9 måneder med moderne stofbleer

En dag i mit liv: Barselsdag med børnehavefri

Det er begyndt at gå op for folk uden for min familie, at vi ikke har tænkt os, at Lille A skal begynde i institution, når hun bliver 1 år. I stedet forlænger jeg indtil videre min barsel med et ekstra år… De fleste er virkelig søde og støttende, når snakken går på at gå hjemme længere end det normale års tid. Men uanset om folk er positivt eller negativt indstillet, så kommer spørgsmålet altid før eller siden: Hvad skal du så få tiden til at gå med? Eller, nogen gange: Ej, kommer du ikke til at kede dig? Jeg synes derfor, at det kunne være meget skægt at lave en “En Dag I Mit Liv”, her mens jeg stadig er på almindelig barsel. På den måde kan jeg sammenligne om et års tid, og se om det virkelig er så meget anderledes at gå hjemme i forhold til at gå på barsel. Selv tænker jeg ikke, at der er den helt store forskel. Men nu må vi se:

    • 6.15 Vækkeuret ringer
      Altså min mands vækkeur. Hverken mig eller min mand er morgenmennesker, så jeg plejer at blive liggende i sengen til pigerne vågner af sig selv, hvilket de som regel gør mellem klokken 6 og 7. Der er ingen grund til at stå tidligere op end højst nødvendigt. Efter lidt tid kravler børnene henover mig, og jeg får slæbt mig – og dem – ud af sengen. Vi samsover i én store familieseng og har ved siden af soveværelset en garderobe, hvor vi hver har et skab. Det har virkelig gjort det meget hyggeligere og nemmere at stå op og få alle i tøjet.
    • 7.15 Ene voksne
      En times tid efter kører min mand på arbejde, og jeg spiser morgenmad med pigerne. Klokken halv otte ringer en alarm på min telefon, og vi tager tøj på, børster tænder og gør klar til at gå ud af døren. Det kan godt tage Ella en del tid. Hun skal altid lige overveje, hvilke sko og hvilket overtøj, hun vil have på, så det er rart at have god tid. Lille A kommer altid op i viklen om morgenen, så er det nemt at følge PePe i skole, gå med op i klasseværelset og blive til morgensang. Som regel falder hun også i søvn i viklen, men ikke i dag.
    • 8.20 På legepladsen
      Ella bliver hjemme i dag. Hun kommer i børnehave 1-2 dage om ugen, men i dag havde hun ikke lyst. Vi går derfor på legepladsen. Lille A er for træt til at gynge, så hun sidder og hygger i viklen. Ella løber rundt i samme mønster hver gang: Hun skal være helt sikker på, at hun får prøvet det hele. Hun finder også en masse fine blade, som hun mener er træernes kunst. De skal reddes fra at blive våde og slimede! Efter en masse leg trisser vi hjem. En stor buket visne blade rigere.
    • 9:10 Kreahygge
      Jeg ammer Lille A til hun sover, og imens får Ella lov til at se lidt fjernsyn. For tiden er det især “Astrid bliver storesøster” der hitter. Det er nu ikke fordi, hun sidder særlig stille. Ella altså. Hun tegner, snakker og forestiller sig, at hun er Astrid. Og at hun ikke har prøvet at være storesøster endnu. Da Lille A sover, går jeg op til Ella. Vi hygger med en kop te eller to (mest moren) og krea (mest barnet) med de blade vi fandt på legepladsen. Jeg får 10 minutter til at rydde op imens Ella laver kartoffeltryk.
    • 10.20 Barselshygge
      Lille A vågner og bliver ammet. Bagefter hjælper Ella med at give hende et bad. Vi leger i stuen og tiden går hurtigt. På den dejlige måde. Som om meningen med livet er, at stable klodser og se dem blive væltet. Lige pludselig er vi sultne. Det er allerede blevet tid til at spise frokost.
    • 11.30 Frokost
