Ligestilling og moderskab

Ligestilling plejede at være et udelukkende positivt ord i mine øre. Som noget retfærdigt. En selvindlysende sandhed, som man ikke kunne stille spørgsmålstegn ved. Jeg går stadig ind for ligestilling. Faktisk betragter jeg mig selv som hyggehippie med feministiske tendenser. Men mit syn på ligestilling har imidlertid ændret sig i løbet af årene. Det er ikke kun positive idéer, der bliver tænkt i ligestillingens navn. For ligestilling er jo ikke bare én ting. Politikerne snakker om ligestilling, som om det er noget, der kan regnes ud. I et lige mange måneders barsel og en lige lang arbejdsuge. I princippet kan man vælge frit, i hvert fald i det meste af landet. Både for hvordan barslen skal fordeles, men også for hvor længe den skal være. Men så alligevel ikke. For vil man være ligestillet, så deler man barslen ligeligt med sin mand. Og at det kun er et enkelt års barsel, der skal deles, kan ikke diskuteres. Sådan er det. Hele vores samfund er indrettet efter det.

Alligevel kan rammerne for, hvordan man er forælder, og især hvordan man er en god mor virke utroligt snævre. Man passer sit barn hjemme i 9-12 måneder, og lader det derefter gå i institution. Men ikke for længe. Er man en god mor henter man ved to-tre-tiden. Idealet omkring den gode familie er så snævert, at det virker helt skørt. På de fleste andre områder i livet, er det naturligt, at vi vælger forskelligt. Vi uddanner ikke 99% af alle danskere til tandlæger. Eller forventer, at alle har lyst til at bo i helt identiske rækkehuse på præcis 110 kvadratmeter. Side 50 i Ikeas katalog er yndig, men vi forventer ikke at alle indretter deres stue som en præcis kopi alligevel. Vi går også forskelligt klædt, har forskellige hobbyer og forskellige livretter. Alligevel indretter det store flertal sig helt ens, når det kommer til familielivet.

Før jeg fik børn, havde jeg en helt bestemt forestilling om, hvordan det skulle være. Forældreskabet altså. Det skulle løbe sin vante gang med institutionsliv og tidlig læring. Og så skulle det være lige.

Lige som i ens på minuttet. Vi skulle tømme lige mange opvaskemaskiner, skifte lige mange bleer, hjælpe lige meget med lektierne og arbejde lige mange timer om ugen. Jo, jeg kunne godt se på det hele, at jeg ville være den, der stod for amningen. Men det der ammeri, kunne jeg jo læse mig til kun var hver fjerde time. Desuden sov nyfødte jo i timevis. Og imens kunne jeg jo sagtens læse og arbejde. Eller jeg kunne da være væk en hel arbejdsdag, og lade min mand give vores barn modemælk på flaske. Det kunne vel ikke være så svært.

Allerede da jeg blev gravid, kunne jeg godt mærke, at det ikke ville blive helt så nemt. Min mand elskede vores barn. Han snakkede om at holde det for første gang og spille fodbold i haven med det. Jeg elskede også vores barn. Jeg bar hende hver dag, og følte hende bevæge sig hvert minut. Da vi på et tidspunkt i graviditeten frygtede, at vi skulle miste hende, lå jeg helt stille. I ugevis. Jeg blev hjemme fra forelæsninger. Jeg mærkede efter. Bevægede hun sig nok. Hvordan var hendes humør. Vi var et. Alligevel troede jeg, at det ville ændre sig, når først hun blev født. At alt ville blive lige på 1:1-måden.

Da hun blev født, gik det op for mig, at det menneske der havde planlagt 1:1-ligestillingen, ikke var mig. Jeg var ikke længere den samme. Jeg var et fundamentalt andet menneske. Og jeg var stadig et. Et med hende. Hun sov på min mave og blev ammet hele dagen. Hun var en lille krammebaby, som man ikke kunne lægge fra sig, uden at hun vågnede. Så jeg læste med hende på maven. Og tog hende med ud til forelæsningerne sammen med en hjælper. Jeg havde ikke lyst til at være væk fra hende. Ikke fordi at det ikke praktisk, havde kunne lade sig gøre. Det var heller ikke fordi min mand ikke ville passe hende. Han vandrede gulvet tyndt med hende i ringslyngen, mens han sang vuggeviser for hende. Men vi delte ikke barslen, så jeg kunne arbejde og studere for fuldt blus igen. Det føltes ikke længere rigtigt for mig.

