Når det ikke er en sygdom, at være gravid...

Opdateret opskrift: Virkelig nem og sund modellervoks

Jeg har fået en del modellervoks-relaterede henvendelser og spørgsmål på det sidste. Og selvom årsagen til at mange forældre og børn er blevet sendt hjem er både trist og bekymrende, så er det selvfølgelig dejligt, hvis man kan bruge den ekstra tid sammen, til nogle sjove og lærerige lege. Vi bruger selv modellervoks til alt fra helt fri leg, lidt større kreaprojekter og som en del af vores hjemmeundervisning.

Vi laver altid vores egen modellervoks. Naturligvis. Det er en del af optagelsesritualet i speltmødrenes knap-så-hemmelige klub. Det er en opskrift, som jeg fik, da jeg for mange år siden arbejdede i børnehave, og som jeg løbende har ændret og rettet til. Vi har prøvet flere forskellige opskrifter, men jeg synes, at de alle sammen er frygteligt besværlige. Jeg har bare ikke motorik til at få rørt en modellervoks uklumpet i en varm gryde. Ikke med to børn som hjælpere og et tredje på armen. Og en holdbarhed på få uger i køleskab, ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal stille op med…

Så vi vender altid tilbage til den samme modellervoks. Den er nemlig nem, hurtig og rigtig sjov at lege med… Den kan også holde flere måneder i et lukket glas. Og selvom den nok indeholder for meget salt til, at jeg kan anbefale den som morgenmad, består den faktisk udelukkende af spiselige ingredienser… Og det er altså meget rart, at det ikke er en færdigkøbt kemibombe, som børnene i timevis sidder og nusser med. Så her kommer en meget stor, og rigtig nem, opskrift på modellervoks:

Opskrift på hjemmelavet modellervoks

Tidsforbrug: Ca. 5-10 minutter

Ingredienser:

1 liter mel
4 dl fint salt
Evt. 30 gram citronsyre (1 brev) eller vinsyre (kan udelades)
1 dl olie
Ca 1 liter kogende vand
Evt. frugtfarve, konditorfarve, pastafarve eller naturlig farve

Sådan gør du:

De tørre ingredienser blandes. Vi blander modellervoksdejen i vores køkkenmaskine, men alt kan bruges.

Så tilsættes olie og kogende vand. Hold igen med vandet til det får den ønskede konsistens, mel suger altid lidt forskelligt.

Del modellervoksen op og tilsæt farve. Uden farve ligner den almindelig bolledej, hvilket også kan være sjovt, men lidt ensformigt i længden. Vi laver som regel to farver, der med fordel kan blandes sammen, fx lys rød og lys blå.

Rør dejen igennem og ælt den til sidst. I starten kan den godt smitte lidt af, så jeg lader nogle gange køkkenmaskinen om den del. Men børnene elsker at få fingrene i den varme modellervoks, så det sker egentlig ikke så tit. Så snart den er afkølet, er den farvefast.

 

Den færdige modellervoks opbevares i en lufttæt beholder (jeg bruger store patentglas) og kan som regel holde sig i månedsvis ved stuetemperatur. Madrester, børnefingre og babysavl har dog vist sig at kunne forkorte holdbarheden.

 

Du kan finde mange forskellige tips og tricks til modellervoks på min legeprofil på Instagram: Hippie_Leg. I toppen af siden har jeg et highlight, hvor jeg har samlet alle mine modellervoks-opslag. Jeg linker nedenunder til nogle af mine opslag derfra, hvis du vil læse mere eller se flere billeder.

Variationer:

1. sansevariation: Ekstra blødt modellervoks

Børnene vil nogle gange gerne have ekstra blød modellervoks, a la det man kan købe til deres Soft ice-modellervoks-maskine. Det laver vi på helt samme måde som normalt, men med dobbelt så meget olie. Til sidst tilsætter vi kogende vand til konsistensen er ekstra blød.

 

2. sansevariation: Duftende modellervoks

Jeg kan godt lide duften af modellervoksen. Jeg synes, at alt det salt dufter lidt af strand og popcorn. Men børnene synes nogle gange, at det er sjovt, når vi tilsætter mandelessens, vaniljeessens eller pebermyntedråber til modellervoksen. Tørret lavendel dufter også skønt. Te og fødevarer kan også bruges, se punkt 6.