      Pigerne spiser langtidshævede boller og jeg spiser chiagrød. Det er egentlig en lidt sundere version af at spise nutella direkte fra glasset, men de lader ikke til at have tænkt dén tanke endnu. 7-9-13. Ella siger tak for mad og går ind for at male en tegning til sin far. Lille A spiser efter Baby Led Weaning principperne og kan bruge ret lang tid på en bolle med broccolimos. Jeg er på dagens tredje kop te.
    • 12:10 Tidligt fri
      Min mand er som regel først hjemme mellem 14 og 17, men en dag om ugen har han ekstra tidligt fri. Det er skønt, for så kan han nå hjem i tid til at hente PePe fra skole. Hun går i friskole, og da vi har valgt, at hun ikke skal gå i SFO, har hun fri mellem 12 og 13 hver dag. Det giver en dejlig frihed, at hun kun er i skole om formiddagen, og giver rum til mange timers leg mellem søstrene, selvom de begge har fritidsinteresser og legeaftaler.
    • 13.00: Vikle-lur
      Jeg prøvede at putte Lille A, imens min mand og Ella hentede PePe fra skole, men hun sover stadig ikke og kommer op i viklen til en lille vikle-lur. Imens læser PePe højt for mig og Ella. Min mand får piftet radiatorerne. Efter 20 minutters læsning beslutter pigerne sig for at “hjælpe” ham.
    • 13.30 Blog
      Jeg lister Lille A fra vikle til seng, og det lykkes… Næsten. Et højt pigehvin vækker hende og hun må lige ammes hurtigt, inden hun igen falder i søvn. Jeg sætter mig til at blogge lidt, med en kop te selvfølgelig. Imens spiller min mand og pigerne nogle spil oppe i stuen. Efter 20 minutter vågner Lille A igen, og jeg ammer tager en amme-lur sammen med hende.
    • 14.45 Familietid
      Lille A og jeg står veludhvilede op. Vi hygger, og ordner. Sætter en vask over og smører madpakke til PePe. Øver violin og viser Ellas kunstværker frem. Leger elefanter og bagerbutik. Laver madplan og indkøbslister. Køber ind og henter pakker. PePe har fået nye støvler. Hun har selv valgt dem på Den Blå Avis, hvor vi køber det meste af vores børnetøj. De er nye med mærker, og hun er pavestolt over, at hun har valgt sådan nogle gode støvler.
    • 17.00 Aftensmad
      Jeg putter Lille A til dagens sidste lur. Når hun sover, går jeg i gang med at lave aftensmad. En times tid efter er Lille A veludhvilet og maden færdig. Imens jeg laver mad hygger min mand med PePe og Ella. Fordi jeg går hjemme, prioriterer vi at fordele tiden sammen med børnene så ligeligt som muligt. Så kommer det i anden række, hvor ligeligt de huslige opgaver bliver fordelt. Tit kan ligestilling fokusere på, hvem der tager opvasken eller støvsuger mest. Min mand laver en del husligt, men det er vigtigere, at vi begge får tid til børnene, så de får en stærk tilknytning til os begge.
    • 19:00 Putning
      Vi går alle ned i soveværelset. Jeg ammer Lille A, og tøffer som regel lidt rundt på Instagram imens. Min mand arbejder hjemmefra på computeren, mens de store piger ligger sig til at sove. Da de alle tre er faldet søvn, finder vi House of Cards frem, som vi ser i sengen. En gang imellem går vi op i stuen, når børnene sover, men som regel bliver vi nede i soveværelset, så vi ikke skal gå fra dem.
    • 20:30 Ro
      Efter et afsnit hænger min mand en vask op og ser til fyret. Imens får jeg trænet og snuppet mig et bad. Ammer. Vi snakker om dagen, og vender stort og småt. Ammer. Og så kan vi lige nå et afsnit til, inden vi sover.
    • 23:30 Godnat
      Vi går i seng. Jeg sover ved siden af Lille A, så selvom jeg ved, at hun vågner i løbet af natten, er det ikke rigtig noget, der generer mig. Så længe jeg får min middagslur dagen efter altså.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 måneder med moderne stofbleer