Opskrift: Virkelig nem modellervoks

Søvnmangel og childism

Vikle søvn børn søvnbehov childism samsovningSøvn, eller manglen på samme, kan lige pludselig fylde helt enormt, når man bliver forældre. Vores børn sover som regel meget voksen-venligt. Altså mest om natten og uden for mange opvågninger. Og når de endelig ikke har verdens nemmeste søvn, har vi heldigvis mulighed for nemt at indrette vores dag efter det. Derfor har søvn længe ikke fyldt det store for mig.

Lige indtil vi tog på sommerhusferie med mine svigerforældre.

I et lillebitte sommerhus, med køjesenge i stedet for samsovningsseng.

Og med mange mennsker, hvis søvn gerne skulle foregå nogenlunde i takt.

Så vores yngste begyndte at feste igennem.

Imellem klokken 1 og 3.

Eller 1 og 5.

For variationens skyld.

Det ødelagde ikke ferien.

Men det fik mig også til at google en lang række desperate nødråb i “hjælp mit barn sover ikke”-kategorien.

Det forringede til gengæld min livskvalitet en lille smule.

Status-søvn

Mit første stop i de lange søvnløse nætter, var selvfølgelig ikke Google. Jeg scrollede naturligvis lidt igennem Facebook og Instagram. Nogle vil måske mene, at jeg babyspammer lidt på Instagram. Og det vil “nogen” sådan set have helt ret i. Men jeg er en hjemmegående pædagogik-nørd. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker at se og læse om familieliv. Eller møde forskellige tilgange til forældreskabet. Og det kan Facebook og Instagram altså.

Mange af billederne på Instagram er hverdagsglimt fyldt med latter og larm. Andre er lidt mere opstillede portrætter. Især af helt små babyer, der ligger på et tæppe med et kort. Milestenskort hedder de. Søde små kort, med finurlige kruseduller, og en lille tekst om, at Feodora-Kathrine har lært at kravle eller gå. Vigtige milepæle, som vi allesammen godt kan lide at blære os lidt med på de sociale medier. Jeg synes i hvert fald, at det kan være meget hyggeligt. Men det er jo ikke kun hygge. Billederne er også med til at forme os. Til at sætte en standard og et ideal, som dem der ser billederne kan spejle sig i.

Da jeg klokken halv fire om morgenen sad og scrollede igennem Instagram, lod alle kortene til at handle om søvn. Om at babyerne nu sov på eget værelse, ikke vågnede om natten eller ikke længere sov med sut. Et par dage efter viste en af de fantastiske profiler, jeg følger en række milestenskort om babysøvn frem. De var åbenbart en del af Babysams gratispakke til forældre. Der stod:

I nat har jeg sovet i min egen seng for første gang…

I nat har jeg sovet på mit eget værelse for første gang…

I dag har jeg sovet i min barnevogn for første gang!

Det var ikke ligefrem opmuntrende læsning. Ikke fordi, der i sig selv er noget i vejen med, at være glad for en nats uafbrudt søvn eller en god lur i barnevognen. Vi er alle sammen forskellige, og netop den type søvn virker sikkert fint for nogle familier. Men når alle kortene udelukkende fokuserer på den nemme, adskilte, selvstændige børnesøvn, skaber det en fortælling om, at det er den rigtige måde for børn at sove på.

Det er den status-søvn, man kan tillade sig at blære sig med.

Det er den søvn, man som det naturligste må forvente, ligesom man forventer at barnet begynder at kravle og gå.

Så jeg blev usikker.

Og fandt Google frem.

Vores søvnbehov

Set i bakspejlet, var det nok ikke smart at google “Børns søvnbehov” klokken halv tre om natten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg havde forventet at finde. Jeg fandt skemaer. Firkantede skemaer over søvn og bunkevis af tilhørende firkantede råd om, hvordan børn puttes bedst muligt. Hvilket alle kilderne lod til at være helt enige om, var med mindst mulig kontakt med deres forældre.

Forældre der endelig skal vende ansigtet væk.

Forældre der endelig skal trøste med mindst mulig berøring.

Forældre der endelig ikke må snakke med barnet.

Jeg kiggede ned på min datter, der prøvede at stable Totte-bøger sammen til en stol. Og hen på hendes storesøstre, der sov få centimeter væk fra hende. Da jeg blev mor for første gang, blev jeg også mødt at de råd. Dengang blev jeg overvældet af en følelse af forkerthed, fordi vores datter ikke sov “nok”. Og i øvrigt vågnede efter 20 minutter, hvis ikke jeg eller hendes far var i nærheden. Følelsen af forkerthed over ikke at kunne putte mit barn, så hun kunne sove efter tabellerne, lurede i mørket.

Burde jeg virkelig bare gøre mig kold og hård?

Vende ansigtet væk og insistere på søvn?

Selvom det hverken var det jeg eller mit barn havde lyst til?

Okay, selve søvnen havde jeg lyst til. Men kampen, hårdheden, følelsen af at bulldoze hendes behov. Vel vidende at jeg lige så godt kunne udskyde min egen søvn en tid endnu. Det havde jeg virkelig ikke lyst til.

