Vores 7 yndlingslege lige nu

Hjemmelavet genbrugspapir

 

Jeg har glædet mig til denne her weekend længe. Vi har nemlig skulle noget helt særligt. Absolut ingenting!

Det er længe siden, at der har været sådan en weekend i vores kalender. Næste weekend har vi en legeaftale og to fødselsdage. Næste weekend igen en tur i legeland og endnu en fødselsdag. Og sådan fortsætter det mere eller mindre året ud. Det er meget. Også for meget. Det er virkelig vigtigt for vores familie at have nogle hele dage sammen, hvor vi alle 5 bare går rundt og tusser. Eller kravler rundt og tusser for den yngstes vedkommende. Ikke fordi det er den rene idyl. De store piger kommer op og toppes. Deres lillesøster vil pludselig ikke sove. Min mand og jeg vasker tøj i lange baner. Hele huset ligner som regel en krigszone.

Men det er godt. Sundt og helende. Børnene bliver gode venner igen. De lærer hjemme-weekend-rytmen at kende og finder ud af, at det er okay at kede sig lidt. Vi får klaret nogle ting, som længe har irriteret os. Og bliver alt for længe oppe i håbet om at bare et par af børnene kan sove til længere end klokken 6. Det kan de sjældent. Og nogle gange er vi kreative. Laver et projekt som vi længe har snakket om. Noget vi egentlig sagtens kunne lave i hverdagen, hvor pigerne og jeg oftest har hele eftermiddagen sammen, fra frokost til aftensmad. Men jeg indrømmer det blankt. Jeg er virkelig ikke god til at prøve noget nyt. Så vi får det alligevel ikke lige gjort. Før vi støder ind i sådan en weekend som denne. Så finder vi tiden til at google, se youtube-videoer og endelig kaste os ud i det.

Denne weekend lavede vi genbrugspapir. Pigerne ville gerne lave det som fødselsdagsgave til deres farmor, og jeg havde lige kasseret en stak brugte malebøger, så der var rigeligt genbrugspapir at tage af. Jeg kan ret godt lide idéen om at lave genbrugspapir med børn. Selvom vi normalt smider papiret til affaldssortering, så synes jeg, at der er noget pædagogisk fint ved skraldekunst og genbrugskrea. Det giver nogle gode hippie-dippie-snakke med børnene. Om forbrug, gaver, brug-smid-væk, skraldemænd og urskove. Og om enhjørninger, men vores 4-årige taler sjældent IKKE om enhjørninger. Og de går åbenbart også meget op i at redde naturen. Det, der egenlig har afholdt os fra at lave genbrugspapir selv, er at man skal bruge en flad si. Og deres kedelige mor var både for nærig og for øko-forskrækket til at købe en si for at lave genbrugspapir. Men vi flækkede noget sammen af en ødelagt billedramme og en hullet vaskepose, og det fungerede fint. Og det passede godt til weekendens tempo, at vi kun havde én si. Så skulle pigerne nemlig vente på hinanden, i stedet for at sætte gang i masseproduktionen af genbrugspapir.

 

Opskrift på genbrugspapir

Hvad skal man bruge:

  • En stor skål eller gryde.
  • En blender.
  • En flad si. Vi limede nettet fra en vaskepose fast på en gammel billedramme.
  • En balje. Skal du kun lave lidt papir er et lasagnefad måske nok. Vi lavede en del og brugte et babybadekar.
  • Papir. Vi brugte omkring 8 sider papir på at lave 16 små, tykke stykker genbrugspapir.
  • En masse viskestykker eller gylpeklude.

Dagen før:

  • Riv en masse brugt papir i små stykker, maks 2*2 cm. Malebøger, aviser eller tegnepapir er fint.
  • Overhæld papiret med kogende vand, til alt papiret er dækket af vand og lad det stå til dagen efter.

På dagen:

  • Blend papir-vandet.
  • Hæld det blendede papirvand i en balje og tilføj ekstra vand til konsistensen er til at arbejde med. Det skal ikke være en grød, men nettet skal dækkes helt til, for at det er til at lave for børn. Vi brugte måske 1/4 blendet papirgrød og 3/4 vand, men tilføjede selvfølgelig mere papirgrød undervejs. Jeg mistænker papir for at suge forskelligt, så prøv dig lidt frem.
  • Rør rundt i baljen, så papirmassen hvirvles op fra bunden. Før sien ned langs siden og ned i bunden af karet. Løft sien lige op igen, så papirmassen fordeler sig i et jævnt lag og lad den dryppe af. Man kan evt. hælde lidt mere vand over, hvis papirlaget er for tyndt.
  • Tilføj evt pynt til papiret og dæk det igen med et par skefulde papir-vand så det bliver en del af papiret. Vi brugte fine efterårsblade denne gang, de kunne nok godt være blevet presset først, men det gik fint. Næste gang har vi planer om at prøve at lave marmor-effekt ved at sprøjte frugtfarve på det våde papir med en bestøver. Eller måske prøver vi med vandfarve-rester, da vores ene pallet synger på sidste vers. Vi har også nogle glimmer-rester. Men jeg har ikke nævnt det over for børnene. For jeg er lidt bekymret for, at det ville ende i vandet, ikke blive sorteret fra på rensningsanlægget og ende med at blive ophobet i maven på en delfin med en nuttedhedsfaktor på 8. Det er en virkelig ting. Google “Glitter” sammen med “Ocean”. National Geographic har skrevet om det. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde fundet ud af det. Men nu har du også. Det var så lidt.
  • Vend sien om på et stykke stof. Mine børn havde ikke helt nerverne til det, så vi lagde en gylpeklud eller et viskestykke over et skærebræt, lagde det oven på sien og vendte hele molevitten.
  • Dup på bagsiden af sien for at få papiret til at slippe. Brug en svamp, en klud eller fingrene.
  • Lad papiret tørre. Jeg har hørt rygter om, at det kan stryges. Men vi havde en langsom weekend. Og jeg kan godt lide at spise i stuen.

Så er det bare at komme i gang. Det var nemlig ret hyggeligt. Jeg forstiller mig, at vi laver det igen i efterårsferien, hvor vi tit laver den slags aktiviteter.

Hvis du har brug for at se lidt flere billeder, så har jeg lagt en del ind i min story på Instagram. Den bliver arkiveret i en  KreaKrea-kategori, jeg længe har tænkt på at lave.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores 7 yndlingslege lige nu