10 ting der redder en dårlig dag

Skoldkopper, stofbleer og renlighed.

Reklame/Sponsoreret indhold fra pusleriet.dk.

“Renlighed? Er barnet ikke kun lige blevet et år?” Vil den opmærksomme læser måske udbryde halvkvalt, med kaffen i den gale hals. Og jo, jo. Renlighed er måske lidt stort et ord. Men den sidste månedstid har Lille A syntes, at det har være rigtig sjovt at gå på toilettet, når hun skulle lave stort. Nogle gange foreslår hun det selv, andre gange spørger jeg, når jeg kan se, at det er tid. Det er meget normalt, at børn der bruger stofbleer, tidligere bliver opmærksomme på, hvad der foregår i bleen, og derfor også bliver renlige tidligere. Lille A er selvfølgelig ikke renlig endnu. Langt fra. Det er kun når hun skal lave stort, at hun vil på toilettet, og en gang i mellem er der selvfølgelig smuttere. Og andre gange er det på vores initiativ, at vi kigger forbi toilettet. Sidstnævnte går under udtrykket EC (Elimination Communication), altså at man som forælder ser barnets signaler, og mere eller mindre er renlig på barnets vegne. Så langt er vi nu ikke gået, vi bruger stadig stofbleer til Lille A og er stadig meget glade for kombinationen af stofbleer og en lille smule EC. “Er det nu også nødvendigt?” kan man så spørge sig selv, når man er færdig med at hoste kaffen ud af den gale hals. Og nej, det er det nok ikke. Men EC er ligesom det næste trin på hippiemor-status-stigen, når man allerede er klatret op af genbrugs-, samsovnings-, langtidsamnings-, økologi- og stofble-trinet. Ej, helt så slemt står det ikke til i speltland. Trods alt.

Men Lille A er ikke så glad for at ligge ned og få skiftet ble for tiden. Hun er faktisk ikke så glad for at andre end lige netop hende bestemmer for tiden. Det er ret kært. Og dejligt livsbekræftende, at se hvordan hun så tydeligt har fået sine egne meninger og idéer. Altså lige bortset fra når hun SKAL have skiftet ble. Hun vil heldigvis meget gerne gå på toilettet. Og så kan vi bagefter enten skifte hendes ble stående eller så lynhurtigt på puslebordet, at selv den hurtigst brokkende ninjababy ikke ville kunne nå at følge med. De sidste par dage har Lille A oveni sin nyfundne selvstændighed også haft skoldkopper. Der har vi været ekstra glade for kombinationen af delvis, forældrehjulpen renlighed og stofbleer. Da vores to ældste havde skoldkopper, lod vi dem tit løbe rundt uden en trevl på kroppen for at give knopperne luft… Men det har indtil videre slet ikke været nødvendigt, fordi stofbleerne er så åndbare. Og så er det bare ekstra dejligt, ikke at være nødt til at pakke sit barn ind i en syntetisk engangsble, når der er små skoldkopper over hele kroppen.

Sidste weekend modtog vi tre forskellige stofbleer fra pusleriet.dk, som vi er så heldige at have fået lov til at teste. Pusleriet er en lille nystartet familie-virksomhed, der sælger stofbleer og andre genanvendelige produkter til mor og barn. Hjemmesiden er virkelig pædagogisk opbygget med et stofble-leksikon, små videoer af alle bleerne og god mulighed for at spørge om hjælp, hvis man er i tvivl om, hvilken ble man skal vælge. De tre bleer vi har fået lov til at prøve, er udvalgt af Pusleriet selv ud fra en beskrivelse af vores behov, og de har virkelig ramt plet, så deres kundeservice kan i den grad anbefales. Pusleriet har også en masse af de gode blemærker, blandt andet Petit Lulus SiO-løsning, som har været vores absolutte favorit. Deres priser ligger generelt lavere, end jeg tidligere har kunne finde bleerne til i Danmark, og derudover har jeg faktisk fået en rabatkode på 15% til Pusleriet, som mine læsere kan bruge. Den står nederst i blogindlægget.

Vaskeklude og papirsindlæg

Udover stofbleerne fik vi også lov til at prøve nogle nye papirindlæg til stofbleerne og nogle vaskeklude til bleskift. Papirsindlæggene hedder Popli og er fra mærket Popolini. Indlæggene er dejligt store og bløde. De kommer meget praktisk i papæske, så de er lette at tage ud af efterhånden, som man bruger dem. Idéen med indlæggene er, at man kan vaske dem med bleen, hvis bleen bare er våd, eller smide dem ud, hvis der er afføring i bleen. På den måde skåner man både sine bleer, og slipper for at skulle håndtere dem for meget inden vask. Og det er altså meget rart. Udover indlæggene modtog vi også en stak vaskeklude fra Pusleriet. Vi bruger selvfølgelig rigtige vaskeklude til bleskift. Jeg har altid været skeptisk overfor, hvilke konserveringsmidler og andet kemi der kommer i vådservietter. Og når man alligevel bruger stofbleer, kan man lige så godt vaske et par ekstra klude med. Vaskekludene vi har prøvet er nogle lækre bambusvaskeklude fra Bamboolik. De er virkelig bløde, og jeg var spændt på, om de ville være lige så bløde efter vask, men det har de faktisk været! Jeg er lidt begejstret, for vi har længe ledt efter nogle nye vaskeklude, der både er bløde og i en god størrelse. Det er de her i den grad, og så er de ovenikøbet lavet af 80% bambus, hvilket er et dejligt bæredygtigt alternativ til bomuld, fordi bambus vokser så hurtigt.