I et anfald af overtræthed googlede jeg “voksne søvn” i stedet. Og straks blev jeg mødt af den kærlige, afslappede tilgang, jeg havde savnet. Der var pludselig plads til, at alle er forskellige. Og at søvnbehov kan variere. Der var anerkendelse af, at vaner kan være genstridige. Men at selv irriterende vaner har det med føje sig med tiden. Og der var stribevis af gode råd til at få bedre søvn. Særligt et gik igen:

Læg dig først til at sove, når du er træt.

Det var lige det, jeg havde brug for at høre, da min 1-årige opgav at bygge sit Totte-tårn og i stedet fandt på at stoppe forskellige penalhus-løsdele ned i legetøjsbilen. For hvor indlysende det end lyder, giver det selvfølgelig ikke mening at putte et lysvågent barn. Heller ikke selvom klokken nærmer sig 3 om natten, og man virkelig har lyst til at tage på vandretur dagen efter. Så jeg lagde telefonen væk og fandt en god bog frem i stedet.

Childism: Er voksnes behov vigtigere end børns?

Næste morgen gnavede nattens google-søgning stadig i baghovedet på mig. Ikke med følelsen af nederlag som jeg ellers kendte, fra de søvnløse nætter jeg havde delt med min førstefødte. Dengang brændte følelsen af at have fejlet, af at være forkert, længe efter sådan en nat. Jeg ville ligefrem prøve at dække over, hvor dårligt min datter og jeg sov. Det var lidt pinligt. Et tegn på at jeg ikke mestrede moderskabet godt nok.

Men denne gang mærkede jeg også en anden følelse.

Jeg blev gal.

Gal over at jeg som voksen blev mødt af kærlige, forstående råd om søvn. Men at rådene rettet mod min datters søvn var anderledes hårde og firkantede. Forskellen på de råd, der tilbydes søvnløse børn og voksne var virkelig slående. Når voksne ikke kan sove fremhæves det, at man først skal lægge sig til at sove, når man er træt. Man skal mærke efter, og lade det tage den tid det tager at etablere en god døgnrytme. Når børn ikke kan sove er rådene derimod, at man helt overhører barnets naturlige træthed. Det betragtes som irrelevant, eller i bedste fald ikke afgørende. I stedet den gode børnesøvn alle steder fremhævet som den adskilte, forudsigelige, lange, uafbrudte børnesøvn. Den søvn der er nemmest for den voksne.

Men jeg kender meget få småbørn, der bare lige sover sådan. Nogle gør. Mit mellemste barn er heldigvis ofte en af dem. Hun kan stadig sove, stort set når som helst og hvor som helst, time efter time. Men så er der alle dem, der ikke gør. Der skal mødes af frustrerede forældre, firkantede søvnråd og en kulturel forventning om, at børn bare sover. En fælles forventning der nok godt kunne bruge en portion childism-refleksion.

Childism kan, som alle de bedste ord, defineres på forskellige måder. Men childism bygger på den helt basale idé, at børn skal respekteres som mennesker. At børn og voksne på trods af forskelle i størrelse, erfaring, behov og magtfordeling er lige meget værd. Og at børns perspektiver og opfattelser af livets forskellige situationer, derfor er lige så betydningsfulde som de voksnes.

Hvis man skulle lave milestenskort ud fra mine børns livsopfattelse, tror jeg ikke, at de ville ligne dem, der bliver lavet i dag. Jeg tror, de ville mangle kort, der sagde:

I nat var jeg tryg, hver gang jeg vågnede.

I aftes kunne jeg selv mærke, hvornår det var tid til at sove.

I nat lå jeg i ske, med dem jeg elsker højest!
Men det ligger langt fra den slags status-søvn, som vi normalt føler, at vi kan tillade os at “blære os” lidt med. Alligevel virker de helt selvindlysende, som definitioner på god søvn. Selvfølgelig er det også vigtigt for børns trivsel, at de får sovet nok.

Men er det antal timer barnet har sovet om natten den bedste indikator på en god nattesøvn?

Noget der skal fremhæves før tryghed, hygge og glæde ved at sove?

Noget der skal insisteres på, i stedet for at lære barnet at mærke efter og lære sit eget søvnbehov at kende?

Jeg tror ikke, at det er sådan de fleste børn vil opfatte en god nats søvn. Og deres opfattelser er vigtige. Ikke fordi voksnes behov ikke skal prioriteres. Det kan være utrolig hårdt at have børn, og alle i familien skal selvfølgelig have det godt. Men jeg kan trods alt heldigvis håndtere træthed og frustration en del bedre end min 1-årige.

Ikke at det normalt er nødvendigt. Når vi sover derhjemme, kan vi bedre indrette søvnen efter vores børns behov. Vi putter dem, når de er trætte, i stedet for at kigge på uret. Vi sover sammen i én stor seng, eller putter den mindste i viklen. Og vi overøser dem med nærhed, lige til de falder i søvn. Det harmonerer ikke særlig godt med mange eksperters råd om søvnskemaer og forbud mod øjenkontakt. Men det er som regel sådan vi bedst møder både børnenes behov for tryghed og de voksnes behov for nattero.

Hvordan sover I bedst?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift: Virkelig nem modellervoks