Hygge-minimalisme

10 (+3) mor-blogs lige nu

Det siger måske sig selv, men jeg kan ret godt lide mor-blogs. Jeg synes, at de giver noget helt særligt. Det er ikke fordi, jeg altid er enig med bloggerne. Mange af de bloggere, som jeg nævner her, vælger på mange måder fuldstændigt modsat mig. Det er heller ikke fordi, at jeg på et praktisk niveau suger inspiration til mig. Jeg styrter i hvert fald ikke ud i den nærmeste maler- og boligbutik for at kopiere de smukke, hvide, skandinaviske stuer eller de eventyrlige, pudderfarvede børneværelser, som jeg kan finde på mange blogs og Instagram-profiler. Jeg synes bare, at det er rart at kigge på andres fine hjem og læse om de overvejelser, som andre har gjort sig om deres skønne møgunger. Helt stilfærdig, afslappende, hyggeligt tidsfordriv. Der er simpelthen ikke nogen bedre måde at slappe helt af på, end at koble af med en hyggelig blog.

Før jeg fik børn, slappede jeg tit af på samme måde ved at læse en hel stak magasiner. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke kunne læse dem i dag, eller fordi der mangler magasiner henvendt til mødre… Men for det første gider jeg ikke længere læse en artikel – eller et indlæg – der ikke interesserer mig. Det har jeg simpelthen for lidt alenetid til. Jeg er med andre ord et utaknemmeligt læser-skarn, der rask væk springer et blogindlæg om sommerens rejser over, for i stedet at grave et fem år gammelt indlæg om søvnløse nætter med en baby frem. For det andet kan jeg bedre lide det mere personlige ved bloggen.

På mor-bloggene kan man sammen med de fine indretningsbilleder og finde et miskmask af overvejelser, følelser, valg, fravalg og helt almindelig hverdag. Og lige netop her kan bloggene noget, som magasinerne ikke kan. For uanset hvor polerede nogle af bloggene måske er, så er det stadig de ærlige overvejelser om alt fra børneopdragelse til sommerkjoler, der gør dem værd at læse. Det er personlige overvejelser, der tit kommer helt tæt på, og det sætter tankerne i gang på en helt anden måde end en journalistisk artikel eller et interview med en ekspert. Derfor gør det mig heller ikke så meget, om jeg er 100% enig i alt, hvad bloggeren kommer frem til. Eller 70%. Faktisk tror jeg ikke, at der er særlig mange mennesker, som jeg deler særligt mange holdninger med. For helt ærligt. Vi kan jo ikke alle være overbeskyttende speltmødre med hang til øko. Eller bo i Villa Villakulla’er indrettet næsten udelukkende med genbrugsmøbler og flere farver og mønstre end en 4-årigs mandala-bog. Men derfor kan det modsatte sagtens være helt fantastisk skønt at læse om, og sætte nogle vigtige tanker i gang. Jeg er heller ikke mere militant, end at jeg nogle gange godt kan lokkes lidt væk fra spelten.

Nedenunder er simpelthen de ti mor-blogs (i tilfældig rækkefælge), som jeg læser mest lige nu. Og så lige tre ekstra blogs/sider, som jeg også er ret vild med, selvom de ikke er mor-blogs. Jeg kunne selvfølgelig skrive en lille intro til dem alle, men ærlig talt så ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle starte. Jeg kunne selvfølgelig uddele 1 til 5 regnbuefarvede hippie-pokaler alt efter hvor ærlige, flotte, inspirerende eller øko-flippede, de var. Spoiler: De ville allesammen score ret højt på de tre første og lidt varierende på den sidste. Jeg er nu ret sikker på, at hverken du eller jeg ville få særlig meget ud af den lille øvelse. Så derfor kommer min ugentlige læseliste af blogs bare råt for usødet. Jeg er selv ret tilfreds med min liste.. Men jeg kan altid læse en blog eller to mere. Så… Hvilke blogs mangler på min liste?

Top 10 over mine bedste mor-blogs 2018:

  1. Lortemor
  2. Sydhansmor
  3. Sonoma Seven
  4. Nutidensmor
  5. Danica Chloe
  6. Julie-Elsebeth
  7. Acie
  8. Emili
  9. Trine Jacobsen
  10. Østfronten

 

Top 3 over andre blogs, som jeg også har læst en hel del i 2018:

  1.  Sustain Daily
  2. Rose Maimonide
  3. Hvid Kaffe

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hygge-minimalisme