5 ting jeg troede, at jeg ville have styr på som 30-årig.

Kvinders 30 års fødselsdag har lidt af et ry, for at være noget der giver anledning til eksistentielle kriser og aflyste fester. Jeg har glædet mig til at fylde 30 de sidste mange år. Ikke fordi jeg ville holde en stor fest eller indkassere en masse gaver… Men fordi jeg, så længe jeg kan huske, har følt, at min alder ikke passede til mig. At tallet var for lavt. Nu føler jeg endelig at tallet passer. Og det er da meget rart. Ikke banebrydende nødvendigt, men meget rart. Alligevel har jeg tænkt lidt ekstra over store og små ting i mit liv. Og i dag kom jeg til at tænke på alle de snakke, jeg havde med mine gymnasieveninder om, hvordan vores liv skulle blive. På trods af mange, mange timers samtale, nåede vi af en eller anden grund aldrig længere end til vores 20’ere. Alt skulle nås inden 30 åbenbart. Men bevares, det er da også rart at have et par årtier eller syv til at nyde resultaterne. Jeg var helt sikker på, at disse 5 ting ville være en del af mit liv når jeg blev 30. Jeg var faktisk overbevist om, at det var nødvendigt. 

1. Jeg troede, at jeg var HELT færdig med at få børn.
   Og det er jeg jo også. Måske. Altså vi skal ikke have flere børn. Vi skal nok ikke have flere. Måske ikke. Nej, nok ikke. Vel. Altså. Ved mindre. Måske. Jeg vil faktisk helst ikke træffe den beslutning. Og det tror jeg måske aldrig, at jeg bliver klar til.
2. Jeg troede, at jeg ville have en karriere.
   Ikke bare “mangler” jeg en karriere, jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. En ting er sikkert: Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være hjemmegående. Og slet ikke, at jeg ikke ville have en plan for, hvad jeg skulle lave, når børnene blev større. Men altså, jeg har taget mig en uddannelse. Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad den kan bruges til. Og at finde ud af, om jeg vil begynde at bruge den. Og hvornår og hvor længe jeg vil hjemmepasse. Og om jeg vil arbejde deltid. Og om min mand vil. Og om vores børn bliver gamle nok til at ville, før jeg finder ud af det selv. Det må blive min nye deadline: Få en karriere, en profession eller et job før mine børn. Eller… I hvert fald før mine børnebørn. Jeg har ikke så travlt.
3. Jeg troede, at jeg ville have et altid Insta-worthy hjem.
   Altså dengang før Insta var Insta-worthy. Jeg elsker mit hjem. Vi bor i et smukt gammelt hus, der i bedste villa villakulla-stil er fyldt med løse håndtag, forskellige vinduer og løse balustre. Det er mit absolutte drømmehus. Men før jeg fik børn, havde jeg alligevel en eller anden idé om hvide sofaer, skrøbelige genstande og krummefrie flader. Jeg ved ikke hvorfor, jeg lige pludselig skulle holde op med at rode og begynde at bruge min fritid på ikke-strengt-nødvendig rengøring. Jeg tror, at jeg lader det blive ved tanken.
4. Jeg troede, at jeg ville købe designermøbler og dyre stiletter.
   Og mange af dem. Da jeg var yngre, var jeg helt sikker på, at jeg ville have et enormt forbrug som 30-årig. Hvorfor ikke? Jeg ville jo have penge fra min karriere og et picture perfect hjem, der skulle udsmykkes. Desuden havde jeg ikke helt afskrevet tanken om en Lotto-gevinst. Og jeg kunne ikke forestille mig noget hyggeligere end at shoppe formålsløst rundt for alle pengene. 12 år senere shopper jeg ikke længere. Jeg køber det, jeg er sikker på at jeg har brug for. Helst brugt. Næsten aldrig dyrt. Det kan faktisk virke helt skræmmende, at jeg ikke dengang stillede spørgsmålstegn ved at overforbrug var en nødvendig del af et lykkeligt liv.  
5. Jeg troede, at jeg ville have svaret på alt.
   Jeg var mere eller mindre overbevist om, at jeg, når jeg blev 30, ville have løst livet. Bum. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg stadig kunne være i tvivl om store beslutninger. Den slags åbenbarer sig vel i løbet af ens 29’ende år? Jeg bruger stadig timer på små ligegyldige valg og måneder på større beslutninger. Hvis jeg er blevet bedre til noget, så er det måske at affinde mig med, at det er sådan, jeg er. Men det kan måske også være svaret på en del…