MGP

10 bæredygtige børnebøger vol. 1

Første dag på Pædagogik-studiet lærte vi, at det er bedst at indoktrinere børn tidligt og solidt. Okay, det gjorde vi måske ikke ligefrem. Faktisk var hele uddannelsen skuffende mangelfuld på lige netop indoktriner-dit-eget-barn-fronten. Det er der i det hele taget overraskende lidt af i pædagogiske og børnepsykologiske miljøer. Fri vilje og alt det der. Men den manglende indoktrineringsviden kan denne blog så bidrage med. Det er selvfølgelig noget pjat. Næsten, altså. For der er bare nogle helt centrale ting, som jeg gerne vil indoktrinere børnene en lille bitte smule med. Eller i det mindste oplyse dem om. På en faktuel måde. Og så også på en stærkt farvet, ret politisk måde. I håbet om at de deler mine synspunkter. Altså indoktrinering. Men i den gode sags tjeneste!

Vi indoktrinerer selvfølgelig ikke vores børn. De er frie til at forme deres egne, politiske holdninger. Men derfor har vi selvfølgelig nogle værdier, som vi meget gerne vil give videre. Eller i det mindste diskutere og reflekterer sammen med vores børn. Og dér er gode børnebøger altså et rigtig godt supplement til hverdagens snakke om miljø, køn, kultur, modkultur, minoriteter. politik og mange af de andre ting, som vi gerne vil diskutere med vores børn. Det her er derfor en liste over 10 bøger, der tager udgangspunkt i bæredygtighed, enten ved at fokusere på genbrug, genanvendelse, miljø eller klima. Det er virkelig vigtigt for mig, at børnene ved, hvad der bliver af skraldet, når skraldemændende henter det. Ligesom det er vigtigt at de kender til klimaproblemerne og til de konsekvenser som eksempelvis brug-og-smid-væk-kulturen har på miljøet. Og ja, jeg har allerede kaldt listen for vol. 1. For jeg havde oprindeligt 21 titler på min liste. Men altså… Jeg har også te der skal drikkes, chokolade der skal spises og svigerforældre der skal snakkes med, her til aften. Bæredygtighed er et emne som børnene også går meget op i. Med undtagelse af nr 9 og 10, er alle bøgerne bestilt hjem via bibliotek.dk, og de kom allesammen inden for en uge. En del af dem har vi lånt og læst før. Andre har vi lånt for første gang. Men alle bøgerne kan tåles at blive genlånt og genlæst igen og igen. Åh, ja. Og så insisterede PePe på at give bøgerne karakterer. Jeg er enig nok til ikke selv at kaste mig ud i samme projekt…

  1. Svend Genanvend af Alexandra Colombo og Ellie Bethel

    Byen er ulækker. Folk sviner og gider ikke at genanvende. Indtil Svend Genanvend kommer til byen, og overbeviser folk om, at de skal passe på deres omgivelser. Og at de skal genbruge og genanvende, det de kan. Byens beboere begynder at affaldssorterer og halleluja, det ender godt. Dele af bogen er på rim, som kan være lidt svære at forstå, men alle tre børn var meget begejstrede for den.
    PePes karakter: 10/10
  2. Plastiksuppe af Judith Koppens m. fl.

    Dyrene er glade for at bruge plastikposer, men da de tager en tur til stranden, finder de ud af at plastik forurener. Men hvad skal man så gøre, når man skal købe ind? Og skal man smide sin gamle plastikpose ud? Bogen er en meget sød og enkel fortælling om plastikposer og forurening.
    PePes karakter: 7/10
  3. Team Grøn – da Kalinka blev væk 
af Signe Josephsen og Ole Laursen

    En fin søg og find-bog i den meget nemme ende. Der er ikke så meget tekst i bogen, men det gør ikke det store. Billederne tager en på besøg på genbrugspladsen, og børnene sad længe og snakkede om, hvad der foregik på siderne.
    PePes karakter: 7/10
  4. Uhyret i søen Geneviève Cöté