Smart Bottoms Smart One 3.1

Den første ble vi prøvede, var en AiO-ble fra Smart Bottoms. AiO (All in One) er som navnet antyder en alt-i-et-ble. Det er en ret nem løsning, fordi der ikke er indlæg, der skal knappes i eller ekstra lag, der skal huskes. Bleen fungerer stort set som en engangsble, der bare kan vaskes og genbruges. Derfor er mange forældre også glade for dem, enten som den eneste løsning eller til når barnet skal passes af bedsteforældre eller starte i vuggestue eller dagpleje. Jeg har ikke købt AiO-bleer, siden Lille A var nyfødt, da jeg ikke syntes, at de sugede så godt som andre stofbleer. Men jeg blev faktisk positivt overrasket over bleen fra Smart Bottoms. Vi modtog bleen i Forest Friends-mønsteret, som helt objektivt set er virkelig, virkelig kært. Indeni består bleen af blød økologisk bomuld og har et fastsyet indlæg, så man eventuelt kan give bleen mere sug fortil eller bagtil efter behov. Vi har bare haft indlægget foldet helt almindeligt, og det har fungeret rigtig godt. De gange vi har prøvet den, har den holdt i over 3 timer, hvilket er bedre, end en engangsble holder her i huset. Og så fylder den ikke meget mere end en engangsble.

Petit Lulu Maxi Night

Den anden ble, vi prøvede, var Petit Lulu Maxi Night, der er en formsyet ble i økologisk bomuld og bambus. Vi har som sagt været ret glade for mærket Petit Lulu, men vi har ikke før prøvet deres Maxi Night-ble, selvom vi faktisk også er rigtig glade for formsyede bleer om natten.. Man skal bruge et vandafvisende cover over dem, og der har vi været glade for at bruge et uld-cover om natten for at gøre bleen så åndbar som muligt. Maxi Night fås i mange forskellige mønstre, men vi modtog den i det fine hippie-mønster: Ornaments. Formsyede bleer er generelt en meget sugende og åndbar løsning, men jeg skal love for, at Petit Lulu-bleen sugede mere end de andre formsyede bleer, som vi har brugt. Den var faktisk slet ikke fugtig, da vi tog coveret af, selvom hun havde haft den på hele natten. Fordi Lille A har haft skoldkopper, har vi faktisk også brugt bleen om dagen helt uden cover. Det burde man egentlig sket ikke kunne med en formsyet ble, men fordi der er så meget sug i, har vi sagtens kunne nå at skifte den uden et vandafvisende lag. Bleen er helt sikkert til den store side, men er udformet på en måde, så det ikke generer Lille As naturlige bevægelser og hun kravler og traver lystigt rundt i den med sin runde blerumpe.

Mother Ease Wizard Duo cover og indlæg

Den sidste ble vi fik lov til at afprøve for Pusleriet var en Ai2 (All in 2) fra Mother Ease. Coveret er Mother Ease Wizard Duo Cover med det fine Dot-mønster i guld og lyserød, og til det prøvede vi to bambus-indlæg, et staydry-indlæg og et duo natindlæg i staydry-materialet. Jeg starter lige med det åbenlyse: Den ble er simpelthen så yndig. Og indlæggene er dejligt bløde. Da vi åbnede pakken krammede og krammede Lille A bleen så længe, at jeg ikke nænnede at lægge den vask, før hun var blevet puttet. Bleen fungerer ved, at man knapper indlæggene i coveret med nogle trykknapper, der sidder i hjørnerne af bleen. Man kan derfor også lægge ekstra sug mellem coveret og indlægget, hvis man synes, at man har brug for det. Indlæggene sugede nu rigtig godt i sig selv, og holdt selv til en god lang middagslur. Deres bambus-indlæg sugede virkelig godt, på trods af at de ikke fyldte særlig meget, og staydry-indlægget var helt tørt efter flere timers brug. Bleen er derfor enormt fleksibel. Den kan nemt gøres klar på forhånd, fordi indlæggene sidder helt fast, når de først er knappet i. På den måde kan man let bruge bleen, som man ville bruge en AiO-ble. Det er rigtig smart til pusletasken, eller til når mormor bliver lokket til at skifte en ble. Samtidig er det en ble, der ikke fylder særlig meget, og som det er nemt at give ekstra sug enten ved at bruge natindlægget, eller ved at lægge ekstra sug mellem indlægget og blecoveret. Jeg troede ikke, at jeg skulle sige det… Men jeg tror måske, at Petit Lulu har fået en konkurrent herhjemme.

Rabatkode

Nårh ja, og rabatkoden? Den må du ikke glemme! Den hedder ekatarina15, og giver dig 15% i rabat hos pusleriet.dk frem til den 4. marts 2019. Sørg for at brug den, hvis du mangler bleer indenfor den nærmeste fremtid, for det er virkelig sjældent, at de er på tilbud.

Bruger du stofbleer til babyerne i dit liv? Eller har du overvejet det?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting der redder en dårlig dag