Fødselsdagsgaver og flippede fornemmelser

Lillemusen her fylder 1 år på søndag. For præcis et år siden var jeg bekymret. Rigtig bekymret. Det havde jeg været hele graviditeten. Den var lang, hård og kompliceret. Og jeg var sikker på, at noget var galt. Der var i virkeligheden ikke noget at være bekymret for. Lille A struttede af sundhed fra det øjeblik, hun kom til verden, og har gjort det lige siden. Så meget for moderlig intuition… Hun er sund. Sund, glad, nysgerrig, tænksom, skør og dejligt mild. Og nu bliver hun et helt år!

En del af mig har haft lyst til at styrte ud og købe en dyr gave. En rigtig stor del, faktisk. For at udtrykke hvor vigtig Lille A er for vores familie. For at få et symbol på alle de følelser, der truer med at splitte kroppen i lige dele lykke og taknemmelighed over, at hun virkelig er her. Og at hun har været vores i et helt år. Men hvilken gave kan rumme alt det? Et smykke? Et billede? Nej. Absolut ingen.

Alligevel havde jeg lyst til at købe noget “rigtigt”. Noget stort. Noget der virkelig ville forkæle hende. Jeg googlede “bedste gaver til 1 årig”. Jeg scrollede sidevis af rækker med sødt legetøj igennem på diverse webshops. Jeg fandt steinerlegetøj. Som mine forældre giver. En praktisk madkasse og nogle farver. Som min mormor giver. En masse legeskum. Det er der ingen, der giver hende. Og børnene elsker at tumle rundt med hinanden. Men har de behov for at gøre det på legeskum? Nej. Egentlig ikke. Lille A er tilfreds med at rulle rundt på en madras. Eller gynge i hængekøjen. Eller allerbedst: At kravle op af trappen igen og igen og igen… Jeg er ikke den fødte minimalist, men jeg begyndte alligevel at køre lidt sur i gave-finderiet.

Så hvorfor i alverden havde jeg denne her trang? Jeg skriver havde…. Men jeg kan stadig mærke den sitre et sted i baghovedet, imens jeg skriver. Selvom jeg har besluttet mig for, at ingen gave vil kunne symbolisere den taknemmelighed, jeg føler for at være mor til tre. Selvom jeg jo ved, at Lille A ikke vil undre sig over, om hun nu får gaver eller ej på sin fødselsdag. Og selvom jeg egentlig ikke selv burde have et behov for flere ting. Især ikke dyre ting. Ting der koster penge. Penge der koster tid. Tid som vi i de her år i den grad prioriterer at bruge sammen med vores børn. Jeg burde ikke have noget som helst behov for endnu et tumlemøbel eller stykke legetøj i mit liv.

Jeg havde alligevel et behov for at købe en eller anden gave alligevel. Så jeg endte med at købe nogle brugte sanseklodser på dba. Og pigerne fandt et hammerbræt i Børneloppen, som de syntes, at hun skulle have. Klodserne minder lidt om nogen, som hun fik i julegave af sin farmor og farfar, og som hun drysser efter sig overalt i huset, når hun stavrer og kravler af sted. Hammerbrættet var hendes søstre så glade for, at de fuldstændig sled deres op, det gik simpelthen fra hinanden. Gaven blev ikke dyr, tværtimod. Den kostede os lige omkring hundrede kroner. Den bliver heller ikke symbolsk. Til gengæld tror jeg, at Lille A vil blive glad for den. Og jeg ved, at vi vil elske at give hende den.

Men den gave, som vi egentlig giver hinanden i år, er tid. Jeg kan godt selv høre, hvor langhåret det lyder, når jeg læser det højt. Men vi er også ret langhårede herhjemme… Og i år prioriterer vi hjemmeliv og mindre arbejde, fremfor store gaver og dyre vaner. Måske det på et tidspunkt ændrer sig. Men det håber jeg egentlig ikke. De her år er ikke magre år, der skal overstås. Selvom vi ikke har så mange penge som de fleste. Det er de gyldne lykkeår. Årene med børnefødder i sengen og babypludren fra morgenstunden. Den bedste gave vi kan give hinanden lige nu, er at nyde tiden til fulde. Tid til dovne morgener, langsomme dage og sene aftener. Og det er egentlig en ret god gave.