Hygge-minimalisme

Jeg er ikke minimalist. Langt fra. Jeg elsker sofaer overlæsset med puder og vindueskarme fyldt med planter og fine ting. Nips! Jeg indrømmer det. Og det ville egentlig være helt okay. Hvis ikke det lige var fordi, at min mand bestemt heller ikke er minimalistisk anlagt. Eller vores børn. Jeg har selv vores katte mistænkt for at være lidt små-materialistiske. Det værdsætter i hvert fald at lege hule i vores skrammelrum. Jeps, vi har et helt rum fyldt med børnetøj, vugger og ventialtorer. Skrammel. Ting som vi ikke har brug for. Lige nu i hvert fald. Men det er (ikke engang) der, problemet ligger.

Egentlig synes jeg ikke, at vi lever særlig materialistisk. Vi køber primært brugt. Og hvis vi køber nyt, overvejer vi ret grundigt, om det er noget, vi har brug for. Snusfornuftig SU-barsel-hjemmepasser-logik parret med en hyggehippies bekymringer om overforbrug og den store, stygge tekstilindustri. Men  ikke minimalisme. Vores hus bugner af ting.

Nogle af tingene er nødvendige. Eller i hvert fald tæt på: Jeg ville meget nødigt undvære vores seng, spisebordet eller min egen computer. Andre er sentimentale hygge-ting: Og jeg ville næsten lige så nødigt undvære mine bøger, min søsters glaskunst eller den lille blikæske, som min bedstefar plejede at gemme appelsin-chokolade i. Derfor bliver jeg nok aldrig minimalist som sådan… Men jeg er alligevel kommet frem til, at det ville være en lettelse at rydde ud. Vi har rigtig mange ting og sager, som hverken er nødvendige af praktiske eller sentimentale årsager. Junk-ting, der egentlig bare fylder uden at blive brugt: Tekande nr. 2, engelskordbog nr. 3 og utallige tusser, der ikke virker helt godt længere. Ting der fylder, roder og alligevel bliver ved med at bo i vores hjem.

Så hvorfor har vi overhovedet alle de ekstra junkting? Jeg tror faktisk, at det hænger sammen med grunden til, at vi ikke køber så meget. Da vi fik vores første barn, var vi begge på SU, og jeg opgav mit studiejob for at få tid nok i hverdagen. Vi havde altså meget få penge. Endnu færre end i dag, hvor vi bestemt heller ikke har et højt forbrug eller bugnende opsparingskonti. Derfor gav det mig en tryghed at samle sammen. Sige ja til en ekstra brugt flyverdragt, som reserve, hvis nu den rigtige skulle gå i stykker. Købe en ekstra ting eller to i genbrugsbutikken, fordi det var for dyrt at vente til behovet opstod, hvis det betød, at vi måtte købe det fra nyt. Med tiden blev det en vane.

Denne her måned har jeg derfor overtalt min familie til at lege minimalister med mig. Min mand og jeg vil prøve the 30-day Minimalism Game. Det er en udfordring, som jeg efterhånden har set en del bloggere og instagrammere lave. Den går i al sin enkelthed ud på at skille sig af med ting. 1 ting den første dag i måneden, 2 ting den anden dag og så videre. Vores to store piger vil også gerne være med, men jeg tror, at det bliver lidt for voldsomt for dem. Vi har derfor aftalt, at de vil prøve at finde en enkelt ting hver om dagen, som kan ryge i affaldsorteringen eller i kassen til genbrugsbutikken. Sammen summer det op. I alt 990 ting.

Det er måske nok en lidt tosset måde at gøre det på. At skille sig af med ting bare for at skille sig af med ting kan egentlig være lige så meningsløst, som det kan være at købe ting bare fordi, man har lyst til at købe noget. Jeg håber, at legen kan gøre mere end bare at være en lidt fjollet dille. Jeg håber, at jeg kan bruge mindre tid på at rydde op. Bruge mindre tid på at lede. Få mere plads til leg. Blive endnu bedre til at overveje, hvad jeg køber. Og så håber jeg inderst inde også virkelig inderligt, at jeg vinder the Minimalism Game, så vi i fællesskab kan udråbe min mand som familiens egentlige materialistiske, uminimalistiske hoarder. Jeg forestiller mig det lidt som et fælles-råb, som hvis han tabte i klodsmajor. U-minii-maa-liiiiiiiiist!