7 ting efter at have set “Hvem passer vores børn?”

Som så mange andre så jeg DR-dokumentaren “Hvem passer vores børn?”. Og det bør du også. Den ligger lige her på dr.dk, hvor den kan streames kvit og frit. Og det bør man gøre, for den er ret god. Selvom der ikke var noget, der som sådan overraskede mig i dokumentaren, har der alligevel været en del tanker der har rumsteret rundt her i dagene efter jeg har set den. Og sørme om jeg ikke har skrevet 7 af dem ned:

1. Kan vi klare os med en markant dårligere normering i dag end i 1990?
   Det er jo ikke fordi, at børn har gennemgået en teknologisk revolution i mellemtiden. Eller bliver født væsentligt mere velopdragne i dag, end de gjorde for 30 år siden. Til gengæld er børnehavebørnene blevet yngre, der er kommet flere børn med diagnoser i almindelige børnehaver, og pædagogernes papirarbejde er blevet mere omfattende. Det virker åbenlyst, at børnene ikke kan klare sig med færre pædagoger end tidligere. Spørgsmålet er nok snarere, hvorfor vi så som samfund tillader det?
2. Ved vi ikke godt, at forholdene er for dårlige?
   Det er jo ikke den første kampagne. Det er ikke længe siden, at der for eksempel kørte en kampagne på de sociale medier under #minnormering. Jeg er efterhånden også stødt på en hel del artikler om emnet. Alligevel sker der ikke noget. Alligevel er der partier i Danmark, der IKKE kører valgkamp på at højne normeringerne og forbedre mulighederne for hjemmepasning. Ligesom faren i slutningen af dokumentaren konstaterer vi apatisk, at sådan er det jo bare.
3. Hvordan ville jeg have det, hvis jeg havde set den for 2 år siden?
   Jeg er faktisk i tvivl. Jeg er helt oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg havde raset og tudet, indtil min mand eller jeg selv havde fundet en måde, hvorpå vi selv kunne passe børnene. Eller om jeg havde fundet på mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor virkeligheden ikke så helt så dyster ud i lige netop vores institution. Men det gjorde den. Selvfølgelig gjorde den det. Ikke fordi pædagogerne ikke arbejdede hårdt nok eller var dygtige og empatiske nok. Men fordi der ikke var nok af dem.
4. Hvorfor startede mine to ældste i vuggestue?
   Det korte svar er, fordi det var det eneste, jeg kendte. Hjemmegående husmødre var et fjernt koncept. Frustrerede karikaturer i amerikanske film. Nydelige damer fra 1950’erne med skørter og forklæder. At mine egne bedstemødre havde gået hjemme, var på en eller anden måde ikke blevet en del af min familiefortælling. Jeg vidste det godt, men jeg anede egenlig ikke, hvorfor eller hvordan. Da jeg gruede for at aflevere børnene og da jeg hadede at køre dem ind, var der ikke én i min omgangskreds, der stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at aflevere dem i institution. Det var en selvfølgelighed.
5. Hvorfor havde jeg svært ved at tage dem ud?
   Fordi de selv gerne ville i børnehave. Og hvis de ikke ville, så kom de det heller ikke. Efterhånden fik vores datter så mange hjemmedage og så få børnehavedage, at det ikke længere gav mening. Men jeg er glad for, at vi ikke bare hev hende ud af børnehaven fra den ene dag til den anden. Hun kan også stadigvæk konstatere, at hun gerne vil i børnehave, når vi kører forbi den med bussen. Hun er ikke ked af det, og hun vil hellere i legestue, men hun kunne egentlig godt tænke sig at kigge forbi. For der er søde venner og voksne der, som hun har knyttet sig til. Vennerne ser hun selvfølgelig stadigvæk, når vi arrangerer legeaftaler.
6. Hvad så hvis forholdene var bedre?
   Hvis normeringerne var gode, hvis pædagogikken var perfekt, hvis maden var sund og nærende og hvis og hvis og hvis. Hvad så? Ville jeg have lyst til at sende mine børn i institution? Nej. Det ville jeg ikke. Jeg vil til enhver tid tale for bedre forhold i daginstitutionerne. For det synes jeg, at børnene fortjener. Men jeg har ikke selv lyst til at aflevere mine børn i vuggestue eller børnehave igen. Jeg kan selvfølgelig blive klogere. Eller vores behov kan ændre sig. Men når jeg stiller mig selv spørgsmålet i dag, står jeg tilbage med en følelse af meningsløshed. En følelse af at meningen er at være lige her, hvor mine børn er. Så længe som de har brug for det.
7. Tror jeg på, at forholdene bliver bedre?
   Nej. Jeg tror desværre ikke, at forholdene i danske institutioner bliver markant bedre. Det ville virkelig kræve, at dansk politik tog en drejning i en helt uset retning. For selvom vi konstant får at vide, at “det går godt”, og at “dansk økonomi kører derudaf”, så skal vi også hele tiden spare. Effektivisere, gå senere på pension, komme hurtigere igennem uddannelserne, komme hurtigere i arbejde, løbe hurtigere og på en eller anden måde undgå at blive kørt helt ned i processen. Eller at stå af. For det oplever jeg også, at der er en del, der begynder at gøre. Måske det er ønsketænkning fra min side. Men hvor vil jeg ønske, at det er mere end det. At vi får sagt fra på vores egne og vores børns vegne. For hvem lytter til vores børn?