Min nytårsaften

Jeg var i mange år ikke særlig glad for nytårsaften…. År efter år endte den på samme måde. Jeg byggede i løbet af efteråret en masse forventninger op. I år skulle det være! Det skulle være den sjoveste og festligste dag, med den fineste og lækreste mad, det vildeste fyrværkeri og den bedste  fest. Det var det bare aldrig. Sjovest, lækrest eller bedst. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor. År efter år prøvede jeg. År efter år blev jeg skuffet. Indtil det gik op for mig, at jeg ikke kunne lide en eneste del af nytårsopskriften. Og så begyndte jeg at kunne lide nytårsaften.

Siden mine teenageår, havde jeg haft en helt fast forestilling om, hvad nytårsaften skulle være. Det var noget med fyrværkeri, drinks og fest, men vigtigst af alt skulle det hvert år være bedre. Bedre end alle andre dage i året og bedre end sidste år. Jeg har bare aldrig brudt mig særlig meget om fyrværkeri. Jo, altså… I sikker afstand bag en solid glasrude. Men siden den lokale landbetjent var så venlig i 6. klasse at vise mig og mine jævnaldrene en række optagelser af børn, der skreg i smerte mens de desperat prøvede at sætte forskellige kropsdele tilbage på kroppen, har jeg ikke haft den store trang til at opleve fyrværkeri på nært hold. Det kan godt være, at skræmmekampagnen ikke var målrettet den stille, bebrillede pige på bagerste række, men det var hende den nåede! Jeg har heller aldrig brudt mig om at drikke. Jo, altså vand. Eller en varm kop te eller kakao, hvis der skal spilles op til fest. På plejehjemmet, måske? Men jeg gider faktisk ikke, at være beruset. Og jeg har aldrig kunne se, hvorfor lige netop nytårsaften absolut skal fejres med en skyhøj promille, mens man i bogstaveligste forstand risikerer arme og ben. Jeg ved godt, at jeg er et kedeligt spetakel. Men jeg er et kedeligt spetakel med arme, ben, øjne og fingre i fuldt behold!

Det lyder åndssvagt… Men det var egentlig først, da jeg fik børn – og nok egentlig endda først et år eller to efter – at det gik op for mig, at jeg selv bestemte, hvordan en god nytårsaften så ud for mig. At jeg ikke behøvede at holde en stor fest, hvor jeg ved midnat kyssede min kæreste som i alle de amerikanske film. At jeg ikke behøvede at købe en særlig kjole, bare fordi det var nytår igen i år. At jeg ikke behøvede at gå igennem Nettos spothylder efter nyt plastik-ragelse af ukendt oprindelse. At jeg ikke behøvede at spise fint og dyrt kød, bare fordi jeg skulle skifte kalenderen ud. Og at jeg ikke behøvede at føle mig forkert og kedelig, fordi jeg hellere ville skåle i cider end champagne. De seneste år er jeg faktisk blevet gladere og gladere for aftenen, og i år kan jeg mærke, at jeg virkelig glæder mig.

Så længe vi har haft børn, har vi nemlig holdt en stille og rolig familie-nytårsaften med forskellige konstellationer af vores forældre, mine bedstemødre og nogle år også et par søskende. Vi tager fint tøj på, hører dronningens nytårstale, spiser god mad og snakker hele aftenen, indtil vi ser på andre menneskers fyrværkeri. Måske vi tænder en enkelt bordbombe eller to, men så går det også virkeligt vildt for sig. Til gengæld kan vi godt finde på at spille et spil eller lave en quiz. Men for det meste sidder vi bare og hyggesnakker eller følger børnene i deres lege og idéer. Vi kører ikke aftenen op i gear, tværtimod.

Det betyder ikke, at vi ikke har traditioner, eller idéer til hvad vi måske kan lave. Den vigtigste tradition for børnene er nok, at hoppe ind i det nye år. Når klokken slår 12, vil de gerne stå på en stol og hoppe ned fra den. Traditioner på det ambitionsniveau er jeg helt med på, så det er en af de få nytårstraditioner, som jeg selv minder dem om. De sidste par år har vi også lavet en masse forskellige mocktails, i fine glas og med frugt og sukker på kanten. Der kan være alt mellem himmel og jord i. Ofte laver vi nogle, der minder om rigtige drinks, efter opskrift hos It’s fashion baby , men børnene elsker også bare at få lov til at blande drinks som de vil. Af sodavand, saftevand, juice, frugt, isterninger, is, flødeskum og krymmel. I meget små glas. Det er enkelte imellem, der er gode… Og så er der grøn sodavand blandet med kakao med blåbær og krymmel på toppen. Mums!

Men vi har ikke flere planer for aftenen, end at vi sagtens kan ændre dem undervejs, hvis vi føler for det. På den måde er nytårsaften meget mindre stresset end juleaften. Jeg ville ærlig talt blive ret skuffet, hvis vi ikke havde tid til at danse om juletræet eller gå i kirke juleaften. Og jeg tror heller ikke, at børnene ville være med på, at vi lige sprang gaverne over. Og det er jo super hyggeligt, selvom det er ret mange traditioner, på ret få timer. Nytårsaften har vi en del færre traditioner og en del flere timer at fordele dem på. I modsætning til juleaften er det rigeligt med tid til, at man kan finde et skørt spil frem, lave et fjollet krea-projekt med børnene eller se en god film. Eller til bare at sidde og snakke i sofaerne timevis, imens børnene falder i søvn imellem os… Det er det en uendelig lang aften, på den gode måde. Med tid til at hygge sig og tage den med ro. Og det elsker jeg.