Kære Sofie Carsten Nielsen

Du skrev i går om, hvordan en styrkelse af pasning af barn i eget hjem (som foreslået af DF) vil bombe danske frihedsrettigheder tilbage til 1919.

Du kan mene, at forslaget er diskriminerende. Det har du ret i. Det bør være tilgængeligt for alle.
Du kan mene, at din oldefar var helt galt på den. Det har du også helt ret i. Men det er der vist ikke nogen, der betvivler.
Du kan også mene, at et tilskud til hjemmegående hører hjemme i 1919. Og hvor ville jeg ønske, at det var tilfældet. Altså: Hvor ville jeg ønske, at vi i 1919 havde været fremsynede nok til at indføre sådan et tilskud.

I stedet står vi i den absurde situation, at jeg kun kan få tilskud til at passe mit eget barn, fordi jeg er heldig at bo i en af de gode kommuner, der tilbyder det. Mens forældre i nabokommunen intet tilskud kan få. Og forældre i “ghetto”-områder slet ikke må hjemmepasse.

Det er nu ikke fordi træerne vokser ind i himmelen, selv for os der bor i et heldigt postnummer. Tilskudet er langt fra så højt, som det tilskud vores lokale vuggestue fik, dengang de passede vores barn. Og så er det tidsbegrænset til et enkelt år. For udepasning favoriseres på bekostning af hjemmepasning. Det er ikke et udtryk for ligestilling. Det er et udtryk for en kulturel snæversynethed, hvor adskillelseskulturen anses for at være svaret på alt fra integrationsproblemer til manglende ligestilling.

Jeg tror ikke, at integrationsproblemer kan løses, ved at tvangsfjerne ellers velfungerende børn fra deres familie mellem 8 og 16, som det mere eller mindre er tilfældet i visse postnumre.

Og jeg tror ikke, at adskillelseskulturen er grundlaget for ligestilling. Tværtimod, er jeg fuldstændig overbevist om, at den er en del af svaret på, hvorfor vi stadig har så langt igen på det område.

Måske gik vi grueligt galt, dengang i 1919?

Da vi besluttede os for, hvordan ligestilling skulle se ud.
Ikke fordi vi begyndte at gå op i ligestilling, bestemt ikke.
Men fordi vi låste os fast på en bestemt forestilling om, hvordan ligestilling skulle se ud, dengang for 100 år siden. Den så ud som en mand. En traditionelt indrettet, maskulin gentleman fra starten af det 20. århundrede. En mand der gik op i at arbejde hårdt, have styr på sine penge og tage sig ordentligt ud. Og det har vi allesammen prøvet lige siden. Men måske ligger den egentlige ligestilling i at begynde at bevæge sig væk fra det billede? I at anerkende de traditionelt kvindlige arbejdsopgaver som værdifulde og samfundsnødvendige?

Vi var nok ikke helt ambitiøse nok, dengang vi besluttede os for, at ligestilling var, at kvinder nu gik i bukser. Gik på arbejde. Fik børnene passet af andre. Ligesom mændene. Hvor kvinderne lærte at kopiere mændene. Inkorporere det maskuline. Mens de kunne finde tid til dét, der tidligere havde været et fuldtidsjob, i deres fritid. For da vi slog os til tåls med, at det måtte række, gik vi glip af en mulighed for egentlig ligestilling.

For vi glemte at lade mændene lære af det feminine. Vi glemte at lade mændende gå i kjoler, gå hjem fra arbejdet og gå i gang med det vigtige omsorgsarbejde, der ligger i at passe børnene. Vi glemte at sætte personlig trivsel over økonomisk vækst.

I dag går de fleste kvinder på arbejde. Og de færreste mænd når at gå særligt meget hjemme på barsel eller som hjemmepassere. Arbejdsbyrden i hjemmet hviler i de fleste danske familier stadig på kvinderne. The mental load er ikke noget særligt mange mænd trækkes med. Og kvinder med børn går ned med stress på stribe. Stress der skyldes mange forskellige livssituationer. Men hvor mange kvinder har det til fælles, at de igennem lang tid har forsøgt at leve op til både de maskuline og de feminine idealer. Mens mænd i langt højere grad kan nøjes med det første, uden at blive set skævt til.

