Kan én babyrumpe redde planeten?

Jeg tror det ikke.

Valget burde alligevel være nemt.

For både min mand og jeg vil egentlig gerne leve mere bæredygtigt.

Rigtig gerne endda.

Og engangsbleer er virkelig ikke for sarte, bæredygtige sjæle. Stofbleer har selvfølgelig også et miljømæssigt fodaftryk, men der er en hel del lettere at stå inde for økologisk dyrket bomuld, vask med vindenergi og evt. genbrug eller gensalg, end produktion, distribution og forbrænding af engangsbleer. For ikke at tale om de engangsbleer og mikroplastrester, der ender i verdenhavene. Stofbleerne er heller ikke fyldt med allergifremkaldende og hormonforstyrrende kemi. De kommer endda i topnuttede prints. Prints med pindsvin og skovblomster.

Alligevel havde jeg mine tvivl.

Med de to store børn gav det sig selv: Vi anede ikke, hvornår vi kunne få vasket i lejlighedens fælles vaskerum og ramaskriget over stofbleer i vaskemaskinen, kunne næsten høres på forhånd. Men denne gang var der ingen undskyldninger. Og dog… Ingen er os er mere husmoderligt anlagt, end at vaskemaskinen med jævne mellemrum næsten forsvinder i bjergene af vasketøj, der hober sig op omkring den. Ville vi drukne i vasketøj og give op efter en uge? Kunne vi overvinde dovenskaben efter to børn på engangsbleer?

I starten forsøgte vi os med gammeldags stofbleer og en blanding af et par AiO-bleer og et par formsyede stofbleer. Det gik, men det var ikke den store succes. AiO-bleerne i newborn størrelsen blev hurtigt for små og sugede ikke nok, selvom vores datter ikke ligefrem er en sværvægter. Og de gammeldags stofbleer blev far, der står for næsten alle bleskift, når han er hjemme, aldrig helt gode venner med. Origami med bleer er bare ikke for alle. Særligt ikke når snappierne knækker og bleerne er dryppende våde efter en halv time. Så vi supplerede med den pakke engangsbleer, som vi havde fået af farmor. Og var efterhånden ikke helt så sikre på, om stofbleer ville være noget for os.

Men så mødte vi Petit Lulu.

Vi startede med at købe to bleer. En med velcro og en med knapper. VI kiggede opgivende på hinanden da de kom med posten. De så store ud. Vi vaskede dem, og knappede dem på babyen. Så store var de faktisk heller ikke. Vi legede med de store piger. Jeg ammede og ammede. Far hjalp med lektier og violinspil. Vi spiste aftensmad. Og pludselig kom vi i tanke om, at ingen af os havde skiftet ble i 5 timer. Vi skyndte os ned til puslebordet, sikre på at møde 3 lag gennemtisset tøj. Men nej. Bleen sugede. Bedre end engangsbleerne.

Efter et par dage købte vi en hel startpakke Petit Lulu SIO med trykknapper fra KoOgKo. Og siden da har hun ikke været i engangsbleer. Hun får af og til en forsmsyet ble med uldbukser på om natten, men ellers er hun kun i Petit Lulu-bleerne. Og det er nemt. Vi har en kurv ved siden af puslepuden, hvor der står en række med samlede bleer (cover + indlæg) og en stak af de store indlæg.

De snavsede indlæg ryger i et gammelt pudevår i en pedalspand, og de snavsede covers ryger i en lille wetbag. De bliver vasket hveranden dag, sammen med håndklæder, gylpeklude og hvad der eller skal have 60 grader. Vi tørrer dem i kælderen og det går af og til lidt for langsomt i kulden. Så får hun coveret på med en formsyet ble eller gammeldags stofble og det lille Petit Lulu-indlæg, som vi ellers ikke bruger endnu. Og det virker. Bedre end engangsbleerne, der både resulterede i flere uheld om dagen og en rød babyrumpe. De problemer er der slet ikke med stofbleerne. Og det er egentlig ikke meget mere besværligt at vaske stofbleerne, end det er at slæbe engangsbleerne med hjem.

Heldigvis.

For jeg er ærlig talt ret dovent anlagt.

Selv på mine bedste dage.

Og selv når det gælder om at redde planeten.

Eller bare en enkelt babys rumpe.