    En sød bog om at genbruge, om ikke at svine i naturen og om ikke at købe så meget nyt. Alle tre børn syntes, at den er rigtig god, og vil gerne have den læst flere gange. Den er meget enkel og måske især fin for mindre børn. Man skal dog overveje at snakke lidt mere om pointerne i bogen, før de bliver helt tydelige. Min 4-årige konkluderede i hvert fald, at vi allerede var rigeligt gode ved miljøet, fordi vi ikke smider stole i søen. Begge dele er sådan set rigtige – vi prøver at være gode ved miljøet, og vi smider ikke stole i søen – men det er måske alligevel en lidt lav barre at sætte. I hvert fald hvis man er typen, der låner miljø-bøger på biblioteket.
    PePes karakter: 8/10
  5. Peter Pedal planter et træ af Margret Rey

    Rigtig sjov og sød bog om vigtigheden af at genanvende papir og plante nye træer. Og selvfølgelig også om fjollede abe-løjer. PePe er helt vild med sidste side i bogen, hvor der står en lang række tip til at leve mere bæredygtigt. Så nu ønsker hun sig en batterioplader i fødselsdagsgave.
    PePes karakter: 9/10
  6. Hvad sker der med vores jord? af Grethe Rottböll og Sarah Sheppard

    “Det vil jeg vide!” udbrød Ella med det samme. Bogen gennemgår rigtig fint 10 ting, som man kan gøre anderledes for jordens skyld, fx af sortere affald eller at tegne på begge sider af papiret. Den er ret sjovt skrevet, og det blev grint en hel del undervejs.
    PePes karakter: 140/10
  7. Peter Plys en eller andens skat fra Disney

    Skal en honningkrukke med et hul smides ud, eller kan den genbruges som urtepotte? En sød bog om ikke at bruge for at smide væk. Men også en bog om at give, at dele med hinanden og at udvise omsorg for fællesskabet. Og så er Peter Plys bare sød…
    PePes karakter: 8/10
  8. Lille muldvarp og paraplyen af Zdenek Miler og Hana Doskocilova

    Jeg elsker bøgerne om den lille muldvarp! Billederne er så fine, og jeg kan tydeligt huske mange af dem fra min egen barndom. Bogen handler om en ødelagt paraply, som muldvarpen reparerer og rejser rundt i. Uden at handle voldsomt meget om miljø, så er pointen rigtig fin og lige til: Vi kan passe på vores ting og reparere dem igen og igen i stedet for at forbruge uden omtanke.
    PePes karakter: 9/10
  9. Er det mit hjem? af Sean Henrik Moore (Ørsted)

    Jeg havde egentlig forestillet mig, at det ville være en ren reklamebog for Ørsted, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det ER selvfølgelig et stykke reklame, sådan rent principielt. Men det er også en rigtig fin bog om klimaforandringer. Og om at vores børn er små verdensborgere, der har hjemme i hele verdenen – også der hvor isen smelter eller ørkenen breder sig. Og så er illustrationerne bare helt fantastiske. Jeg er ret sikker på, at det bliver en ny favorit herhjemme. Bogen kan findes som lyd-bog og e-bog ganske gratis lige her.
    PePes karakter: 10/10
  10. Sådan passer jeg på jorden af Emma Brownjohn

    Bogen er nok min absolutte favorit af dem alle og den eneste af de her 10, som vi ejer. Jeg fandt den ved et tilfælde i vores genbrugsbutik for et års tid siden, og vi har læst den igen og igen. Det er en rimelig nøgtern, no fuss-bog, der kører efter opskriften: Planeten er i fare, du kan gøre dit, dut og dat for at hjælpe, det skal nok gå alt sammen. Børnene elsker at den er så konkret, og så er der flapper i. Behøver jeg at sige mere?
    PePes karakter: 10/10

 

Er der nogle bøger, som du synes, at jeg mangler på listen?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MGP