 

3. sansevariation: Glimmermodellervoks

Glimmer kan man aldrig få nok af, hvis du spørger min 5-årige. Det synes jeg måske godt, at man kan, men en gang imellem blander vi alligevel glimmer i en lille del af modellervoksen. Der skal en hel del til, men det giver et ret flot resultat, der dog godt kan efterlade lidt glimmerstøv på bordet. Det kan derfor være en ekstra god idé at overveje bæredygtigt glimmer uden mikroplast.

 

4. sansevariation: Konfettimodellervoks

Andre gange har vi tilføjet en masse perler i forskellige størrelser, som åbenbart ligner konfetti lidt, og som i hvert fald er ret sjovt at røre ved. Både glimmer og konfetti holder vi dog lidt igen med for tiden, for ikke at mindstemusen skal komme galt af sted.

 

5. sansevariation: Regnbuemodellervoks

Som regel laver vi kun to farver, der kan blandes til en tredje. Men nogle gange er det altså også sjovt at lave hele regnbuen – blå, turkis, grøn, lysegrøn, gul, orange, rød, pink, lilla, brun og ufarvet. Det bliver ret hurtigt til lilla-grå-brunt det hele, men så har man heldigvis rigeligt af lige netop dén elefantfarvede nuance. Og hvem kan ikke lide elefanter?

 

6. sansevariation: Au naturel

Modellervoksen kan let laves med frugtfarve, konditorfarve eller pastafarve. Men man kan også gå den naturlige vej og farve den med fødevarer. Jeg har haft held med at farve med et opkog af spinat, med kakao, med væsken fra et glas syltede rødbeder og med forskellige former for te, hvilket som regel giver nogle velduftende pastelfarver. Overraskende nok holder modellervoksen stadig godt ved stuetemperatur – indtil videre har det naturligt farvede modellervoks holdt i over 3 måneder.

 

7. Hjemmelavede redskaber

Frister reklamernes fine modellervokslegetøj? Det kan være sjovt at tilføje lidt nyt til samlingen, men man kan heldigvis også lave en masse redskaber selv, eller bruge hvad man har i skufferne. Kageforme, bestik, duplofigurer og plastikdyr er oplagt legetøj, som de fleste har på lager. Men tørrede bønner, tegninger på papir, blomster og grankogler samt forskellig slags pasta er også sjovt at blande ind i legen. Man kan også lave sine egne stempler, ved hjælp af flydende lim og noget pap. Eller lave en isbod ud af en gammel æggebakke. Kun fantasien sætter grænser.

 

Tips og tricks til problemer:

Citronsyre? Vinsyre?!

Citronsyre kan købes i de fleste butikker, som jeg kommer i. I Rema, Netto, Føtex og Brugsen står det ved krydderierne eller bagetilbehøret (frugtfarve, krymmel osv). Har man ikke lige citronsyre på lager, kan man også sagtens udelade det. Jeg har gjort det et par gange, og det forringer holdbarheden lidt. Men altså,  holdbarheden er stadig god. Også uden for køleskab.

For klistret

Uanset om det er fordi børnene har leget med vand og modellervoks sammen, fordi I tilføjer ny farve eller bare fordi den ikke har fået nok mel til at begynde med (så vil den bliver klistret næste gang I finder den frem), så er løsningen enkel: Mere mel. Strø lidt hvedemel ud på bordet og ælt det ind i dejen. Det er ligegyldigt, hvor gammel modellervoksen er blevet.

For tørt

Modellervoksen er blevet glemt ude og nu den er begyndt at blive tør og krystallisere. Stenhård modellervoks et svær at rede, men jeg har tit reddet modellervoks, der har ligget ude lidt for længe. Bare rør lidt kogende vand i, og ælt modellervoksen godt, når den er kølet lidt af. Tilføj evt. mel.

Kedelig eller blandet farve

Hvis jeg bruger frugtfarve/pastafarve, laver jeg som regel en pink og en blå, som bare bliver blandet sammen til lilla efterhånden. Men hvis man får blandet sarte pasteller sammen med grøn, brun, rød og blå, kan modellervoksen godt få en lidt spøjs farve. Hvis farven ikke er alt for mørk kan det lidt reddes. Det er bare at røre lidt pastafarve op i kogende vand og rørte det i modellervoksen. Og afslutte med mel.

Saltkrystaller

Jeg har aldrig selv oplevet det, selvom jeg har lavet opskriften mindst 20 gange efterhånden… Men jeg er to af jer har skrevet til mig, at der i starten var en smule saltkrystaller på ydersiden af modellervoksen. Jeg har ingen idé om hvorfor, men begge gange forsvandt krystallerne efter et døgns tid.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det ikke er en sygdom, at være gravid...