Julefavorit: Veganske kanelsmåkager

8 ting jeg skal lave i juleferien i år

Julen skal helst være den samme år efter år. Den samme mad, de samme julesange og de samme juletraditioner. De julede ting er lige netop julede, fordi vi gør dem år efter år. Alligevel kan det være sjovt at afprøve nogle nye traditioner en gang imellem. Jeg skal selvfølgelig danse om juletræet med mine børn, åbne pakker, spise julemad og holde nytår. Men jeg har også fundet 8 nye hyggelige ting,jeg skal lave i år… Og jeg håber, at et par af dem bliver til nye juletraditioner.

  1. Sove længe
    Før man får børn er det en selvfølge at feriedagene ikke begynder med, at man bliver vækket klokken 5:34 om natten. Det er faktisk den største ulempe ved at få børn, som jeg kan komme i tanke om. Jeg er muligvis lidt af en B-menneske-fanatiker, men jeg føler stærkt for, at ophøje sene morgener til en menneskeret. Det gør mig til et væsentligt lykkeligere menneske, at sove til klokken 10 med jævne mellemrum. Min mand er også glad for dovne morgener, så vi må dele et par af morgenerne op imellem os, så den ene kan hygge med børnene, mens den anden kan realisere sin indre Tornerose.
  2. Sove i stuen
    I modsætning til at sove længe er denne her en ren børneidé. Pigerne synes simpelthen, at det vil være super hyggeligt at slæbe en stak madrasser ind i stuen for at sove der. Vi sover i forvejen sammen, så jeg er ikke helt sikker på, hvorfor det virker som så sjov en idé, men det gør det. Selv tror jeg faktisk, at det kan være meget hyggeligt med juletræ og morgenfjernsyn i fodenden… Eneste problem – og grunden til, at vi ikke har gjort det endnu – er vores lille klatretrold, der uden tvivl vil se juletræet som en velkommen udfordring. Men for et par dage siden fandt jeg en vest-sovepose frem, og den er blevet gennemtestet til at være helt kravlestoppende…
  3. Gå en aftentur for at kigge på julelys
    Idéen kommer faktisk fra en amerikansk youtuber, som jeg følger. Hun sagde, at en af hendes yndlingstraditioner, var at køre rundt med børnene, og kigge på julelys. Der er nok ikke lige så mange julelys fremme i vores by, som der er i hendes. Og jeg synes heller ikke at køreriet lyder så hyggeligt igen… Men en undskyldning for at hive familien ud på en aftentur, kan jeg altid bruge.
  4. Have en pyjamasdag
    Igen en idé fra den samme youtuber. Hendes familie blev i deres nattøj den 25., hvor de bare tussede rundt og nød hinanden og de nye gaver. Den 25. har vi andre planer, men en undskyldning for at tusse rundt i nattøj hele dagen, er bare for god til at gå til spilde. Det er måske lidt fjollet, men der er et eller andet ved konceptet, der lyder enormt hyggeligt i mine ører. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er i stand til at stresse i nattøj.
  5. Jule(hjemme)bio
    Vi er ret glade for hjemmebio. Det er hvad børnene kalder det, når vi popper popcorn, og ser en film sammen med dem. Deres mor er til gengæld ret glad for julefilm. De er måske sjældent kunstneriske mesterværker… Men det er bare så hyggeligt. Så i morgen, hvor jeg er alene med alle tre piger det meste af dagen, har jeg planer om at poppe nogle popcorn, lave noget varm kakao, hive dynerne op i sofaen og finde den første den bedste A-mærkede julefilm frem. Nogle gode forslag?
  6. Læse en bog
    Som ikke er Mis med de blå øjne! Jeg synes virkelig, at det er svært at få læst, når jeg går hjemme med to børn, og jeg savner det virkelig. Måske er det lidt ambitiøst med en hel bog. Men læse I en bog det skal jeg! Om jeg så skal liste mig væk fra børn og julegæster, fort at gemme mig med en bog i brusenichen bag låste døre..
  7. Gå en lang tur i skoven
    Vi bor tæt på et skønt lille stykke skov med løbebakker, krokodillesøer, hviskestier, tingfinderstrand og masser af frisk luft. Man skulle næsten være et dovent skarn for ikke at nyde det, også i juleferien.
  8. Slappe af
    Det er nok den sværeste tradition at starte. For jeg kan være virkelig slem til at stresse julen igennem. Jeg ved ikke hvorfor. Man skulle næsten tro, at jeg forventede at blive bedømt på 12-trinsskalaen af en særlig lille julekomité over, hvor godt julen gik. Hvilket jo er fuldstændigt idiotisk. Man bliver bedømt af en særlig lille stresskomité på, hvor godt man har husket at slappe af. Husk det!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julefavorit: Veganske kanelsmåkager