne for at hente vand og snacks til mig, når jeg sad og ammede. Eller en skærm med Netflix, hvis det var en af de dage. Han har stået for en stor del af de andre praktiske ting, der er omkring en baby, og skifter f.eks. flere bleer end jeg gør, selvom jeg går hjemme. Men den største hjælp, har nok faktisk været, at han har støttet mig overfor omverdenen. Hvilket jo egentlig er ret tankevækkende. Men det har været ubeskriveligt vigtigt at have én, der var helt lige så forarget, som jeg selv var, hvis jeg blev mødt af negative reaktioner, når jeg ammede offentligt. Eller som der straks afviste de mange velmenende mennesker, der foreslog, om vi ikke skulle prøve med tidlig skemad, tidligt ammestop, sov-igennem-teknikker eller aftenpasning. Jeg har også været heldig at have en mor, der selv langtidsammede mig og min søster. Og som jeg stadig ringer til for at rase ud, når der er det mindste problem med amningen. Hvis jeg havde brug for praktisk hjælp til amningen, har jeg let kunne finde svaret på ammenet.dk og i bøger som f.eks. amning med ESA. Og hvis det havde brændt helt på, havde jeg opsøgt en ammevejleder. Men det vigtigste har faktisk været, at jeg ikke følte mig alene om at synes, at det var vigtigt og værdifuldt at amme.

Selvom det lyder som en slidt kliché, så mener jeg virkelig, at hver familie må finde frem til, hvad der fungerer for lige netop dem. For os fungerer amning bare. Og det fungerer i relativt lang tid. For mig har det været vigtigt at amme mine børn i mindst 2 år. WHO anbefaler amning i de første 2 år, på grund af en lang række sundhedsmæssige fordele for mor og barn. Det styrker barnets immunforsvar, nedsætter risikoen for en lang række sygdomme og giver en sund, normal vækst. Men for mig har de psykologiske aspekter vejet helt lige så tungt. Mine børn har alle tre haft brug for den tryghed, som amning har givet dem. Og jeg har haft brug for de rolige stunder, til at have min opmærksomhed rettet helt mod dem og øjeblikket.

Efter Lille A er blevet 1 år, er folk begyndt at spørge om jeg stadig ammer. Eller… Det spørger omkring halvdelen af de nysgerrige om. Den anden halvdel spørger, om vi ikke “snart er færdige med det pjat” eller konstaterer at jeg da “selvfølgelig ikke skal amme det store barn længere”. Begge mine store piger er blevet ammet, til de var omkring 2 år. PePe stoppede med at blive ammet en månedstid før hun fyldte 2 år, da hun mistede interessen efter en periode, hvor vi begge var syge. Ella blev ammet til hun var 2 år og 5 måneder. Her skulle jeg en aften interviewe et forældrepar i forbindelse med mit speciale, og min mand puttede derfor begge børnene. Og det var ligesom det. De efterfølgende aftener ville Ella gerne puttes uden at blive ammet først. Denne gang regner jeg stærkt med at have et lignende ammestop, hvor Lille A vælger amningen fra. Om det bliver fuldstændigt på eget initiativ, eller om det som med de store piger bliver en kombination af parathed og andre omstændigheder, gør mig egentlig ikke så meget. Men hun bliver ammet så længe hun har lyst til det og behov for det.

 

Hvad synes du om amme-kulturen i Danmark? Er den god nok?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 ting efter at have set “Hvem passer vores børn?”