Når børnene ikke tror på julemænd og nisser…

Det er ikke fordi, julen ikke må være fantasifuld og barnlig. Tværtimod. Men det føles ikke naturligt eller rart for mig. At fortælle børnene at julemanden er ægte. Eller drillenisserne for den sags skyld. Jeg synes, at det er fint, at det fungerer i andre familier, som en god og hyggelig juletradition. Men det fungerer ikke for os. Det ville føles som noget, der blev påduttet os udefra, og ikke som noget vi kom i julestemning af. Nok fordi hverken mig eller min mand selv er vokset op med julemanden. Det er bare ikke en del af vores måde at fejre jul på.

I min mands familie havde de aldrig julemandsbesøg. Det var vidst ikke engang noget, de overvejede. I min familie kom julemanden hvert år. Når gaverne var åbnet, begyndte min mormor at sidde lidt uroligt. Hvert år. Det var nok til at give de første sommerfugle i maven. “Hør, hvad er nu det.” ville hun så sige “Det lyder da som om, at vi får gæster! Ekatarina, hjælper du mig ikke lige med at se, hvem det er?” Og det ville jeg selvfølgelig gerne. Og fem minutter senere, kom julemanden og hans lille hjælpenisse ind igen til alle de voksne. Vi delte gaver ud og snakkede om, at mormor og jeg holdt rensdyrene udenfor. De voksne drillede julemanden lidt med, at han så bekendt ud. Om han havde købt sit tøj samme sted, som min mormor havde købt sin badekøbe. Vi grinede og hyggede. Nogle år forsøgte julemanden endda at få et kys af min morfar. Det gjorde ikke det fjerneste, at der ikke kom en fremmed mand, og gav mig gaver juleaften. Det var fantastisk og magisk, at have en leg med de voksne som alle deltog i med liv og sjæl.

Første jul som forældre var vores datter kun et halvt år. Og da hun var det eneste barn den juleaften, legede vi selvfølgelig ikke julemand. Næste jul faldt det os heller ikke ind, at julemanden skulle komme på besøg. Vores datter var kun halvandet, og vi havde slet ikke snakket om julemænd eller rensdyr. Rookie mistake. For det år holdt vi jul med hendes ældre fætre og kusiner. Og de skulle have besøg af julemanden. Så vi rodede alle gaverne under juletræet igennem, smed den første og bedste gave til PePe i julemandens sæk, og ventede på at farfar skulle vende tilbage som julemand.

Hun blev ikke bange for julemanden, da han i al sin nylon-pragt kantede sig ind igennem terrassedøren. Men hun skreg alligevel højt og tydeligt… Hun skreg: “Farfar, farfar, op til farfar!” Som den blide og ifavnske mor jeg er, reagerede jeg straks med at smække en hånd over munden på barnet. Men jeg var ikke en særlig god mund-holder. Barnet grinede og grinede og blev ved med at snakke om, at hun ville op til sin farfar. Hun syntes, at det var hylende morsomt, at hendes farfar havde klædt sig så fint ud, og hun ville også være med i legen. Så vi bar hende grinende ud af stuen. Imens hendes ældste fætter så mere og mere skeptisk på den beskæggede mand med solbriller, der prøvede at skabe ørenlyd til at få delt gaver ud.

Det første møde med julemanden havde åbenbart sat sig sine spor. For næste jul kunne hun stadig godt huske, at farfar havde klædt sig ud som julemand. Så hun aftalte med sin mormor. Nej hvis man skal være helt præcis, så DIKTEREDE hun, som kun et 2-3-årigt barn kan diktere… at de begge to skulle klæde sig ud som julemænd juleaften. Og sådan har det været lige siden. Når vi holder jul uden børnenes fætre og kusiner, klæder deres mormor sig ud som julemanden, og pigerne klæder sig ud som hendes små hjælpenisser. Eller hjælpehund, alt efter hvad humøret og udklædningskassen bestemmer. Mormor-julemand har gaver med som hjælpenisserne deler ud: Et net med clementiner til morfar der er på kur, et par varme sokker til min søster der altid synes, at der er koldt, og en flaske mundskyl mod dårlig ånde til én der bare skal drilles lidt ekstra. Næsten som da jeg var barn. Og helt lige så sjovt. Det er en leg, vi leger sammen, og som vi alle sammen synes er hyggelig, julet og vildt skæg.

Det er lidt den samme historie med drillenissen, der har en dør i vores stue hele december. Vi synes alle, at det er en hyggelig og sjov leg. Og dét at vi alle ved, at det er en leg, gør den kun mere hyggelig. Før vores ældste går i seng, kan hun finde på højt at sukke noget i stil med: “Ja, gad vide om nissen kunne finde på at tage de pebernødder, som jeg har lagt frem til den. Det må den hellere huske.” Hvorefter hun sender sine forældre et skævt smil. Vores 4-årige kan nogen gange blive i tvivl. På samme måde som hun kan blive i tvivl om, hvorvidt der findes enhjørninger, eller om der ikke kunne være en enkelt langhalset dino, der havde overlevet i en grotte et sted. For “Vi har jo ikke ledt alle vegne i verden, vel?”. Og det kan man jo kun give hende ret i. Det har vi ikke. Og hvis hende eller hendes søstre vil tro på enhjørninger, drillenisser eller julemænd, så må de hjertens gerne det. Jeg elsker børnefantasi. Hvis de spørger, hvad jeg tror, sikrer jeg mig, at de gerne vil høre det. Og så fortæller jeg dem det. At jeg ikke tror der findes drillenisser, men at nogen gør, og at jeg ganske rigtigt ikke har ledt alle vegne. Og at de må tro, helt hvad de selv vil tro.

Når vi holder jul med hendes fætre og kusiner kommer “den rigtige” julemand stadig nogle år. Og det har også været ret hyggeligt. Bortset fra det stadig sidder lidt i mig. Angsten for at et af børnene skal udbryde: “Se det er farfar!” og ødelægge fantasien for de andre. Derfor starter december – eller november faktisk – også med en snak om, at andre gerne må tro på julemænd og nisser i fred. For selvom det ikke er vores juletradition, så synes jeg, at det er vigtigt, at børnene ikke ødelægger andres idéer om en hyggelig jul. Men indtil videre er det gået fint med et par fnis og et par indforståede blikke. Men de kan nu allerbedst lide, når de også må være med til at klæde sig ud…