Vi lever i en tid, hvor kvinder åbenbart ikke kan være ligestillede, hvis de ikke prioriterer deres job og gør karriere. Fordi de arbejder deltid. Fordi de tager hele barslen. Eller -uha – fordi de som jeg, vælger at gå hjemme i længere end 9-12 måneder pr. barn. Og det er altså noget pjat. Ikke én havde beskyldt mig for ikke at være ligestillet, hvis jeg valgte at gå hjemme som mand. Og ligestilling handler vel om, at det skal være socialt accepteret, at jeg har de samme muligheder her i livet, som min mand for eksempel har. Jeg ønsker ikke at fokusere på karriere-siden af livet i disse år. Både fordi jeg er mor til nogle børn, der stortrives, som vi har indrettet livet netop nu. Men også fordi livet med mine børn virker uendeligt mere meningsfuldt for mig, end et hvilket som helst arbejde. Lige nu. Måske vender lysten til karriere tilbage. Hvem ved… Men det er ikke sjovt at løbe rundt i hamsterhjulet, mens man kun lader som om, at man nyder det. For jeg vil ikke løbe stærkt. Jeg vil stå fast, slå rødder og skrue ned for tempoet. Jeg vil nyde de få år mine børn er små. Jeg vil amme dem, vikle dem og være mest muligt sammen med dem. Og når min mand kommer tidligt hjem fra arbejde, vil jeg have overskud til at klare det praktiske, så han også kan få tid til at være sammen med børnene. Vores ligestilling bliver ikke målt på antal timers støvsugning (der fører han nu ellers), men på hvor meningsfuldt vores liv er for os hver især.

Ligestilling er ikke at føle sig tvunget til at opgive sine drømme på grund af herskende kønsnormer, uanset om de drømme handler om at gøre karriere i en fart eller at komme ned i tempo og lægge karrieren på hylden. Ligestilling er friheden til at vælge.

På overfladen har familielivet gode vilkår i Danmark. Lige vilkår. Vi hører hele tiden om det i medierne og fra politikerne. Danmark bliver rost i udlandet for sin work-life-balance. Reelt ser det lidt anderledes ud. For jo, familielivet har gode vilkår i forhold til mange andre lande. Hvis man vel og mærke trives med lige netop den model som flertallet følger. Hvis ikke, så begynder regler og normer hurtigt at stramme. Kvinder forventes at sende deres børn i institution. Går de hjemme, er familien ikke ligestillet. Men fokuserer de for meget på deres job, sender de børnene tidligere eller længere i institution end normalt, så er de straks ravnemødre. Jeg ønsker mig bestemt ikke at vende tilbage til tiden, hvor mødre blev presset til at gå hjemme med børnene. Jeg vil bare ikke presses væk fra mine børn. Presset hjem bliver kvinder i øvrigt stadig. Bare kun et års tid ad gangen. Vi kalder det barsel, og jeg kender mange, der bestemt ikke har nydt deres. Alligevel har de stået den ud. For det gør man jo. De fleste børn har to forældre, men det er sjældent mændene, der bliver beskyldt for at være ravnefædre, fordi deres børn bliver passet “for meget” ude. Eller af en hvilken som helst anden grund. Jeg kan faktisk ikke engang finde et rigtigt ord, der dækker over at være en ravnefar. Jeg måtte finde på det.

Jeg ville ønske, at der blev lidt mere plads til familier. At det blev mere socialt accepteret, at vælge lidt anderledes. Og at regler om barsel, pasning af eget barn og institutionspladser, blev gearet til mere mangfoldighed, i stedet for ensrettethed. Jeg ville ønske at flere fædre fik mulighed for at holde barsel, uden at barslen skulle rives ud af det meget korte år, familier i forvejen har. Jeg ville ønske, at der blev meget bedre muligheder for at arbejde deltid. At ordningerne for pasning af barn i eget hjem, hvor pengene til dels følger barnet, blev bedre og mere udbredte. Jeg ville ønske, at det blev en selvfølge, at der er ligeså mange måder at indrette familielivet på, som der er familier. Og at vi ikke alle skal leve ens. Ligesom vi ikke alle skal bo i side 50 af Ikeas katalog.