Putteritualer og “dårlige” vaner

Putningen foregår ret ifavnsk hjemme hos os. Vores ældste datter bliver snart 8, og vi har ikke haft et enkelt putteritual, der har holdt i mere end et halvt år. Til dels fordi hendes behov har ændret sig, til dels fordi hun har fået to søstre, og til dels fordi vi er blevet klogere undervejs. I perioder har jeg puttet børnene, i perioder har min mand, i andre har vi puttet børnene sammen. Vi har puttet i tremmeseng, enkeltseng, køjeseng, forældreseng, samsovningsseng og endda på sofaen i stuen. Vi har puttet med godnathistorier, godnatsange, amning, musik, vikling, lydbøger, hvid lyd og stilhed. Vi har kort sagt efterhånden været igennem en hel del forskellige vaner og putteritualer. Men de har allesammen haft to ting til fælles: Vi går aldrig mere op i et ritual, end at det kan ændres, hvis vi hellere vil gøre tingene anderledes den aften. Og vi er altid hos vores børn, hvis de ønsker det.

Ifavnsk forældreskab er en tilgang til opdragelse, der dækker alt fra fødselsforberedelse til amning og samsovning til balancen mellem arbejde og familie. Man siger oftest, at der er 8 principper for ifavnsk forældreskab. Og de er virkelig gode og smukke… Og nok også fuldstændigt uopnåelige, hvis man er et almindeligt fungerende menneske. Alligevel synes jeg, at det er en skøn tilgang. Så må man tage med, at idealer nu engang er idealer, og at man ikke altid forstår sin 4-åriges følelsesmæssige behov lige med det samme. Men man kan prøve…

Ifavnsk putning tager udgangspunkt i, at børns følelsesmæssige behov skal tages alvorligt, at fysisk kontakt er sundt, og at søvn er noget, man deler. Hvilket kan lyde helt selvfølgeligt, hvis man som mig har fået hippieværdier og hyggenygge ind med modermælken… Men det er åbenbart rimeligt langhåret… I hvert fald mener en del, at putning eller “søvn-træning” skal foregår på en anden måde. At ifavnsk putning forkæler børnene. Uanset om den så består i, at en forælder bliver på værelset til barnet sover, i samsovning eller i at mor vikler barnet, imens hun står på tåspidser på en yogabold. Sidstnævnte ville jeg nok ikke selv kunne trives med… I hvert fald ikke tåspids-delen, men deri ligger min pointe nok også lidt. For at blive på værelset til børnene sover, at samsove og at vikle eller amme, eller vikle OG amme i søvn, synes jeg er drøn-hyggeligt. Det er en gode måde, at være sammen med mine børn på. En god måde at give dem tryghed på. Og jeg tror ikke, at man kan forkæle børn ved at putte dem på en tryg måde. Men man skal selvfølgelig finde en måde, der fungerer for alle i familien.

Men der er nu mange ifavnske måder at putte på, der er vildt hyggelige og afslappende – både for børn og voksne. Mange tror bare ikke på mig, når jeg siger, at jeg godt kan lide at blive hos mine børn, til de sover. At amme den mindste i søvn eller ae de store lidt på ryggen. Vi lever i en adskillelseskultur, hvor idealet er det selvstændige barn. Barnet der selv falder i søvn. Barnet der ikke bliver ammet. Barnet der har sit eget, selvstændige liv i dagpleje eller vuggestue væk fra forældrene. Forældre er nærmest moralsk forpligtede til at prioritere “sig selv” med alenetid, uanset om forældre og børn trives med det eller ej. Min mand og jeg har valgt at opdrage mere ifavnsk, med langtidsamning, samsovning, hjemmepasning, vikling og en mere blid tilgang til forældreskabet. I hvert fald blidere end vores sundhedsplejeskers anbefalinger, især når det kommer til putteritualer og søvn… Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er for alle. Ikke hele pakken. Men det fungerer for os.

Putteritualet herhjemme er altid ret fleksibelt. For tiden putter jeg børnene alene, imens min mand rydder op og gør rent. Når jeg skriver for tiden, lyder det meget fasttømret… I virkeligheden er det nok sådan putningen foregår 5 ud af ugens 7 dage. Men det er det ritual, der fungerer bedst for os lige nu. Min mand hjælper med tandbørstning, natble og nogle dage en godnathistorie eller to. Så siger vi godnat, og jeg putter de store piger i vores store fælles seng. Lille A er i 1 års fasen med masser selvstændighed og seperationsangst, så hun har svært ved at finde ro for tiden. Hun kommer derfor op i viklen og falder i søvn, mens jeg går frem og tilbage. Nogle aftener fortæller jeg også en historie, jeg selv finder på. Mine historier handler som regel om to små mus, der prøver at finde lækkerier i vores hus, og ender hjemme i deres musehul, hvor deres mor vugger dem i søvn i to små valnøddeskaller. Andre aftener synger jeg godnatsange. De seneste par aftener har PePe helst ville høre musik med hvallyde, imens Ella har lyttet til en youtube-video om kartoflens historie. Sidstnævnte kan virkelig få selv den mest historisk interesserede til at falde hen. Når Lille A sover, ligger jeg hende hen i sengen til de andre. Nogle aftener ammer jeg hende. Nogle aftener har en af de store piger brug for, at jeg ligger mig hen til dem. Og så sover de.

De falder ikke i søvn i deres egen seng. De falder sjældent i søvn alene. Oftest falder de heller ikke i søvn efter et særligt fasttømret ritual. Til gengæld falder de i søvn på en tryg og rar måde, som de selv har været med til at bestemme. Og lige så vigtigt, så virker det. Børnene falder trygge i søvn, og de vågner om morgenen med tryghedsbatterierne ladet helt op. Og så er det også ret hyggeligt at sove på den måde.

Hvordan putter I helst børn, hjemme hos jer?