Kære Sofie Carsten Nielsen

5 ting du skal lave i efterårsferien

Efterår er min yndlingsårstid. Der er endelig køligt nok til, at jeg kan lokkes ud i solen. Det er stadig varmt nok til, at jeg kan lokkes ud i skoven. Og så er jeg typen, der faktisk godt kan lide at gå en tur i blæst og regn. Det er så skønt. Om ikke andet, så fordi at varm kakao smager endnu bedre, når man kommer forpjusket hjem fra sådan en tur.

Når det er sagt, så er jeg i den grad en hjemmehyggegøj. Og de der kakao-stunder inde i varmen er i den grad også det, jeg ser frem til i efterårsferien. Gerne med et krea-projekt eller en god sanseleg med børnene. Uanset om vi tager i sommerhus, hjem til bedsteforældrene eller bare bliver hjemme, så er der altså ikke rigtig noget, der slår de hyggestunder, hvor vi allesammen giver os helt hen til en eller anden sjov aktivitet. For mig er det bare den nemmeste måde, at være en rar og hyggegod mor på. Jeg elsker det nemlig selv.

5 aktiviteter du skal lave med dine børn i efterårsferien

Bogkrea

En krea-aktivitet som vi for nyligt er blevet rigtigt glade for er Bogkrea – altså krea med udgangspunkt i en bog. Det er altså bare hyggeligt at sidde og læse om elefanten Elmer mens børnene laver hånd-elefanter i alverdens farver. Eller sammen finde ud af at lave den sultne larve Aldrigmæt i forskellige efterårsblade.

Dukkehus

Vi har lavet mange forskellige dukkehuse gennem tiden, men skotøjsæske-dukkehuse er altså vores favoritter. Det på billedet er faktisk en stald. Til magiske enhjørninger og ponyer, der gerne vil lære at blive enhjørninger. Naturligvis. Det er lavet af en skotøjsæske og en teæske, som vi malede og tapetserede med gamle “kunstværker”. Bagefter skar vi vinduer og døre i, så de søde dyr også kan kigge ud, når vi lukker ned for legen. Vi behandler nemlig vores dyr ordentligt her i huset.

Naturleg

For nylig skrev jeg et blogindlæg hos Kriblekongen om naturlege, som vi tager med indenfor. Men vi elsker altså også bare at være ude. Især her i efterårsferien, hvor vi allesammen er hjemme, smelter de to ting sammen. Vi går en lang tur og børnene leger i skoven. Vi finder blade, kanstanjer og kogler, som vi bare MÅ have med hjem. Når vi kommer hjem, bliver bladene klippet, klistret, malet og dekoreret. Kastanjerne bliver til fine mandalaer, en hund og en øse-leg. Imens bliver koglerne bundet i snor, brugt som stempler eller lavet om til små efterårsdyr. Og så løber vi tør. Og må ud igen efter flere naturmaterialer.

Lav dit eget modellervoks

Vi elsker sanselege! Slim, skum, gryn og vand er helt fantastisk at lege med for små børn. Men intet slår altså vores modellervoks. Det er virkelig hurtigt og nemt at lave (du kan finde opskriften lige her), holder sig i månedsvis ved stuetemperatur og har mange gode timers fri leg i sig. Hvis I har brug for lidt nye idéer til modellervokslegen, så har jeg flere forskellige inde på Hippieleg. Prøv f.eks. at lave stempler af lim og genbrugspap. Eller brug pasta til stempler og konstruktions-leg. 

Lav dit eget spil

Jeg synes, at det er så skønt at lave sine egne spil selv. Det er både en virkelig hyggelig proces, hvor alle kan være med på forskellige måder. Men jeg synes også, at det er rigtig sjovt at spille med et spil, som vi selv har lavet. I den komplicerede ende lavede min søster og jeg selv vores eget matador-spil, en sommerferie da vi var børn. Komplet med vejnavne  der havde betydning for vores familie, nogle ret syrede Prøv Lykken-kort (De har kørt en familieforsørgende frø i sin bedste alder over. Betal kroner 500 til dens familier, hver gang de passerer start.) og vores helt egne regler. I den helt enkle ende har jeg lavet talrige kryds-og-bolle, ludo- og dam-spil med børnene. Ulempen ved dem, er at de kommer til at ligne dem man køber en del, rent spillemæssigt. Der er det sjovere med gåsespil eller slange- og stiger-spil, fordi man kan gøre dem lige så vilde eller fredelige, som man vil. Men mit absolutte favoritspil at lave selv, må nok være vendespil. Simpelthen fordi de er vanvittigt enkle at lave, og kan varieres i det uendelige. En meget enkel måde at lave et vendespil på, er ved at klistre udklip fra 2 ens reklamer bag på et gammel sæt spillekort. En anden, som vi har været rigtigt glade for, er at lave et vendespil i trylledej, det kan du se en opskrift på her.

Har du nogle sjove bud på lege til efterårsferien? 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære Sofie Carsten Nielsen