MGP

MGP. Jeg troede egentlig, at jeg hadede det. Altså virkelig hadede det. Af et ondt og grusomt hjerte. Mine børn behøvede i hvert fald ikke lytte til den type musik. De dansede glade rundt til alt fra Wagner til Dizzy Mizz Lizzy. Og 9-årige “Arabella fra Odder”s vokaler sad bare ikke lige i skabet, når man sammenlignede med Billie, Aretha og Beyoncé. De havde bare øvet sig lige lidt længere.

Jeg var 11 år i 2000 da det første MGP junior blev afholdt, men jeg husker det faktisk ikke fra min barndom. Jeg hørte klassisk musik, pop, rock, jazz, blues og tysk 80’er punk. Men ikke MGP. Da jeg fik børn, hørte jeg stadig al slags musik. Bortset fra MGP. Jeg havde til gengæld et meget tydeligt hadebillede af MGP. Børn der løber rundt i mavetoppe med palietter for at synge sange, der er blevet gennemproduceret og overredigeret af voksne. Børn der kæmper om at vinde, en popularitetskonkurrence hvor hele landet kan stemme på, hvem der ser sød ud, eller hvem der har en grim stemme. Børn der skal indgå i en voksenverden, i et koncept der er udviklet efter anden verdenskrig for at nationer kan måle sig med hinanden og hævde sig over hinanden uden at finde atombomberne frem. Det var et billede, der var ret nemt at hade.

Alligevel skete det. For 3 år siden fik min 5-årige datter set MGP. Nogle gange sker det jo, at indoktrineringen ikke bider på børnene. Heldigvis. For jeg er faktisk blevet helt glad for MGP. Jo, musikken er stadigvæk meget produceret. Jeg ville foretrække, at de havde pisket den lokale musikskole til at indspille numrene. Eller endnu bedre. At al sang, dans og musik skulle spilles live på scenen af børn. Tidspunktet irriterer mig også. Det er nok heller ikke en overvældende stor del af numrene, der kommer på min egen, personlige playliste. Men det er sådan set også det.

I bund og grund synes jeg i dag, at MGP er solidt børne-tv, som jeg faktisk gerne ser med mine børn og betaler min licens til. Jeg synes, at de så vidt muligt laver en forestilling, hvor konkurrencen ikke overskygger mere end højst nødvendigt. Deltagerne hepper på hinanden, og bryder ikke utrøstelige sammen, når de ikke vinder konkurrencen. Jeg synes faktisk, at de voksnes melodi grand prix kunne lære en del af børneMGP. Børnene herhjemme lader heller ikke til at gøre konkurrencen til en stor popularitetskonkurrence eller et skønhedsshow. Min ældste datter og hendes veninder kan godt kommentere, at et kostume er fedt eller sejt, men det er også det. De taler mere om teksterne, dansene og melodierne. Især om teksterne. For har man brug for mere frikvarter og er ens søster altid ens sødeste ven? Og går meget op i at stemme, og at stemme på en måde der er “fair”. Vi talte ligefrem om repræsentativt demokrati sidste år. Og på hvad populisme er for en størrelse.
Nårh, ja. Og som en mindre detalje, så elsker både vores 7-årige og vores 4-årige, at se det. Og at gense det. Og høre sangene fra de sidste 20 år med MGP. PePe skriver også MGP-sange med hjælp fra sin far, og drømmer om selv at stå på scenen i MGP en dag. Hun har faktisk skrevet tre: Én om stjerneskud, én om sommerfugle og én om diskofest. Hun snakker ikke om at vinde. Kun om at hun gerne vil være med, at hun gerne vil optræde, og at hun gerne vil heppe på de andre deltagere. Og jeg ved faktisk slet ikke om Ella ved, at det handler om at vinde. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fortælle hende det.

Skal I også se MGP?