8 ting min datter har lært mig

I dag har du fødselsdag. Du bliver 8 år. Og i løbet af de 8 korte år jeg har været mor til dig, har du lært mig så meget. Jeg vidste, at du ville lære mig at elske ubetinget. At du ville lære mig at være stærk, og tilsidesætte mine egne behov. Men du har også lært mig ting, som jeg aldrig havde forestillet mig. Her er 8 af dem.

1. At være mindre forfængelig

Der var engang. hvor jeg ikke gik i Netto uden mascara. Sjovt hvordan et barn der kun sover 2 timer i træk længe efter baby-perioden “burde” være ovre, kan kurere den slags nykker.

2. At jeg ikke kan kontrollere livet

Livet kan let komme til at bestå, af alt det vi kan kontrollere. Eller alt det vi tror, at vi kan kontrollere i hvert fald. Mit liv bestod i høj grad af det jeg havde opnået. Især de karakterer, jeg havde fået. Og de planer jeg lagde for livet. Efter jeg fik min datter, blev de ting mindre vigtige. Jeg ville stadig gerne have gode karakterer, og jeg lagde selvfølgelig også stadig planer for fremtiden. Men jeg opdagede, at det ikke var mig der bestemte. Eller at jeg i hvert fald ikke kunne planlægge, kontrollere, udføre og tage æren for det hele. Tilfældighederne er så overvældende, når man får et barn. Vi planlagde, at vi gerne ville have et barn, men at få dig var en gave. Der er mange fantastiske mødre, der har kæmpet i årevis for at få de børn de fortjente. Eller som helt må give op. At vi fik dig – og at vi fik lige netop dig – er et helt utroligt held, som jeg aldrig nogensinde vil kunne gøre mig fortjent til.

3. At middelmådighed kræver en hel del øvelse

Jeg gik kun til klaver i et år, før jeg stoppede. Skuffet over hverken at kunne spille fed jazz eller Mozarts triller. Jeg havde trods alt øvet mig 5-10 minutter. HVER uge. Nogenlunde det samme gjaldt ridning, ballet, tegneskole, knipling, spansk, fransk, golf, badminton og svømning. Så da jeg blev voksen holdt jeg op. Jeg lavede kun de ting, som jeg i forvejen var god til. Man du øvede dig i månedsvis, selvom du var virkelig, virkelig dårlig til det meste. Du snakkede løs fra du var få måneder gammel, selvom vi først begyndte at forstå dig et år senere. Du kunne først krydse dørtrin uden at flade på rumpen et år efter, du lærte at gå. Aldrig har et barn haft så meget vilje som dig. Og aldrig er nogen faldet så nådesløst på næsen. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på dig en dag, du lige havde lært at gå selv, 8 måneder gammel. Du stavrede afsted, og faldt på halen. Du rejste dig forsigtigt op, gik et par skridt og måtte støtte med hænderne. Du gik hurtigere, løb næsten og snublede. Og jeg tænkte, hvis det var mig, havde jeg nok givet op. Det var ikke det værd. Jeg havde opgivet at lære at gå. Med årene er jeg blevet bedre til at se omvendt på situationen, og i stedet lære af dig. Lære at det er okay at være piv-dårlig til noget i månedsvis. I håbet om, at jeg en dag bliver lige så sej som dig til at klø på. Og med tiden blive helt fantastisk dygtig til de ting, du brænder for.

4. Hvert øjeblik tæller

Før jeg blev mor, var mit liv opdelt i dage, uger, semestre og år. Jeg ville have dårlige dage og gode dage. Hvis jeg havde 7 ret gode dage i træk fra mandag til søndag, havde jeg haft en god uge. Da jeg blev mor, blev tiden en anden. Den kom til at handle om, hvad vi lavede i stedet. En hyggelig morgen sammen med dig og din far. En dårlig aflevering af dig i vuggestuen. En okay arbejdsopgave. En spændende bog. En god tur med dig til legepladsen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en egentlig dårlig dag, for de enkelte øjeblikke er blevet vigtigere. Det virker helt urimeligt at kalde en dag for dårlig, hvis gyngeturen på legepladsen fik dig til at hvine af grin. Men det virker faktisk også urimeligt at kalde en dag for dårlig næsten uanset hvor træt, influenzaramt eller konfliktfyldt, den måtte være. For tiden vi er sammen er så værdifuld. Og jeg vil ikke kun have de gyldne øjeblikke med dig. Jeg vil dele det hele med dig.

5. En middagslur kan rede det meste

Apropos dårlige dage. Så er der få dage, der ikke kan reddes ved at finde en god børnefilm frem og tage sig en morfar imens. Helst overdænget med dig og dine søstre. Og muligvis finde det store tekrus og nødrationen af mørk chokolade frem bagefter.

6. Hvad det vil sige at være lykkelig

Jeg var selvfølgelig også lykkelig før jeg fik dig. Men det var mere en form for tilfredshed. En glæde over at være lykkedes med noget eller at opleve noget dejligt. Aldrig havde jeg prøvet at være smurt ind fra top til tå i gylp og sur modermælk, og være komplet lykkelig. Tæt på at besvime af træthed, men fuldstændigt, lykkeligt tosseglad.

7. At selvstændighed er overvurderet

Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp. Jeg er det stadigvæk ikke. Men du har lært mig, at det er okay, ikke at kunne det hele selv. At livet ikke skal leves parallelt med andre. Livet er allerbedst, når det er fuldstændigt sammenflettet og sammenbundet med andres. Når jeg ikke længere ved, om jeg er trist, fordi du har ondt i maven, eller fordi jeg selv er træt. Når jeg ikke længere ved, om jeg er lykkelig, fordi du og din far griner i haven, eller fordi det er en dejlig sommerdag. Det er nemlig ligemeget. Mine behov og dine behov er en og samme ting. Og selvom du en dag bliver voksen og flytter hjemmefra, tror jeg aldrig, at jeg vil holde op med at græde, når du græder, og grine når du griner.

8. At det er sjovere at være sig selv

Jeg tog mange gode valg, da du var helt lille. De valg jeg fortryder, er dem jeg tog, fordi “sådan er det jo”. Din vuggestue. Ideen om at du skulle sove, som sundhedsplejersken mente. Længsel efter at have råd til de rigtige babyting og det rigtige babytøj. Jeg har fundet noget af dit “kedelige”, gammeldags genbrugstøj frem til din lillesøster. Det er støvet rosa med flæser. Og ligner fuldstændigt det, der er på hylderne i alle de smarte børnetøjsbutikker lige nu. Jeg har altid troet, at jeg var en sær, nørdet snegl. Men det var først, da jeg fik dig, at jeg rigtig begyndte at lære, hvad jeg egentlig ville med mit liv.