Min perfekte Instagram

Dyrker Instagram det perfekte? Min konto gør. Eller altså… Der er flere smilende børn, end der er nullermænd og morgenhår på mine billeder. Selvom der er plads til det hele. I dag er det et år siden, at jeg lagde mit første billede op på Instagram. (Edit: Eller det troede jeg, at det var, indtil en følger fortalte mig, at jeg faktisk havde været på i 13 måneder. Ups.) Det var noget med noget påskeægsjagt i mine forældres baghave. Og siden da har jeg lagt et billede op de fleste af ugens dage. Og kigget på andres billeder næsten hver dag…

Idyl og ærlighed

Jeg elsker det. Både at dele billeder og tanker fra min egen hverdag, men især at blive inspireret af andres. Nye opskrifter. Tænkevækkende skriv. Søde hverdagshistorier. Gode idéer til aktiviteter. Inspiration til bæredygtighed. Mange af dem jeg følger på Instagram er nok også til den perfekte side. Der er også konti, der hylder det uperfekte i alle deres billeder. Og gør det ret godt. Jeg følger et par af dem, som jeg synes er virkelig tankevækkende og sjove. Men jeg ved egentlig ikke, om det er mere ærligt end resten? Hvis alt skal være uperfekt, bliver det også hurtigt til en maske. Endnu et ideal at leve op til. En persona der kun har noget at gøre med et lille udsnit af ens liv.

Min egen Instagram-konto er virkelig ret idyllisk. Hudløst ærlig, men idyllisk. Jeg lægger aldrig noget op, som ikke passer. Jeg overdriver heller ikke, eller forsøger at skjule noget. Men ligesom jeg godt kan lide at blive inspireret af andre, lægger jeg også selv det op fra min dag, som jeg synes er mest inspirerende eller interessant. Og det er bare sjældent de mislykkede boller eller den hullede sok, der er særlig interessant. Og hvis jeg endelig har en dårlig morgen eller en stresset eftermiddag, må jeg indrømme, at det slet ikke er på min prioriteringsliste at instagramme. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at vise det sårbare eller det grimme frem. Det gør jeg også en gang imellem. Men det bliver som regel i småtingskategorien, brændt bagværk.

Børn på Instagram

Og så er der lige det der med børnene. Når man nu er sådan en hjemmegående husmor, som jeg er, så handler ens hverdag nu engang primært om børn. Ens egne børn især. Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg også har en uddannelse i Pædagogik. Og Retorik. Hvilket mere eller mindre er opskriften på at have børn på hjernen, og ikke kunne lade være med at snakke om dem. Jeg snakker, og diskuterer og debatterer, og læser, og filosoferer om børn og opdragelse, og børn og livsstil, og børn og sundhed i et væk. Også på Instagram. Det er underligt nok mest mødre, der følger mig.

Det er jo ikke fordi, at jeg kun er mor, eller slet ikke kan snakke om andet. Men mit liv er i de her år virkelig sammengroet med mine børns på en måde, hvor det ville virke virkelig unaturligt og uærligt, hvis ikke mine Instagram-billeder også kom til at handle om mine børn. Om det liv vi skaber sammen. Og det er nu engang ikke særlig pænt, at bruge de sociale medier til at udstille andres sårbarheder og ups’ere.

I det hele taget er det fyldt med dilemmaer at dele sine børns liv på de sociale medier. På den ene side har jeg ikke noget imod at dele vores hverdag. Tværtimod. Børnene er ikke hemmelige, og jeg ser ikke noget ondt i, at de er på mine eller deres fars sociale medier. Ligesom jeg ikke får dem til at trække en papirspose over hovedet, når vi går ned af gaden. De er en del af verdenen, og der er ingen grund til at gemme dem væk. På den anden side er jeg virkelig bevidst om, at børnene endnu ikke er gamle nok endnu til selv at sige til eller fra, når jeg deler noget om dem. Så når jeg deler, vil jeg være helt sikker på, at det er repektfuldt og ikke overskrider deres privatsfære. Og så alligevel. For det kan jeg jo reelt ikke vide, om det en dag vil gøre. Men jeg deler kun billeder af dem og fortællinger om dem, som ikke ville overskride min egen privatsfære. Jeg deler derfor ikke billeder af dem hvor de græder eller er i dårligt humør. Jeg tager heller ikke billeder af dem, når de sover, eller ser knap så yndige ud. Jeg deler historier, hvor jeg griner med dem, over små hverdagsting, men aldrig historier hvor jeg griner af dem. Det gælder for så vidt både på de sociale medier og i den virkelige verden. For det ville jeg ikke selv bryde mig om, at andre delte om mig. Men så bliver det nok også lidt idyllisk og små-perfekt, selvom det stadig er meget ærligt.

Inspirerende nullermænd

Lærer jeg så mine børn, at de altid skal være perfekte? Det mener jeg ikke. Jeg tror, at jeg lærer dem, at man kun skal dele billeder af andre, som er respektfulde. Og jeg håber, at de lærer, at det er helt i orden at have en privatsfære. Og at de sociale medier er et offentligt sted. Burde jeg dele mere uperfekthed på Instagram? Det kan godt være. Men jeg synes faktisk, at det er svært. Ikke fordi jeg ikke kan lægge et billede op af mine nullermænd eller mit grimme morgenhår. Nullermænd har jeg rigeligt af, og morgenhåret kan i weekenden sagtens nå også at blive til aftenhår. Og det sker da bestemt også at der kommer et par nullermænd eller en kikset frisure med på billederne. Jeg løber ikke rundt med støvsuger og hårbørste, før jeg finder telefonen frem. Men jeg fremhæver nok heller ikke det uperfekte så tit.

Ovenstående er et billede af min udsigt lige nu. Et rodet hjørne, som det ofte kan se ud. #nofilter og #nofilterneeded Eller… For ikke bare er der ikke filter, lysregulering eller beskæring, der er heller ikke noget indhold. Det er et virkeligt kedeligt billede, der ikke har særlig meget på hjertet. Mit liv er selvfølgelig ikke lutter perfekt idyl. Men det ved folk da godt. Ligesom jeg da stærkt går ud fra, at dem jeg følger af og til brænder deres lasagne på eller glemmer at tage mascara på det ene øje… Det er bare ikke så inspirerende i sig selv. I hvert fald ikke når jeg deler det. Hatten af for dem der kan gøre nullermænd inspirerende, for det er der virkelig også nogle instagrammere derude, der kan… Måske jeg en dag bliver en af dem. Men jeg tror det egentlig ikke… Mine nullermænd er bare utroligt kedelige og uinspirerende. Og så synes jeg, at min konto er helt perfekt, som den er.

Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad du deler?