Langsomme weekender

Denne weekend startede vi med at tage ind til byen for at fejre min mands bror. Han har lige været i Brasilien for at blive udnævnt som Mestre de Capoeira i Grupo Senzala. Hvilket kort fortalt betyder, at han er rimeligt awesome. Vi tog derfor til Formatura på hans Capoeira-skole. Hvilket kort fortalt betyder, at vi fik set ham træne, og fik fejret ham med taler, bobler og kage. Med bobler mener jeg selvfølgelig sodavand. For mit vedkommende i hvert fald. Jeg udnyttede til gengæld chancen for at fejre ham med kagespisning til fulde. Det er faktisk den måde, jeg fejrer folk bedst på. Børnene havde en skøn aften. De dansede til musikken, efterlignede med blandet succes sparkene og efterlignede med stor succes deres mors entusiasme for kager. Det var en rigtig hyggelig aften. Og det er det, vi laver denne weekend. Resten af weekenden står på absolut ingenting.

Det er selvfølgelig lidt en plathed, at sige at vi laver ingenting, for det gør man selvfølgelig aldrig. Slet ikke når man har børn. Men man kan alligevel gøre forsøget. I dag var vi hjemme hos min mands forældre, og det gik egentlig meget godt med det der ingenting. Børnene legede med sne. Ella og jeg ledte efter alfer i mosen med Lille A i viklen. Vi luftede naboens hunde. Drak te og spiste chokolade. Jeg sov til middag. Og drak te og spiste chokolade igen. Børnene legede videre, og vi tog hjem, da vi havde spist. Og det var ret rart. I morgen vil vi prøve at lave ingenting herhjemme.

Vi kunne selvfølgelig godt fylde kalenderen mere op. Lave ting der kræver faste aftaler, indpakkede fødselsdagsgaver, afstemte klokkeslet, entrépriser eller rejseplaner. Med børn der skal have rene bleer, varme huer, vand i drikkedunken, tisset af, redt hår og aet katten farvel, inden klokken bliver 20 over. Jeg kan faktisk godt lide den slags aftaler. Jeg syntes, at det er skønt at “skulle noget” der “er noget”. Problemet er bare, at den altid bliver 22 over. Og så skal vi skynde os. Bare lidt. Bagefter er børnene som regel glade, men trætte og overstimulerede. Bare lidt. Og det er ikke et problem. Det bliver det først, når det ikke længere er bare lidt, men er hver dag. Så ender vi med at blive drænede i stedet for optankede i løbet af weekenden.

Derfor prøver vi at holde os til én fast aftale hver weekend. Denne weekend var det børnenes super seje onkels mestre-titel, der skulle fejres. Andre weekender kan det være en fødselsdag, et museumsbesøg, en barnedåb, en tivolitur eller en julefrokost. Nogle weekender kan vi selvfølgelig ikke overholde det. Vi melder ikke fra til en vigtig fødselsdag søndag, fordi vi også har været til en lørdag. Men vi sørger for ikke at pakke weekenderne med ture i dukketeater, svømmehaller og forlystelsesparker, hvilket vi var slemme til at gøre tidligere. Med det resultat at vi ingen energi havde, til at tage hul på en ny uge mandag morgen.

Forskellen på weekend og hverdag burde måske ikke betyde så meget for os. Jeg går trods alt hjemme med de to mindste. Vores ældste går kun i skole om formiddagen. Og børnenes far får ret tidligt fri fra arbejde. Vi synes selv, at vi lever et ret priviligeret liv, hvor der er tid til de små ting i hverdagen. Til at lege med børnene om eftermiddagen og til at slappe af om aftenen. Men det betyder alligevel en verden til forskel, at have dage, hvor vi absolut intet skal. Andet end at være sammen. Jeg tror, at det er sundt, både for børn og for voksne.