5 ting jeg troede, at jeg ville have styr på som 30-årig.

Børnehavestop

Vi har i juleferien meldt vores 4-årige datter ud af børnehaven. Ikke fordi det var en dårlig børnehave. Tværtimod. Det er en rigtig god udendørsbørnehave med søde og dygtige pædagoger, medhjælpere og ledere. Den havde de samme udfordringer, som mange offentlige heldagsbørnehaver nok har. Normeringerne er jo mere eller mindre de samme i de fleste dele af landet. Men børnehaven var ikke et dårligt valg for os. Det kunne være fint. Det er bare endnu bedre at være hjemme.

Vores to første børn startede i institution, da de var 15 måneder, og har siden da været afsted mellem 5 og 20 timer om ugen. Men det har aldrig føltes helt godt. I perioder har det været nødvendigt for os, at få hjælp til børnepasningen. Det har især været i perioder, hvor jeg har studeret fuld tid og arbejdet ved siden af. Eller når jeg under mine graviditeter har været sygemeldt, og måtte hvile mig eller passe aftaler med læge, hospital og akupunktør. Især det sidstnævnte, jeg er vel alternativ nok til at prioritere en halv times meditation i pindsvineskikkelse.

Men siden Lille A blev født for et år siden, har vi ikke haft et reelt behov for børnepasning. Og fordi jeg forlænger min barsel med mindst et år, kommer det til at fortsætte sådan. Der er nogen hjemme hele dagen. Og den nogen er frisk, rask og fuldt ud i stand til at tilbyde sit barn den omsorg og alle de oplevelser og udfordringer, som en 4-årig har brug for. Sammen med den nogens mand og andre børn naturligvis. Derfor går PePe ikke i SFO, men har enten fri klokken 11.40 eller 13.00 hver dag. Og derfor har Ella det seneste år kun været i børnehave, når hun selv har efterspurgt det. Det er gradvis blevet mindre og mindre, indtil hun i december slet ikke efterspurgte det. Og vi begyndte at besøge en lokal legestue i stedet. For os har det ikke føltes rigtigt, fra den ene dag til den anden at bryde hendes relationer til børnehaven, og de mange søde mennesker hun delte en hverdag derhenne med. Men samtidig har hjemmelivet trukket. Og jo mere tid hun har tilbragt hjemme, jo mere trives hun.

Hun leger med sine søskende, med børnene i legestuen, med de børnehavevenner vi laver legeaftaler med, og med de børn hun møder på biblioteket, på legepladsen, i Børneloppen og til de arrangementer vi går til. Og hun leger med de voksne, med mig, med min mand og med sine bedsteforældre. Og nej, hun bruger ikke helt så meget tid med jævnaldrene, som hun ville, hvis hun gik i børnehave hele dagen. Men det mener jeg egentlig heller ikke er et problem. Når vi ser et behov hos hende for at lege med andre børn, sørger vi selvfølgelig for at møde det. Men jeg ser det som en enorm rigdom, at hendes søstre også er hendes bedste legekammarater. De flytter ikke. De rykker ikke stue. De er aldrig væk, fordi de er syge eller er taget på vinterferie uden hende. De starter ikke på en anden skole, for herefter at forsvinde ud af hendes liv. Hun knytter de tætteste bånd til relationer, der kommer til at være livslange.

Hun deltager i hverdagen. Hun bager, vasker tøj, gør rent, henter biblioteksbøger, køber ind og hjælper med at passe sin lillesøster sammen med mig. Hun er med, når hendes storesøster laver lektier. Nogle dage hjælper hun mig også med at redigere billeder eller hjælper hendes far med at øve sange til børnerytmik. Hun er med. Men hun er ikke udelukkende med, fordi hun skal øve sin finmotorik eller stimuleres sprogligt. Hun er med, fordi hun er elsket, og vi gerne vil være sammen med hende. Og hun er med, fordi det er en hjælp. Og det nærer både selvværd og selvtillid. Det er ikke en række pseudo-opgaver, jeg har opfundet for at aktivere hende. Det er en hjælp, når hun hænger strømperne op, finder de rigtige bananer i Netto eller former en række boller. Og hun ved, at hun kan.

Hun får lov til at lade lysten drive værket. Denne uge har hun været interesseret i bogstaver. Tidligere har det været tal, dans, hullahop, tegning, svømning eller modellervoks, der har været interessant. Det er værdifuldt, at kunne tilpasse sig fællesskabet og tilsidesætte sine egne behov. Men efter min erfaring, møder man rigeligt af det i en helt almindelig hverdag. Hun lytter til kollektive beskeder, hver gang vi skal ud af døren. Hun tilsidesætter egne behov, hver gang hendes lillesøster skal puttes, skiftes eller have mad. Det er vigtigt. Men det er også værdifuldt, at kunne lære når lysten og viljen melder sig. Ikke at lære om ugler fordi de er septembers tema, men fordi man pludselig finder ud af, hvor fantastiske de er.

Derfor har det føltes som en lettelse endelig at træffe valget om fuldt ud at hjemmepasse Ella. Vores familie trives bedre sådan i disse år. Med mere tid til de livslange relationer baseret på kærlighed, ikke ansættelsesforhold. Med meningsfyldte aktiviteter som vi har tid til at være fælles om. Med en hverdag hvor vi slapper af, hvis vi har sovet dårligt, staver når bogstaverne ser sjove ud og pjasker i vandpytter, når vi har været så heldige at få regn. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er det rigtige valg for alle at hjemmepasse. Men det er det rigtige valg for os.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting jeg troede, at jeg ville have styr på som 30-årig.