Jeg vil ikke have flere pædagoger

Opskrift: Virkelig nem modellervoks

Vi laver altid vores egen modellervoks. Naturligvis. Det er en del af optagelsesritualet i speltmødrenes knap-så-hemmelige klub. Det er en opskrift, som jeg fik for mange år siden og sidenhen har rettet til. Vi har prøvet flere forskellige opskrifter, men jeg synes, at de alle sammen er frygteligt besværlige. Jeg har bare ikke motorik til at få rørt en modellervoks uklumpet i en varm gryde. Ikke med to børn som hjælpere og et tredje på armen. Og en holdbarhed på få uger i køleskab, ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal stille op med…

Så vi vender altid tilbage til den samme modellervoks. Den er nemlig nem, hurtig og rigtig sjov at lege med… Den kan også holde flere måneder i et lukket glas. Og selvom den nok indeholder for meget salt til, at jeg kan anbefale den som morgenmad, består den faktisk udelukkende af spiselige ingredienser… Og det er altså meget rart, at det ikke er en færdigkøbt kemibombe, som børnene i timevis sidder og nusser med. Så her kommer en meget stor, og rigtig nem, opskrift på modellervoks:

Opskrift på hjemmelavet modellervoks

Tidsforbrug: Ca. 5 minutter

Ingredienser:

1 liter mel
4 dl fint salt
30 gram citronsyre (1 brev) eller vinsyre
1 dl olie
Ca 1 liter kogende vand
Evt frugtfarve

Sådan gør du:

De tørre ingredienser blandes. Vi blander modellervoksdejen i vores køkkenmaskine, men alt kan bruges.

Så tilsættes olie og kogende vand. Hold igen med vandet til det får den ønskede konsistens, mel suger altid lidt forskelligt.

Del modellervoksen op og tilsæt frugtfarve/konditorfarve. Vi laver som regel to farver, der med fordel kan blandes sammen, fx rød og blå.

Rør dejen igennem og ælt den til sidst, evt. med handsker i starten…

 

Den færdige modellervoks er klar til leg så snart frugtfarven er godt fordelt. Den opbevares i en lufttæt beholder og kan som regel holde sig i månedsvis ved stuetemperatur. Madrester, børnefingre og babysavl har dog vist sig at kunne forkorte holdbarheden.

 

Variationer:

1. sansevariation: Ekstra blødt modellervoks

Børnene vil nogle gange gerne have ekstra blød modellervoks, a la det man kan købe til deres Soft ice-modellervoks-maskine. Det laver vi på helt samme måde som normalt, men med dobbelt så meget olie. Til sidst tilsætter vi kogende vand til konsistensen er ekstra blød.

 

2. sansevariation: Duftende modellervoks

Jeg kan godt lide duften af modellervoksen. Jeg synes, at alt det salt dufter lidt af strand og popcorn. Men børnene synes nogle gange, at det er sjovt, når vi tilsætter mandelessens eller pebermyntedråber til modellervoksen.

 

3. sansevariation: Glimmermodellervoks

Glimmer kan man aldrig få nok af, hvis du spørger min 5-årige. Det synes jeg måske godt, at man kan, men en gang imellem blander vi alligevel glimmer i en lille del af modellervoksen. Der skal en hel del til, men det giver et ret flot resultat, der dog godt kan efterlade lidt glimmerstøv på bordet. Det kan derfor være en ekstra god idé at overveje bæredygtigt glimmer uden mikroplast.

 

4. sansevariation: Konfettimodellervoks

Andre gange har vi tilføjet en masse perler i forskellige størrelser, som åbenbart ligner konfetti lidt, og som i hvert fald er ret sjovt at røre ved. Både glimmer og konfetti holder vi dog lidt igen med for tiden, for ikke at mindstemusen skal komme galt af sted.

 

5. sansevariation: Regnbuemodellervoks

Som regel laver vi kun to farver, der kan blandes til en tredje. Men nogle gange er det altså også sjovt at lave hele regnbuen – blå, turkis, grøn, lysegrøn, gul, orange, rød, pink, lilla, brun og ufarvet. Det bliver ret hurtigt til lilla-grå-brunt det hele, men så har man heldigvis rigeligt af lige netop dén elefantfarvede nuance. Og hvem kan ikke lide elefanter?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil ikke have flere pædagoger