7 ting jeg har lært om min mor…

…efter jeg selv har fået børn.

Mødre. Du kan vokse op med en fuldstændig perfekt mor, og så lige pludselig. BOM! Er du teengager. Og du opdager, at hun alle de år bare har pretended, og i virkeligheden været et menneske. Et menneske af kød og blod, med usandsynligt irriterende vaner og åndsvage bemærkninger. Først år senere finder du ud af, at hun faktisk slet ikke var halvt så slem, som du gik og troede. Chokket er til at tage og føle på. Men det er faktisk ikke hele sandheden. For efter du selv har fået børn, kan det stadigvæk pludselig gå op for dig, hvorfor i alverden hun dog altid gjorde sådan, eller ikke bare gjorde sådan… 

Det her er muligvis sådan en blogpost, som jeg burde gemme til Mors Dag. Men for det første er den egentlig ikke helt så sød, som den lyder. For det andet ved jeg ikke helt, hvornår det er Mors Dag. Og for det tredje er jeg både for doven til at google datoen og alt for doven til at finde på et nyt blogemne. Og jeg har altså besluttet mig for at blogge hver onsdag og lørdag. Det hænger sammen med dovenskaben. Så her kommer der 7 ting, jeg har lært om min mor, efter jeg selv har fået børn:

1. Hvorfor hun spørger, om jeg er sulten. Hvert kvarter.
   Efter at have friammet tre børn og efterfølgende påfyldt dem med måltider og snacks 5-10 gange om dagen, forstår jeg det endelig. Det er ikke kun vane, eller en måde at fede mig hemmeligt op på (skam dig for overhovedet at tænke det, 16-årige mig!). Det er faktisk et af de mest basale udtryk for omsorg og kærlighed. Tænk engang. I alle de år har hun ment det godt.
2. Hvorfor hun ikke købte den computer til mig. Eller de der Diesel-jeans. Eller halvdelen af Matas udbud af neglelak, makeup og parfume.
   Dengang virkede det urimeligt, grænsende til det vanvittige. ALLE ANDRE fik alting. Da jeg flyttede hjemmefra, levede jeg stort set af havregryn, så jeg kunne shoppe resten af min SU og løn op. Indtil det gik op for mig, at jeg faktisk var helt enig i, at det var vigtigt ikke bare at forbruge løs. Efter jeg selv har fået børn, er der endnu flere regler, der giver god mening. Det er faktisk ret smart at købe økologisk, spise grønt, genbruge, reparere og en gang imellem helt undvære. Jeg er ikke bare selv blevet Mor Kedelig, jeg kan også lide det!
3. Hvorfor hun aldrig køber noget nyt til sig selv.
   Fordi hun i 30 år har været vant til altid at sætte andre før sig selv. Det lyder lidt dovent. Fordi hun i 30 år har valgt at sætte andre før sig selv. Selvfølgelig kunne hun bruge det gavekort hun fik i fødselsdagsgave på en ny kjole. Men hun kunne jo også gå over i børneafdelingen…
4. Hvorfor hun hele tiden græder.
   Hun græd, når jeg var ked af det og hun græd, når jeg var glad. Jeg var sikker på, at der var noget helt galt. Med hende altså. Det var der muligvis også, men i så fald har hun smittet mig. Jeg græder af glæde, af stolthed og af vemod, når mine børn tager deres første skridt, eller når de siger skøre og kære ting. Og jeg bliver fuldstændig knust, når verdenen går dem imod. Ikke når de falder af cyklen eller får en væmmelig gryderet til aftensmad. Men når verdenen er fuldstændig uretfærdig imod dem, så tuder jeg mere end dem. Jeg prøver at skrue ned for det. Og jeg prøver at skjule det. Men den ældste har allerede luret mig.
5. At hun faktisk gerne vil høre om min dag.
   Det irriterede mig grænseløst, da jeg gik i skole. Jeg blev mobbet, og jeg følte absolut ingen trang til at gennemleve dagen en gang til. Da jeg flyttede hjemmefra, så jeg det som en kritik. Skulle hun absolut ringe hveranden dag for at tjekke, om jeg stadig havde formået at holde mig selv nogenlunde i live? Det var først, da mine børn blev gamle nok til at være væk fra mig, at jeg helt forstod det. At hun faktisk gerne ville have hver enkelt lille, kedelig detalje med. At hun slugte historier om min dag med samme iver, som pensionerede frisørkunder sluger Billedbladet. Hun syntes faktisk, at det var spændende. Det gør hun heldigvis stadig. Og jeg nyder, at der er en, der gider høre på, at jeg har fundet hirseflager på tilbud i Netto.
6. Hvorfor hun synkronsvømmer, så ofte hun kan.
   Min mor ville frygtelig gerne synkronsvømme gennem livet med os. Det kaldte vi det i hvert fald, da jeg var barn. Hun poppede popcorn. Og lavede te. Og satte fire stole frem foran fjernsynet. Igen! Hvorfor i alverden kunne vi ikke bare sidde hver for sig?! Det er en kliché. Og når man står med en grædende baby klokken 3 om natten, så er det en direkte løgn. Men 7 år kan gå chokerende hurtigt. Og jeg frygter, at 18 år kan gå næsten lige så hurtigt. Derfor ved jeg næsten intet bedre, end når min 7-årige spørger, om vi ikke kan se Youtube, lave kreating eller lege noget SAMMEN. Uh, jeg savner hende næsten allerede. Hvad hvis hun flytter hjemmefra om 11 år? Eller hun om 6 korte år synes, at jeg er åndssvag, når jeg popper popcorn? Jeg har tilmeldt os synkronsvømning, mens jeg stadig kan lokke hende med!
7. Hvor stærk og sej hun faktisk er.
   Jeg troede ikke, at det ville være et problem at studere og arbejde under min første barsel. Det var hårdt. Jeg troede ikke, at det kunne være så svært at være en mild og u-eksploderende mor. Det var nogen gange direkte umuligt. Jeg troede helt sikkert, at det ville være dejligt afslappende, at komme hjem fra arbejde. Jeg anede ikke hvor meget rod, vask, opvask og farvekridtsindsmurt væg- og møbelpynt et enkelt barn kunne lave. Jeg troede, at opdragelse bare handlede om at vise vejen for sine børn. Det viste sig, at der er ret meget, jeg ikke ønsker, at de kopierer. Alligevel har min mor rent faktisk gjort det hele. På en eller anden måde er det lykkedes hende at slippe relativt helskindet igennem at være mor til mig. For ikke at tale om min søster, det kære, lille djævleyngel. Min mor er Indiana freaking Jones.