En dag i mit liv: Barselsdag med børnehavefri

Afslapning og A-menneske-børn

Der var engang, hvor weekenderne gik med at slappe af.

Bevares, jeg havde tit en aflevering eller noget læsning, jeg var bagud med. Nogle gange arbejdede jeg en 4-8 timer på mit studiejob. Men ellers slappede jeg bare af. Helt rigtigt af. Det var dengang jeg stadig sov til klokken 11 om formiddagen. Og så serier til klokken tre om natten. Og læste. Og mente at det kunne være hårdt.

Det kræver lidt mere struktur, hvis jeg skal få slappet rigtigt af i weekenderne, efter at jeg har fået børn. Hvoraf to er A-menneske-børn. Typerne der vågner klokken 6 på en højhellig lørdag morgen. Og er glade. Jeg skal ikke være bleg for at sige, at jeg holder lidt ekstra af mit lille B-meneske-barn, når hun beder dem om at smutte ud af soveværelset med deres snakkeri. Hun har nemlig fat i noget. Hvis ikke jeg er bevidst om det, kan mine weekender nemlig meget nemt komme til at ligne resten af min uge. Det er selvfølgelig dejligt, at min mand er hjemme. Men weekenderne kan hurtigt forsvinde i tøjvask, børnefødselsdage, støvsugning og morgener der begynder før klokken bliver 6. Og det kan ingen af os holde til i længden.   

Efterhånden har vi fundet en opskrift på, hvordan vores weekender bliver helt gode. Det kræver, at vi får rigeligt med søvn. Det virker indlysende… Som noget alle damebladsartikler har fortalt mig tusindvis af gange. Men jeg kan virkelig blive så opsat på at få mest muligt ud af vores weekender, at jeg ikke får sovet nok. Jeg bliver i stedet længe oppe, for at se en god serie sammen med manden.  Sover ikke længe fordi børnene vågner tidligt. Og sover ikke til middag, fordi jeg gerne vil have mest muligt familietid klemt ud af weekenden. Og så bliver jeg søvnig-gnaven. Der fungerer det bare meget bedre for os, at vi indstiller os på at være skifteholdsforældre lørdag formiddag, så vi begge får sovet ud. Så er der mere energi til at lave alle de overskudsagtige ting. De ting som vi ikke altid har mulighed for at lave sammen i hverdagen.

Det er tit små oplevelser, der får tid i weekenden. Det kan en sjælden gang være at vi giver os i kast med et projekt på huset eller tager på vikingemuseum. Men de fleste weekender, er det de helt enkle ting, vi prioriterer. At bage en kage. Lave et krea-projekt med pigerne. Give os tid til at prøve nye opskrifter til middagsmaden. Og så er vi rigtig glade for at tage børnene med ud. I skoven, på stranden, på legepladsen eller i parken. Det behøver ikke være mere end en times tid, men især ture i skoven giver os så meget energi. Vi får alle sammen frisk luft, børnene får løbet vildt og grint højt, og vi får tid til at snakke sammen mens vi går. Når vi kommer hjem igen, må de store børn til gengæld gerne se en film. Det er selvfølgelig ikke hver weekend, at vi har tid til at slappe af på den måde. Den vigtigste ingrediens i en god weekend er nemlig også den, som vi har sværest ved at overholde: Begrænsning. Kun at have én ting i kalenderen hver weekend. Det er ikke altid, at vi lykkes med det, men vi prøver.

Denne weekend har vi min søster på besøg. Min eneste, bedste, sødeste, smukkeste søster. Vi har glædet os. Jeg forestiller mig, at det er lidt, som når Beatles eller Elvis kom til byen engang tilbage i efterkrigstiden. Jeg når dårligt nok at gøre sætningen færdig, før de overgearede pigehvin begynder: “Moster kommer til Danmark i weeken…” Wiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii. Jubiiiiiiiiii. Kommer hendes kæreste med? Skal hun sove her? Må vi godt blive længe oppe? Og vække hende mens det stadig er mørkt? Og varme vores kolde tæer på hendes mave?

Det passer egentlig ikke rigtigt. At hun kommer til Danmark. For hun har boet her siden sommerferien, efter at have læst i udlandet de seneste par år. Desværre har det vist sig at Danmark er større end jeg egentlig havde regnet med. Sådan cirka + 7 timers transport større. Og 7 timer er lang tid. Både i sig selv, men især med en søsyg baby og to overtrætte storesøstre på armen. Vi får derfor ikke besøgt hende særlig tit, og har faktisk slet ikke set hendes nye lejlighed. For som om det ikke var nok med transporten, så har jeg jo også lagt mig lidt ud de seneste par år. Ikke i tøjstørrelse, men i familiestørrelse. Og det er altså svært at bænke, bespise og overnatte 5 ekstra mennesker på et kollegieværelse, i en autocamper eller i en delelejlighed. Ikke umuligt, men rimelig tæt på.

Så jeg savner hende. Nok endnu mere end børnene gør. Derfor bliver det også endnu vigtigere for mig, at vi ikke har andre planer i weekenden, end at se hende. Så vi kan være tilstede og vide, at vi kan få indhentet det nødvendige senere. Lørdag er moster-søster-dag. Søndag har vi ingen planer. Måske vi svinger os op til at vaske en blevask. Måske vi bare sover, mens børnene ser Motor Mille.

Hvordan lader du bedst op i weekenden?   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dag i mit liv: Barselsdag med børnehavefri