Vil du anerkendes af samfundet, så opfør dig som en mand, med traditionelle, maskuline værdier. Også selvom du ikke er det. Og omfavn for guds skyld ikke dine feminine sider, hvis du er en mand! Bliv læge, ikke sygeplejerske. Bliv investment manager, ikke pædagog. Arbejd ude, ikke hjemme. Tjen penge, imens du overser din egen og din families trivsel. Hold facaden og kør derudad i forbrugerismens hellige navn. Uanset om det fungerer for dig eller ej.

Vi ligestillede ikke det feminine med det maskuline i 1919, og vi har ikke gjort det siden.

Men handler det her ikke også om børnene?

Bare lidt?

I en tid hvor vi tilsyneladende går op i vores børn som aldrig før, kan vi læse den ene undersøgelse efter den anden, der bekræfter, at en skræmmende stor del af dem mistrives. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår fastslår, at hvert fjerde børnehavebarn ikke har en voksen, der kan trøste det i børnehaven. At en ud af tre oplever at savne deres forældre, men ikke blive trøstet.

Det er ikke sundt for noget barn, at gå en hel dag uden at føle sig tryg, uden at blive set eller trøstet. Uden at få det kram, det længes efter. Det kan artiklens eksperter bakke op om. De mener, at løsningen må være bedre normeringer. Bedre uddannelse. Flere ressourcer. Det går jeg fuldt ind for. Men er der virkelig ikke andre løsninger også?

Hvad med os der ikke kan vente?

Hvad med os der har prøvet, og har sagt nej tak til tilbudet?

Hvad med dem der bare gerne vil sige nej tak i det hele taget?

Hvis vi skal nærme os normeringer, der bare ligner BUPLs anbefalinger, skal vi enten fremtrylle et urealistisk stort antal pædagoger med lynets hast, eller give mulighed for at flere børn hjemmepasses. Flere voksne eller færre børn. Det er de to eneste knapper, der er at skrue på. Hjemmepasningsbølgen står ikke i modsætning til bedre institutioner. Den er den eneste realistiske forudsætning.

Ligestilling kan se ud på flere måder

I stedet for kun at lade ligestillingen se ud som en gentleman fra 1919, så er tiden måske kommet til, at vi kan lade ligestillingen have mere end ét ansigt. At vi kan genkende den ligestillede kvinde i både chefredaktøren, i pædagogen og i den hjemmegående. At vi kan stole på, at kvinder der går hjemme, gør det, fordi de vil. Fordi de mener, at det er bedst for både dem selv og for deres børn. Så lad os dog begynde at anerkende de feminine og traditionelt kvindelige arbejdsopgaver som værende vigtige. For det er de. De er faktisk helt uundværlige. Uanset om de bliver varetaget af mødre, fædre eller professionelt, pædagogisk personale.

Måske det ville være lettere at finde skolelærere og pædagoger, hvis vi begyndte at se opfostringen af vores børn, som noget der var vigtigt? Altså sådan, for alvor vigtigt. Som noget der fortjener ressourcer i et land, der konstant har råd til nye motorveje og en lind strøm af reformer og skattelettelser? Som noget vi ikke bare forringede vilkårene for hvert evigt eneste år?

Måske det ville være lettere at få fædrene til at hjemmepasse og barsle, hvis vi respekterede omsorgsarbejdet og gjorde det økonomisk muligt for alle? Jeg skal nok lade være med at tvinge dem til at gå i kjole, hvis de ikke bryder sig om det. Men hvor ville jeg ønske, at mange af de ting der bliver anset for at være feminint, ikke blev opfattet som lavstatus alene af den grund.

Og måske, bare måske, bomber vi ikke kvinders ligestilling tilbage til noget som helst ved at give dem friheden (også den økonomiske) til at vælge, hvordan deres liv skal se ud. Måske er det på tide at kvinder får friheden til at vælge helt frit. Også selvom de vælger anerledes, end vi selv har gjort.