Opskrift på lækker, sund, boblende Jun

Opskrift: 7 trylledejs-idéer, der ikke får lov til at samle støv

Børnene elsker trylledej. Jeg elsker trylledej. Meeeeeen jeg er ikke en fan af de ubrugelige, kedelige figurer, der tit ender med at blive resultatet efter en omgang trylledejsleg. Dem skal der selvfølgelig være plads til – fri kreativitet og alt det der. Jeg synes bare, at det er meget rart, når vi OGSÅ varierer udvalget lidt udover de klassiske støvsamlere. Og der er heldigvis også plads til at lade kreativiteten få frit løb, med de idéer jeg nævner her.

Opskrift på trylledej

Du skal bruge:

6 dl mel

3 dl fint salt

Ca. 3 dl kogende vand

1 spsk olie 

 

Sådan gør du:

  • Ælt ingredienserne sammen til dejen samler sig. Mel suger forskelligt, så hold lidt igen med vandet eller tilføj en lille smule mere efter behov.
  • Form dine trylledejsfigurer og stil dem på en bageplade med lidt afstand imellem.
  • Bag først trylledejen mindst 1 time på 50 grader. Herefter mindst 1 time på 80 grader og til sidst mindst 1 time på 125 grader. Ovnen skal være indstillet på almindelig over- og undervarme, ikke varmluft.
  • Tjek at figurerne er helt gennembagte. Tre timer er rigeligt til små eller flade figurer, men et stort trylledejsbjerg af et kunstværk skal måske have en time længere længere, før det er helt gennembagt. Husk også at tjekke, at der ikke er en slimet plet midt i bunden.

 

Idéer til sjove lege og figurer i trylledej

Legemad

Legemad er nemt at lave i trylledej, og vil med sikkerhed blive brugt til det ikke kan holde mere. Hvor længe det er, kommer meget an på udformningen og på om man efterfølgende maler eller lakerer kreationerne. Alt fra en eftermiddag til flere år. Vi har lavet alt fra doughnuts til frugter, men det er nemmest at lade kreativiteten få frit løb i kage-kategorien. Men måske det siger mere om os? Kagene på billedet i toppen af indlægget er i øvrigt dekoreret med fingermaling fra Ökonorm, salt, linser og bønner.

Perler

Tril trylledejen til små kugler og stik hul igennem kuglerne.

Du kan lave et relativt stort hul (jeg brugte et tyndt metalsugerør) og bage kuglerne helt almindeligt spredt ud på en bageplade. Hullet bliver lidt mindre under bagningen. Den største ulempe er, at perlerne ikke bliver helt ens på hver side.

Du kan også lave hullet med et grøntsagsspyd og bage perlerne siddende i spyddet. Det er nemmest at trække flere perler på hvert spyd og adskille dem med et lille stykke bagepapir. Spydene kan til sidst stikkes i en kartoffel, for at undgå at perlerne bliver flade. Perler der rør kartoflen direkte, er ikke værd at gemme. Man kan også bare ligge det mellem to udstiksforme eller lignende.

Mal evt perlerne efterfølgende og brug dem f.eks. i drømmefangere eller andre krea-projekter

Magneter

Rul dejen ud med en kagerulle og udstik forskellige figurer i trylledej. Indrids mønstre, ord eller tegninger efter dit (eller dit barns) hjertes begær. Bag dem, mal dem og lim en magnet fast på bagsiden af dem.

(Jule-)Ophæng

Rul dejen ud med en kagerulle og udstik små figurer i trylledej. Lav små huller i toppen af figurerne med sugerør. Bag dem, mal dem og hæng dem op med et bånd eller en snor igennem hullet.

Vendespil

Rul dejen ud med en kagerulle og udstik små figurer i trylledej. Mas eller indris nu forskellige motiver i trylledejskagerne, der passer sammen i par. Vi bruger gerne et grøntsagsspyd til at mase med. Det kunne f.eks. være store og små bogstaver, tal og samme antal prikker, små ord gange to (måske nogle fra de 120 ord) eller aftryk af små ens former og figurer. Du kan også vælge at male de forskellige motiver på efterfølgende.

Stavebrikker

Rul dejen ud med en kagerulle og udstik små figurer i trylledej. Mas eller indris bogstaver i trylledejskagerne, der kan bruges til at stave med. Vi bruger gerne et grøntsagsspyd til at mase med. Lav flere af meget brugte bogstaver som e, n og r. Du kan selvfølgelig også male bogstaverne på, når trylledejen er bagt.

Runealfabetet

Rul dejen ud med en kagerulle og udstik små figurer i trylledej. Mas eller indris runer i trylledejskagerne, vær opmærksom på, at der er mere end ét runealfabet. Vi bruger gerne et grøntsagsspyd til at mase med.Du kan selvfølgelig også male runerne på, når trylledejen er bagt. Skriv runernes fonetiske betydning på et stort stykke pap eller karton, og prøv at lægge runerne ovenpå deres fonetiske lyd. Tegn runernes korrekte placering ned på et lille tjek-kort.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på lækker, sund, boblende Jun