Kampen for at kravle

Hun er kun lige blevet syv måneder, hun er kun lige blevet syv måneder, hun er kun lige blevet syv måneder. Jeg ved det godt. Og alligevel kribler det i mig for bare liiige at mase lidt på. Ikke fysisk, for det har tre børn trods alt lært mig, at man ryger lige lukt på snuden af. Meeeen alligevel er vi begyndt at øve og træne lidt forskellig motorik herhjemme.

Hun begyndte for halvanden måned siden. Hun stod og rokkede på alle fire. Nårh, så kommer det nok snart, tænkte jeg. Hendes storesøstre lærte først at kravle, da de var omkring de 7 måneder, men da de først begyndte at stå og rokke, så kravlede de efter et par uger. Ikke Lille A. Hun rokkede, og rokkede og rokkede. Og så begyndte hun at sætte sig op. Og rejse sig op ad ting. Og nu går hun faktisk så småt rundt om sofabordet. Altså ikke gå-gå! Men hun stavrer rundt, mens hun holder fast i kanten på bordet. Og det må hun altså ikke endnu. 😀 



Alle børn skal selvfølgelig lære at gå. Og en af hendes storesøstre begyndte faktisk at gå uden støtte, da hun var 8 måneder. Meeeeen. Jeg ville altså frygtelig gerne have, at hun kravlede lidt først. Da PePe var omkring samme alder, ville hun nemlig også frygtelig gerne gå omkring. Dengang læste jeg nogle forskningsstudier, der pegede på, at børn havde større risiko for forskellige indlæringsvanskeligheder senere i livet, hvis de ikke havde kravlet som små. Og prøv lige at overbevise et barn, der lige har lært at gå, om at det skal begynde at kravle igen…

Det er ikke fordi, hun slet ikke kravler. Hun møver sig gerne et par meter hen imod noget legetøj, eller en af os. I al ærlighed gør hun det især, hvis hun spotter en nullermand, en lille perle eller nogle madrester. En slags protest-møven hvis eneste formål er, at sørge for at hendes curlingforældre er i konstant alarmberedskab, uden at give dem kravle-blære-retten ved forskellige sociale arrangementer. Hun stiller sig også stadigvæk op på alle fire. Så står hun der og vugger lidt. Efter lidt tid, går hun i gang med yoga-øvelserne. Hundestrækkene, hvor hun først skyder blemåsen helt i vejret og derefter svajer helt i ryggen. Efter lidt tid kommer hun op på alle fire igen. Og kravler to skridt frem. For derefter at kravle halvanden meter baglæns. Som regel er det deromkring hun giver op, og enten sætter i et hyl eller bare sætter sig op i stedet.

Vi tvinger hende selvfølgelig ikke til noget. Hun får lov til at rejse sig op og stavre lidt rundt. Men vi er begyndt at øve lidt mere kravl med hende. Vi hjælper hende med at klappe sine hænder og tæer sammen på kryds, mens vi fjoller og synger. Vi giver massage og stimulerer hendes diskriminerende taktile sansesystem. Det er jeg i hvert fald 90% sikker på, er det, som vi gør. 60%. Vi undersøger tæpper, trægulve, gymnastikmåtter, yogamåtter og madrasser. Vi lægger hendes legetøj lidt væk fra hende og jubler, når hun tager et kravleskridt eller to. Det der virker allerbedst er faktisk, når hendes søstre gider at kravle rundt foran hende. Man kan virkelig se, hvordan hun suger det til sig, og selv prøver at kryds-kravle rigtigt. Det gider de heldigvis tit.

Så selvom jeg svor, at jeg aldrig ville gå alt for meget op i babys udvikling og milesten, så gør jeg det alligevel. Bare lidt. Grundlæggende mener jeg, at alle børns udvikling er – og bør være – vidt forskellig. De fleste børn jeg kender, har noget de er “for hurtige” til, og noget som de er “for langsomme” til. For nogen er det motorisk, for andre er det sprogligt, og nogle gange er det noget helt tredje. Og det synes jeg er helt, som det skal være. Vi har alle ting, der kommer nemt til os, og ting som vi synes er svære at lære. Alligevel går jeg lidt for meget op i det denne gang. Selvom jeg jo egentlig godt ved, at vi bare kan lege, at vi er den vilde hundefamilie fra Hundige og kravle lidt ekstra rundt, når hun bliver lidt ældre.